Oversigt

• Fra urie. til vedisk
• Synkrone regler
• Ekstern sandhi

Fra urie. til vedisk

Som udgangspunkt bevares de urie. labialer sig uforandrede i vedisk, dvs. urie. *t, *th, *d, *dh > ved. t, th, d, dh

• *t

• tráyas ‘tre’; lat. trēs, got. þreis, ono. þrír osv.
• bhrā́tā ‘bror’ got. brothar
• pitā́ ‘far’ got. fadar

*tʰ

Ved. th er typisk opstået som resultatet af laryngalaspiration:

• rátha– m. ‘vogn’ < *rot-h₂-o- ← *rot-áh₂- ‘hjul’, jf. lat. rota f. ‘hjul’
• tíṣṭhati < *sti-sth₂-e-ti ← *steh₂ ‘stå’

• *d

• dáśa ‘ti’; gr. δέκα, got. taihun, lat. decem < *déḱm̥

• d^h

• dháyati ‘die’ da. die < *dʰeh₁(i̯)
• dhvánati ‘drøne’ ono. dynr ‘drøn’, eng. din ‘en vedvarende larm’
• mádhu- gr. mέθυ ‘vin’, da. mjød, eng. mead

Urie. *d > *h₁

Urie. *d faldt muligvis sammen med *h₁ i visse stillinger – en regel, som særligt ses i sanskrit. Læs mere her.

*dʰ > h / V_V

Undtagelser fra den generelle regel om, at *dʰ > dh.

• gr̥há- m. ‘hus’ < iir. *gʰr̥dʰ-, jf. ungav. gərəδa- ‘hjem for daeviske væsener’; (måske got. gards ‘hus, husholdning’), lit. gar̃das ‘fold (til dyr)’, oksl. gradь ‘borg, by’.

Den adverbielle partikel *-dʰe > ses feks. i á-dha ‘når’. I andre tilfælde dukker den op som ved. -ha:

• sahá ‘med’ < iir. *sm̥-dhá- jf. oav. hadā, ungav. haδa
• ihá ‘her’ < iir. *idʰa, jf. oav. idā, ungav. iδa < urie. *i-dʰe (jf. lat. ibī ‘her’< *i-dʰei̯)
• kúha ‘hvor’ < *iir. *kudʰa. jf. oav. kudā < urie. *kʷu-dʰe (jf. lat. ubī ‘hvor’< *kʷu-dʰei̯)

2sg. imperativs atematiske endelse var urie. *-dʰi i urie.; jf. gr. ἴϑι, oksl. věž-dь. I aflydende stammer tager denne endelse accenten og føjes til den svage stamme.

I vedisk har *-dʰi altid refleksen ‑dhi efter konsonant; her ville en variant -h- ikke kunne optræde af fonologiske årsager.

• yuṅ-dhí ← yuj ‘spænde for’, 7. præs.kl.; urie *i̯eu̯g-
• didiḍ-ḍhi ← diś ‘vise’ pf.; urie *dei̯ḱ-
• cikid-dhi ← cit ‘stråle, skinne, vise sig’ pf.; urie *kʷei̯-t
• viddhí ← vid ‘vide’, jf. gr. ἴσθι ‘vid!’ (også impv. til copula: ‘vær!’)

Eksempler på ‑hi findes således kun efter vokal:

• stu-hí ← stu ‘lovprise’, 2. præs.kl.; urie *steu̯
• rirī-hí ← rā ‘give, skænke’, 3. præs.kl.
• śiśī-hí/śiśā-dhí ← śī ‘skærpe’, 3. præs.kl.
• kr̥ṇu-hí ← kr̥ ‘gøre, lave’, 5. præs.kl.
• pāhí ← pā ‘beskytte’, 2. præs.kl.
• bhāhí ← bhā ‘stråle’, 2. præs.kl.
• yāhí ← yā ‘gå, vandre’, 2. præs.kl.

Refleksen -dhi kan dog også optræde efter vokal:

• kr̥dhí ← kr̥ ‘at gøre’, rodaorist
• śrudhí ← ‘lytte’, rodaorist
• sā-dhí ← sā ‘løse’, 2. præs.kl.
• yuyo-dhí ← yu ‘afværge’, 3. præs.kl.

