Sproghistorisk kommentar

1.1.1a agním īḷe puróhitaṁ

Relevante sandhiregler:  anusvāra; ekstern sandhi af /m/ (man kan godt nøjes med den korte version)

agní‑ m. i-st. ‘ild’

*(H)n̥gní-? Man antager *n̥, fordi *n̥ > *a i indoiransk, men > *en > in / __ g i latin. Jf. lat. ignis, lit. ugnìs, oksl. ognь ‘ild’; evt. hitt. ^da-ak-ni-iš. Evt. beslægtet med áṅgāra– ‘kul’: lit. anglìs, oksl. ǫglь.

īḍ ‘prise’

Til roden/rodudvidelsen *h₂ei̯s-d-, som ses i urgerm. *aistēn < *hai̯sd-eh₁-i̯e-, jf. gotisk aistan 3pl. ‘respekterer’, gr. αἴδομαι. Vel en udvidelse til roden *hɑi̯s- som i germansk ses i *aizō, da. ære.

Her indirekte-refleksivt medium: “Jeg ærer agni for mig/os selv, i egen interesse”; jf. yájati (akt.) ‘tilbeder’ – yájate (med.) ‘tilbeder for sig selv; får nogen til at tilbede på ens vegne.’

Macd. s. 372 regner ī́ḍe til 2. præsensklasse, dvs. *h₂isd-h₂ai̯, men 1. sg. er belagt som ī́ḷe og īḷé 3sg. som ī́ṭṭe. I klasse 2 venter vi accent på endelserne i de svage former herunder medium.

LIV regner dette verbum til 3. præsensklasse (*h₂i-h₂eisd-/*h₂i-h₂isd-). I forhold til Macdonells bøjningsskema burde det have acccent på reduplikationsstavelsen i 1. sg., og det forekommer som sagt også:  ī́ḷe dyā́vāpr̥thivī́ … ; men vi finder også endebetoning: … yám īḷé.

Initialbetoningen i den tilsvarende 3sg.,  ī́ṭṭe *(h₂i)h₂isd-toi̯, har heller ikke samme accent som i Macdonells bøjningsskemaer: i klasse 3 burde 3sg. medium være endebetonet.

puró-hita- ‘foranstillet=en præst’

Et determinativkompositum. Lever videre i efternavnet Purohit.

purás ‘foran’ < *pr̥h₃-ós; av. purō, gr. πάρος ‘tidligere’; got. faur ‘før’ (husk, at ie. *r̥h > ur eller ir i åben stavelse, og at -as > -o i ekstern sandhi). For andre adverbier med -ás, se her.

hitá- verbaladjektiv til dhā́- < urie. *dʰeh₁– ‘sætte, stille, lægge’. hitá- < *dʰə₁-tó- er et af de få eksempler på *dʰ > h – normalt venter vi jo dh. Verbaladjektivet er belagt rigtig mange gange; vi kender det feks. fra saṁ-hita- ‘sammensat’.

1.1.1b yajñásya devám r̥tvíjam |

yajñá– ‘offer’

Macd. s. 4: Iflg, Sāyana er yajñásya er genitiven til r̥tv´íjam; de forekommer i samme pāda, og genitiven optræder typisk før sit substantiv.

*Hi̯ag̑-no-; av. yazna

Til roden yaj- ‘at lovprise’ < *hi̯ag̑-; jf. gr. ἅζομαι ‘nærer ærefrygt over for’< *Hi̯ag̑-i̯é‑; ἅγιος ‘hellig, viet til guderne’ < *Hi̯ag̑-ii̯o-.

En af de få rødder, der lader til at have haft urie. *a.

devá– m. a-st. ‘gud’; adj. a-st. ‘himmelsk’

Urie. *dei̯u̯-ós-, vriddhi-afledning til *di̯eu- ‘himmel, dag, himmelsk gud’. Ses også i lat, dīuus ‘guddommelig’, deus m. ‘gud’, oldirsk dia ‘gud’; lit. diẽvas ‘gud’; urgerm. *tīwa- ‘gud’ > ono. Týr ‘Tyr’.

Femininum til devá– er ikke som ventet en ā-stamme: ‘gudinde’ hedder devī. Det er fordi devī́, ligesom devá-, er dannet som en vriddhi-afledning til *di̯eu̯-: *dei̯u̯-ih₂. Den følger den såkaldte devī-bøjning.

r̥tv-íj- ‘rettidigt ofrende=en slags præst’ – rodkompositum. Lever videre i drengenavnet Ritvik.

