De atematiske kasusendeler
| Singularis | Vedisk | Urie. |
| Nominativ | -s | *‑s |
| Nom./Akk. ntr. | – | – |
| Vokativ | – | – |
| Akkusativ | -am | *‑m̥ |
| Instrumentalis | -ā | *‑eh₁ |
| Dativ | -e | *‑ei̯ |
| Genitiv/Ablativ | -aḥ/-ḥ | *‑os/-es/-s |
| Lokativ | -i, -Ø | *‑i, *‑Ø |
- Akkusativ: Den regelmæssige refleks af urie. *m̥ er vedisk /a/, så akkusativens -am er analogisk, med -m fra vokalise stammer (*‑o-m, *‑i-m, *‑u-m osv.). *‑m̥ ses feks. i lat. ‑em, gr. -α
- Instrumentalis: har to varianter: *‑éh₁ og *‑h₁. Begge varianter ses feks. i i-stammerne: -ī < *‑i-h₁; -yā < *‑i̯-eh₁.
- Dativ: Endelsen er bevaret i tidlig latin, feks. indsk. CASTOREI, men bliver senere til -ī som i patrī.
- Ablativ: Ablativen har kun en selvstændig kasusendelse i de tematiske stammer og i maskuline og neutrale pronominer. I alle andre stammer udtrykkes ablativen således: I singularis bruges genitiv, i dualis dativ/instrumentalis og i pluralis dativ.
- *‑os ses i gr. -ος; *‑es ses i lat. -is; *‑s ses feks. i i- og u-stammerne: *‑eu̯-s, *‑ei̯-s > skt. -oḥ, -eḥ
- Lokativ: *‑i bedst bevaret i den græske dativ: ποδί samt den latinske ablativ: pede; jf. skt. padí. De gådefulde endelsesløse lokativer har typisk fuldtrin, selv om de øvrige svage kasus har nultrin, inklusive lokativen på -i. Jf. til rājan- lok.sg. rājan eller rājñ-i.
| Dualis | Vedisk | Urie. |
| Nom./vok./akk. | -ā, -au | *(o)-h₁e |
| Nom./akk. ntr. | -ī | *‑ih₁ |
| Inst./dat./abl. | -bhyām | *‑bʰi̯(ah₂?) |
| Genitiv/lokativ | -oḥ | uklar |
- Nom/vok./akk. dualis har to endelser: -ā og -au. I RV forekommer -ā før konsonant og nogle gange kontraheret med en efterfølgende vokal, mens ‑au (i formen -āv) kun forekommer før vokal. Senere hen begynder -au at optræde foran konsonant i den helt regelmæssige form -au. Sådan ville den også have set ud i RV, hvis den forekom før konsonant, men her har vi altså -ā i stedet.
I urie. var den atematiske endelse nok *‑h₁e (således feks. Olander); jf. gr. ποιμένε ‘to hyrder’, olit. żmûne (=žmune) ‘to mænd’. Ved. -ā(u) er vel lånt fra den tematiske bøjnings *‑o-h₁e. - Inst./dat./abl. -bhyām: Jf. av. -biiā̆, som peger på indoiransk *‑bʰi̯ā̆, som i vedisk har fået tilføjet en partikel *‑(a)m. Rekonstruktionen af endelsen som urie. *‑bʰi̯ah₂ er meget usikker; se Olander (213).
| Pluralis | Vedisk | Urie. |
| Nominativ/Vokativ | -as | *‑es |
| Nom/Akk. ntr. | -i | *‑h₂ |
| Akkusativ | -as | *‑m̥s |
| Instrumentalis | -bhiḥ | *‑bʰis |
| Dativ/ablativ | -bhyaḥ | *‑bʰi̯os |
| Genitiv | -ām/-aam | *‑(h)om/*‑o-hom/*‑eh₂-om? |
| Lokativ | -su | *‑su |
- Genitiv pluralis: endelsen -ām skal ofte skanderes som to stavelser.
I avestisk er endelsen -a̧m; den tæller næsten altid to stavelser.
*bʰ-endelser
Det er usikkert, hvordan de såkaldte bh-endelser så ud i urie.; de enkelte sproggrene giver forskelligt input:
- Urie. *bʰi̯ ses i Indoiransk
- Urie. *bʰ ses i Italisk (lat. -ibus), græsk (i relikter som ναῦφι ‘med skibe’, ἶφι ‘med kraft/kræfter’), samt keltisk og armensk
- Urie. *m ses i germansk (got. dat. pl. dagam < *‑o-mos) og baltoslavisk (jf. lit. dat. du. dvíem vilkám, dat. pl. vilkáms)
- Anatolisk og tokharisk er for usikre til at kunne bruges til noget
Kasussynkretisme i de svage kasus
Ablativ har et selvstændigt kasusmorfem, -ād, i tematisk bøjning og i pronominerne. I singularis udtrykkes ablativens funktion ved genitivsendelsen; i dualis er den slået sammen med instrumentalis og dativ i én samlet bh-endelse. I pluralis er der sammenfald mellem ablativ og dativ.
| Singularis | Dualis | Pluralis | ||
| a-st. | andre | |||
| Instrumentalis | -ā, -enā̆ | -ā, -V̄ -ayā̆ | -bhyām | -ais (a-st), -bhis |
| Dativ | -āya | -e, -yai | -bhyas | |
| Ablativ | -ād | -s -as | ||
| Genitiv | -asya | -os | -ām, -V̄nām | |
| Lokativ | -e | -i, -Ø -min, -ām | -su | |