Waterhouse, Hylas og en naiade, 1893
Śatapathabrāhmaṇa er en prosakommentar til Den Hvide (śukla) Yajurveda. Der er to udgaver af kommentaren: Kanva og Madhyandina. Nedenstående tekst kommer fra madhyandinaudgaven.
Med Julius Eggelings oversættelse (se online); sanskrit tekst fra GRETIL
11.5.1.1
urvaśī hāpsarāḥ purūravasam aiḍaṃ cakame taṃ ha vindamānovāca triḥ sma māhno vaitasena daṇḍena hatād akāmāṃ sma mā nipadyāsai mo sma tvā nagnaṃ darśam eṣa vai na strīṇām upacāra iti
The nymph Urvasî loved Purûravas 3, the son of Iḍâ. When she wedded him, she said, ‘thrice a day shalt thou embrace 1 me; but do not lie with me against my will 2, and let me not see thee naked, for such is the way to behave to us women.’
urvaśī hāpsarāḥ purūravasam aiḍaṃ cakame
Bemærk, at ŚB markerer udātta’en/accenten med en vandret streg under stavelsen. Hvis flere udātta’er følger efter hinanden, markeres kun den sidste. (Macd. s. 451).
urváśī– f. ī-st.: navnet på en apsaras/nymfe
ha- / gha– fremhævende partikel (jf. mere emfatisk á-ha)
apsarás- f. s-st. ‘vandnymfe; naiade; nereide’
purūrávas– m. s-st. ‘ en konge, der elskede nymfen Urvaśī
aiḍa– adj. a-st. ‘søn af iḍā’; vriddhidannelse til iḍā-
iḍā- f ā-st. ‘vederkvægende drik’ (se iḷā- i vores AV-tekst)
kamⁱ– ‘at elske’
Ingen ren imperfektivst.; i RV kun kaus/iter. kāmáyate ‘begærer’; i ŚB perfektum som i cakame.
Roden er tilsyneladende dannet sekundært til *keh₂- ‘fatte begær, blive begærlig efter’ (LIV), som kendes fra lat. cārus got. hors ‘utro ægtefælle’ og ved. kā-ma- ‘begær’
I Śatapathabrāhmaṇa bruges perfektum som fortællende tid, om handlinger i en fjern fortid; andre tekster bruger imperfektivt præteritum på denne måde.
taṃ ha vindamānovāca
vac- ‘tale’ < *u̯ekʷ-
Præsensklasse 3: vívakti; her perfektum.
vid– ‘finde’
Præsensklasse 6: vindáti og 2: vidé.
Vokal sandhi ā # u, se Macd. s. 22
triḥ sma māhno vaitasena daṇḍena hatād
tríḥ multiplikativt adverbium
dvíḥ ‘to gange’, tríḥ ‘tre gange’, jf. gr. δίς, τρίς, lat. bis, tris
sma enklitisk partikel; betydning uklar.
Grassmann: står i sætninger med verbet i impf. præs., imperativ (som her), sjældnere impf.konj.; kun 3× perfektum.
mā akkusativ af enklitisk prononem, 1sg.
áhar, gen. áhnaḥ heteroklitisk n.-st. ‘dag’
vaitasá- m. a-st. ‘spanskrør (penis?)’
Vriddhidannelse til vetasá– ‘rattan (calamus rotang); rotting; spanskrørsplante’
Se kommentaren hos Eggerling: vaitaso daṇḍah pumvyañjanasya nāma “‘rattanstokken’ er navnet på de mandlige kendetegn”
han- ‘slå’
Præsensklasse 2: hánti, ghnánti.
akāmāṃ sma mā nipadyāsai
ákāma- ‘uden lyst’
kamⁱ- af usikker oprindelse. Kümmel s. 133 mener, at udgangspunktet for perfektumsstammen, der først er belagt i ŚB, er det denominative kāmáyate (RV). Tegn på, at det er en seṭ-rod: episk klassisk sanskrit vb.adj. kānta-; vel også ŚB+ cakamé? Og bindevokalen i cakamire (AVP)?
pad- ‘gå, falde’ + ni ‘lægge sig hos; ligge med’
Præsensklasse 4: pádyati. Bem. de mediale konjunktivendelser.