–íj– < *Hig̑- er nultrin til yáj–, se ovenfor.

r̥tú- m. ‘rette tid’

Vel samme rod som r̥tá- adj. ‘sand’ til roden *h₂ar- ‘at føje’, som ses i gr. ἀραρίσκω ‘føjer sammen, passer til’ (iflg. LIV en nydannet, redupliceret aorist).

Der findes også et adverbium r̥tuśás, der betyder ‘på rette tid (af året)’, og Macd. påpeger, at dette adverbium netop bruges sammen med yaj ‘at ofre’. Subjektet er agni:

• RV 10.2.5.d yájiṣṭho devā́m̐ r̥tuśó yajāti
  “(agni), den fremmeste til at ofre, skal ofre til guderne på det rette tidspunkt” 

1.1.1c hótāraṁ ratnadhā́tamam ||

hótar– ‘offerpræst, der reciterer teksten.’

Urie *g̑ʰeu̯-tor-m̥; jf. Av. zaotar.

Et nomen agentis med suffikset –tar– (med rodbetoning, som analyseres som habituel agens). I sin oprindelige funktion var hotaren ham der hældte eller skænkede offerdrikken. Ordet er således afledt af følgende rod (se Jamison & Brereton s. 29) :

• *ĝ^heu̯- ‘udgyde, hælde, skænke’ > skt. hu ‘at ofre’: 3. præs. juhóti pf. juhvé; to-ptc. hutá‑; jf. gr. χέω ‘hælde’; got. guþ n., ono. guđ m./n. ‘gud’.

Dog er hotarens rolle både i Rigveda og senere traditioner at fremsige teksten, og i den indiske tradition antog man, at hótar var afled af følgende rod:

• *ĝ^heu̯h₂– ‘påkalde’ > skt. hū ‘at påkalde’: 1. præs. hávate; pf. juhū́va, juhūré; to-ptc. hūtá-; nomen actionis ā-hū́– f. ‘påkaldelse’. Jf. oksl. gověti ‘at ære’.

Det passer godt semantisk, men et nomen agentis til denne rod ville vel hedde **havitar– (med i < *h₂); jf savitár- af sū- ‘sætte i bevægelse, anspore’; to-ptc. sūtá-.

ratna-dhā́tama- ‘største giver af gaver’ – rodkompositum.

rátna– n. a-st. ukendt etymologi

dhā- ‘sætte, stille, lægge’ < *dʰeh₁–

dhā́tama- er en superlativ, der er afledt direkte til verbalroden, jf. yájiṣṭha– længere oppe, dannet med et af de andre superlativsuffikser.

dhā danner præsens efter klasse 3, ligesom gr. τίθημι:

• 3sg. dá-dhā-ti < *dʰe-dʰeh₁-ti
• 3pl. dá-dh-ati < dʰe-dʰh₁-n̥ti

1.1.2a agníḥ pū́rvebhir ŕ̥ṣibhir

Relevante sandhiregler: Ekstern sandhi af s; Ruki-reglen; ekstern sandhi af /ṣ/.

ŕ̥ṣi- m. i-st. ‘seer, sanger, digter’= oldav. m. ərəšiš

Etymologi ukendt. Bemærk, at kadencen består af tre korte stavelser + anceps. Det er den mest almindeligt forekommende uregelmæssighed i gāyatrī, særligt i den første pāda i en strofe, iflg. Macd.

Endelserne -bhyām, -bhiṣ, -bhyas og -su kaldes også pada-endelser, fordi de i padapāṭha-teksten behandles som selvstændige ord (pada‘er).

pū́rva- adj. a-st.‘først’

*pr̥h₃-u̯o-; jf. oksl. prьvъ ‘første’, gr. πρῶτος ‘første’ (bemærk, at *r̥h > īr eller ūr i lukket stavelse). Samme stamme som i purás ovenfor (hvor vi så, at *r̥h > ur eller ir i åben stavelse).

Suffikset -va- bruges hyppigst til at danne verbaladjektiver, som pakvá- < *pekʷ-u̯ó- ‘kogt’ og jīvá- < *gʷih₃-u̯ó- ‘levende’, men vi finder det også i adjektiviske dannelser som víśva- ‘al’ og śéva- ‘kær’. Det er vel det samme vi ser i substantiver som ásva- ‘hest’ og jihv´ā- f. ‘tunge’, uden at vi kan se en klar funktion.

