Finitte endelser

Oversigt

Aktive primær- og sekundærendelser

• Singularis
• Dualis
• Pluralis

Medium og passiv, primære og sekundære endelser

• Singularis
• Dualis
• Pluralis

Konjunktivsmarkøren ‑ai

Perfektumsendelser

Imperativendelser

• Aktiv
• Medium

Oversigt

Der er fire sæt endelser: Primære, sekundære, perfektiviske, imperativiske.

Primære, aktive endelser

• Urie. atem. *-mi, *-si, *‑ti; *-u̯os, *‑th₁es, *‑tos; *-mos, *‑th₁e, *-nti
• Urie. tem. *-ō, *-esi, *-eti; *-ou̯os, *-eth₁es, *-etos; *-omos, *-eth₁e, *-onti

	Aktiv
	Sg.	Du.	Pl.
1.	-mi ‑āmi	-vas ‑āvas	-mas(i) ‑āmas(i)
2.	-si ‑asi	‑thas ‑athas	‑tha ‑atha
3	‑ti ‑ati	‑tas ‑atas	-anti; ‑ati ‑anti

De græske endelser har flere lighedspunkter:

1.	-μι -ω	–	-μεν ‑ομεν
2.	-σι -εις	-τον ‑ετον	-τε -ετε
3	-τι(ν) –ει	-τον -ετον	-ασι(ν) -ουσι(ν)

1.sg. tem. -āmi, konj. -ā(ni) 

• 1.sg. tem. -āmi består af den tematisk endelse -ā + atematisk -mi.
• Tematisk -ā ses stadig i konjunktiven: -ā(ni).

1. dualis -vas

Beslægtede former:

• Hitt. 1 pl. -weni < urie. *u̯e-
• Got. 1. du. -os < urie. *-o-u̯os, evt. *-oh₁u̯es (Kroonen apud Olander)

I oldavestisk optræder endelsen som -uuahī, med samme -i som vedisk til tider har i 1 pl. ‑masi.

2. dualis ‑thas og 2. pl. ‑tha

Ved. 2. du. ‑thas og 2. pl. ‑tha får Olander til at foreslå rekonstruktionerne *‑th₁es og *‑th₁e, idet *h₁ muligvis ville give aspiration i indisk, men ikke i de andre sprog.

Andre reflekser af *-th₁es:

• Lat. 2. pl. ‑tis < urie. dualis
• Got. 2. du. 2. -ats < urie. *-o-th₁es

De græske dualisendelser ‑τον, -τον har ikke meget til fælles med de vediske, gotiske og latinske endelser og er måske en generalisering af den sekundære 2. dualis.

Sekundære, aktive endelser

• Urie. atem. *-m, *-s, *-t; *-u̯e(h₂), *-tom, *-tah₂m; *-me, *-te, *-nt
• Urie. tem. *-om, *-es, *-et; *-ou̯e, *-etom, *-etah₂m; *-ome, *-ete, *-ont

	Aktiv
	Sg.	Du.	Pl.
1.	-m, ‑am ‑am ‑ā(ni) konj.	‑va ‑āva	-ma ‑āma
2.	-s ‑as	-tam ‑atam	-ta ‑ata
3.	-t ‑at	-tām ‑atām	-an, -at, ‑ur ‑an

De tilsvarende græske endelser er:

1.	-ν -ον	_	-μεν ‑ομεν
2.	-ς -ες	-τον -ετον	-τε -ετε
3.	‑Ø- εν	-την -ετην	-ν -ον

1 sg. -am 

1 sg. -am erstatter *-a < *-m̥.

2. og 3. sg. ‑īs og ‑īt

• I visse tilfælde optræder den sekundære endelse i 2. og 3. person som -īs, -īt
• Disse former er opstået lydret i forbindelse med seṭ‑rødder; blot er her en uforklaret refleks ī < h. Bindevokalen dukker også op i andre former end 2. og 3. sg.
• De findes i et begrænset antal verber i RV, bliver hyppigere senere hen:

I rodpræsens præteritum

Til brū ‘at tale’ < *mleu̯h-

• ábravīḥ < *-h-s
• ábravīt < *-h-t
• ábravīta < *-h-te 2pl. (ī også i præsens: bravīmi, bravīṣi, bravīti)

Til an ‘at ånde’ < *h₂enh₁-

• ā́nīt < *é‑h₂enh₁‑t (jf. præsens ániti  m. kort -i-)