Whitney s. 218: “The ÇB. (xi. 5. 1 1) appears to offer a single example of a true subjunctive with mā, ní padyāsāi; there is perhaps something wrong about the reading.”
Heroverfor Hoffmann: mā ní padyāsai betyder ikke “læg dig ikke“, men “du skal ligge hos mig“
accent på padyāsaí, se neden for.
mò sma tvā nagnaṃ darśam
padyāsaí mo ← padyāsai mā́ u enkl. ‘mig’ + enklitisk ‘og’.
Særlig accentregel i ŚB: mā́+u ➝ mò med svarita, dvs. faldende tone; udāttaen (den stigende tone) rykker tilbage på den forudgående stavelse (Macd. s. 451).
mā́ + aorist injunktiv: præventiv
Injunktiven forbindes med mā for at udtrykke forbud.
mā́ + aorist injunktiv udtrykker præventivt forbud ‘lad ikke X ske’,
mò (= mā́ u) sma tvā nagnáṃ darśam ‘og jeg må ikke se dig nøgen’
mā́ + imperfektiv injunktiv udtrykker prohibitiv ‘hold op med at’.
akṣáir mā́ dīvyaḥ ‘hold op med at spille med terninger’
Dette er den eneste funktion af injunktiven, der er bevaret i sanskrit; her udtrykker mā́ + aorist injunktiv stadig præventive forbud, mens mā́ + imperfektiv præteritum udtrykker inhibitive forbud.
dr̥ś– ‘at se’
Ingen impf.st.; pf. dadárśa; rodaor. 1sg. ádarśam
LIV: PIE *derḱ- med agentiv betydning ovf. *u̯ei̯d- med fientiv betydning.
eṣá vaí na strīṇā́m upacāra íti
e-ṣás, e-ṣā́, e-tád – dem.pron.
Accent: af flere på hinanden følgende udātta‘er markeres kun den sidste (Macd. s. 451).
naḥ enklitisk pronomen
Bemærk ekstern sandhi af -ḥ
strī́ f. īd-st. ‘kvinde’
upacā́ra– m. a-st. ‘opførsel, tilgang, omgang med + genitiv’ (accent synes at mangle)
En gandharva og en apsaras, 10. årh.Vietnam. Wikimedia commons
11.5.1.2
sā hāsmin yog uvāsa api hāsmād garbhiṇy āsa tāvaj jyog ghāsminn uvāsa tato ha gandharvāḥ samūdire jyog vā iyam urvaśī manuṣyeṣv avātsīd upajānīta yatheyam punar āgacched iti tasyai hāvir dvyuraṇā śayana upabaddhāsa tato ha gandharvā anyataram uraṇam pramethuḥ
She then dwelt with him a long time, and was even with child of him, so long did she dwell with him. Then the Gandharvas 3 said to one another, ‘For a long time, indeed, has this Urvasî dwelt among men: devise ye some means how she may come back to us.’ Now, a ewe with two lambs was tied to her couch: the Gandharvas then carried off one of the lambs.
sā́ hāsmin yóg uvāsa
asmin lok. af enklitisk demonstrativt pronomen
yók/jyók/jiyok ‘længe’
Ukendt oprindelse; det er blevet foreslået, at ordet er beslægtet med dyau-, og at dy- > jy- skyldes, at det er et lån fra middleindisk.
Ordet forekommer 13 gange i RV, hvoraf 9 eller 10 skal skanderes jiyók
vas ‘bo’
Præsensklasse 1: vásati, her pf.