Om endelsen: de tematiske stammer låner mange endelser fra pronominerne. Endelsen –ebhiḥ er rent faktisk identisk med ebhíḥ, inst.pl. af det demonstrative pronomen ay-ám iy-ám id-ám. Den består af pronominalstammen ay- + konsonantstammernes inst.pl.-endelse -bhiḥ.

Sjovt nok behandles -bhyām, -bhiṣ, -bhyas og -su lige præcis i den tematiske bøjning ikke som pada-endelser, dvs. de adskilles ikke fra deres stamme.

1.1.2b ī́ḍyo nū́tanair utá |

Relevante sandhiregler: ekstern sandhi af /s/, herunder /ā̆s/ og /ā̆s/.

ī́ḍia- gerundiv; MacD s. 162

Til roden īḍ-, som vi allerede har set. Efter V̄C eller VCC realiseredes suffikset -ya- som ‑iya- iflg. Sievers’ lov på det tidspunkt hvor teksten blev forfattet. I senvedisk reduceredes –iy– til -y-, og det oprindelige ottestavelsesvers mistede en stavelse.

Bemærk forskellen i udtalen af /ḍ/ mellem vokaler og før konsonant: īḷe vs. īḍya-

nū́tana- ~ nū́tna- a-adj. ‘nutidig, nuværende’

Afledt at nu/nū, some betyder ‘nu’ og er beslægtet med dansk nu, lat. nunc.

Suffikset, der har en alternativ form -tna-, bruges til diverse tidsbetegnelser: pratná- ‘tidligere’; śvastana– adj. ‘som har med morgendagen at gøre; n. i morgen’. Vi ser det også i latin: crastinus adj. ‘som har med morgendagen at gøre; n. i morgen’ og i litauisk dabartìnas adj. ‘nuværende, nutids-’. Det ligner en sammensætning med roden tan ‘at udstrække’ hvis rodnomen betyder ‘fortsættelse, udstrækning’. Denne rod rekonstrueres som *ten, med en mulig final laryngal. Den litauiske form typer på, at suffikset har formen *-tn̥H-o-, men om det rent faktisk er roden *ten(H) er usikkert.

Om endelsen: i de tematiske stammer findes to konkurrerende instrumentalisendelser: -e-bhiḥ og -aiḥ. Den sidste er nedarvet: vi ser den også i gr. ἀγρ-οῖς, lat. seru-īs, lit. lang-aĩs < *-ōi̯s.

utá ‘og’

Mulige kognater: gr. αὖτε ‘igen’ *h₂ute, eller ἠΰτε ‘ligesom’, eller latin ut ‘at’

1.1.2c sá devā́m̆̇ éhá vakṣati ||

Relevante sandhiregler

• Ekstern sandhi af nasaler
• ekstern sandhi af /āns/ → ām̐.
• ekstern sandhi af finalt a.

sá(s), sā́, tád, anaforisk demonstrativt pronomen

Bemærk, at sá helt mangler nominativisk -s i stilling før konsonant.

ihá ‘her’, tids/stedsadverbium

Til stammen i det demonstrative pronomen ay-ám iy-ám id-ám. Oldav. idā, ungav. iδa tyder på, at suffikset er urie. *dʰe, dvs. her er endnu et eksempel på *dʰ > h. Et lignende adverbium er kúha ‘hvor’ til den interrogative stamme. Oldav. kudā viser, at vi skal rekonstruere urie.*kʷudʰe. Parret ihá ‘her’ – kúha ‘hvor’ må være belsægtet med lat. ibī ‘her’ – ubī ‘hvor’ fra urie. *idʰei̯, *kʷudʰei̯ (hvor ibī vel har lånt -b- fra ubī).

vah- ‘befordre (akt.); køre sig selv (med.)’

Af urie. *u̯eg̑ʰ-; ungav. vazəṇti ‘de trækker’ (-z– viser, at roden har nedarvet palatal); lat. vehō, oksl. vezǫ, lit. vežù, gr. ὄχος ‘vogn’.

Roden danner præsens efter kl. 1: váhate; som man ser her, danner den en s-aorist, feks. 3sg. inj. vākṣ-īt (hvor man ser, at de palatale lukkelyde falder sammen i k i stilling før s).

S-aorist konjunktiv dannes, som sædvanligt for konjunktiven, med temavokal: vákṣati, og med fuldtrin i roden både i vedisk og avestisk – dvs. ikke langtrin, som i s-aoristen kun forekommer i indikativ og injunktiv.