Til as ‘at være’ < *h₁es (analogisk)

• ās < *éh₁es-s  → āsīḥ
• ās < *éh₁es-t  → āsīt

I rodaorist præteritum

Til kramⁱ

• 1sg ákramam < *-h-m̥ → ákramīm (analogisk)
• 2sg ákramīṣ < *-h-s
• 3sg. ákramīt < *-h-t 

I s‑ og iṣ‑aorist præteritum (analogisk)

• árātsīṣ  ← rādh‑ (særligt i senere sprog, som AV)
• śócīs   ← śuc‑ ‘glimte’ < *k̑euk‑

3.pl. ‑an

Endelsen ‑an afspejler

1: *‑o‑nt, der bevares i alle tematiske stammer, inklusive konjunktiven:

• áyan 3. pl. impf. konjunktiv, præs.kl. 2
• ákṣaran 3pl. præt. – kṣaranti 3pl. præs., præs.kl.6
• áchadayan 3pl.præt kaus. – chadáyanti 3pl. præs. 
• tatanán 3pl. konj. perfektum

2: *‑ént, den betonede atematiske endelse, bevares kun i

Nasalpræsens:

• kr̥ → ákr̥ṇvan 3pl. præt., jf. kr̥ṇvánti 3pl. præs. 

Visse verber i impf.kl. 2:

• as → āsan 3pl. præt., jf. sánti 3pl. præs.
• dih → ádihan
• duh → áduhan (B)
• brū → ábruvan
• vī → ávyan

Visse rodaorister:

• kr̥ → ákran

1. dualis -va

Den korte vokal i vedisk -va modsvares af en langvokal i urbaltoslavisk *‑vā (her bliver ddt lidt kompliceret; se Olander 338 ff.) og den gotiske optativendelse -aiwa. Olander rekonstruerer endelsen som *-u̯ah₂.

Hittitisk har 1. pl. præt. -wen over for præsens -weni.

2. og 3. dualis -tam, -tām

Her kan man lægge mærke til, at græsk i de sekundære endelser har -τον, -την, der ser ud til at være kognate med ved. ‑tam, -tām. De primære endelsers –τον, –τον er muligvis en generalisering af det sekundære 2. du. -τον.

I imperativen findes et identisk endelsessæt – men bemærk, at hvor de sekundære aktive endelser svarer til græsk -τον, -την, svarer imperativendelserne til gr. -τον, των.

3. pl. ‑ur

• Afspejler urie. *‑r̥ (*‑r̥s iflg. Schindler)
• Hører hjemme i 3pl. perfektum
• Spreder sig til præteritum, injunktiv og optativ
• Dvs. erstatter primært *‑at < urie. *‑n̥t (Harðarson hos Kümmel s. 48)

Rodpræsens og rodaorist

Rodaorist præteritum/injunktiv:

• Rødder på ā
  sthā → á‑sth‑ur
  gā‑ á‑g‑ur
  dā‑ ádur
  pā‑ ápur
  dhā‑ ádhur
• “Rødder uden aflyd” iflg. Gotō:
  kram → a‑kram‑ur
  dr̥ś → ádarśur
  yam → áyamur

I imperfektivt præteritum af præsensklasse 2 forekommer endelsen ved en lille gruppe rødder, måske som et levn af gamle akrostatiske former; dog er ‑ur muligvis reglen i rødder på ‑ā, ligesom i rodaoristen:

• yā → áyur (B)
• tviṣ → átviṣur
• duh → duhúr
• cakṣ → cakṣur

Atematiske reduplicerede stammer

Impf.kl. 3:

• dā → á‑da‑d‑ur (jf. dádati 3. pl.præs)
• dhā → á‑da‑dh‑ur (jf. dádhati 3. pl.præs)
• hā → á‑ja‑h‑ur (‘forlade’)
• bhī → bi‑bhy‑úr

I denne gruppe dannes 3pl. somme tider til den stærke stamme:

• hu → á‑ju‑hav‑ur (jf. júhvati 3. pl.præs)
• dhī → á‑dī‑dhay‑ur

Intensiv:

• nu‑ → anonavur (3pl. præs ville være nónavati)
• hū → ájohavur (3pl. præs ville være jóhavati)

Redupliceret, atematisk aorist:

• bhaj‑ → ábībhajur

Pluskvamperfektum:

• dhī → ádīdhayuḥ 
• mand → amamanduḥ 
• mad → ámamaduḥ 
• vyac → avivyacuḥ 
• ranⁱ → arāraṇuḥ 
• śri → aśiśrayuḥ 
• Undtagelse: pī 1 → ápīpyan 

– s‑, iṣ‑ og siṣ‑aorist præteritum/injunktiv (“invariably” iflg. Macd. 161).