ápi hāsmād garbhíṇy āsa
ápi ‘hos. nærheden af’
garbhíṇ-, -ī adj. ‘gravid’
afledt af gárbha– ‘livmoder, barn’
tā́vaj jyóg ghāsminn uvāsa
tā́vad adv. ‘så (længe, stor, meget)’
asminn – bemærk sandhi
táto ha gandharvā́ḥ sámūdire
tátas adv. ‘dernæst’
gandharvá- m. himmelsk væsen, der bl.a. vogter over somaen. Gandharvaerne danner par med apsaraserne.
vad- ‘tale’ + sam ‘tale sammen’
Præsensklasse 1: vádati, her pf.
jyóg vā́ iyám urváśī manúṣyeṣv avātsīd
vas ‘bo’
Præsensklasse 1: vásati, her s-aorist. Bemærk s + s➝ s + t samt uforklaret h̥ > ī
Aoristen bruges her til at udtrykke den umiddelbare fortid, på samme måde som dansk førnutid.
manuṣía- m. ‘menneske’.
Jf. den fransk-tyske roma-gruppering, der kaldes manush/f. manouche.
I ŚB rykker en svarita tilbage på den forudgående stavelse. I ældre vedisk ville vi skrive manuṣía- eller manuṣyà-. I ŚB har vi derimod manúsya-
úpajānīta yátheyám púnar ā́gacched íti
yáthā ‘hvorledes’; final betydning. Kombineres med konjunktiv eller optativ; de to modi blandes sammen i senere sprog, så vi finder også yáthā+konjunktiv (Whitney s. 219).
púnar ‘atter, tilbage’
tásyai hā́vír dvyuraṇā śáyana úpabaddhāsa
tásyai egentlig gen.sg. af dem.pron. sā́ – men i Brāhmaṇa-tekster bruges formen også som genitiv (Macd. s. 106 fodnote 4).
dví-uraṇ-a- adj. a-st. ‘med to lam’
Dannelsen er vel et bahuvrihi-kompositum, men det er værd at bemærke, at der findes en klasse af komposita, kaldet dvigu-, der er neutrale, har suffikset –á og et talord fra ‘to’ og opefter. Sådanne dannelser, som feks, ṣaḍ-gavam n. ‘et seksspand køer’, betegner komplekser eller grupper af ting. Til grund for dví-uraṇ-a- adj. ligger måske et dvi-uraṇ-á- n. ‘et par lam’ (det har Hoffman vist nok udtalt sig om et sted).
uraṇ- m. n-st. ‘lam’ < PIE *u̯r̥h₁-en-/*u̯r̥h₁-n-; gr. ἀρήν (kret. ϝἀρήν)‘lam’; πολύρρηνες ‘med mange lam’.
śáyana- n. ‘et leje’ (se Monier-Williams og EWA)
Grassman om bandh– ‘at binde’: “jemand [A.] binden an [L.] oder mit [I.]” – dvs. det, man binder nogen til, står i lokativ.
táto ha gandharvā́ anyatarám úraṇam prá methuḥ
ányatara- adj. a-st. ‘den ene/den anden af to’
math–/manth- ‘ryste, rive i, ødelægge’ + prá ‘rive bort’
Her perfektum med e i svage stamme.
11.5.1.[3]
sā́ hovāca avīrá iva bata me’janá iva putráṃ harantī́ti dvitī́yam pramethuḥ sā́ ha táthaivòvāca
‘Alas,’ she cried, ‘they are taking away my darling 4, as if I were where there is no hero and no man!’ They carried off the second, and she spake in the selfsame manner.
avīrá iva bata me’janá iva putráṃ harantī́ti
avīrá- bahuvrihikompositum
sammensat af a- ‘ingen’ og vīrá– ‘mand, helt’
i-va ‘lige som, som om, på samme måde’
bata interjektion ‘ak! åh nej!’
Monier-Williams: “originally placed immediately after the leading word at the beginning of a sentence, or only separated from it by iva; “
me Enklitisk form af første persons personlige pronomen; genitiv/dativ.
