Strengt taget har vedisk kun personlige pronominer for 1. og 2. person. Dog fungerer sá, sā́, tad til en vis grad som personligt pronomen for 3. person.
Bøjning
Macd. s. 104.
- I de personlige pronominer udtrykkes tal leksikalsk. Det er vel derfor at den samme kasusendelse i flere tilfælde ses i singularis, dualis og pluralis.
- Ligesom a-stammerne skelner pronominerne mellem genitiv og ablativ – men pronominerne gør det også i dualis og pluralis.
- Modsat alle andre stammetyper skelnes der i de personlige pronominer mellem nominativ og akkusativ i dualis.
I det følgende gennemgås de forskellige kasusformer hver for sig:
Nominativ
Har ikke nogen egentlig endelse, blot et (topikaliserende? emfatisk?) element ‑ám (< *-hom eller *-h1em iflg. Olander), som også ses i det demonstrative pronomen ayám, iyám, idám. Måske det også er tilstede i gr. ἐγών.
1sg., ah-ám ‘jeg’
Urie. *h1eg̑- + uriir. *Ham eller, iflg. Rix, Fortson osv., *h1eg̑-h2-óm ← *h1eg̑-óh2. Jf.:
- Hitt. ūk
- lat. egō
- Got. ik
- Gr. ἐγώ(ν)
- Lit. àš, dialektalt eš
- Oldav. azəm
- Oldp. adam
I vedisk er det muligvis partiklen uriir. *‑Ham, der har forårsaget aspirationen i ahám.
2sg., tv-ám, tuv-ám ‘du’
Andre sprog viser tilbage til *tŭ og *tū; den sidstnævnte form analyseres af nogle forskere som *tuh. Ses i:
- Hit. zik, zīk
- Got. þu
- Gr.: jon. σῠ́, dor. τῠ́, hom. τῡ́νη
- Lit. tù
- Oldav. tuuə̄m, ungav. tūm
- Olp. tuvam
Vedisk tuvám kommer altså af *tu(h) + uriir. *-Ham. Hos Van Nooten & Holland optræder disyllabisk tuvám 155 gange, mens monosylllabisk tvám kun forekommer 87 gange.
Oldavestisk tuuə̄m er også disyllabisk. At den går tilbage til *tuu̯am ses af, at *tu̯ skulle have givet θuu- som i akk.sg. θuuąm.
1du., vā́m → āvám ‘vi to’
vā́m < urie. *u̯ē-/u̯eh1– + uiir. *-Ham. Forekommer kun én gang i RV. Stammen ses også i:
- Got. wit ‘vi to’
- Lit. vēdu ‘vi to’
- Oksl. vě
- Oldav. vā
Den innovative form āvám (der ikke forekommer i RV) er dannet til den oblikke stamme, der afspejler *n̥h3-u̯é-, med nultrinnet af *noh3, der også ses i den enklitiske akk./dat., nau.
Der er to åbenlyse fordele ved denne ny form:
- Med sin korte vokal i ‑ám er nydannelsen āvám parallel med ahám, tuvám, yuvám osv.. Hermed opstår et regelmæssigt system, hvor nominativ ender på -ám i alle former, -ām er regelmæssigt i akkusativ af singularis og dualis.
- Bortset fra accenten er vā́m formelt identisk med den enklitiske 2 dualis, vām ‘I to’.
2 du. yuv-ám ‘I to’
Urie. *i̯uH- + uriir. *-ám. Stammen *i̯ū-/i̯uh- ‘I to’ ses også i
- lit. jù-du m., ju-dvi f. ‘I to’
- oksl. vy, hvor det initiale v- er taget fra de enklitiske former (Olander 2017 s. 201f.).
2 du. yuv-ám ‘I to’ og 2. pl. yūyám ‘I’ har begge et initialt y-, der, som det ses, er nedarvet i nominativen. I indoiransk er dette y- blevet generaliseret til hele paradigmet.
