Rodnominer er nominer, der er dannet uden noget afledningssuffiks. De kan ikke deles op i mindre morfologiske enheder, med mindre de er præfigerede eller sammensatte, som a-pā́t- ‘uden-fod → ‘fodløs’ ’eller vr̥tra-hán- ‘vritra-dræber.’
Et suffiks uden semantik
AiGr. 2: §12.
Rodnominer dannet til verbalrødder, der ender på kortvokal, dvs. -i, -u, ‑r̥, får tilføjet et ‑t, der ikke tilføjer nogen leksikalsk eller funktionel betydning. De fleste eksempler optræder i de såkaldte rodkomposita:
- apsujít- ‘som sejrer i vand (Indra)’ ← ji ‘at sejre’
- stut- ‘lovprisning’; devastút– ‘som priser guderne’ ← stu ‘at prise’
- jyotiṣkr̥t- ‘som giver lys’ ← kr̥ ‘at gøre, skabe’
Disse dannelser har altså et suffiks, men kaldes alligevel rodnominer (og i sammensætninger rodkomposita), da suffiksets funktion tilsyneladende alene er fonologisk.
Denne t-udvidede form forekommer også i gerundiv/absolutiv på -ya-, og et lignende fænomen ses i et par heteroklitika.
Køn
Rodnominer forekommer i alle tre køn. Den mest produktive type består af feminine nomina actionis der ofte er blevet leksikaliseret:
- dhī́- f. ‘tanke, forstand’ ← dhī ‘tænke’
- dvíṣ- f. ‘had, fjendskab’ ← dviṣ ‘hade’
- vā́k- f. ‘tale, stemme’ ← vac ‘tale’
Maskuline rodnominer forekommer også; det er ikke sikkert man kan sige noget smalende om dem:
- rā́j- m. ‘konge’; jf. lat. rēx
- pā́d- m. ‘fod’; jf. lat. pēs
De neutrale rodnominer er meget sjældne:
- śrad– ‘hjerte’ i śraddhā ‘tro, tiltro’ < *k̑ērd, *kr̥d ~*k̑red- n. ‘hjerte’
- hā́rdi n. ‘hjerte, indvolde’ med de svage former: hṛdā́ inst., hṛdás gen., hṛdí lok. Pl. hṛdbhís inst., hṛtsú lok.
- mās, māṁs- n. ‘kød’
De neutrale rodnominer hører til i en semantisk klasse – involde, kød, kropsdele –, der ellers er dækket af de heteroklitiske stammer, der udelukkende er neutra. Blandt de heteroklitiske stammer findes også et par eksempler, der muligvis er gamle rodnominer:
- yū́ṣ, gen. yūṣṇás n. ‘suppe’; jf. lat. iūs, iūris n. ‘suppe, sovs’, lit. júšė ‘fiskesuppe’, skr. júha ‘suppe’ osv.
- doḥ (RV), gen. sg. doṣṇas (ŚBr.) ‘arm’ instr. doṣṇā, lok. doṣṇi osv.; dual. doṣī (Kauś), dorbhyām (Mbh)
Bøjning
Vediske nominer bøjes i:
- Tre tal: Singularis, dualis og pluralis
- Otte kasus: Nominativ, vokativ, akkusativ, instrumentalis, dativ, ablativ, genitiv og lokativ.
Bøjningsskema
Konsonantveksel i rodudlyden
I rødder med oprindelig final velær lukkelyd forventer vi palatalisering foran kasusendelser med urie. *-e eller *‑i, f.eks. i eksemplet vā́c– < *u̯okʷ- ‘stemme, tale’ (rodnomen):
| inst.sg. | *u̯okʷeh₁ | vācā |
| lok.sg. | *u̯okʷi | vāci |
| nom.pl. | *u̯okʷes | vācas |
I alle andre tilfælde forventer vi en bevaret velar, men finder det ikke altid. Således f.eks.
| nom.sg. | *u̯ōkʷs | vāk |
| akk.sg. | *u̯okʷm̥ | *vākam → vācam |
| akk.pl. | *u̯okʷm̥s | *vākas → vācas |
| inst.pl. | *u̯okʷbhi | vāgbhis |
| lok.pl. | *u̯okʷsu | vākṣu |
I vedisk er den palataliserede variant altså blevet generaliseret til alle prævokaliske former. I den forbindlese har det måske været en faktor, at i stammer med ikke-velær udlyd optræder samme udlydskonsonant efter alle de vokaliske endelser.