1pl. mediums endelse endte vel på *-dʰh₂, jf. gr. φερόμεϑα. I vedisk finder vi altid -h-:

• ábharāmahi – imperfektum medium *-dʰh₂
• bhárāmahe – præsens medium *-dʰh₂oi̯

Rødder med udlydende *-dʰ > -h:

• nadh- ‘binde, knytte’ 4. præs.kl. náhyati, ppp. naddhá- (lat. nōdus?), dvs. urie. nedʰ-
• ruh- ‘at vokse’ < *h₁leu̯dʰ; præs ródhati; róhati; ungav. raoδəṇti ‘de vokser’. Got. liudan 3pl. ‘vokser’; Gr. ὲλέυθερος osv.
• ah- ‘sige’ pf. 2sg. ā́ttha, 3sg ā́ha, 3pl. āhúr 

Dental → velær før uiir. *ć og *č

(Se mere hos Sihler, Lipp, Kloekhorst osv.)

Grupper af dental + velær eller palatal har nogle overraskende reflekser i enkeltsprogene. Dette har fået nogle forskere til at foreslå, at der i sådanne grupper opstod et nyt fonem, der blev navngivet “thorn” og blev skrevet þ.

Når ved. r̥kṣa- og gr. ἄρκτος ‘bjørn’ svarer til hitt. hartagga- /hartka/ uden metatese, sluttede man, at de græske og vediske former måtte gå tilbage til *h₂r̥k̑þo‑ ← *h₂r̥t-k̑o-, mens hittitisk ikke havde haft metatesen *tk̑ → *k̑þ.

I dag mener flere forskere (Sihler, Lipp, Kloekhorst osv.) derimod, at de forskellige reflekser i enkeltsprogene er helt regelmæssige. Når man ser på de forskellige eksempler, der bliver gennemgået i det følgende, skal man huske, at:

• For urie. gælder en tendens til, at initiale grupper med to lukkelyde mistede den første lukkelyd.
• I græsk gælder τίκτω-reglen: metatese *tk̑ → *kt, som ses i τίκτω < urgr. *ti-tk- < urie. *ti-tk̑-
• For latin gælder, at en række dannelser, der tidligere blev rekonstrueret med *þ, nu skal have nye etymologier.

For vedisk og avestisk gælder, at *tk̑ udvikler sig på helt samme måde som *k̑s.

*tk̑ > uriir. *ćš > *kš > ved. kṣ, av. š

Denne udvikling skyldes, at

• *t assimileres mht. artikulationssted til en efterfølgende palatal, dvs. *tk̑ > ćś;
• alle palataler udvikler sig k før en sibilant
• Den eneste sibilant, der er tilladt i stilling efter k, er det retroflekse ṣ.

• Ved. tákṣan- Av. tašan-, ‘snedker’ < *tetk̑on- 

Samme regler gælder i gruppen *k̑s.; dvs. *k̑s > uriir. *ćš > *kš > ved. kṣ, av. š

• viś- f. ‘bosættelse’ → lok.pl. vikṣú
• Ved. makṣū́ adv. ‘hurtigt’, Av. mošu-cā ‘snart’, lat. mox ‘snart’ (den morfologiske analyse af det urie. ord er uklar)

Eksempler

Ved. r̥kṣa– ‘bjørn’

Af < urie. *h₂r̥tk̑o- ‘bjørn’, som ses i:

• Hitt. hartagga- /hartka/
• Oldirsk art
• Gr. ἄρκτος (med regelmæssig metatese)

Latin ursus regnes traditionelt for at være kognat og er en støtte for teorien om et særligt fonem, der f.eks. gav s i italisk. Det er dog blevet foreslået, at ursus er et helt ubeslægtet ord, hhv. et låneord i latin.

Nogle forsker rekonstruerer stammen som *r̥k̑þo–.

Ved. kṣi ‘at bo’; 3sg. kṣéti, 3pl. kṣíyanti

Af urie. *tk̑ei̯-/tk̑i- ‘at drive landbrug, bosætte’, som antages at være afledt af *tek̑- ‘føde’ som ses i gr. τί-κτ-ω ‘føde’ (med metatese)

• Myk. ki-ti-je-si = /ktii̯ensi/ ‘bebygger’
• Gr. κτίζω ‘befolker’; ἐϋκτίμενος ‘velbygget, godt at bo i’
• Ungav. 3sg. šaēiti, 3pl. šiieiṇti ‘bor’ < *tk̑ei̯-

Latin sinō ‘tillader’ (og pōnō < *po-sinō; jf. ppp. po-si-tum) regnes traditionelt til denne rod, men kan også være til *seh₁i- ‘slippe løs’

Skr. 3sg tā́ṣṭi, 3pl tákṣanti  ‘tømrer, laver’

Af urie. *tetk̑- ‘at fremstille’ (LIV 638), som også antages at være en redupliceret form af roden *tek̑ ‘føde’.