1pl., vay-ám ‘vi’
Urie. *u̯ei̯- + uriir. *Ham. Stammen *u̯ei̯- ‘vi’ ses i
- hitt. wēš
- got. weis
- ono. vér
- Av. vaēm
- Oldp. vayam
2pl., yūy-ám ‘I’
Urie. *i̯uHs- + uriir. *Ham. Tilsyneladende er *yūš- → *yūž foran uriir. *‑Ham, der altså bevirker ekstern sandhi; jf. av. yūžə̄m. AiGr. slutter, at den tilsvarende form skulle have været *yūrám i vedisk, men er blevet erstattet af yūyám i analogi med 1. pluralis vayám.
*i̯uHs- ‘I’ (som ligner 2. dualis + *s) ses også i:
- Got. jūs
- Lit. jū̃s
- Lett. jũs (Olander: accenten viser tilstedeværelsen af en laryngal)
- Opr. ioūs (Olander: accenten viser tilstedeværelsen af en laryngal)
- Av. yūš, yūžə̄m, ungav. yužəm
Som nævnt indeholder 2 du. yuv-ám ‘I to’ og 2. pl. yūyám ‘I’ et initialt y-, der hører hjemme i nominativ, men er generaliseret til hele paradigmet.
Akkusativ
Her optræder den såkaldte akkusativstamme, der i visse tilfælde er helt anderledes end nominativstammen, og som danner grundlaget for de øvrige (ortotone) kasusformer. Vi har allerede set, at nom. dualis āvám er en nydannelse efter akkusativstammen.
Akkusativen ender i singularis og dualis på -ā́m, der kommer af akkusativstammens udlydende vokal + partiklen -am.
Pluralis har den tematiske pluralisendelse -ān /āṃs/.
1. sg. mā́m, mā
Urie. *me/mē + uriir. *-Ham. *mé/mḗ har forskellige indirekte reflekser i enkelsprogene, der har indført diverse analogier:
- Hit. akk./dat. ammuk
- Oldlat. akk./dat. mē(d)
- Gr. ἐμέ
- Ungav mąm
- Oldp. mām
Skanderes lejlighedsvis disyllabisk.
Den enklitiske form mā < *me/mē ses også i:
- Got. mik
- Gr. με
- Av. mā
2. sg. tvā́m, tvā
Urie. *tu̯ē/tu̯ĕ + uriir. *Ham. Urie. *tu̯ē/tu̯ĕ ses også i
- Gr. att.-ion. σέ, dor. τέ (a *tu̯é)
- Lat. tē
- Oldav. θuuąm < *tu̯aam, ungav. θβąm
- Oldp. θuvām
Skanderes iflg. Van Nooten & Holland til tider som tuvā́m (ikke tva-ám). Dette må skyldes analogi med t(u)vám eller Lindemans lov.
Den enklitiske form, tvā, adskiller sig kun fra inst.sg. tvā́ på accenten. Jf.:
- Gr. att. σε, dor. τε
- Old- og ungav. θβā
1. du. vā́m ~ āvā́m, nаu
Det er særegent for de personlige pronominer, at de skelner mellem nominativ og akkusativ i dualis. I alle andre bøjninger er de to kasus faldet sammen.
Urie. *n̥h3-u̯é- + uriir. *Ham > ved. vām, med nultrin af *noh3.
Enklitisk nau (akk., dat., gen.) ‘vi to’ indeholder nom./akk. dualis af *noh3 (hvis nultrin gemmer sig i āvā́m), dvs. *noh3h1e → ved. nau. Stammen *noh3 ses også i:
- Oksl. na
- Gr. νώ, nom./akk. ‘vi to’
2. du. yuvā́m, vām
Urie. *uh3-é- → uriir. *i̯-uu̯á- med generaliseret *i̯- fra nominativen. *u̯h3– er nultrinnet af *u̯oh3-, der også ses i den enklitiske form vām.
Enklitisk vām (akk., dat. gen.) ‘I to’, der har en uheldig lighed med 1. dualis vā́m, indeholder *u̯oh3, men hvad er endelsen? Akkusativ sg.? gen.pl.? Er det en dissimilation af /u̯āu/?.