Hvordan analogien med de øvrige stammer kan have fungeret, ses af nedenstående skema, hvor der sammenlignes med viś ‘bosættelse’:
| nom.sg. | *u̯ik̑s | viṭ | vāk |
| akk.sg. | *u̯ik̑m̥ | viśam | ? |
| ins.sg. | *u̯ik̑eh₁ | viśā | vācā |
| nom.pl. | *u̯ik̑es | viśas | vācas |
| akk.pl. | *u̯ik̑m̥s | viśas | ? |
| inst.pl. | *u̯ik̑bhi | viḍbhis | vāgbhiḥ |
| lok.pl. | *u̯ik̑su | vikṣu | vākṣu |
Samme mønsters som i vāk ses i alle rodnominer med udlydende velær. Disse rødder navngives i grammatikkerne efter deres palataliserede variant.
- aśvayúj- ‘forspændt med heste’ ← yúj- < *i̯eug ‘spænde for’
- abhidrúh– ‘bedrager’ ← druh- < *dʰreugʰ
- madhudúh, godúh ‘som malker honning, køer’ ← duh < *dʰeugʰ
Accent
De usammensatte rodnominer er énstavelsesstammer. Det er den eneste stammetype, der som hovedregel har mobil accent. Det vil sige, at accenten i de såkaldt svage kasus flytter hen på bøjningsendelsen:
- nom.sg. pā́d – gen.sg. padáḥ
Af skemaet kan man selv regne ud, hvilke kasus, der er svage.
En lignende regel gælder i græsk.
Når disse enstavelsesstammer optræder i komposita, bliver accenten kolumnal, hvilket vil sige, at den bliver liggende på det samme morfem/den samme stavelse under hele bøjningen:
- nom.sg. dvipā́d – gen.sg. dvipádaḥ
Der er altså en vigtig, men uforklaret sammenhæng mellem accentmobilitet og enstavelsesord.
gáus ‘ko’, akk. gā́m gen. gós
Denne meget omdiskuterede stamme har følgende særtræk:
- Alle stærke former har langtrin i sanskrit. Vi ved fra feks. græsk og latin, at der var o-trin i roden (eller suffikset, hvis man antager at det var en u-stamme), så her er helt klart tale om Brugmanns lov.
- Som bl.a. Kümmel har påpeget, ved vi ikke, om langtrinnet i nominativ singularis er nedarvet, idet det også kunne være et resultat af udjævning med de øvrige stærke kasus. Dvs. måske det urie. paradigme var *gʷou̯-s, *gʷou̯-m osv.
- Accenten er kolumnal, dvs. den bliver liggende på stammen, hvilket er atypisk for rodnominer og enstavelsesord.
- Roden/stammen optræder aldrig i nultrin: den hedder gāv- i de stærke former og gav-/go- i de svage
- Akk.sg. hedder gām < *gʷou̯m (eller *gʷh₃ou̯m) med Stangs lov
- Akk.pl. hedder gās < *gʷou̯ms (eller *gʷh₃ou̯ms) med Stangs lov og omdiskuteret svind af *n. Græsk βοῦς kan kun komme af urgræsk *bōns. Hvis vi antager at denne form er nedarvet, kan vi rekonstruere urie *gʷh₃ōns, en Stangs lov-variant af urie. *gʷh₃ou̯ms. Sådan en form ville give uriir. *gāns. Endelsen ville være entydigt maskulinum, og det ville være let at slutte, at den tilsvarende femininum var iir. *gahas > ved. gāḥ. Køer i flok består som bekendt af voksne hunner og deres kalve. Det har måske også betydet noget, at akk.sg. gām ligner en feminin ā-stamme.
Nogle forskere (Schindler, Rasmussen og deres følgere) rekonstruerer urie. *gʷou̯-, et (akrostatisk) rodnomen:
- nom.sg. *gʷōu̯-s > ved. gauḥ, av. gāuš
- gen.sg. *gʷou̯-s > ved. góḥ
Andre (Saussure og visse forskere fra Leiden) ser en sammenhæng med roden *gʷoh₃-, som ses i gr. βόσκω ‘at føre på græs’. Saussure antog en proterodynamisk u-stamme afledt fra denne rod (med diverse analogiske udviklinger):
- nom.sg. *gʷóh₃-u-s
- gen.sg. *gʷh₃-u-ós
Begge rekonstruktioner fører til problemer, og selv har jeg foreslået en hysterodynamisk u-stamme (parallel med dyáus), ligeledes med diverse analogiske udviklinger:
- nom.sg. *gʷh₃-ēu̯(s) eller *gʷh₃-ou̯(s)
- akk.sg. *gʷh₃-ou̯m
- gen.sg. *gʷh₃-u̯-ós
Den letteste analyse er måske at antage, at ordet er et rodnomen, men at det allerede i urie. havde opgivet aflyden, så alle former dannedes til et o-trin *gʷou̯-. I vedisk venter vi Brugmanns lov i alle prævokaliske former, dvs. alle svage kasus i singularis. Dog er de svage kasus meget hyppigere i pluralis (køer er flokdyr), og her venter vi ikke Brugmann (heller ikke i gen.pl., hvis vi antager, at den endelse var *hom). Så der er muligvis tale om analogisk udjævning fra pluralis.