Også her erstatter ‑ur sandsynligvis IIr. *‑at < urie. *‑n̥t; s‑aoristen var formentlig akrostatisk:

• chad → áchāntsur
• dih → ádhikṣur
• dhā → dhāsur
• mad → ámatsur
• iṣ → áiṣiṣur
• jṝ → jāriṣur
• dhr̥ → ádharṣisur
• an → āniṣúr
• gā → ágāsiṣur
• grabh → ágrabhīṣur 

Optativ

I atematiske klasser er optativets fuldtrinsvariant *-i̯eh₁- gennemført i alle personer undtagen 3. pluralis. Betyder det, at 3. pl. afspejler *-i̯eh₁-n̥t, der skulle give *-i̯āt og blev erstattet med -yur?:

• sg. syā́m, syā́ḥ, syā́t
• du. syā́va, syā́tam, syā́tām
• pl. syā́ma, syā́ta, syúr

I reduplicerede stammer ser vi samme refleks som i indikativen (jf. 3.impf.kl. bíbhrat < *‑n̥t):

• vavr̥tyur  (redupl.aor) ← *u̯e‑u̯r̥t‑ih₁‑n̥t
• dadhanyúr (pf.)  ← *dʰe‑dhen‑ih₁‑n̥t?
• dheyúr (rodaor.) ← *dʰeh₁‑ih₁‑ént← *dʰh₁‑ih₁‑ént?
• vidyúr (impf.kl. 2)  ← *u̯idiyán < *u̯id‑ih₁‑ént

I tematisk optativ erstatter ‑ur vel *n̥t (*‑oih₁‑nt̥)

• bhareyur ← *bʰaray‑at < *bʰer‑o‑i̯h₁‑n̥t
• vocéyur (redupl.aor) ← *u̯e‑u̯kʷ‑o‑i̯h₁‑n̥t

Primære mediumsendelser

• Urie. atem. *-h₂ai̯, *-soi̯, *-toi̯/*-tor; *-u̯edh₂, *-oh₃th₁…, *-oh₃t…; *-medh₂, *-dʰh₂u̯e, *‑nto-i̯
• Urie. tem. *-a-h₂ai̯, *-e-soi̯, *-toi̯/*-tor osv.

Hvor flere andre sprog peger på *-r som mediumsmarkør, har vedisk og græsk erstattet den med *-i. Ligesom latin har generaliseret -r som passivmarkør i hele præsens, har vedisk gennemført -e i alle primære endelser.

	Medium
	Sg.	Du.	Pl.
1.	-e ‑e	‑vahe ‑āvahe	‑mahe ‑āmahe
2.	-se ‑ase	-āthe ‑ethe	-dhve ‑adhve
3	-te, -e ‑ate	-āte ‑ete	-ate, -re ‑ante

Igen er der lighedspunkter med græsk, hvor der dog dukker et σ op i 2./3.du og 2. pl.

1.	-μαι	–	‑μεθα
2.	-σαι	-σθον	-σθε
3	-ται	-σθον	-νται

2. og 3. dualis -āthe/-ethe og -āte/-ete

I 2. og 3. dualis har atem. bøjning suffiksinitialt -ā-, mens tematisk bøjning har -e-. Oprindelsen er ukendt, men der er en interessant parallel i perfektums 2. du. -athur, 3. du. ‑atur overfor 3pl. -ur. Bemærk kontrasten i atematisk bøjning: 3.du. -āte vs. 3p. -ate.

3.sg. -e

Sjælden medial primærendelse. Ligner 3 sg. perfektum på -a < *-e, jf. gr. -ε, plus *-i.

Forekommer i en lille gruppe imperfektive rodpræsentier, som Gotō refererer til som stative og patientive.