ajaná- bahuvrihikompositum
Sandhi i me ‘jana: initialt a- elideres ofte efter -as, -o og -e: MacD §21a
hr̥- ‘fjerne, tage væk’
putrá- m. a-st. ‘søn, barn’
dvitī́yam prámethuḥ sā́ ha táthaivòvāca
dvitī́ya- ‘anden, nummer to’
táthā ‘således’, indisk nydannelse iflg, EWA 1:617
evá ‘således’; emfatisk i Brāhmaṇatekster
Psykhe ser den intetanende Amor
11.5.1.4
átha hāyám īkṣā́ṃ cakre katháṃ nú tád avīráṃ kathám ajanáṃ syād yátrāhaṃ syā́m íti sá nagná evā̀nū́tpapāta ciráṃ tán mene yad vā́saḥ paryádhāsyata táto ha gandharvā́ vidyútaṃ janayā́ṃ cakrustaṃ yáthā dívaiváṃ nagnáṃ dadarśa táto haivèyáṃ tiróbabhūva púnar aimītyét tiróbhūtāṃ
sá ādhyā jálpan kurukṣetráṃ samáyā cacārānyátaḥplakṣéti bísavatī tásyai hādhyanténa vavrāja táddha tā́ apsarása ātáyo bhūtvā páripupluvire
He then thought within himself, ‘How can that be (a place) without a hero and without a man where I am?’ And naked, as he was, he sprang up after them: too long he deemed it that he should put on his garment. Then the Gandharvas produced a flash of lightning, and she beheld him naked even as by daylight. Then, indeed, she vanished: ‘Here I am back,’ he said, and lo! she had vanished 1. Wailing with sorrow he wandered all over Kurukshetra. Now there is a lotus-lake there, called Anyatahplakshâ: He walked along its bank; and there nymphs were swimming about in the shape of swans 2.
átha hāyám īkṣā́ṃ cakre
átha/athā, i RV adha/adhā ‘da’
īkṣ- ‘at se; at overveje’ < *h₃i-h₃okʷ-h₁s-, dvs. gl. desiderativ til *h₃okʷ-
īkṣā́ṃ cakre: perifrastisk perfektum.
katháṃ nú tád avīráṃ kathám ajanáṃ syād yátrāháṃ syā́m íti
kathám ‘hvorledes’
(i sætn. m. optativ, se Macd. s. 362, § 216,2a)
nú ‘nu’ – står ofte efter spørgende pronomen/partikel i begyndelsen af sætningen
yátra(/yatrā RV) ‘der hvor, i hvilken’
sá nagná evā̀nū́tpapāta
evá ‘således’; emfatisk i Brāhmaṇatekster
pat- ‘flyve’ + anu- ‘efter, langs’ + ud- ‘op, ud’
ciráṃ tán mene yad vā́saḥ paryádhāsyata
cirá- adj. a-st. ‘lang’; adv. neutrum: cirám ‘længe’
man- ‘tænke’
vā́sas– n. ‘tøj’
dhā- ‘sætte, stille, lægge’ + pari- ‘tage på’
Her den såkaldte konditionalis (Whitney s. 334 §940), som ellers kun findes én gang i RV.
táto ha gandharvā́ vidyútaṃ janayā́ṃ cakrus
tá-taḥ er en særlig ablativ til sá, tā, tád. I AV ser vi den samme endelse med to pronominale ablativformer: mat-taḥ, tvat-taḥ. Det må være samme suffiks, urie. *tos ,vi ser i lat. funditus ‘fra grunden af’, dīvīnitus ‘guddommeligt’, intus ‘indefra, indenfor’, penitus ‘fra grunden af, fuldstændigt’.
janayā́m cakruṣ: perifrastisk perfektum (se ovenfor) til janā́yati, kausativ afledt af jan- ‘føde’ *g̑enh₁-
vi-dyút- f. (rodkompositum) ‘lyn’
táṃ yáthā dívaiváṃ nagnáṃ dadarśa
yáthā ‘ligesom’, jf. ungav. yaθā
divā́ instrumentalis af dyáu- ‘om dagen’ (lokativen hedder diví/dyávi) – med tilbagetrukken accent, uklart hvorfor.