• Oldav. tāšt ‘danner’

Lat. texō ‘væver, fletter’ antages at være en anden rod, som ses i hitt. takkeszi, taksanti ‘to devise, to unify, undertake, to mingle’ (Kloekhorst 2006:813). LIV (619) ansætter < *tek-s-, en desiderativ til *tek- ‘væve, flette’

Skr. kṣan ‘at såre’; kṣanóti

Urie. *tk̑/ken- ‘at slå, såre’ (LIV 645); traditionelt rekonstrueret som *kþen. Uklar oprindelse.

Urie. *dʰg̑ʰ > uriir *d´jʰ > *´jž >ved. kṣ, j

I stemte grupper afstemmes palatalen, efter den er blevet en sibilant.

• Skt. kṣā́ḥ nom.sg. ‘jord’, jmáḥ/gmáḥ gen.sg.

Af urie. *dʰég̑ʰōm, gen. *dʰg̑ʰmós, lok. *dʰg̑ʰém- ‘jord’ (tidligere: *g̑ʰðem)

• Hitt. nom./acc.sg. tēkan, gen. taknas, lok. tagān
• Tokh. A tkaṃ, B keṃ
• Latin humus (og homō) < *g̑ʰom-o-
• Oldirsk nom.sg. dú, gen.sg. don ‘sted’
• Gr. χθῶν
• Albansk dhe
• Frygisk zemel ‘slave’ ← ‘mand’?
• Lit. žẽmė
• Av. zå

Urie. *dʰg̑ʰ > ved. h

Her er et eksempel på, at denne slags clusters simplificeres initialt.

• Ved. hyás ‘i går’ < urie. *dʰg̑ʰ-es- ‘i går’

Kroonen mener, at stammen er afledt af *dʰeg̑ʰ- ‘at brænde’, jf. urgerm. daga- m. ‘dag’.

• Lat. herī ‘i går’ < *dʰg̑ʰ-es-i,
• Lat. hesternus ‘af i går’ < *dʰg̑ʰ-es-(t)r-i-no-
• Oldirsk in-dé ‘i går’
• Oht. ges-taron < *dʰg̑ʰ-es-ro- 
• Gr. χθές < *dʰg̑ʰ-es-
• Albansk dje < *dʰg̑ʰ-es-
• Skr. h(i)yás ‘i går’< *dʰg̑ʰ-i-és, (Kroonen 176: -y- i analogi med sa-dy-áḥ*sm̥-di-os)

Dengang man regnede med Thorn-udvikling ofg metatese, rekonstruerede man *dg̑ʰi-es- ←*g̑ʰ-di-es-, dvs. *g̑ʰe/o- ‘denne’ + *dei̯- ‘dag’ + *‑es- (således Meiser s. 97).

Urie. *dʰg(ʷ)ʰ > *d´jʰ > *´jž > ved. kṣ /__ {e,i}

Her er et par særudviklinger:

• Som vi så tidligere afstemmes den clusterfinale sibilant og hermed hele gruppen
• Den palataliserede velar udvikler sig til en sibilant

Eksempler

• Skr. kṣi ‘at ødelægge’ < urie. *dʰgʷʰei̯- ‘går til grunde (af varme), afledt af *dʰegʷʰ- ‘at brænde’.

Ses f.eks. i:

• kṣiṇā́ti ← kṣi ‘ødelægger’
• kṣī́yate ‘går til grunde’
• ungav. jināiti ‘ødelægger’
• skr. śravas … ákṣitam ‘udødeligt ry’
• græsk κλέος ἄφθιτον.
• Ono. dvina ‘svinde’; holl. verdwijnen ‘forsvinde’; eng. dwindle ‘svinde hen’
• Gr. φθίνω, ἔφθιτο ‘omkommer’; jf. κλέος ἄφθιτον ‘udødeligt ry’

Latin sitis ‘tørst’ har været nævnt i denne sammenhæng, men nogle forfattere mener, at denne ikke hører til her.

