Generelle regler iflg. Macdonell (1916:436ff.):
Pāda’ens opbygning
Alle pāda’er (verselinjer) består af:
- en åbning: det er de første 4–5 stavelser
- en kadence, som er de sidste 4–5 stavelser. Den kan markeres med “/”
agním īḷe / puróhitam
— ∪ –– — / ∪ –– ∪ ×
Mens 8-stavelsevers kun består af åbning og kadence, har 11- og 12-stavelsesvers også:
- et midterstykke på 2‑3 stavelser. Den kan markeres med et komma:
upā́yā.taṃ, dāśúṣe / már.ti.yā.ya
× –– –– —, –– ∪ –– / — ∪ –– ×
En pāda slutter altid med et ord, dvs. ord kan ikke fortsætte hen over pādagrænsen.
Stavelser i metrikken
I metrikken arbejdes med tre stavelsestyper: korte, lange og neutrale.
Neutrale stavelser
Første og sidste stavelse i en pāda har ingen metrisk værdi, dvs. den tæller hverken kort eller lang (den latinske term er syllaba anceps). Man siger typisk, at kadencen i et versemål er feks. jambisk eller trokhæisk – selv om den sidste stavelse faktisk hverken tæller som kort eller lang. I moderne oplæsninger forlænger munkene tit den sidste stavelse.
Lette stavelser
En stavelse er let, hvis dens vokal er kort og følges af højst én konsonant. Stavelsesgrænsen kan markeres med et punktum:
- tu.vā́.m ag.ne pi.tá.ra.m iṣ.ṭí.bhi.r ná.ras
× – – – , ⏑ ⏑ ⏑ / – ⏑ – ⏑ ×
Nye korte stavelser opstår, når en lang vokal forkortes foran en anden vokal (V̄ → V / __ V). Ses mest i ekstern sandhi; feks. forkortes finalt ‑e og ‑o i stilling før initialt ă.
- a.mŕ̥.te lo.ké ák.ṣi.te
× ⏑ – – / ⏑ – ⏑ ×
Tunge stavelser
En stavelse er tung, hvis dens vokal følges af mindst to konsonanter.
Hvis vokalen er lang, skal der kun én efterfølgende konsonant til at danne en tung stavelse. En langvokal danner ikke altid en lang stavelse, idet den bliver forkortet før en anden vokal (V̄ → V / __ V).
- hó.tā.raṁ. rat.na.dhā́.ta.mam.
– – – – / ⏑ – ⏑ ×
ch (skrives senere cch) og ḷh tæller som to konsonanter.
- sa. id. de.ve.ṣu gac.ha.ti
⏑ – – – / ⏑ – ⏑ ×
Senvediske sandhiregler
Vores overlevering af Rigveda går tilbage til Śākala, der talte en senvedisk dialekt. Han følger nogle sandhiregler der er typiske for senvedisk, men som ikke applicerede i det tidlige vediske sprog Rigveda er forfattet på:
Initialt a‑ elideres ofte efter e og o, men skal typisk restitueres
- sūnáve ‘gne → sūnáve ágne
y og v skal i mange tilfælde skanderes som vokalerne i og u:
- ī́ḍyo→ ī́ḷio
- svastáye → suastáye
*i̯ og *u̯ går tabt i stilling før hhv. u og i, men skal typisk restitueres.
Beguš (2015) har argumenteret for, at sådan et tabt, initialt *i̯ eller *u̯ typisk skal restitueres for at få metrummet til at passe. Dette medfører også restitution af det forudgående ords udlyd. I de nedenstående eksempler får vi således en regelmæssig kadence hvis restituerer metrummet efter Beguš’ princip:
- ágne devéṣu ucyáta urūcī ́ → ágne devéṣu ucyáte vurūcī ́
– – – – ⏑ , – ⏑ / ⏑ ⏑ − × → – – – – ⏑ , – ⏑ / – ⏑ – ×/ - mahó no rátnā, ví dadha iyā náḥ → mahó no rátnā, ví dadho yiyā náḥ
× – – – – , ⏑ ⏑ / ⏑ ⏑ – × → × – – – – , ⏑ ⏑ / – ⏑ − ×
Vokaler, der i skriften er kontraherede, skal oftes udtales med hiat
- devéṣūcyáta → devéṣu ūcyáta
- indrāgnī → indra-agnī
Finalt /nn/ skal ofte læses kort
Udlydende /n/ gemineres i stilling mellem en forudgående kort vokal og en initial vokal i det følgende ord. Ofte skal denne geminat læses kort.
- átaḥ parijmann ā́ gahi → átaḥ parijman ā́ gahi
× –– ∪ –– /— –– ∪ × → × –– ∪ –– / ∪ –– ∪ × - sáṃ ha bruvate ‘dhvann ā́ → sáṃ ha bruvate ádhvan ā́
× –– ∪ ∪/— –– × → × –– ∪ ∪/∪ –– ∪ ×
Visse ord skal læses med en stavelse mere eller mindre
- pitrṓs, gen./lok. dualis → pitarós
- índra- → índara-
- iva → va
Langvokaler der ofte skal læses som to stavelser er:
- gen.pl. -ām
- ā og ū i ordene dāsa– og sūra-
- e feks. i jyeṣṭha → jya-iṣṭha
- ai feks. i aichas, aichat, 2sg. impf. præt af iṣ
Visse ord skanderes tit anderledes end de staves:
- pāvaká– = pavāká–
- mr̥ḷaya- = mṝlaya‑
- suvāná = svāná-
- āśāte → āśate
- rāsāthām → rāsathām
Versemål
Hele Rigveda er metrisk poesi; dvs. hver hymne består af et antal strofer, der typisk er forfattet i det samme versemål gennem hele hymnen.