evám ‘således’
dr̥ś- ‘se’
táto haivèyáṃ tiró babhūva
bhū- + tirás ‘blive væk’
ha eva iyám
púnar aimīty
i- ‘gå’ + púnar ‘atter’ + ā́ ‘til’: ‘komme tilbage’
íti ‘således (talt)’
EWA 1:189: Måske til pronominastammen *ai̯-, og evt beslægtet med lat. ita ‘således’, lit. ìt ‘ligesom, så at sige’
ét tiróbhūtāṃ
éd interjektion ‘se!’; måske ā + íd; kombineres med akkusativ
tiráḥ ‘gennem, hen over, væk’; jf. oldav. tarō < *tr̥h₂ós ← tar/tir/tur ‘gå hen over’; præs. tárati, tiráti, pf. titirúr; pass,ptc. á-tīrṇa-/á-tūrta-; jf. hitt. tarh-/tarhu- ‘overvinde’, lat. trāns < *tr̥h₂ént-
tirás + bhū- ‘blive væk, forsvinde’
sá ādhyā́ jálpan kurukṣetráṃ samáyā cacārānyátaḥplakṣéti bísavatī
jalp- ‘mumle, plapre, tale utydeligt’
1. impf.kl.: jálpati
ā-dhī- f. ‘sorg, længsel’
Til roden dhī ‘at tænke’ < *dheHi̯ uden sikre reflekser uden for indoiransk (jf. RV 10.34.5a yád ādī́dhye ‘når jeg tænker/siger til mig selv’)
Kurukṣetra– n. Kurusletten, kendt fra det berømte slag, der finder sted i Bhagavadgītā mellem Dr̥taraṣṭras og Pandus sønner.
kṣetra- n. ‘land, jord, område’. Til roden kṣi ‘at bebo’ < urie *tk̑ei̯-/tk̑i- ‘at drive landbrug, bosætte’, iIflg. LIV en afledning af *tek̑- ‘føde’ som ses i gr. τί-κτ-ω ‘føde’ (med metatese), jf:
Myk. ki-ti-je-si = /ktii̯ensi/ ‘bebygger’
Gr. κτίζω ‘befolker’; ἐὺ κτίμενος ‘beboelig’
kṣi ‘at bo’; 3sg. kṣéti, 3pl. kṣíyanti; Ungav. 3sg. šaēiti, 3pl. šiieiṇti ‘bor’ < *tk̑ei̯-Ungav. 3sg. šaēiti, 3pl. šiieiṇti ‘bor’
Latin sinō ‘tillader’ (og pōnō < *po-sinō; jf. ppp. po-si-tum) regnes traditionelt til denne rod, men kan også være til *seh₁i- ‘slippe løs’.
Læs mere om uire. Thorn ne her.
samáyā ‘gennem, midt i, i nærheden’ + akk., inst., gen.
car- ‘bevæge sig, vandre’
Bemærk, at roden aldrig palataliseres (jf. pf. cacā́ra, kaus. cāráyati, ints. cárcarīti), muligvis fordi præsens dannes efter kl. 1. En fordel ved at bevare den palataliserede varianter, at den er til at skelne fra kr̥: cacā́ra ‘bevægede sig’ – cakā́ra ‘gjorde’.
bísavatī f. ‘et sted med mange lotusfibre’ – iflg. Monier-Williams
bísa-/vīsa- n. a-st. ‘lotusfiber, lotusstilk, lotusrod’ (bem. ikke ruki)
bísavant- adj. ‘med lotusfibre’
anyátaḥ-plakṣā ‘en lotusdam i regionen Kurukṣetra’
anya-taḥ adv. ‘på den ene side’
plakṣā f. ā-st. ‘figentræ’
Titus-udgaven har langt ā i anyātaḥ. Det lader til at være en fejl.
íti betyder måske ‘således hedder’ her?