I konjunktiven optræder både primære (med 1sg. -āni) og sekundære endelser – om der er en funktionel forskel vides ikke (Lubotsky 2017).

Konjunktivens funktioner er prospektiv/futurisk samt voluntativ (udtrykker talerens vilje eller forventning; optativen udtrykker talerens ønske).

At roden har en oprindelig palatal ses feks. også af. ta-ptc. ūḷhá- < *ug̑ʰ-to-; se de særlige forhold ifm. Bartholomaes lov og stemte palataler.

1.1.3a agnínā rayím aśnavat

rayí- m. i-st. ‘ejendom, gode, velstand’

i-stamme til roden rā- < *reh₁– ‘at give’ (LIV s. 499). Laryngaler går tabt imellem vokaler, men i vedisk ser vi, at de kan genindføres/bevares analogisk. Resultatet er en hiat, og at diftonger feks. ikke monoftongeres:

• Nsg. rayíḥ analogisk erstatning for lydret **res < *ra-is < *reh₁-í-s
• Akk. rayím analogisk erstatning for lydret **rem < *ra-im < *reh₁-í-m
• Inst.sg. rāyā́ < *reh₁-i̯-éh₁ (og rayíṇā 1×, rāyyā́ 1×)
• G/AblSg rāyás < *reh₁-i̯-ós
• Nom.pl. rāyas < *reh₁-i̯es

Den regelmæssige refleks af *reh₁i- ses i re-vánt- ‘med rigdomme; rig’

Samme stamme som lat. rēs ‘ting, sag’. Urie. *reh₁-i-s skulle > **rīs på latin, men latin har generaliseret *ē fra de svage kasus, som feks. dat.sg. *reh₁i̯-ei̯.

aś/aṁś; náś (to forskellige rødder i håndbøgerne) ‘nå, opnå; skaffe nogen [D] noget [A]’

Af urie. *h₂nek̑- ‘at nå, opnå’. I vedisk har vi to reflekser af roden: náś– med (kl.1-præsens náśati og áṁś- med kl. 5-præsens aśnóti < *h₂n̥k̑-neu̯-ti, der danner konjunktiven aśnavat < *h₂n̥k̑-neu̯-et, som vi ser her.

I de aflydende verber har konjunktiv altid fuldtrin i roden og selvfølgelig en temavokal, der er konjunktivens suffiks.

Den mærkelige rodform aṁś- med en uventet nasal er opstået i perfektum, hvor feks. 3.sg. ānaṁśa *h₂e-h₂nonk̑-e har en uventet nasal. Lat. nanciscor ‘får, opnår’ har også en uventet nasal, måske fra et redupliceret præsens, måske fra et nasalpræsens.

I germansk er *h₂nek̑- reflekteret i det præteritopræsentiske verbum *nugan ‘at være tilstrækkelig’; jf. got. ga-nauhan, 3sg. ga-nah, samt i ga-noh ‘nok’, eng. enough ‘nok’, dansk nok.

Roden ses også i gr. ποδ-ηνεκής ‘som når til fødderne’; dor. διᾱνεκής ‘gennemgående’.

1.1.3b póṣam evá divé-dive |

póṣa- (m.) ‘trivsel’

Af rod puṣ- af uklar oprindelse; urie. *peu̯s?

rayím … póṣam skal forstås som ‘velstand … og trivsel’. Det er ikke unormalt at ‘og’ udelades.

divé-divé ‘fra dag til dag’

Et iterativkompositum sammensat af to gange dativ singularis af dyáv-.

Man vill forvente en lokativ her, men Macdonell mener, at dativen divé er blevet forstået som en lokativ, i analogi med den tematiske lokativ på -e.

dyav- m. f. ‘gud, himmel’, tilsyneladende en oprindelig u-stamme

Urie. *di̯eu̯-. Mange forskere regner med, at her er tale om er en u-stammeafledning, *di̯-eu̯-, til en rod *dei̯- ‘at stråle, lyse’. Den er muligvis beslægtet med *dei̯h₂-, som vi skal se længere nede i adjektivet dīdivi– ‘strålende’

1.1.3c yaśásaṃ vīrávattamam ||

yáś-as– n. ‘berømmelse’; yaśás– m. ‘berømt’.

