Aspekt, tempus, modus, diatese

Aspekt i urindoeuropæisk

Det vedisk verbalsystem er inddelt i tre overordnede tempus/aspektklasser. De antages at afspejle det urindoeuropæiske aspektsystem, som det er godt at vide en lille smule om.

Man går ud fra, at urindoeuropæiske verbalhandlinger skulle udtrykkes i et af tre aspekter:

  • Durative/igangværende handlinger blev udtrykt med en af de mange imperfektive bøjningsklasser, også kaldet præsensklasser, idet det kun er imperfektiv indikativ, der kan udtrykke præsens.
  • Punktuelle/perfektive handlinger blev udtrykt med en de såkaldte aoristiske bøjningsklasser, som er overordnet er fem af.
  • Den tilstand, subjektet er i, efter at handlingen er afsluttet, blev udtrykt med det såkaldt perfektum, der kun har én bøjningsklasse.

Både inden for imperfektiven/præsenssystemet og inden for aoristen findes der en atematisk, usuffigeret dannelsestype, hhv. rodpræsens og rodaorist. Det er en logisk antagelse, at rodpræsens dannedes af rødder med iboende imperfektiv semantik, som feks. *h₁es- ‘at være’, mens rodaorist dannedes af rødder med iboende perfektiv semantik, som *bʰuH- ‘at blive’. Idéen er, at der ikke var behov for at markere aspektet på den slags rødder.

Der findes dog en del slående modeksempler på denne hypotese. For eksempel skulle man mene, at en rod som urie. *gʷʰen- ‘at slå ihjel’ > ved. √han burde danne en rodaorist, eftersom dens leksikalske mening er perfektiv. Men rent faktisk danner denne rod rodpræsens og, mærkeligt nok, slet ikke aorist. Gotō siger, at dette skyldes rodens ekstremt durative semantik, men det giver jo absolut ingen mening. Det er en af de store gåder i teorien om aspektstammerne, der ellers går ud fra, at rødder, der er leksikalsk perfektiviske, danner rodaorist.

Som allerede antydet er der langt flere præsensklassers end aorister. Typologisk er det relativt normalt, at imperfektivt aspekt har flere underinddelinger end perfektiviskt. De imperfektiviske suffikser må oprindeligt have haft hver deres betydning, feks. valensændrende betydninger som faktitiv, transitiv, kausativ – eller betydninger, der anvendes til at udtrykke en handlings udstrækning i tid, som feks. iterativ, frekventativ, durativ.

Roden ‘at give’ betegner for eksempel en afsluttet handling og egner sig ikke til det imperfektive aspekt; men i sin reduplicerede form (3sg. dídāti) betegner verbet verbalhandlingen i sin udstrækning. Meget passende danner rodpræsens.

Aspektstammerne i indisk grammatik

Selv om sanskrit bevarer det urindoeuropæiske verbalsystem relativt intakt, er der enighed om, at aspektsystemet er i gradvis opløsning i vedisk. Der forskes således i, i hvilken grad og i hvilke perioder aspekt spiller en rolle i den vediske syntaks. I den forbindelse er det relevant, a Pāṇinis grammatik, den såkaldte Āṣṭadhyāyi, beskriver de tre aspektstammer i forhold til tre forskellige måder at udtrykke fortidige handlinger på.

Pāṇini beskrev det, vi kalder aspektstammer, ved hjælp af tre ”l-affikser”, der både betegnede de tre tempora og deres endelser: luṅ (aorist), laṅ (imperfektum) og liṭ (perfektum). Disse tre affikser bruges bhūte ”i fortiden” (Āṣṭadhyāyi 3.2.84). Affiksernes navne har ikke noget at gøre med faktiske morfemer; de er teoretiske begreber, der under bøjningen erstattes de af de faktiske endelser.