En refleks af den enklitiske dualis ses i:
- Oksl. va
1. pl. asmā́n, naḥ
Urie. *n̥s-mé + akk. pl. *-ōms. *n̥s er nultrin af *nes/nos, som også ses i enklitisk naḥ. Jf. også:
- Got. uns (involverer *n̥s-, ellers uklar forhistorie)
- Gr. att. ἡμᾶς (*n̥s-me-+m̥s, dvs. med tilføjet akk.-pl-endelse som i vedisk); Dor. ἁ̄μέ, Lesb. ἄμμε
- Oldav. ə̄hmā, ungav. ahma
Den enklitiske form, der fungerer som både akkusativ, dativ og genitiv, rekonstrueres som urie. *nos, som også ses i:
- Hitt. akk./dat. –naš
- Oldav. nə̄, ungav. nō
2. pl. yuṣmā́n, vaḥ
*i̯-us-me- + akk. pl. -ōms. Elementet -us- ses i sit fuldtrin i den enklitiske form vas; det initiale y- er fra nominativen yūyám.
Beslægtede former:
- Got. akk./dat. pl. izwis (involverer vel *us og *u̯os, men foristorien er uklar)
- Hom. ὑ̄μέας > Att. ὑ̄μᾶς (med akk.- endelsen *-m̥s); ὑ̄μέ, Lesb. ὔμ-με
Den enklitiske form rekonstrueres som *u̯os (eller *u̯es pga. umbr. uestra?). Den ses også i:
- (Hitt. -šmaš)
- Oldav. və̄, ungav. vō
Den avestiske akkusativ pluralis
I oldavestisk findes de to akkusativformer nā̊ og vā̊. Traditionelt rekonstruerer man dem som urie. *nōs, *u̯ōs, jf. lat. nōs og vōs. Som nævnt har både græsk og indoiransk indført nominale endelser i 2. og 3. persons personlige pronomen i akkusativ pluralis (ortotone og enklitiske former):
- ved. asmā́n, uṣmā́n
- gr. ἡμᾶς, ὑμᾶς
I baltisk sker dette også i de enklitiske former (mens oksl. vy, ny er tvetydige):
- urbalt. *mōns, *u̯ōns, se feks. oldpr. mans, vans
Hidtil har oldavestisk nā̊, uuā̊ været de eneste former, der utvetydig pegede på urie. *nōs, *u̯ōs, ikke *nōms, *u̯ōms. Jeg har imidlertid foreslået, at oldav. -ā̊ faktisk er den regelmæssige refleks af uriir. *-āns. Det gør det muligt at påstå, at den urie. akk. pl. faktisk havde formen *nōms, *u̯ōms med den tematiske akk. pl.-endelse. Det ville betyde, at alle de nedenstående former kunne føres tilbage til hhv. *nōms og *u̯ōms.
| 1. person pluralis | 2. person pluralis | |
| Akkusativ | Urie. *nōms Oav. nā̊ Lat. nōs Oksl. ny Urbalt. *nōns → *mōns OPr. mans Lit. mùs Lett. mũs | Urie. *u̯ōms OAv. vā̊ Lat. uōs Oksl. vy OPr. vans Urbalt. *u̯ōns → *i̯ōns Lit. jùs Lett. jũs |
Instrumentalis
Alle tre instrumentalisendelser (‑áyā, -ā́bhyam, -ā́bhiḥ) er formelt identisk med de tilsvarende feminine former af dem.pron. ayám, iyám, idám. Det skyldes tildels det lydlige sammenfald mellem instrumentalisendelsen *‑eh1 og femininumssuffikset *‑ah2–
1.sg. máyā
Urie. *moi̯-eh1 iflg. Gōto (2013:66). Dette ligner en instrumentalis dannet til den enklitiske genitiv/dativ, *moi̯ (ligesom lokativen, se længere nede). Her er ikke spor af Brugmanns lov, og eftersom formen ikke er attesteret i avestisk, kunne man spekulere i forskellige scenarier:
- Det er en indisk nydannelse.
- Den underliggende form et *tei̯, se under genitiv
- Endelsen er lånt fra ayám, iyám, idám-pronominets f. instr. sg. ayā́.