Et par af disse verber har 3. pl. på -re / -rate:

• 3sg. duhé, 3pl. duhré/duhrate (AV+)
• 3sg. bruve ‘kaldes’
• 3sg. máhe ‘magter’
• 3sg. stáve ‘prises’
• 3sg. śáye 3pl. śére ‘ligger’

Fortson (2011: 95) bemærker ligeledes en modsætning mellem passivt bruvé ‘bliver kaldet’ og medialt brūté ‘kalder’. Hen henviser endvidere til oldirsk, hvor f.eks. en passiv som  ber-air ‘bliver båret’ står over for en medium som seichi-thir ‘følger’. 

3. pl. primær medium ‑re

Medial primærendelse, forekommer i den lille gruppe imperfektive rodpræsentier, som Gotō refererer til som stative og patientive:

• 3sg. śáye 3pl. śére ‘ligger’
• 3sg. duhé, 3pl. duhré/duhrate (AV+)

Sekundære mediumsendelser

• Urie. atem. *-h₂a, *-th₂ēs, *-to; *-u̯edh₂, *-oh₃th₁…, *-oh₃t…; *-medh₂, *-dʰh₂ome, *‑nto

	Aktiv
	Sg.	Du.	Pl.
1.	-i -e -a opt.	‑vahi ‑āvahi	-mahi ‑āmahi
2.	-thās -athās	-āthām –ethām	-dhvam –adhvam
3.	-ta -ata -i aor.pass.	-ātām -etām	-ata -anta

I de tilsvarende græske endelser ses samme mønster som i aktiv:

• der optræder et -σ- før endelser med initialt θ
• Ligesom den aktive dualis har prim. -τον, -τον overfor sek. -τον, -την, har de mediale ‑σθον, -σθον overfor σθον σθην

1.	-μην -ομην	—	-μεθα -ομεθα
2.	-σο -ου, -εο	-σθον -εσθον	-σθε -εσθε
3.	‑το -ετο	-σθην -εσθην	-ντο -οντο

1. sg. -i 

Ligner nultrin af perfektums -a < *h₂a; på den måde er det parallelt til 1. dualis og pluralis, vhor det finale ‑i må gå tilbge til *h₂.

Bemærk dog, at i tematisk bøjning får vi ‑e, der kun kan komme af /ai/, ikke /aH/.

2. sg. ‑thās 

Ser ud til at være beslægtet med perfektums -tha < *th₂a, jf. gr. -θα.

3. sg. -i 

3.sg. sek. -i forekommer kun i den sjældne aorist passiv, der er af helt uklar oprindelse.

3pl. ‑ran, ‑ram

Mediale sekundærendelser, optræder fra AV og frem

• 3pl. aśeran, aśerata ‘lå’

Konjunktivsmarkøren ‑ai

Konjunktiven dannes som hovedregel med temavokalen. I tematiske dannelser optræder der således to temavokaler i konjunktiv, hvilket resulterer i en langvokal.

I konjunktiv bruges grundlæggende primære endelser, eller endelser dannet ud fra de primære endelser. Undtagelser optræder i aktiv, hvor sekundære endelser også kan forekomme i singularis og altid forekommer i 1. dualis og pluralis samt 3. pluralis (som altid følges ad: du. -Vthas, -Vtas og pl. ‑tha og, i medium, ‑Vthe, ‑Vte og ‑dhve).

En række primære endelser er særlige for konjunktiven:

• Aktiv: 1sg.  ‑ā, ‑āni; den første går tilbage til urie. *-ō < *‑o-ō, der er sammenfaldende med indikativsendelsen. I vedisk er indikativen blevet udvidet med -mi. Oprindelsen til ‑āni er ukendt.
• Medium: 1sg. ‑ai; 1du. ‑āvahai; 1pl. ‑āmahai; 2pl. ‑adhvai / tem. ‑ādhvai

Den særlige mediale konjunktivsmarkør ‑ai er opstået i 1sg. indikativ og konjunktiv af verber på ‑ā og tematiske verber (Doyama 2005:8), idet *‑o‑(e‑)h₂ei̯ og *-eh₂-(e‑)h₂ei̯ > ‑ai. Den er så blevet generaliseret i konjuktiven og har bredt sig til de øvrige mediale konjunktivsendelser, i RV i første omgang til de ovennævnte endelser – senere bliver den mere udbredt. RV har feks. 3 × mādayadhvai i stedet for -dhve.