Pāṇini konstaterede at:

  1. laṅ henviser til en fortid, der ikke inkluderer taletidspunktet: an-adya-tane [bhūte] laṇ “i [fortiden], ikke-relaterende-til-i-dag, [bruges] laṅ” (A 3.2.111); det er vores imperfektive præteritum, som vi antager mest anvendtes om den fjernere fortid.
  2. luṅ henviser til fortiden: bhūte luṅ “i fortiden [bruges] luṅ” (Āṣṭadhyāyi 3.2.110). Vi kalder denne fortid aorist indikativ, og Pāṇinis beskrivelse svarer til den antagelse, at aoristen kunne bruges om den umiddelbare fortid.
  3. liṭ henviser til en fortid, der ikke inkluderer taletidspunktet, og til en handling som taleren ikke selv har set: paro’kṣe (← paras akṣam)liṭ “ud over det synlige bruges liṭ”; A 3.2.115). Det er vores perfektum indikativ, der i nogle traditioner kan bruges til fortællende fortid.

Tempus

Vedisk har fire tempora, der kun forekommer i indikativ: én præsens og tre præterita: imperfektiv præteritum, aorist præteritum, og perfektum præteritum.

Med andre ord, det er kun indikativen, der kan udtrykke tempus. Injunktiv, konjunktiv, optativ og imperativ er umarkerede for tempus.

Præsens

Præsens har primære endelser. Der findes kun én type:

  • Imperfektiv indikativ, også kaldet præsens

Præteritum

Præteritum dannes ved præfigering af augmentet og de sekundære endelser. Præteritum dannes til alle tre aspektstammer.

Augmentet

Gotō s. 328; Lubotsky (1995)

Augmentet er et præfiks, a- < urie. *(h₁)e-, der fungerer som tempusmarkør; det angiver præteritum. Kun fire af de indoeropæiske sproggrene har augment eller spor af det: Indoiransk, græsk, armensk og frygisk. Det er altså tilsyneladende en sen opfindelse i urindoeuropæisk.

  • á-bharam 1sg. imperfektivt præteritum (kl. 1); jf. injunktiven bháram
  • á-bhārṣam 1sg. s-aorist præteritum; jf. injunktiven  bhā́rṣam
  • á-jabhartana 2. pl. perfektivt præteritum (pluskvamperfektum), jf. injunktiven jabhartána (ikke belagt)

I stilling før en rod, der havde en initial laryngal i urie., forlænges augmentet hyppigt, men ikke altid:

  • *e-h₂s-ént > āsán, jf. præsens sánti
  • *é-h₂neḱ-t > ā́naṭ; injunktiven ville være **naṭ

I forbindelse med rødder med initial laryngal og i eller u før eller efter rodvokalen opstår der lydret en langdiftong i visse former; den generaliseres til hele paradigmet

  • *e-h₁ei̯-t > ait 3sg. impf. præt. til i ‘at gå’
  • *e-h₁i̯-mo > aima (analogisk; vi venter ema), 1pl. impf. præt.
  • *e-h₁i̯-ent → āyan, 3 pl. impf.præt.

Dette mønster gennemføres også ifm. stammer, der ikke har en laryngal, og ifm. stammer, der har en laryngal, men hvor vi alligevel venter kortdiftong:

  • *e-u-n-bʰent > aumbhan (ikke **ombhan); naspræs. (kl. 7) til roden vabh-/ubh- ‘binde’
  • *e-h₁i-neu̯-t > ainot; naspræs. (kl. 5) til roden i ‘binde’

Udover augmentet karakteriseres præterium ved de sekundære endelser. Præteritum findes i alle tre aspekter, selvom den perfektive er sen:

Imperfektivt præteritum

  • Kaldes også blot ‘imperfektum’, eng. imperfect.
  • Er altid indikativ, ligesom præsens
  • Bruges særligt til at fortælle om handlinger i en fjern fortid (Gotō: 90).

Aorist præteritum

  • Kaldes også aorist indikativ, eller blot aorist.
  • En punktuel handling kan ikke udføres i nutiden; derfor er det logisk, at aoristen ikke kan danne præsens.