tásyai hādhyanténa vavrāja
adhyántena adv. ‘i nærheden af’
adhi ‘over, henover’ uden sikker etymologi (EWA 1:67)
ánta ‘ende, nærhed’ m. a-st. ‘grænse, ende’ < *h₂ant-o-, jf.*h₂ent-i̯o- > urgerm. *andja- m. ‘ende’: got. andeis m., oht. anti/enti m./m., ono. endir m. ‘ende’; skr. ántya- adj.‘ved enden’, gr. ἀντίος ‘over for’
vraj- ‘vandre, gå hen til’
LIV s. 679: Kroonen s. 595: *u̯reg- ‘forfølge et spor’; urgerm. *u̯rekan- ‘at forfølge, jf. got. wrikan ’forfølge’, ono. reka ‘jage, forfølge’, oeng. wrecan ‘drive, straffe’; ohty. rehhen, ty. rächen ‘hævne’; hitt. ūrki c. ‘spor,’ oksl. vrěšti ‘at kaste’; lat. urgēre ‘trænge frem. plage, forfølge’
táddha tā́ apsarása ātáyo bhūtvā́ páripupluvire
tád ‘dér’
ātí- f. ‘en vandfugl’
bhūtvā́ gerudium/absolutiv
plu- ‘at flyde’
1.Præsensklasse plávate, her pf.
11.5.1.5
táṃ heyáṃ jñātvóvāca ayáṃ vaí sá manuṣyò yásminn ahám ávātsam íti tā́ hocus tásmai
vā āvír asāmeti tátheti tásmai hāvír āsuḥ
And she (Urvasî), recognising him, said, ‘This is the man with whom I have dwelt.’ They then said, ‘Let us appear to him!’–‘So be it!’ she replied; and they appeared to him 3.
táṃ heyáṃ jñātvóvāca ayáṃ vaí sá manuṣyò yásminn ahám ávātsam íti
vas ‘at tilbringe natten, bo’
s-aorist, jf. homér-gr. ἄεσα ‘tilbragte’
tā́ hocus tásmai vā āvír asāméti
āvíṣ ‘synlig, åbenbar’
*h₁es- ‘at være’ 1pl. *h₁smós > smási; *h₁esomós asāma
táthéti tásmai hāvír āsuḥ
táthā adv. ‘således’
11.5.1.[6]
tā́ṃ hāyáṃ jñātvā̀bhipárovāda haye jā́ye mánasā tíṣṭha ghore vácāṃsi miśrā́ kr̥ṇavāvahai nu ná nau mántrā ánuditāsa ete máyas karan páratare canā́hann ity úpa nú rama saṃ nú vadāvahā íti haivaìnāṃ táduvāca
He then recognised her and implored her (Rig-veda X, 95, I), ‘Oh, my wife, stay thou, cruel in mind 4: let us now exchange words! Untold, these secrets of ours will not bring us joy in days to come;’–‘Stop, pray, let us speak together!’ this is what he meant to say to her.
tā́ṃ hāyáṃ jñātvā̀bhipárovāda
abhi+parā+u-vād-a
haye jā́ye mánasā tíṣṭha ghore vácāṃsi miśrā́ kr̥ṇavāvahai nu ná nau mántrā ánuditāsa ete máyas karan páratare canā́hann ity
úpa nú rama saṃ nú vadāvahā
ram ‘hvile’ +upa ‘være stille’
vad ‘at tale’ + sam ‘tale sammen’
íti haivaìnāṃ táduvāca
11.5.1.[7]
taṃ hetarā pratyuvāca
kim etā vācā kṛṇavā tavāham
prākramiṣam uṣasām agriyeva
purūravaḥ punarastam parehi
durāpanā vāta ivāham asmīti
na vai tvaṃ tad akaror yad aham abravaṃ durāpā vā ahaṃ tvayaitarhyasmi punar gṛhānihīti
haivainaṃ tad uvāca
11:5:1:7. She replied (X, 95, 2), ‘What concern have I with speaking to thee? I have passed away like the first of the dawns. Purûravas, go home again: I am like the wind, difficult to catch;’–‘Thou didst not do what I had told thee; hard to catch I am for thee, go to thy home again!’ this is what she meant to say.