I dualis opstår også en langdiftong, vel fordi de primære tematiske endelser ‑ethe, ‑ete er blevet udvidet med den konjunktiviske temavokal: ‑a-ethe → -aithe; ‑a-ete → -aite. Således kommer de to former til at se ud som om de er dannet til 1. singularis.

• Impf. konj.: 1sg. bhávai ‑ 2. dualis bhávaithe ‑ 3. dualis bhávaite

Imperativendelser 

Imperativ kan dannes til alle tre aspekter: præsenst, aorist og perfektum, og der bruges samme endelsessæt.

Aktive endelser

Særlige imperativendelser: 2sg. -dhi og -tāt, 3. sg. -tu, 3. pl. -ntu.
Sekundære endelser som imperativ: 2./3. dualis og 2. pl.

De atematiske endelser er som følger

I græsk er de tilsvarende aktive, atematiske imperativendelser:

2.	‑θι	-τον	-τε
3.	-τω	-τωv	-των; -ντων; -ντω; -τωσαν

De tematiske endelser er som følger:

	Singularis	Dualis	Pluralis
2.	-a, ‑atāt	‑atam	-ata
3.	‑atu	‑atām	‑antu

I græsk er de tilsvarende aktive, tematiske imperativendelser:

2.	-ε (‑οv aor.)	‑ετον	‑ετε
3.	‑ετω	‑ετων	-οντων

Sihler (1993: 604) mener, 3sg. -τω, ligesom vedisk 2sg. -tāt, går tilbage til urie. *tōd, og at de øvrige former med ω  er dannet i analogi hermed. Det ville betyde, at gr. 3 du. ‑των ikke er beslægtet med ved. 3. du. ‑tām.

Imperativen på -tāt er iflg. Baum (2006: 35) repræsenteret ved 21 verber i RV, men han nævner kun 19 former.

Langt størstedelen er 2. person singularis:

1. kr̥ṇutāt, prs. ipv. (2.30.5d)
2. dhattāt, prs. ipv. (3.8.1c)
3. dahatāt, prs. ipv. (3.18.1d)
4. bhavatāt, prs. ipv. (3.23.2d)
5. oṣatāt, prs. ipv. (4.4.4b)
6. rakṣatāt, prs. ipv. (4.50.2d)
7. vittāt, prs. ipv. (5.60.6d)
8. vocatāt, aor. ipv. (5.61.18a)
9. yachatāt, prs. ipv. (1.48.15c)
10. carkr̥tāt, prs. ipv. (1.104.5c)
11. vr̥hatāt, prs. ipv. (1.174.5c 4.16.12d i identiske pādaer)
12. avatāt, prs. ipv. (8.3.2c)
13. yācatāt, prs. ipv. (9.86.41d)
14. punītāt, prs. ipv. (10.30.5d)
15. hinutāt, prs. ipv. (10.16.1d).
16. dattāt, prs. ipv. (10.16.2b)
17. vītāt, pf. ipv. (10.11.8d)

 Der er to undtagelser:

1. vahatād, 2. dualis i RV 10.24.5cd
2. gachatāt, prs. ipv. (10.154.1-4d. 10.154.5d) [‘flere gange’?]

Imperativen på -tāt udtrykker særligt i brāhmaṇaerne en fremtidig handling; dette er faktisk ikke så tydeligt i RV, skriver Baums (2006: 35)

Mediopassiv

Særlige imperativendelser: 2sg. -sva, 3. sg. -tām, 3. pl. -ntām.
Sekundære endelser som imperativ: 2./3. dualis og 2. pl.

Atematisk	Singularis	Dualis	Pluralis
2.	atsvá	adā́thām	addhvám
3.	attā́m	adā́tām	adátām

De tilsvarende græske endelser er:

2.	-σο, ‑ου	-σθον	-σθε
3.	-σθω	-σθων	-σθων; –(ν)σθω; ‑σθωσαν

2.	-ου	-εσθον	-εσθε
3.	-εσθω	-εσθων	-εσθων

Perfektumsendelser

Perfektum anvender et særligt endelsessæt i indikativ aktiv, ellers er bøjningen sammenlignelig med 3. imperfektivklasse:

Indikativ: Aktiv: perfektive endelser; medium: primære(!) endelser
Konjunktiv: Aktive, primære endelser; hvad der begrunder valget er ukendt.
Injunktiv: Sekundære endelser
Optativ: Optativendelser
Imperativ: Samme endelser som i 3. reduplicerende impf.klasse

De perfektive og mediale endelser lader til at være nært beslægtede. Det er muligt, at perfektum oprindeligt ikke skelnede mellem medium og aktiv, dvs. det er blevet foreslået at det var en diateseneutral stativ. På et eller andet tidspunkt opstod der et behov for at skelne; de perfektive endelser tolkedes som aktive, og de primære mediale endelser blev hentet ind fra præsens. Indførelsen af de primære mediale endelser er fælles for græsk og indoiransk.

