Når man henviser til et tekststed i Rigveda, nævner man tre tal – feks. Rigveda 7.3.4, som i sin længste form betyder: Rigvedasaṁhitā, syvende maṇdala ‘bog’, tredje sūkta ‘hymne’, fjerde r̥c ‘strofe’. Her er nogle forklaringer af de enkelte begreber.
Veda- (m.) ‘viden’
Grundbetydning af véda- er ‘hellig viden, kundskab’. I sin snævreste betydning omfatter veda de fire vedaer, som er samlinger af de hymner, som hver af de fire offerpræster havde til opgave at fremsige.
Tre af disse hymner, Rig-, Sāma- og Yajurveda, hørte til det samme ritual:
- Rigveda ‘strofekundskab’ (ved. ŕ̥c-/hindi rik f. ‘strofe’ + veda- ‘viden’): De ældste hymner, som reciteredes af en hotar-præst under ritualet.
- Sāmaveda ‘sangkundskab’ (sā́man- n. ‘sang’): En samling af primært rigvediske hymner, som blev sunget af en udgātar-præst under ritualet.
- Yajurveda ‘offerkundskab’ (yájuṣ– n. ‘offerhandling’): En samling af offerformularer som adhvaryú-præsten fremsiger, som er tilpasset udførelsen af de fysiske offerhandlinger.
Den fjerde veda, Atharvaveda, står mere for sig selv:
- Atharvaveda ‘atharvan-kundskab’ (átharvan- m. ‘offerpræst’): En samling af hymner til guderne samt magiske formularer til livets hændelser, såsom ægteskab, indvielse af et hus, sygdom, ulykker.
Saṁhitā (f.) ‘samlet tekst’
Grundbetydningen ordet saṁhitā er ‘sammensætning’. Ordet er afledt af verbet saṃ-dhā ‘at sætte sammen’. I forbindelse med vedaerne bruges det på to måder.
For det første bruges saṁhitā i betydningen ‘hymnesamling’ om hele den samlede og ordnede tekstmasse, som Rigveda består af, dvs. R̥gvedasaṁhitā’.
For det andet bruges saṁhitā til at betegne den fortløbende tekst, som den skal reciteres med hensyntagen til alle de fonologiske regler, der gælder for ordene i en sætning. De fonologiske regler hedder sandhi- eller saṃ-dhi- m. ‘sammensætning; sandhi’ og er ligeledes afledt af verbet saṃ-dhā. Mere om dette under saṁhitāpāṭha ‘fortløbende recitation’ længere nede.
Maṇḍala– (n.) ‘bog, digtcyklus’
Ordet betyder ‘kreds, cirkel, disk’; det oversættes oftest til ‘bog’ og bruges om de ti såkaldte bøger, som Rigveda er inddelt i. Det ville dog mere oplagt at oversætte maṇḍala med ‘digtcyklus’ – særlig da Rigvedatraditionen var mundtlig.
Maṇḍala er et etymologisk uklart ord, der ikke forekommer i RV.
Betydningen overlapper med cákra ‘hjul, skive, cirkel, flok, mængde’, der er beslægtet med gr. κύκλος ‘hjul, skive osv.’, der også bruges om en digtcyklus, dvs. en digtsamling. I den betydning har vi overtaget ordet fra græsk via latin.
Cakra har udviklet en helt særlig betydning i hinduismen – måske det er derfor ordet er blevet erstattet af maṇḍala i betydningen ‘cyklus’.
Familiebøgerne
Bog 2–7 er alle skrevet af familier af seere og kaldes derfor “familiebøgerne”. De hører til de ældste dele af Rigveda.
sūkta- (n.) ‘hymne’
I bogstavelig forstand betyder sūkta– ‘skøntale → lovsang; hymne’ (su-uk-tá- < *h₁su-ukʷ-to-; jf. gr. εὐεπής ‘veltalende’ < *h₁su-u̯ekʷ-ēs).
Selve Rigveda består af 1028 sūkta‘er, dvs. hymner. Hver sūkta består af et antal r̥c- ‘vers’.
r̥c-/rik- (f.) ‘strofe’
| I hindi udtales /r̥/ i låneord fra sanskrit [ri]. Derfor bliver r̥g-veda → rig-veda på hindi; heraf det moderne navn Rigveda. |
‘Sang, vers’. Rodnomen afledt af arc ‘stråle, lovprise, synge’. Henviser til de versenheder, som hver sūkta ‘hymne’ består af. Rigveda indeholder omtrent 10.600 ric.
Navnet R̥g-veda består af r̥c- + veda-, som altså betyder sang-/lovprisningskundskab. Udviklingen r̥c → r̥g er fonologisk regelmæssig i stilling før en stemt lyd. I stilling før en ustemt lyd og i absolut udlyd får vi r̥c → r̥k > hindi rik.
pāda– (m.) ‘verselinje’
pāda- betyder grundlæggende ‘fod’, men også ‘fjerdedel’ – fordi kvæg har fire fødder. I den sidste betydning betyder pāda- derudover ‘verselinje’ – en metrisk enhed, der typisk er fire af i en strofe.
En pāda består typisk af 8, 11 eller 12 stavelser. Hvert r̥c- ‘vers’ består typisk af fire pāda‘er.
Slutningen af verset/pāda‘en, også kaldet kadencen, er næsten altid metrisk regelmæssig, derfor tales der tit om, hvordan et givet ord opfører sig i kadencen. Når feks. jánaḥ optræder i kadencen, på en plads hvor vi forventer et ord med en tung første stavelse, spekulerer man i, at ordet på tidspunktet for versets forfattelse havde strukturen *janhas < urie. *g̑enh₁os.
Hemistik/halvvers
To pāda’er, der behandles som en prosodisk enhed.
pada- (n.) ‘ord’
Ved. pada– n. betyder ‘skridt, fodtrin, spor’ – og ‘ord’.
De to pāṭha’er ‘recitationsmåder’
| Ordet pāṭha– m. er nok middelindisk, afledt til roden paṭh ‘at foredrage, recitere, fremsige’, der ligeledes antages at være middelindisk. |
I Macdonell’s Vedic Reader fremstiller han teksten på fire måder, som det ses på billedet.
Øverst, i devanāgarī, står saṁhitā-teksten til venstre og pada-teksten til højre. De repræsenterer de to recitationsmåder, eller pāṭha‘er.
Nederst står translitteration og oversættelse.
Saṃhitā-pāṭha ‘fortløbende recitation’
Ordet saṁhitā-pāṭha betegner den ‘sammensatte/fortløbende recitation’. Det er teksten, som den lyder, efter at alle eksterne sandhiregler har virket. I den ovenstående tekst er der ikke så mange eksterne sandhiregler på spil, men prøv at se de forskellige måder /m/ realiseres.
Saṁhitā-pāṭha‘en svarer ikke altid til den metriske struktur i verset, men ofte kan den rettes til med de forskellige sproghistoriske tricks vi har at gøre godt med. Macdonells translitteration svarer heller ikke altid til saṃhitā-pāṭha‘en.
Pada-pāṭha ‘ord-for-ord-recitation’
Ordet pada-pāṭha betegner ‘ord for ord-recitation’, hvor ordene er gengivet, som om de står i pausā, dvs. uden indbyrdes sandhi, inklusive accent-sandhi. Den er tit til stor hjælp når man læser teksten. I pada-pāṭha‘en behandles komposita som ord, og således kan man se, at det ord, der i saṁhitā-pāṭha skrives puróhitam består af puráḥ + hitam.