Uklar oprindelse. I Rigveda er de fleste s-stammer neutrale, som yáśas-. Man går ud fra, at adjektiviske former, som yaśás-, afledes fra de neutrale stammer ved, at accenten flyttes til suffikset. Dernæst bøjes stammen som et animat ord, bla. med nominativisk forlængeslse: nom.sg. yaśās, akk.sg. yaśasam osv.

vīrávat-tama- adj. a-st. ‘allerrigest på mænd’

Superlativ til vant-stamme-adjektiv vīravant- ‘som har (mange) mænd’.

vīrá- m. a-st. ‘mand, helt’

Af urie. *u̯ih₁ró-, som ses i lit. výras m. ‘mand’ og (med kort ĭ iflg. Dybos lov) i lat. vir m. ‘mand’ og got. wair m. ‘mand.’

1.1.4a ágne yáṃ yajñám adhvaráṃ

ágne vokativ

Både  i- og u-stammerne har fuldtrin i suffikset i vokativ; jf. suno m. vok. sg. ‘søn’; ses også i got. sunau. Vokativen er kun accentueret når den, som her, står i begyndelsen af sætningen.

yás, yā́, yám – relativt pronomen

yajñám adhvaráṃ

“det ritual og det offer” – også her mangler der et ord for “og”

adhvará– m. ‘offer, ofring, ceremoni, gudstjenste’

Ingen klar etymologi, men det er blevet foreslået, at ordet er beslægtet med adhván– n. ‘vej’. Det forudsætter en gammel r-/n-stamme (som feks. lat. iter, itineris, ‘vej’), samt at der er tale om en eller anden for for religiøs vej.

Bem. n → ṇ pga. forudgående r.

1.1.4b viśvátaḥ paribhū́r ási |

viśvá- ‘al, enhver’

Ligner meget lit. vìsas ‘al, alt’, oksl. vьsь.

-tas

Lader til at være en gammel ablativendelse, som vi finder i en del tids- og stedsadverbier.

paribhū́- ‘som er omkring, omringer’

Et rodkompositum.

pari ‘omkring’

Jf gr. pári ‘omkring’; gr. πέρι.

2. led er roden bhū– ‘at blive’ (prs. bhávati) < *bʰu̯eh₂– som ses i ved.  lat. pf. fuī ‘var’ osv. Jf også lat. probus ‘fremragende’, skt. pra-bhú-‘fremstående’, superbus ‘overlegen’.

1.1.4c sá íd devéṣu gachati ||

Relevante sandhiregler: Ekstern sandhi af obstruenter (som en kommentar til íd gachati)

gácchati 3g.prs.ind. kl. 1

Urie. *gʷm̥-sk̑-éti; en præsenstype der i forbindelse med denne rod også er afspejlet i en enkelt from i græsk: βάσκε ‘kom så!’ Den anden kendte præsenstype til roden er *i̯e/o-præsens, der ses i lat. ueniō < *gʷm-i̯é-.

Bemærk at ved. <ch> er en dobbeltkonsonant, der afspejler urie. *sk̑. Derfor tæller gach- metrisk som en tung stavelse.

sá(s),sā́, tád, anaforisk demonstrativt pronomen

Her har vi den prævokaliske variant af m. nom. sg., der underliggende har nominativisk -s: /sás id/ → sá íd

íd fremhævende partikel

En gammel nom./akk.sg.n. til ay-ám iy-ám id-ám uden det pronominale suffiks -ám. EWA sammenligner med lat. immō ‘jo, tværtimod’ og hit. imma ‘sandelig’ < *id-m-.

Iflg. Macd. s. 218 og Grassmann fremhæver íd det forudgående ord.

devéṣu

Iflg. Macd. (s. 325 1b) lokativ, der betegner et nået mål. Akkusativen betegner retningen.

Her ser vi igen en pronominal endelse i den tematiske bøjning. Lok.pl.m. af ay-ám iy-ám id-ám hedder eṣú.

1.1.5a agnír hótā kavíkratuḥ

kavíkratu- ‘som har kræfter som en vismand’

Et bahuvrihikompositum

kaví- m. i-st. ‘vismand, seer’

Måske til en rod, som EWA ansætter som KAVⁱ . Laryngalen ses i 3sg.med. ā-kuváte (Kāṭh.) og i  ā́kūti- f. / ā́kūta- n. ‘hensigt’. Jf. lat. cauēre, gr. κοέω ‘bemærker’, oht. scouwōn da. skue < *(s)keu̯h₁-.

