Skrift

De indiske grammatikere arrangerede de 48 tegn efter et fonetisk princip, hvilket gør det relativt let at huske deres rækkefølge. I traditionelle opstillinger af skriften (som den der ses øverst på siden) inddeles tegnene i separate grupper efter deres artikulationsmåde. Det nedenstående skema er anderledes, idet det passer alle tegnene ind i det samme skema, der består af seks rækker og syv kolonner:

Seks rækker der angiver artikulationsstedet

I den indiske tradition betegnes disse artikulationssteder med følgende adjektiver:

1. Kaṇṭhya ‘fra halsen (kaṇṭha) = glottal’
2. Jihvāmūliya ‘ved tungeroden (jihvā-mūla) = velær’
3. Tālavya ‘på ganen (tālu) = palatal’
4. Mūrdhanya ‘mod hovedet, hjernen (mūrdhan) =  retrofleks’  (i moderne grammatik ville vi tale om artikulationsmåde, ikke -sted)
5. Dantamūlīya ‘ved tandroden (danta-mūla) = dental’
6. Oṣṭhya ‘med læberne (oṣṭha) = labial’

Syv kolonner, der angiver artikulationsmåde

1. De seks simple vokaler: a, ā, i, ī, u, ū
2. De fire likvidvokaler, også omtalt som mere komplekse: r̥, r̥̄, l̥, l̥̄
3. De fire diftonger: e /ai/ og o /au/, ai /āi/ og au /āu)
4. Visarga og anusvara (allofoner af s og m/n) samt de 25 lukkelyde og frikativer, som er opdelt i:
   – ustemte uaspirerede
   – ustemte aspirerede
   – stemte uaspirerede
   – stemte aspirerede
   – nasaler, anunāsika, der også i vestlige traditioner kan regnes til lukkelydene
5. De fire (ikke-nasale) sonoranter y, r, l, v
6. De tre sibilanter ś, ṣ, s, som er ustemte
7. Hæmmelyden h, som er stemt.

Alfabetets rækkefølge er bestemt af disse principper. Man starter med vokalen a og bevæger sig dernæst gennem de øvrige seks kardinalvokaler, der er ordnet efter deres artikulationssted (se skemaet); så begynder man forfra med likvidvokalerne r̥ og r̥̄ og så fremdeles, indtil man når h, det sidste bogstav.

Når ikke andet er angivet, står konsonanttegnene for konsonant + /a/. Hvis det korte /a/ står efter en konsonant, skrives det således ikke: /ka/ = क. Alle andre vokaler skrives som diakritiske tegn; de fremgår af det nederste skema.

Bemærk:

• Fonemet ळ er en dialektal variant af ḍ, det er derfor det lidt ulogisk står sammen med ḍ.
• Der findes mange varianter af tegnene. Macdonell bruger feks. i sin Vedic Reader en lidt ældre konvention, hvor en lille håndfuld tegn skrives anderledes. Det vænner man sig til.

Vokaldiakritika

Bemærk:

• Alle andre vokaler end /a/ skrives som et diakritisk tegn på den forudgående konsonant.
• Hvis en konsonant skal udtales uden en efterfølgende vokal (typisk i slutningen af en sætning), bruges ् Virāma- (m. ‘afslutning’). Dvs. /k/ = क्.
• Konsonanten /r/  र् skrives som et diakritisk tegn, dvs. ligesom en vokal, når den står først i en konsonantgruppe eller før /r̥/ ऋ. Dvs. /rva/ = र्व, og /rr̥/ = रृ. Måske det har noget at gøre med, at overgangen fra /r/ til en efterfølgende konsonant iflg. de indiske grammatikere var karakteriseret af en støttevokal (kaldet en svarabhakti-vokal).
• /u/ indgår i en særlig ligatur med /r/ र्: /ru/ og /rū/ skrives रु og रू.
• /r̥/ indgår i en særlig ligatur med /h/: /hr̥/ skrives हृ.

• ं bindu– ‘prik’ skrevet over stavelsestegnet betegner anusvāra (m. ‘efterklang’), som er en allofonisk realisering af n og m, der i indisk grammatik beskrives som en hæmmelyd (Cardona s. 27). Dvs. det er ikke bare nasalering af den forudgående vokal, men en selvstændig nasal, dog uden lukke. I alfabetet står den ved siden af ḥ, fordi den har lignende egenskaber. Den forekommer før r, h og sibilant:

• áṁsau
• अंसौ
• ráṁhyo
• रंह्यो॑

I vedisk assimileredes /m/ til alle andre konsonanter end r, h og sibilant. I sanskrit derimod optræder anusvāra også i denne stilling. Hvis man vil tydeliggøre, at her er tale om et sekundært anusvāra, kan man transskribere med en prik under:

• ápāṃ nápāt
• अपां नपा॒त्

• ँ c(h)andrabindu m. ‘måne-prik’ skrevet med  ँ over stavelsestegnet betegner, at en forudgående vokal eller en af sonoranterne y, l eller v er anunāsika ‘nasaleret’. Selv om de fem  nasale lukkelyde også er anunāsika, skrives de ikke med candrabindu. Den bruges altså kun til at betegne sekundær nasalering i sandhi og har tilsyneladende ikke nogen plads i alfabetet.
• ऽ Avagraha, som translittereres med en apostrof, angiver, at initialt a- er svundet:

• ‘gnè ऽग्ने॑  =  ágne अग्ने॑

• : Visarga- (m. ‘frigivelse’) er en allofon af /r/ og /s/ i udlyd før et ustemt segment. I alfabetet står den efter vokalerne, fordi grammatikerne opfattede den som en effekt på vokalerne, på samme måde som anusvāra. Eftersom den er et ustemt [h], kunne den alternativt have stået ved siden af det stemte /ɦ/.

Om konsonanttegnene

Konsonanttegnene i skemaet står som sagt for den pågældende konsonant + a. Eftersom devanāgarī er en stavelsesskrift, skrives alle konsonantgrupper med ét tegn, der er en sammenskrivning af de konsonanter, der indgår i gruppen.

• yát sasrāthe skrives: यत्स॒स्राथे॒, hvor त्स = tsa, og स्रा = srā

Der findes lange lister over ligaturer, som jeg ikke vil gengive her, da vi skal læse alle vores tekster i transskription – dvs. man kan selv slutte sig til hvad de forskellige ligaturer står for.

Tegnet ळ er en variant af det retroflekse ḍ, som hørte hjemme i den dialekt, der blev talt af de vedakyndige, der stod for overleveringen af Rigveda som vi kender den. Det er en lateral retrofleks. Tegnet har tilsyneladende ikke sin egen plads i alfabetet.

Tegnet ढ ḍh [ɖɦː] tæller som en dobbeltkonsonant. 

Tegnet छ [tʃː] transskriberes i klassisk sanskrit med cch: gacchati, fordi det er et geminat. Det kommer altid af en kombination af s + ´s. I vedisk skrives det enkelt: gachati, men i metrikken kan vi se, at det er en dobbeltkonsonant.

Fonemet /h/ er stemt, dvs. [ɦ]. Det har en ustemt modpart der skrives med tegnet visarga, som grammatikerne imidlertid har valgt at anbringe sammen med vokalerne.