Typiske anvendelsesområder er:

  • Handlinger i en  nærmere fortid, dvs. den forholder sig til nutiden på samme måde som dansk førnutid.
  • Gotō (90) nævner dog, at den også “states facts belonging to the more remote past” (en funktion der kommer til at ligge til grund for den middelindiske præteritum)
  • Ingressiv: en handling i fortiden går i gang.
  • Antecedens, dvs. en handling i fortiden ligger før en anden

Perfektivt præteritum

  • Også kendt som pluskvamperfektum

Perfektum = præteritum?

Perfektum er som udgangspunkt rent aspektuel, dvs. den betegner, at en handling er afsluttet. Den kan bruges som en nutid, men over tid udvikler den sig til et præteritum.

Det ses tydeligt i brāhmaṇaerne, hvor både imperfektivt præterium og perfektum forekommer i fortællende stil. Hvilken form der er mest hyppig varierer. I Śatapathabrāhmaṇa er perfektum klart den foretrukne fortælletid (Whitney s. 296).

Futurum

Futurum dannes med suffikset –syá– og har primære endelser. Macdonell behandler den som en af de afledte imperfektivstammer. Ligesom præsens og præteritum kan den (med ganske få undtagelser) ikke bøjes i modus; men den kan danne en slags præteritum, dvs. en form udstyret med augment og sekundære endelser, der fungerer som konditionalis.

Også konjunktiven kan have futurisk betydning.

Modus

Indikativ

Indikativ udtrykker, at taleren præsenterer noget som et faktum, dvs. et udsagn i indikativ er enten sandt eller falsk.

Endelser

  • Imperfektivt aspekt: primære i præs. (-mi, –si, –ti osv.), sekundære i præt. (-m, -s, -t osv.)
  • Aorist: Sekundære endelser(-m, -s, -t osv.)
  • Perfektum: Perfektive endelser (-a- -tha, -a osv.)

Injunktiv

Injunktiven dannes som præteritum, blot uden augment.

Endelser

  • Injunktiven har sekundære endelser (i 3pl. rodaorist medium skelnes dog mellem indikativ på -ata eller -ran og injunktiv på -anta).
  • Bøjes kun i person og tal
  • Er således uspecificeret for tempus og modus, både semantisk og morfologisk; den er blevet kaldt en kamæleon-kasus, fordi dens semantik afhænger af omstændighederne.

Den kan stå i stedet for enhver anden tempus eller modus, men bruges typisk i følgende funktioner:

  • I serier af verber forbundet med -ca

Når en sætning rummer en række verber, der forbindes med -ca, og som egentlig skulle stå i samme tempus og modus, behøver kun det først verbum have tempus/modusmarkør; resten kan stå i injunktiv:

  • sanéma (opt.) ní ca dhīmahi (inj.)  ‘Gid vi vinder og beholder det’ (RV 1.17.6)
  • Generelle/universelle sandheder: gnomisk injunktiv

Ligesom præsens indikativ kan injunktiven udtrykke, at taleren anser noget for at være sandt – uden at det foregår lige netop i den aktuelle talesituation:

  • divé-dive sū́ryo darśató bhūt (rodaorist injunktiv) ‘dag efter dag bliver solen synlig’

Mærkeligt nok bruger græsk den augmenterede aorist i gnomiske sætninger.

  • Performative sætninger

Her bruges aorist injunktiv (med partiklen ) eller præsens, oftest med verbet i første person. Det ligner en undtagelse fra reglen om, at aoristen ikke kan udtrykke en samtidig handling:

  • índrasya vīryā̀ṇi prá vocaṃ (aor.) ‘nu kundgør jeg Indras mandige gerninger’
  • agním īḷe puróhitaṃ (præs.) ‘Jeg priser Agni, som er stillet forrest’
  • Forbud

Injunktiven forbindes med for at udtrykke forbud. Her skelnes mellem præventive og inhibitive forbud.

mā́ + aorist injunktiv udtrykker præventivt forbud ‘lad ikke X ske’,

  • mò (= mā́ u) sma tvā nagnáṃ darśam ‘og jeg må ikke se dig nøgen’

mā́ + imperfektiv injunktiv udtrykker prohibitiv ‘hold op med at X’.

