De vediske a-stammer viderefører de indoeuropæiske *o-stammer, også kendt som den tematiske bøjning. Femininum dannes som ā-stammerne.
Pronominale endelser
De tematiske stammer låner en del endelser fra de demonstrative pronominer, af hvilke nogle ligeledes er tematiske. Udviklingen er vel begyndt i adjektiverne, hvis funktion overlapper med de demonstrative pronominers. I følgende former er endelsen formelt identisk med de tilsvarende kasus af det demonstrative pronomen ayám, iyám, idám:
- inst.sg. ‑ena, jf. dem.pron. ená/enā́
- gen.sg. -asya, jf. dem.pron. asya
- dat/abl/instr. du. ‑ā-bhyām (vel nom./akk.dualis + endelse), jf. dem.pron. ābhyā́m
- inst., dat./abl. og lok.pl.: -e-bhiṣ, -e-bhyas, -e-ṣu, jf. dem.pron. ebhíṣ, ebhyás, eṣú
Ablativ singularis
De tematiske stammer er de eneste, der adskiller ablativ og genitiv; ablativ singularis-endelsen -ād går tilbage til urie. *‑oh₂-ad eller *‑ah₂-ad (Olander s. 134 f.)
Endelser lånt ind i andre bøjninger
Det er værd at lægge mærke til en lille håndfuld endelser, der lånes fra a- og ā-stammerne ind i i-, u- og r-stammerne:
- N. nom./akk.pl. -a/-ā/-āni ➝ -i/-ī/-īni, -u/-ū/ūni
Men bemærk, at -āni selv er fra fra n-stammerne. - Urie. m. akk.pl. *‑ōns > ved. -ān ➝ -īn, ūn, -ṝṇ
- (jf. at urie. f. akk.pl. *‑ah₂-m̥s > ved. -ās ➝ -īṣ, -ūṣ, -ṝṣ)
- Gen.pl. -ānām (fælles for a- og ā-st.) ➝ -īnām, ūnām, -ṝṇām
Bøjningsskema
Singularis
| ‘ulv’ m. | ‘gave’ n. | Urindoeuropæisk | |
| N | vŕ̥kaḥ | dā́nam | *‑os/n. *‑om |
| V | vŕ̥ka | – | *‑e |
| Akk | vŕ̥kam | dā́nam | *‑om |
| I | vŕ̥kā vŕ̥keṇa/ā |
dā́nā dā́nena/ā |
*‑e-h₁ eller *-o-h₁; jf. oldav. yasnā; ungav. yasna ‑ena; jf. pron. enā́/a |
| D | vŕ̥kāya | dā́nāya | *‑o-ei̯ + uforklaret a, eller *‑āi̯-i̯a ← gen.sg. *‑os-i̯o. Avestisk har både -āiia og -āi < *‑o-ei̯ |
| Abl | vŕ̥kād | dā́nād | *‑o-h₂ad/*-e-h₂ad? jf. pron. asmā́d |
| G | vŕ̥kasya | dā́nasya | *‑osi̯o; jf. pron. asyá |
| L | vŕ̥ke | dā́ne | *‑o-i̯ |
- Instrumentalis: *-e-h₁ med temavokal -e- og instrumentalissuffikset i nultrin ses også i latinske adverbier som rēctē, (men ikke i oksl. dobrě ‘godt’, siger Olander 167). Andre sprog peger dog tilbage på *-o-h₁, således lit. vilkù, oht. tagu.
- Dativ: endelsen er delvist bevaret i tidlig latin, feks. < *u̯ih₁roi̯ > indskr. VIREI > olat. uirī.
- Ablativ: Den særlige pronominale/tematiske ablativendelse rekonstrueres med *h₂ fordi den tematiske genitivendelse i litauisk er -ō og i urslavisk *-ā, der må komme af en urbaltoslavisk form *-ā, som Olander (134) rekonstruerer som *‑ah₂ad. Også i tidlig latin ses endelsen i tematisk bøjning, feks. i indskrifter indtil slutningen af 3. årh (FILEOD = fīliō) < prælatin *-o-ad.
- Genitiv: I tidlig latin ser vi endelsen i indskrifter, feks. TITOSIO, samt i pronominale former som cuiiu-s, eiiu-s. I græsk ser vi den ligeledes i pronominerne: τοῖο.
Dualis
| NVAkk | vŕ̥kā, -au | dā́ne | m. *‑o-h₁e? *‑o-h₁? n. *‑o-i̯h₁ – pragr̥hya som den tilsv. f. (MacD § 26.a), som har samme form: *‑ah₂-ih₁ > -e |
| DAbI | vŕ̥kābhyām | dā́nābhyām |
Jf. pron. ābhyām m./f./n., som evt. = den feminine endelse |
| GL | vŕ̥kayoḥ | dā́nayoḥ | Jf. pron. ayoḥ Av. gen. -aiiå < *‑ai̯hās Av lok. -aiiō < *‑ai̯hau̯ |
- Nominativ/vokativ/akkusativ: Jasanoff mener, at –au er lydret fra *oh₁e (Jasanoffs lov). Samme endelse ses i græsk, feks. λύκω, samt i duŏ (med jambisk forkortelse), ambō ‘begge’ og octō ‘otte’.
Pluralis
| NV | vŕ̥kāḥ vŕ̥kāsaḥ |
dā́nā dā́nāni |
*‑o-es > *‑ōs; n. *‑ah₂/*‑a *‑o-es + *‑es n. -āni fra n-st.; en indisk nydannelse. |
| Ak | vŕ̥kān /āṃs/ | dā́nā dā́nāni |
-ān ← /āṃs/. Urie. *‑ons eller *‑ōns.
Oav. maṣ̌iiə̄ṇg, maṣ̌iiąs(‑cā); ungav. haomą, haomąs(‑ca) < *‑ons. AiGr. og Gōtō: ved. -āns analogi med ā-stammerne. Olander foretrækker urie. *‑ōms. |
| I | vŕ̥kaiṣ devébhiḥ |
dā́nais | *‑ōi̯s; o/ungav. š́iiaoϑnāiš -ebhiḥ jf. pron. ebhíṣ |
| DAb | vŕ̥kebhyaḥ | dā́nebhyaḥ | *‑oi̯bʰi̯os; jf. pron. ebhyás Oav. uxδōibiiō, dātōibiias-cā; Ungav. daēuuaēibiiō, mazdaiiasnaēibiias-cit̰ |
| G | vŕ̥kānām/‑aam devā́m |
dā́nānām/-aam | *‑ōm/*‑o-hom m. uforkl. nasal, som også ses i oav. yasnanąm, ungav. š́iiaoϑnanąm. -ā́m kun i devā́ñ jánma ‘gudernes fødsel’; Jamison & Brereton og VedaWeb oversætter formen som en akk.pl. |
| L | vŕ̥keṣu | dā́neṣu | *‑oi̯-su; jf. pron. eṣú |
Accent
Disse stammer kan være barytone eller oxytone. Om de tilhører den ene eller anden type, ligger accenten altid på samme stavelse under hele bøjningen, undtagen i vokativen, der er ubetonet, men får initialaccent i begyndelsen af en sætning.