• Skr. kṣā ‘at brænde’; kṣā́yati; kṣāmá- ‘afbrændt’ < Urie. *dʰgʷʰeh₁- ‘at brænde’, fientiv til *dʰegʷʰ- ‘at brænde’.
• Gr. κτείνω, καίνω ‘slår, dræber’

Tvivlsomme eller irrelevante dannelser

Urie. *gʷg̑ʰer (LIV 213)

En mærkelig rod, som LIV mener kan være beslægtet med en rod *g(ʷ)eg̑ʰ- ‘at trænge ind i (vand)’.

• ungav. γžar- ‘flyde’
• Ved. kṣárati

skr. kṣáyati ‘hersker’

Af urie. *h₃kʷ-s-, en desiderativ iflg LIV (297).

Synkrone regler

De følgende regler er aktive i vedisk.

Assimilation af artikulationsmåde eller -sted

I visse tilfælde assimileres /d/ til et følgende /n/. Reglen gælder tilsyneladende kun i verbaladjektiver med suffikset –na-. Feks. har udán- n. ‘vand’ genitiven udnás.

d → n/ __ n

• chinná- ‘skåret’ ← chid+ná-
• unná- ‘stødt’ ← tud+n´á-
• anná- n. ‘spise, næring’ ← ad ‘at spise’

Dental → retrofleks / retrofleks __

Det gælder særligt for dentaler, at de assimileres til en forudgående retrofleks lyd:

• sthā- → tíṣṭhati ‘stå’
• *niṣdo- > nīḍá- ‘rede’ < *ni-sd-ó-; jf. lat. nīdus
• *mr̥ṣd > mr̥ḍ /mṝ̥ḍ/ ‘være nådig’ ← indoiransk *maršd-

Regressiv assimilation af stemthed før obstruenter

Langt størstedelen af eksemplerne involverer en bøjningsendelse med initial dental. I den forbindelse skal man være opmærksom på, at i urie. affrikeredes den første dental (dental+dental → dental+sibilant+dental eller dental affrikat + dental). I vedisk svinder sibilanter mellem lukkelyde sporløst; men man kan se dem i de iranske sprog.

• ved. patsú lok.pl. af pā́d- ‘fod’
• ved. yuyútsati 3rd sg. desiderativ ← yúdh ‘kæmpe’
• ved. sasáttha (sad+tha) 2sg. pf. ← sad-
• ved. datte (dad+te), av. dastē̆ ← dā ‘give’
• ved. átti (ad-ti) ← ad ‘spise’; jf. lit. ė́sti 
• ved. cittí-, av. av. cisti- (ingen ruki!) ‘indsigt’ *cit-tí-
• ved. pattí‑, oldpers. pasti-, < *ped-tí ‘fodsoldat’
• ved. vittá-, av. vista- < *u̯id-tó- ‘fundet’
• ved. uttāná‑, av. ustāna-, ‘udstrakt’
• ved. véttha, oldav. vōistā, pf. ind. akt. 2. sg. ← vid; jf. gr. οἶσθα

Der gælder en vigtig undtagelse fra den generelle regel om regressiv assimilation, nemlig Bartholomaes lov længere nede.

Grassmanns lov

Producerer d ← dh og t ← th

• dádhāti ‘sætte’; gr. τίθημι < *dʰeh₁
• tíṣṭhati ‘stille’; gr. ἵστημι < *stah₂
• dahati- 3sg., 1. præs.kl. ‘brænder’ < *dʰegʷʰ-eti ‘brænder’

Bartholomaes lov

En stemt, aspireret lukkelyd bevirker progressiv assimilation af stemthed og aspiration, når den følges af en ustemt obstruent (lukkelyd eller sibilant). For de dentale lukkelydes vedkommende betyder det, at:

dh + {t, th} → ddh — progressiv assimilation:

• ved. addhā́ ‘sandelig’, opers. azdā ‘kendt, vis’;  < *adzdhā́ ← Iir. *adh-tā́
• ved. yuddhá- (yudh + ta) ← yudh ‘kæmpe’ urie. *Hi̯eu̯dʰ- ‘at sætte i bevægelse’
• ved. yoddhar- ‘en kæmper’ (yodh + tar) ← yudh ‘kæmpe’
• ved. sameddhár- (edh + tar) nomen agentis ← idh ‘antænde’
• ved. buddhá- (budh + ta) ← budh ‘vågne’ gr. πυνθάνομαι, πεύθομαι ‘blive klar over’
• ved. r̥ddhá- (r̥dh + ta) ← r̥dh ‘trives’
• ved. vr̥ddhá- (vr̥dh + ta) ← vr̥dh ‘vokse’, jf. av. vərəzda-
• ved. kruddhá ← krudh ‘være vred’
• ved. raddhá- ← randh ‘underkaste, underkaste sig’
• ved. śuddhá- ← śudh ‘rense’
• ved. daddhe (da-dh + te) ← dhā ‘sætte osv.’; jf. av. dazdē̆

Synkront ser man, at reglen virker på trods af et underliggende s:

• aruddha ← /á-rudh-s-ta/ 3sg.med. s-aor.

Det er svært at finde eksempler på den regelmæssige udvikling af ‑th+t-, da rødder på ‑th alle lader til at være seṭ:

• nāth- ‘søge hjælp’ nāthitá-
• granth- ‘binde sammen’ → grathitaʹ- (grathnā́ti)
• vyath- ‘larme (om lyn)’ → vyathitá-.

Aspiration throwback

Eksempler

• bibhantsa- des. ← bandh ’binde’
• uṣarbhut nom.sg. ‘tidligt vågen’; lok. pl. –bhut-su ← budh ‘være vågen’
• dhehí 2sg. ipv. < *dʰadz-dʰí < *dʰe-dʰ(h₁)-z-dʰi ← dhā (aspiration throwback har en særlig effekt på i præsensstammen til denne rod)

Fjernassimilation

Ved. pad- ‘fod’ har i nogle få tilfælde en uforklaret rodvariant paḍ-. Måske den kan forklares som en fjernassimilation til et ṣ eller ś i næste stavelse. Der findes et par usikre paralleleksempler.

• paḍbhíṣ inst.pl. (6× i RV); jf. padbhyām, dat/abl/instr.pl. uden assimilation
• páḍ-bīśa- n. ‘fodlænke til en hest’  (3× i RV) – dog med uklar etymologi
• páḍgr̥bhi- m. en af Indras fjender/underkastede: “fodgriberen”?

Ekstern sandhi

Reduktion af konsonantgrupper

I følge en generel regel reduceres en udlydende konsonantgruppe til én konsonant. Imidlertid gælder den undtagelse, at rodfinalt -rk, -rṭ og -rt kan bevares (men ikke nødvendigvis gør det, jf. RV 10.129 ā́varīvar):

• ā́vart ← /avartt/, 3sg. rodaor. ind. akt. ← vr̥t < *u̯ert-

t, th, d, dh neutraliseres til /T/ i udlyd. Hvor andre lukkelyde har tre varianter i udlyd, har dentalerne seks. For det første er der stemthedsassimilation, ligesom i de andre klasser:

• T→ t / __ # [÷stemt]

• /yúdh #/ → yút #
• /pā́d #/ → pā́t #

• T→ d/ __ # [+stemt]

• /āgr̥dhat váidane/ → āgr̥dhad védane
• /yát ādī́dhyai/ → yád ādī́dhye

Derudover bliver de nasale før en følgende nasal; det kender vi også fra de andre lukkelyde:

T → n / __ # [+nasal]

• /tát mai/ → tán me
• /vadhīt mā́/ → vadhī́n mā́

Men det er særegent for dentalerne, at de bliver til likvider foran likviden l:

T → l / __ # l

• /áṅgād-aṅgād láumnau-laumnau/ → áṅgād-aṅgāl lómno-lomno 
• /vanaṃkáranād láumabhyas/ → vanaṃkáraṇāl lómabhyas

Det er også særegent for dem, at de assimileres til efterfølgende palataler (i den forbindelse bliver et initialt ś- → ch-):

T → c / __ # c; ś

• /ásat ca sát ca/ → ásac ca sác ca
• /cít + śáipam/ → cic chépam

T → j / __ # j, h

• /kū́cit jāyatai/ → kū́cij jāyate

Initialt h- < *dʰ-

Initialt h- assimileres mht. artikulationssted og lukke til en forudgående lukkelyd. Således i forbindelse med h < *dʰ:

• /sadhríak hitā́/ → sadhríag ghitā́