  • akṣáir mā́ dīvyaḥ ‘hold op med at spille med terninger’

Dette er den eneste funktion af injunktiven, der er bevaret i klassisk sanskrit. Her udtrykker mā́ + aorist injunktiv stadig præventive forbud, mens mā́ + imperfektiv præteritum udtrykker inhibitive forbud.

Konjunktiv

Den dannelsestype, vi kalder urie. konjunktiv, forekommer i keltisk, italisk (det er dog omstridt), græsk og indoiransk.

Konjunktiven forekommer kun i vedisk; men første person konjunktiv lever videre i sanskrit som imperativer.

I aflydende stammer har konjunktiven som regel fuldtrin i roden/stammen i aflydende klasser. Den er altid tematisk. Dette dannelsesmønster kendes også fra den græske konjunktiv, til dels fra den keltiske konjunktiv og fra visse latinske konjunktivs- og futurumsdannelser.

Endelserne er: Primære og sekundære i 1., 2., 3. sg.; primære i 2., 3. dualis og 2. pluralis, ellers sekundære. I medium er der opstået en helt særlig konjunktivsmarkør -ai.

Bemærk, at de primære endelser også forekommer i aorist og perfektum konjunktiv.

Aktiv/parasmaipadaMediopassiv/ātmanepada
SingularisDualisPluralisSingularisDualisPluralis
ádā(ni)ádāvaádāmaádaiádāvahaiádāmahai
ádas(i)ádathasádathaádase/saiádaitheádadhve
ádat(i)ádatasádanádate/taiádaiteádanta
Imperfektiv konjunktiv (kl. 2) til roden ad ‘at spise’. Former med fed skrift har primære endelser.

Anvendelsesområder:

  • Futurum/prospektiv

Konjunktiven udtrykker at en begivenhed vil finde sted eller forventes at finde sted i fremtiden.

  • sá devā́m̆̇ éhá vakṣati “han skal bringe guderne hertil”
  • Voluntativ

Den vediske konjunktiv kan udtrykke vilje, modsat optativen, der udtrykker ønske.

  • yád ādī́dhye ná daviṣāṇy ebhiḥ “Når jeg tager en beslutning: ‘Jeg vil ikke spille med dem mere’ … “

Optativ

Her skal skelnes mellem:

  • Atematiske dannelser med suffikset -yā-/-ī- <  *-i̯eh₂-/-ih₁-
  • Tematiske dannelser med suffikset  -e- < *-o-i̯(h₁)-

Optativen dannes altid med sekundære endelser

Funktioner:

  • potentialis – at noget kan ske
  • kupitiv – at taleren ønsker at noget skal ske
  • preskriptiv – at noget bør ske

Om skanderingen af optativen – feks. dheyām i tre stavelser – se Lubotsky 1995

  • Vidererførtes i latin og germansk som konjunktiv.

Imperativ

Taleren forlanger, at noget sker.

Diatese

Vedisk har to diateser, aktiv og mediopassiv.

Gotō oplister følgende betydninger af medium:

  1. Direkte-refleksiv (eller bare refleksiv: “he asks himself”)
    váhati ‘befordrer, transporterer’ – váhate ‘kører (selv), bevæger sig’
  2. Indirekte-refleksiv (eller affektiv)
    bhárati ‘bringer’ – bhárate ‘medbringer, bringer noget for sig selv’
    yájati ‘tilbeder (evt. på en andens vegne)’ – yájate ‘tilbeder i egen interesse, på egne vegne, evt. gennem præster’
  3. Possessiv-affektiv (“he washes his hands”, “he asks about his own obligation”)
    váhati ‘befordrer, transporterer’  – váhate ‘kører sin egen vogn’
  4. Reciprok
    vádanti ‘taler’ – ví-vadante ‘diskuterer med hinanden’
  5. Patientiv (passiv)
    sunó-ti ‘presser ud’ – sunv-é ‘bliver presset ud’
    stáu-ti ‘priser’– stáve ‘bliver prist’ (?se gotō s. 103)