Under alle omstændigheder er det forventeligt, at urie. *tu̯-éh₁ → *tvā́ blev erstattet med en mere entydig form.
2.sg. tvā́ ~ tváyā
tvā́ forekommer fem gange i RV og ikke i senere tekster ellers ikke. Den forekommer en gang som enstavelsesord, og fem gange som tostavelsesord, som Thomsen & Slocum skriver som tuvā́ (ikke tvaā). Jf.:
- Old- og ungav. θβā
tvayā er dannet som mayā́. Den skal en del gange læses som tre stavelser, hvilket må være analogisk.
I Lubotskys konkordans og på VedaWeb optræder en form, der lader til at være adverbiet tvāyā́ (12×) ‘for din skyld, stræbende efter dig’ som inst. sg. f. (!) af tvám.
1. du. āvā́bhyām og 2. du. yuvā́bhyām
Vel dannet til instrumentalis *āvā́ og *yuvā́, jf. de tilsvarende pluralisformer på -ābhiḥ. Den alternative form yuvábhyām er vel analogisk, dvs. dannet til den ubøjede stamme.
1. pl. asmā́bhiḥ og 2. pl. yuṣmā́bhiḥ
Er (iflg. Gōto 2013: 66) dannet til instrumentalis *asmā́ og yuṣmā́, som ses i yuṣmā́-datta– ‘givet af jer’ og i :
- Oav. ə̄h-mā < *as-mā < *n̥s-me-eh1
- Oav. xšmā < *uš-mā
Dativ
Dannes i singularis og pluralis med –hy-am/-bhy-am, der er enestående for de personlige pronominer. Enkelte gange -bhya (Whitney).
1.sg. má-hy-a(m), me
Urie. *meg̑ʰ-i̯-(o) + uriir. *-am. Formen máhya forekommer ikke i RV, men vi ser den i avestisk.
- Lat. mihī < *me-g̑ʰ-ei̯
- Arm. inj < *eme-g̑ʰ-
- Oldav. maibiiā (-biiā fra 2sg.); ungav. māuuōiia, māuuaiia-ca
Den enklitiske form, der går tilbage til urie. *moi̯, ses også i:
- Oldav. mōi, ungav. mē
- Gr. ἐμοί/μοί
- Oldpers. -maiy
2.sg. tú-bhy-am, te
Nogle af de andre sprog peger på *te-bʰ-, ikke *tu̯e-bʰ-.
- Lat. tibī < *te-bʰ-ei̯
- Oksl. tebě
- Oldav. taibiiā (og taibiiō)
Den enklitiske form, der går tilbage til urie. *toi̯, ses også i:
- Gr. att.ion. σοι (< *tu̯oi̯), hom. dor. lesb. dat. τοι
- Oldav. tōi, tē, ungav. tē
1pl. asmábhyaḥ, naḥ
Akkusativstammen + dativ pluralis-endelsen. Jf.
- Oldav. ahmaibiiā
2 pl. yuṣmábhyaḥ, vaḥ
Akkusativstammen + dativ pluralis-endelsen. Jf.
- Oldav. xšmaibiiā; yūšmaibiiā; Ungav. yūšmaibiiō (m. *-u), xšmāuuōiia
Ablativ
Dannes i alle tal med -ad, der også ses i abl.sg. til tematiske stammer, feks. vr̥kād.
Beslægtede former:
- Olat. akk./dat. mēd
- Oldav. mat̰
- Olat. akk./dat. tēd
- Oldav. θβat̰
- Oldp. –ma
- Oldav. ahmat̰
- Oldav. xšmat̰; ungav. yušmat̰
Genitiv
1.sg. máma, me og 2sg. táva, te
Urie. *mene (assim. → skt. mama), *teu̯e; går igen i de personlige, possessive pronominer. Jf.:
- Av. mana
- Oksl. mene
- Oksl. tebe (-b- fra dativen tebě)
De enklitiske former, me og te, antages til tider at være identisk med de enklitiske dativer, *moi̯ og *toi̯, men Rix antager i sin græske grammatik, at der fandtes separate genitivformer: *mei̯ og *tei̯, der ses i:
- Got. mei-na ‘min’
- Got þei-na ‘din’
- Oldlat. tīs < *tei̯-s ‘din’?