itarhi adv. ‘dengang’
kr̥ ‘at gøre’
Former som karómi, karóṣi etc.regnes til 8. præsensklasse. Gotō s.105 klassificerer dem som allegroformer af “kar/kr̥”, dvs. 2. bøjningsformer af kr̥, en forklaring der går tilbage til Hoffmann (Aufs. 575–588)
11.5.1.[8]
atha hāyam paridyūna uvāca sudevo adya prapatedanāvṛtparāvatam paramām
gantavāu adhā śayīta nirṛterupasthe’dhainaṃ vṛkā rabhasāso adyuriti sudevo’dyodvā
badhnīta pra vā patettadenaṃ vṛkā vā śvāno vādyuriti haiva taduvāca
11:5:1:8. He then said sorrowing (X, 95, 14), ‘Then will thy friend 1 rush away 2 this day never to come back, to go to the farthest distance: then will he lie in Nirriti’s 3 lap, or the fierce wolves will devour him; Thy friend will either hang himself, or start forth; or the wolves, or dogs, will devour him!’ this is what he meant to say.
11.5.1.[9]
taṃ hetarā pratyuvāca purūravo mā mṛthā mā prapapto mā tvā vṛkāso aśivāsa u kṣan na vai straiṇāni sakhyāni santi sālāvṛkāṇāṃ hṛdayānyeteti maitadādṛthā
na vai straiṇaṃ sakhyamasti punargṛhānihīti
haivainaṃ taduvāca
She replied (X, 95, 15), ‘Purûravas, do not die! do not rush away! let not the cruel wolves devour thee! Truly, there is no friendship with women, and theirs are the hearts of hyenas 4;’–‘Do not take this to heart! there is no friendship with women: return home!’ this is what she meant to say.
pat ‘flyve’ + prá- ‘flyve væk, søge hen til, falde over’̮
aśiva- adj. ‘uvenlig, ond’
u enklitisk partikel, kan bruges til emfase, til at udtrykke modsætning; kan også oversættes ‘på den anden side; endvidere’
ghas ‘æde, fortære’
Urie. *g(w)ʰes- ‘æde’, findes kun i indoirans (oldav. nas.præs. a-γžōnuuamna- med.ptc. ‘spisende’). Danner perfektum: jaghāsa og rodaorist: ághas
straiṇa- adj. ‘som har med kvinder at gøre, kvinde-’
Afledt af strī- ī-st f. ‘kvinde’
sakhya- n. ‘venskab
sālāvr̥ka- m. ‘sjakal’ – ikke ‘hyæne’ iflg EWA 2(726)
1. led, sālā-, er af ukendt oprindelse
hŕ̥daya- n. ‘hjerte’
(Rig-veda X, 95, 16), ‘When changed in form, I walked among mortals, and passed the nights there during four autumns 1 ate a little ghee, once a day, and even now I feel satisfied therewith 2.’–This discourse in fifteen verses has been handed down by the Bahvrikas 3. Then her heart took pity on him 4.
11.5.1.[9]
taṃ hetarā pratyuvāca purūravo mā mṛthā mā prapapto mā tvā vṛkāso aśivāsa u
kṣan na vai straiṇāni sakhyāni santi sālāvṛkāṇāṃ hṛdayānyeteti maitadādṛthā na vai
straiṇaṃ sakhyamasti punargṛhānihīti haivainaṃ taduvāca
She said, ‘Come here the last night of the year from now 5: then shalt thou lie with me for one night, and then this son of thine will have been born.’ He came there on the last night of the year, and lo, there stood a golden palace 6! They then said to him only this (word) 1, ‘Enter!’ and then they bade her go to him.
11.5.1.[10]
yadvirūpācaram martyeṣvavasaṃ rātrīḥ śaradaścatasraḥ ghṛtasya stokaṃ sakṛdahnu
āśnāṃ tādevedaṃ tātṛpāṇā carāmīti tadetaduktapratyuktam pañcadaśarcam bahvṛcāḥ
prāhustasyai ha hṛdayamāvyayāṃ cakāra
11.5.1.[11]
sā hovāca saṃvatsaratamīṃ rātrimāgacatāttanma ekāṃ rātrimante śayitāse jāta u
te’yaṃ tarhi putro bhaviteti sa ha saṃvatsaratamīṃ rātrimājagāmeddhiraṇyavimitāni
tato hainamekamūcuretatprapadyasveti taddhāsmai tāmupaprajidhyuḥ
11.5.1.[12]
sā hovāca gandharvā vai te prātarvaraṃ dātārastaṃ vṛṇāsā iti taṃ vai me tvameva
vṛṇīṣveti yuṣmākamevaiko’sānīti brūtāditi tasmai ha prātargandharvā varaṃ daduḥ
sa hovāca yuṣmākamevaiko’sānīti
She then said, ‘To-morrow morning the Gandharvas will grant thee a boon, and thou must make thy choice.’ He said, ‘Choose thou for me!’–She replied, ‘Say, Let me be one of yourselves!’ In the morning the Gandharvas granted him a boon; and he said, ‘Let me be one of yourselves!’