At en medial perfektum ikke var fuldt udviklet i grundsproget tyder latin på. Her dannes perfektum passiv perifrastisk: overfor tetigī ‘jeg berørte’ står tāctus sum ‘jeg blev berørt’.

Sg.	Aktiv			Medium=prim.
	Ved.	Av.	Urie.	Ved.
1.	‑a	‑a/‑ā	*‑h₂a	‑é
2.	(‑i)‑tha	‑θa/‑θā	*‑th₂a	(‑i)‑sé
3.	‑a	‑a/‑ā	*‑e	‑é
Du.
1.	(‑i)‑vá		=sek.	(‑i)‑váhe
2.	‑áthur			‑ā́the
3.	‑átur			‑ā́te
Pl.
1	(‑i)‑má		=sek.	(‑i)‑máhe
2	‑á			(‑i)‑dhvé
3	‑úr	‑arә	*‑r̥(s)	(‑i)‑ré

‑itha, ‑iva, ‑ima, ‑ise, ‑ire etc.

Efter tung stavelse ved alle typer rødder; ved rødder på ‑ā < *‑Vh dog laryngalrefleks: dadhiré

Afvigende endelser i 1. og 3. sg:

– prā‑ → papráu og (i RV 1.69.1) paprā < *pe‑ploh₁‑+ h₂a eller ‑e
– sthā‑ → tastháu < *(s)te‑stoh₂‑+ h₂a eller ‑e
– dā‑ → dadáu < *de‑dóh₃‑+ h₂a eller ‑e
– dhā‑ → dadháu < *dʰe‑dʰoh₁‑ + h₂a eller ‑e
– jñā‑ → jajñáu < *g̑e‑g̑ñoh₃‑+ h₂a eller ‑e

Det er omdiskuteret, hvordan disse verber har fået deres særegne endelser. De er bl.a. blevet sammenlignet med latinske perfektstammer med ‑u‑, særligt feks. nōuī ‘vidste’.

Sjovt nok finder vi en lignende endelse et helt andet sted, og under lignende omstændigheder: dualis til de tematiske stammer ender på ‑au/‑ā. Præcis hvordan den endelse skal rekonstrueres, er uklart, men én mulighed er *‑o‑e, dvs. temavokalen + konsonantstammernes dualisendelse *‑e. Så man kunne overveje, om her er tale om en lydret udvikling. En vigtig forskel er dog, at dualisendelsen har sandhivarianten ‑ā før konsonant, hvilket vist kun forekommer én gang i pf., nemlig paprā i RV 1.69.1.

Fordelingen af ‑r som perfektumsmarkør

• Hitt. 3pl. ‑ēr < *‑eh₁‑r
• Lat. 3pl.pf.: oldlatin ‑ēre < urie. *‑eh₁‑r‑i (i latin videreføres de såkaldt primære perfektumsendelser *‑h₂a‑i̯ *‑th₂a‑i̯‑ *‑e‑i̯). Den klassiske endelse ‑ērunt < *‑eh₁‑s‑ont.
• Vedisk: 3pl. pf. ‑ur (2./3.du. ‑athur‑/atur?)

Fordelingen af *‑r og *‑i som mediumsmarkør

*‑r: Anatolisk (hitt. ‑tari), tokharisk (‑tär), italisk (lat. ‑tur), keltisk (Oirsk ‑ther), frygisk (‑tor)
*‑i: Germansk (got. ‑da), albansk (?), græsk (‑ται), indoiransk (ved. ‑te)

Nogle sprog viser former uden *‑t‑ i 3sg.; det er:

• Anatolisk (kileskrift‑luvisk ziy‑ari ‘ligger’)
• tokharisk
• keltisk
• indoiransk (śáye)

Nogle sprog viser former uden *‑t‑ i 3pl.; det er:

• Tokharisk B (sta‑re ‘de er’)
• Indoiransk (ved. śére, av. sōire)