/ī/

Oversigt

Fra urie. til vedisk

I teorien kan urie have haft et *ī, men der er ingen evidens for dette fonem

Urie. *ih > ved. /ī/

  • vīrá- ‘helt’ *u̯iH-ró- lit. výras (lat. vĭr, got. wair med Dybos lov)
  • sūnú- m. ‘søn’; lit. sūnùs; got. sunus (med Dybos lov)

Urie. *r̥h og *l̥h  > īr/īl eller ūr/ūl i lukket stavelse

  • dīrghá- ‘lang’ < *dl̥h₁gʰ-o-; jf.  gr. δoλιχός (ἐν-δελεχής ‘langvarig’)

Ekstern sandhi

Finalt /ī/ falder sammen med /i/ i stilling før en initial vokal, idet /ī/ forkortes i denne stilling i følge en generel regel:

V̄ → V / __ # V

Derfor er de fleste sandhiregler for finalt /ī/ identiske med dem for finalt /i/.

Praśliṣta-sandhi

Finalt /ī/ kontraheres med initialt /i/ og /ī/

/ī # ī̆/ → /i # ī̆/ → ī

  • Eksempler er svære at finde

Kṣaipra-sandhi

/ī/ bliver konsonantisk før en vokal (efter at V̄ → V / __ # V):

/ī/ → i → y /__ V

  • /devī́ + etu/ → deví etu → devyètu “gudinden skal gå”

Kṣaiprasandhi skal stort set altid opløses, dvs. devyètu skal læses devi etu – med kort i, da V̄ → V / __ # V applicerede, da teksten blev forfattet.

I et enkelt tilfælde undergår /ī/ ikke kṣaiprasandhi; se næste afsnit om sandhiresistens.

Sandhiresistens og ī i diftonger

I nogle få endelser optræder finalt -ī eller -e, der ikke  kontraheres med en efterfølgende vokal efter de kendte regler. Dette skyldes typisk en udlyd på /ViH/, /Vii/, /VHi/.

Adjektivet pragr̥hya– ‘som skal holdes adskilt’ er en gerundiv til verbet pra-grah ‘at holde’.

*īh → ī /__ V, C

Denne sekvens opstår nogle specifikke steder i sproget.

*-iih₁ V- → *-ī.h V- → *-ī V-

Dette ses i– og ī-stammernes nom. og akk. dualis på langt ‑ī, der vel er dannet ved at tilføje den feminine og neutrale dualisendelse, *-ih₁, til stammen: *-i-ih₁ > *īh. I stilling før vokal gik den finale laryngal til næste stavelse; resultatet er en endelse -ī, der er pragr̥hya/sandhiresistent:

  • indrāgnī́ úpa ‘indra og agni …’
  • ródasī ubhé ‘begge verdener’
  • devī amr̥te ‘to udødelige gudinder’

/aī/ → e /__ # C, V

Finalt ‑e går i følgende tilfælde tilbage til en sekvens af *ai + *i̯ eller *h. Historisk har /ai/ derfor stået i en lukket stavelse, og resultatet er de såkaldt sandhiresistente (pragr̥hya) vokaler.

  • *-o-ih₁ → *ai̯h > ‑e/__ C, V

Nom./akk./vok. dualis neutrum af a-stammerne:

  • padé iva ‘som to fodspor’
  • dvaké áva ‘(to som er) forbundne i par’
  • *-ah₂-ih₁ > *ai̯h > ‑e/__ C, V

Ses i nom./akk./vok. dualis neutrum af ā-stammerne:

  • dvé íd 
  • amr̥̄́te anūcī́
  • *-ah₂-i →  -e/__ C, V

Ses i vok.sg.f. af ā-stammerne, som måske er dannet ved at tilføje devī-fleksionens ‑i til ā-stammen. Her er det mindre oplagt, at endelsen skulle blive pragr̥hya, men det gør den:

  • áśve iva (vok. sg. af áśvā- f. ‘hoppe’)
  • áśve ná
  • śubhre ándhasī (f. vok. sg. af śubhrá– adj. ‘smuk’)
  • bhándamāne uṣásā
  • *ai̯-i V → *ai̯.i̯V > ‑e V-

Ses i de pronominale lokativer 2sg. tvé, 1pl. asmé, 2pl. yuṣmé. Disse endelser er sammensat af to morfemer: pronominalt ‑ai- + lokativendelsen -i (Lubotsky 1995: 6 fn. 10; også om stilling før C):

  • asmé íṣam
  • tvé íd

2. og 3. dualis medium, som ofte forkortes > ‑e før ord på V-:

  • imperfektiv: ‑ā́the, ‑ete
  • perfektum ‑āthe, ‑āte.