/i/, /ai/, /āi/

Oversigt

Fra urie. til vedisk

Der er tre kilder til i i vedisk.

  1. Den første er urie. *i, som var en halvvokal. Den optrådte som vokal i stilling mellem konsonanter og/eller ordgrænse, men som konsonantisk *i̯ i stilling før vokal. Den ukonditionerede udvikling er, at *i og *i̯ bevarer deres artikulationssted og funktion:

Urie. *i > ved. i
Urie *i̯ → ved. y

  • nom.sg. pátiḥ, gen. pátyur m. ‘herre’, gr. πόσις (f. πότνια); urie. *potis
  • nom.sg. áviḥ, gen. ávyas m. ‘får’, latin ovis urie. *h3ou̯is
  • nom./akk.sg yakŕ̥t, gen. yaknás n. ‘lever’ lat. jecur *ἥπαρ *i̯ēkw-r̥
  • yuj (→ 3sg præs. yunákti) ‘spænde for’ urie. *i̯ug-
  • tráyas ‘tre’; lat. trēs *τρεῖς, got. þreis < urie. *trei̯es
  • cid (emfatisk partikel) *τι, lat. quid < urie. *kʷid
  1. Den anden kilde er de tre laryngaler, *h₂, *h₂, h₃, i stilling mellem konsonanter og/eller ordgrænse. Her bliver de vokaliske og realiseres i vedisk som /i/; se under laryngaler.
  2. Den tredje kilde er kombinationen af syllabisk r̥ og en følgende laryngal eller sibilant: urie. *r̥H > ved. ir/ur /__V; se under laryngaler.

Konditionerede udviklinger

En urie. laryngal svinder med erstatningsforlængelse af en forudgående kortvokal, hvis der følger en konsonant eller absolut udlyd (se også under laryngaler):

Urie. *iH > ved. ī/ __ C, ##

  • *u̯l̥kʷíh2s > vr̥kī́ḥ f. ‘hunulv’

En urie. laryngal svinder, men efterlader en homorgan glide i stilling mellem en halvvokal og en vokal (se også under laryngaler):

Urie. *iHV > ved. iyV

  • *u̯l̥kʷih2m̥ > vrkíyam, akk.sg. af vr̥kī́ḥ f. ‘hunulv’

Synkrone regler

I indisk grammatik betegnes e, ai, o og au som saṃdhy-akṣara- ‘sammensatte stavelser’.
De analyserede altså alle fire lyde som diftonger: /ai/, /āi/, /au/ og /āu/.

Af sekvensen /a/+/i/ opstår i stilling før konsonant en diftong /ai/, der monoftongeres til langvokalen e.

/ai/ → [ē] <e> /__ C

  • dveṣṭi, 3sg.præs ‘hader’ < *du̯ei̯-sti
  • didvéṣa 3sg.pf. < *didu̯oise; Av. kaus. t̰baēšaieiti ‘gør til fjende’ < *du̯oi̯séi̯eti
  • véda 1sg.pf. ‘ved’ < *u̯oi̯dh2a; got. 1.+3.sg.præt.prs. wait, gr. 1sg. οἶδα.

Monoftongeringen må have fundet sted på et stadie af indisk, jf. at skt. eka- ‘en’ gengives som <aika> i Mitanni-indisk (i Kikkulis manual om hestetræning fra omtrent 1400 fvt.). Som det ses, er den avestiske refleks af IIr. *ai̯ ligeledes en diftong, enten aē eller ōi (afhængig af den fonologiske kontekst).

At monoftongeringen har fundet sted efter at urie. *e og *o > uriir. *a bekræftes af, at vedisk e < urie. *oi̯/*ai̯ ikke palataliserer, mens vedisk e < urie. *ei̯ gør:

  • cétati 3sg.prs. *kʷei̯t-eti
  • cikéta 1sg.med.; jf. av. 1sg. cikaēθā < *kʷik-kʷoi̯-to
  • ácet 3sg. aor. *é-kʷei̯t-t; av. aor.konj. cōiθat̰ *kʷei̯t-et

En tilsyneladende undtagelse, dvs. monoftongering før vokal, ses i den tematiske optativ, 1.sg.. Her monoftongeredes /ai/ → e på et tidspunkt hvor der fulgte en laryngal, der skabte en lukket stavelse (Gōtō s. 93):

*aihV → eyV

  • bhareyam < *bʰa.rei̯.h1-am < *bʰer-o-ih1-m̥

Af sekvensen /ā/+/i/ opstår i stilling før konsonant en diftong /āi/, der monoftongeres i visse tilfælde.

Sekvensen /a/+/i/ udvikler sig derimod helt normalt til -ay- i stilling før en vokal. Generelt bliver /i/ konsonantisk mellem vokaler, undtagen i stilling før /i/, hvor /i/ svinder:

/i̯/ → Ø / __ i

Ekstern sandhi

Finalt /i/ og /ī/ falder sammen i stilling før en initial vokal, idet finalt /ī/ forkortes i denne stilling i følge en generel regel:

V̄ → V / __ # V

Det betyder:

  • at alle de regler der gælder for finalt /i/ også gælder for finalt /ī/. For finalt /ī/ er der nogle ekstra regler; se her
  • at /ai/ → [ĕ] <e> /__ # V; se længere nede.

Praśliṣṭa-sandhi

Finalt /i/ kontraheres med initialt /i/ og /ī/

/i # ī̆/ → ī

  • /ví idám/ → vī̀dám

Kṣaipra-sandhi

/i/ bliver konsonantisk før en vokal:

/i/ → y /__ V

  • /druhyávi ánavi/ → druhyávy ánavi
  • /práti u adarśi āyatī/ → práty u adarśy āyatī

Typisk skal kṣaipra-sandhi opløses, dvs. druhyávy ánavi skal læses druhyávi ánavi, og adarśy āyatī skal læses adarśi āyatī.

Finalt /ī̆/ i diftonger

Fonemsekvensen /ai/ monoftongeres, ligesom i indre stavelse, til /e/ før konsonant.

/ai/ → [ē] <e> /__ # {C, #}

  • /agnai iám/ → agne yám

I ekstern sandhi sker dette også før initialt /a/; det finale -e forkortes, idet V̄ → V / __ # V:

/ai/ → [ĕ] <e> /__ # a

  • /lokái akṣitái/ → loké akṣité
  • /agnai ava/ → agne ‘va (med abhinihita-sandhi)

Fonemsekvensen /āi/ resulterer i stilling før en konsonant i langdiftongen <ai>.

/āi/ → ai /__ # C

  • /tásmāi tavasíyam/ → tásmai tavasyàm

Intervokalisk, finalt /i/

Finalt /i/ går tabt mellem forudgående /a/ og andre vokaler end a-:

/ai/ → a /__ # V [-a]

  • /ágnai ā́/ → ágna ā́  – hvor /agnai/ er vokativen, der normalt angives som agne

Finalt /i/ går tabt mellem forudgående /ā/ og en hvilken som helst vokal:

/āi/ > ā / __ # V

  • /tásmāi iyám/ → tásmā iyám
  • /tásmāi akṣī́/ → tásmā akṣī́