De fleste versemål er simple, i den forstand, at en strofe (rc̥) besår af lutter ens verselinjer (pādaer). En verselinje har typisk 8, 11 eller 12 stavelser.
Ottestavelsesvers
Versemål med 8 stavelser er gennemgående jambiske. De består af to led:
- Åbningen, der består af de fire første stavelser. Her er metrikken mindre regelmæssig; iflg Macd. er 2. og 4. stavelse meget typisk lange, dvs. kadencen kan beskrives således:
× –– × –– (agníḫ pūrvé…)
hvor × markerer en stavelse der kan være kort eller lang. Der er ingen regl om at der skal ligge en ordgrænse efter åbningen i 8-stavelsesvers. - Kadencen, der består af de fire sidste stavelser, og som er mere regelmæssig. Den sidste stavelse er jo ekstrametrisk, hvilket betyder at en regelmæssig kadence har strukturen:
∪ –– ∪ × (som i purohitam)
Iflg. Macd. s. 438 er strukturen i et 8-stavelsesvers således :
× –– × –– / ∪ –– ∪ ×
Metrummet gāyatrī er det næsthyppigste i Rigveda. Det består af tre 8-stavelsesvers, hvoraf de to første udgør et halvvers. Det betyder, at sandhireglerne virker over pādagrænsen mellem de to første vers, men ikke mellem andet og tredje vers.
ag.ní.m ī.ḷe / pu.ró.hi.taṃ
— ∪ –– —/ ∪ –– ∪ ×
yaj.ñás.ya. de/vá.m r̥t.ví.jam |
— ∪ –– ∪ / –– ∪ –– ×
hó.tā.raṃ. rat/na.dhā́.ta.mam ||
— –– –– –– / ∪ –– ∪ ×
Bemærk, at hvor puróhitaṃ udlyder på anusvāra, fordi det efterfølgende ord, yajñásya, begynder på en konsonant, udlyder r̥tvíjam og ratnadhā́tamam begge på m, idet de behandles som sætningsfinale.
Lige præcis gāyatrī har en trokhæisk variant, men ellers er det sådan, at alle andre ottestavelsesversemål følger det ovenstående skema. Anuṣṭubh består feks. af fire 8-stavelsesvers, paṅkti af fem.
Ellevestavelsesvers
Ellevestavelsesvers er ekstremt hyppige, idet de forkeommer i det mest brugte metrum, nemlig triṣṭubh, der består af fire sådanne vers. De inddeles i to halvvers, der hver består af to pādaer og behandles som selvstændige enheder.
Ellevestavelsesvers har en (relativt) jambisk åbning, et midterstykke og en trokhæisk kadence. Dvs:
- Åbningen består af de fire eller fem første stavelser, alt efter hvor der falder en ordgrænse – og der er næsten altid en ordgrænse efter 4. eller 5. stavelse. Åbningen er jambisk som i et 8-stavelsesvers, og lige så uregelmæssig. Dvs. at åbningen løseligt kan beskrives således:
× –– × –– (×) - Midterstykket består af to eller tre stavelser, alt efter om åbningen bestod af fire eller fem.
- Kadencen består af de fire sidste stavelser. Ulig 8-stavelsesverset har den en karakteristisk trokhæisk struktur. Kadencen har altså strukturen:
— ∪ –– × (som i vartayantu)
Den typiske struktur for et ellevestavelsesvers er, iflg. Macd. (komma markerer overgangen fra åbning til midterstykke, der altid er identisk med en ordgrænse):
× –– × — × , ∪ ∪ / — ∪ –– ×
× –– × —, ∪ ∪ –– / — ∪ –– ×
Eksempler:
- u.pā́.yā.taṃ, dā.śú.ṣe / már.ti.yā.ya
× –– –– —, –– ∪ –– / — ∪ –– × - rá.the.na. vā.mám, aś.vi/nā. vá.han.tā
× –– ∪ –– ∪, — ∪ / — ∪ –– × - yu.yu.tá.m as.mád, á.ni/rā.m á.mī.vāṃ
× ∪ ∪ –– –– , ∪ ∪ / — ∪ –– × - dí.vā. nák.tam, mādh.uvī / trā́.sī.thāṃ. naḥ !
× –– –– ––, –– ∪ –– / — ∪ –– ×
Tolvstavelsesvers
Det hyppigste tolvstavelsesvers er jagatī, der ofte forekommer i kombination med triṣṭubh i den samme hymne. Jagatī har samme struktur som triṣṭubh, blot tilføjes der en ekstra stavelse i slutningen af kadencen, der altså har fem stavelser. Hvor triṣṭubh har en trokæisk kadence, bliver den i jagatī jambisk:
× –– × — × , ∪ ∪ / — ∪ –– ∪ ×
× –– × —, ∪ ∪ –– / — ∪ –– ∪ ×
Jagatī består af fire sådanne pāda’er der er arrangeret i to halvvers.