11.5.1.[13]
te hocuḥ na vai sā manuṣyeṣvagneryajñiyā tanūrasti yayeṣṭvāsmākamekaḥ syāditi
tasmai ha sthālyāmopyāgnim pradaduraneneṣṭvāsmākameko bhaviṣyasīti taṃ ca ha
kumāraṃ cādāyāvavrāja so’raṇya evāgniṃ nidhāya kumāreṇaiva grāmameyāya
punaraimītyettirobhūtaṃ yo’gniraśvatthaṃ taṃ yā sthālī śamīṃ tāṃ sa ha
punargandharvāneyāya
They said, ‘Surely, there is not among men that holy form of fire by sacrificing wherewith one would become one of ourselves.’ They put fire into a pan, and gave it to him saying, ‘By sacrificing therewith thou shalt become one of ourselves.’ He took it (the fire) and his boy, and went on his way home. He then deposited the fire in the forest, and went to the village with the boy alone. [He came back and thought] ‘Here I am back;’ and lo! it had disappeared 2: what had been the fire was an Asvattha tree (ficus religiosa), and what had been the pan was a Samî tree (mimosa suma). He then returned to the Gandharvas.
11.5.1.[14]
te hocuḥ saṃvatsaraṃ cātuṣprāśyamodanam paca sa etasyaivāśvatthasya tisrastisraḥ
samidho ghṛtenānvajya samidvatībhirghṛtavatībhirṛgbhirabhyādhattātsa
yastato’gnirjanitā sa eva sa bhaviteti
They said, ‘Cook for a whole year a mess of rice sufficient for four persons; and taking each time three logs from this Asvattha tree, anoint them with ghee, and put them on the fire withverses containing the words “log” and “ghee”: the fire which shall result therefrom will be that very fire (which is required).’
11.5.1.15
te hocuḥ paro’kṣamiva vā etadāśvatthīmevottarāraṇiṃ kuruṣva
śamīmayīmadharāraṇiṃ sa yastato’gnirjanitā sa eva sa bhaviteti
They said, ‘But that is recondite (esoteric), as it were. Make thyself rather an upper arani 1 of Asvattha wood, and a lower arani of Sami wood: the fire which shall result therefrom will be that very fire.’
11.5.1.[16]
te hocuḥ paro’kṣamiva vā etadāśvatthīmevottarāraṇiṃ kuruṣvāśvatthīmadharāraṇiṃ
sa yastato’gnirjanitā sa eva sa bhaviteti
They said, ‘But that also is, as it were, recondite. Make thyself rather an upper arani of Asvattha wood, and a lower arani of Asvattha wood: the fire which shall result therefrom will be that very fire.’
11.5.1.17
sa āśvatthīmevottarāraṇiṃ cakre āśvatthīmadharāraṇiṃ sa yastato’gnirjajñe sa eva sa
āsa teneṣṭvā gandharvāṇāmeka āsa tasmādāśvatthīmevottarāraṇiṃ
kurvītāśvatthīmadharāraṇiṃ sa yastato’gnirjāyate sa eva sa bhavati teneṣṭvā
gandharvāṇāmeko bhavati
He then made himself an upper arani of Asvattha wood, and a lower arani of Asvattha wood; and the fire which resulted therefrom was that very fire: by offering therewith he became one of the Gandharvas. Let him therefore make himself an upper and a lower arani of Asvattha wood, and the fire which results therefrom will be that very fire: by offering therewith he becomes one of the Gandharvas.