| Sg | Urie. | Vedisk | Græsk | Latin |
| N | *gʷōu̯s | gáuḥ | βοῦς | bōs |
| Ak | *gʷou̯-m > gʷṓm | gā́m | Dor. βῶν | bouem |
| I | *gʷou̯-eh₁ | → gávā | ||
| D | *gʷou̯-ei̯ | → gáve | ||
| L | *gʷou̯-i | → gávi | ||
| G | *gʷou̯-ós | → góḥ | βοός | bouis |
| Pl | ||||
| N | *gʷou̯-es | gā́vaḥ | βόες | bouēs |
| Ak | *gʷou̯-ms > *gʷṓms | → gā́ḥ | βοῦς Dor. βῶς | bouēs |
| I | *gʷou̯-bʰi… | góbhiḥ | ||
| D | *gʷou̯-bʰ… | góbhyaḥ | būbus | |
| G | *gʷou̯-hōm | gávām | βοῶν | bouum |
| L | *gʷou̯-su | góṣu | → βόεσσι |
Min alternative løsning er:
| Sg | Urie. | Vedisk | Græsk | Latin |
| N | *gʷh₃-ou-s | gáuḥ | βοῦς | bōs |
| Ak | *gʷh₃-ou̯-m > gʷṓm | gā́m | Dor. βῶν | bouem |
| I | *gʷh₃-u̯-éh₁ | → gávā | ||
| D | *gʷh₃-u̯-éi̯ | → gáve | ||
| L | *gʷh₃-ou̯-i | → gávi | ||
| G | *gʷh₃-u̯-ós | → góḥ | βοός | bouis |
| Pl | ||||
| N | *gʷh₃-ou̯-es | gā́vaḥ | βόες | bouēs |
| Ak | *gʷh₃-ou̯-ms > *gʷṓms | → gā́ḥ | βοῦς Dor. βῶς | bouēs |
| I | *gʷh₃-u̯-bʰi… | → góbhiḥ | ||
| D | *gʷh₃-u̯-bʰ… | → góbhyaḥ | būbus | |
| G | *gʷh₃-u̯-hōm | → gávām | βοῶν | bouum |
| L | *gʷh₃-u̯-su > *gʷuh₃-su | → góṣu | → βόεσσι |
Rodnominer på -ā
I denne klasse finder vi sammensætninger som go-pā́- < *pah₂, ratna-dhā́- < *dʰeh₁ og simplicia som jā́- m./f. ‘barn’ < *g̑n̥h₁. De ligner feminine ā-stammer, men har normalt ‑s i nominativ singularis.
| dā- m./f. ‘giver’ | |||
| Singularis | Dualis | Pluralis | |
| N | dā́ḥ / dā́ | dā́ / dáu | dā́ḥ |
| A | dā́m | dā́ḥ | |
| I | dā́ | dā́bhiḥ | |
| D | dé | dā́bhyaḥ | |
| G/Abl | dáḥ | ||
| Lok | dā́su |
| kṣam- f. ‘jord’ | |||
| Singularis | Dualis | Pluralis | |
| N | kṣā́ḥ | kṣā́mā | kṣā́maḥ |
| A | kṣā́m | kṣā́ḥ | |
| I | jmā́ jmayā́ kṣmayā́ kṣamā́ | ||
| D | kṣé | ||
| Abl | kṣmáḥ gmáḥ | ||
| Gen. | jmáḥ gmáḥ | ||
| Lok. | jm-án kṣámi kṣā́man, kṣā́mani kṣmayā́ | kṣā́su |
Kognater
- Hit. tēkan / takn- n. ‘jord’
- Tokh. A tkaṃ, B keṃ
- Lat. humus f. (m.) o-st. ‘jord’, lok. humī
- Oldirsk dú ‘sted’
- Gr. χθών, ἡ, gen. χθονός; χᾰμαί adv. ‘på jorden’; χαμᾶζε ‘til jorden’
- Lit. zẽmė f. ‘jord’ m.m.
- Oksl. zemlja f. ‘jord’ m.m.
Det urie. paradigme har måske set nogenlunde således ud:
- Nom.sg. *dʰg̑ʰ-om-s → *dʰg̑ʰ-ō (Szemerényis lov)
- Akk.sg. *dʰg̑ʰ-om-m → *dʰg̑ʰ-ōm (Stangs lov)
- Gen.sg. *dʰg̑ʰ-m-ós
Hvis den rekonstruktion er rigtigt, har græsk måske udviklet sig som følger:
- Nom sg. *kʰtʰō → χθών, dvs. gl. akk. → ny nominativ
- Akk. sg. *kʰtʰōn → χθόνα, analogi med n-stammerne (δαίμων, -ονα)
- Gen.sg. *kʰtʰm̥ós → χθονός, analog med n-stammerne δαίμων, -ονος)