1. du. āváyoḥ, nau og 2. du. yuvóḥ/yuváyoḥ, vām
Med den normale genitiv/lokativ dualisendelse. Der findes også en besynderlig form, yuvāku. Jf.
- Ungav. yauuākəm
1. pl. asmā́kam, naḥ
Identisk med nom./akk.sg. n. asmā́kam af pronominaladjektivet asmā́ka-. Endelsen forekommer enkelte gange som -āka. Ses også i:
- Ungav. ahmākəm
- Oldp. amāxam
I andre sprog har vi feks.
- Gr. Hom. ἡμέων, att. ἡμῶν, lesb. ἀμμέων
2. pl yúṣmākam, vaḥ
Identisk med nom./akk.sg. n. yuṣmā́kam af pronominaladjektivet yúṣmāka-.
- Hom. ὑμέων, att. ὑμῶν, lesb. ὐμμέων
Lokativ
Lokativendelserne på -e er sandhiresistente/pragr̥hya. Iflg. Lubotsky (1995: 6) ligger forklaringen i, at disse former afspejler underliggende /mai-i/, /tu̯ai-i/, /asmai-i/, /yusmei̯-i/. I stilling før en initial vokal ville vokativmærket blive konsonantisk, og den der ville opstå en monoftong:
- *tu̯e.i̯i → tvayi / __ C
- *tu̯e.i̯i → *tu̯ei̯.i̯ → tve / __ V
Bemærk, at asmé også kan fungere som dativ og vel går tilbage til *n̥smoi̯ i denne funktion. Om disse former generelt er afledt af dativ/genitiv, feks. *moi̯/mei̯, eller en stamme *mei̯-, er uklart.
1 sg. mé
Urie. *mei̯-i?
2 sg. tvé
*tu̯ei̯-i?
1 pl. asmé, asmā́su
Bruges i mantrasprog også i dativ og genitiv.
Urie. *n̥s-mei̯-i? Jf.:
- Græsk: Lesb. ἄμ-μι[ν], dor. ᾱ̄-μίν, att.-ion. ἡ-μῖν
Den hyppigere form, asmā́su, ligner femininum, jf. āsú, f. lok. pl til iyám.
2 pl. yusmé
Urie. *us-mei̯-i?
- Gr.: Lesb. ὔμ-μι, Dor. ῡμί-ν, Ion. Att. ὑ̄-μῖ-ν
Lokativen asmā́su ligner i mistænkelig grad en form af de feminine ā-stammer.
Personlige, possessive adjektiver
Macd. s. 113
I vedisk kan possessivitet i forbindelse med pronominer udtrykkes på tre måder:
- Det refleksive pronomen svá- kan have possessiv funktion og oversættes så som et possessivt adjektiv, ‘min, din, jeres, vores, hans, huns, dens, deres, sin’
- I singularis og dualis anvendes genitivformerne af de personlige pronominer, hhv. máma/táva) og āváyoḥ/yuv(áy)oḥ.
- Genitiverne af 1. og 2. person pluralis’ personlige pronomen derimod erstattes af nom./akk.sg. n. asmā́kam og yúṣmākam af pronominaladjektiverne asmā́ka– og yúṣmāka–
Paradigmet er defektivt og dækker kun 1. og 2. person singularis og pluralis (dvs ikke dualis).
| Singularis | ‘min’ | ‘din’ | ‘vores’ | ‘jeres’ |
| N | māmakás (m.) | |||
| N/Ak. n. | māmakám (n.) | asmā́kam (n.) | yuṣmā́kam (n.) | |
| I | asmā́kena | yuṣmā́kena | ||
| D | mámakāya | |||
| G | mámakasya | |||
| Pluralis | ||||
| N | asmā́kāsaḥ | |||
| I | tvā́bhiḥ | asmā́kebhiḥ | yuṣmā́kebhḥ | |
| D | tāvākébhyaḥ | |||
| G | māmakānām |