Der er det særlige ved denne stamme, at den på avestisk har nom.sg. kauuā < *kou̯h₁-ḗi̯ og akk.sg. kauuaēm  *kou̯h₁-éi̯-m̥, dvs. den går tilbage til en urie. hysterodynamisk i-stamme med lang- og fuldtrin i suffikset i de stærke former. Det er en sjældenhed inden for i-stammerne.

krátu–m. ‘kraft’

Gen. krátvas – om denne særlige genitivendelse, se under i– og u–stammerne.

gr. κρατύς ‘stærk’ (gr. κράτος ‘styrke’); urie. *kret-u-

1.1.5b satyáś citráśravastamaḥ |

Relevante sandhiregler: Ligesom de øvrige dentaler assimileres /s/ artikulatorisk til en følgende palatal obstruent; se under ekstern sandhi af s.

satyá- adj. ‘sand’

Af urie. *h₁s-n̥t-i̯o-, dvs. en afledning til det aktive præsensparticipium til roden as- < *h₁es- ‘at være’

citráśravas– adj. ‘med strålende berømmelse’

Bahuvrihikompositum i superlativ.

citrá- ‘bemærkelsesværdig, strålende’ < *kit-ró-

Afledt af urie. *kei̯t- ‘bemærke’ – kun i indoiransk. At den initiale velar går tilbage til en velar (og ikke palatal) ses feks. i praketá- (jf. RV 10,129.2 og 3) < *pro-koi̯t-ó-. Tematiske afledninger til verbalroden har typisk o-trin i roden; de såkaldte τόμος/τομός-dannelser.

śrávas- n. s-stamme ‘berømmelse’

Af urie. *k̑leu̯os- gr. klé(w)os (rod śru– prs. V śr̥nóti ‘hører’), Oirsk. clú ‘berømmelse’, oksl. slovo. Got. hliuma m. ‘hørelse’, hliuþ n. ‘lyd’. Populær i nave; jf. germ. Chlodowech ‘berømt+krig’; slaviske navne på –slav

1.1.5c devó devébhir ā́ gamat ||

devebhiḥ

Sociativ/comitativ instrumentalis, dvs. den bruges om nogen i hvis selskab handlingen udføres; Macd. § 199 A 1.

gámat rodaor. konjunktiv

*gʷem-et

Rodaoristen har aflyd ligesom rodpræsens (kl. 2) og er selvfølgelig atematisk. Men i konjunktiv er der fuldtrin i roden i hele bøjningen, og konjunktiven har en temavokal.
gam- ‘at komme’ < urie. *gʷem-; lat. uenīre. Danner præsens efter klasse I: gáchati < *gʷm̥sk̑e-.

1.1.6a yád aṅgá dāśúṣe tvám

yád

Jamison & Brereton oversætter “when” – uforklarligt at de ikke korrelerer det med tád i næste pāda og oversætter yád … tád “det … som.”

aṅgá emfatisk partikel, der fremhæver det forudgående ord.

dāśvā́ṁs-, iflg. Lubotsky arkaisk pf.ptc.aktiv af dāś- ‘forære, ofre’. Her i dativ singularis.

Ved. dāś- danner præsens efter kl. 2: dā́ṣṭi. Ligner ie. *dek̑-, jf. gr. δέκτο ‘modtog’, lat. didicī ‘har lært → ved’. Problemer:

1. langvokal i vedisk ikke i de andre sprog
2. ingen reduplikation i ved. pf.ptc. dāśvāṁs– (dog hedder feks. 3sg. dadā́ś-a med reduplikation)

Lubotsky foreslår en urie. lydlov: *d > *h₁ /__k̑ eller u̯ – en regel der også kan forklare

1. gr. ἑκατόν < *h₁k̑m̥tom < *dk̑m̥tom
2. gr. εἴκοσι < *h₁u̯ih₁k̑m̥ti < *du̯idk̑m̥tih₁
3. ved. ví ‘væk, ud til siderne’ < *h₁u̯i- < *du̯i-

Sådan kan man altså forklare dāśvāṁs- som urie. *de-h₁k̑-u̯os- < *de-dk̑-u̯os- (se under pf.ptc.aktiv, hvordan *-u̯os- > -vāṁs-)

tuvám ~ tvám anden persons personlige pronomen.

Metrik: ordet har to varianter: tostavelsesformen tuvám er den nedarvede form, fra urie. *tu(h)-hóm eller *tu(h)-h₁ém. Enstavelsesformen tvám på en senvedisk regel, iflg. hvilken -iy- og -uv → -y- og -v-.

1.1.6b ágne bhadráṃ kariṣyási |

bhadrá- ‘lykkebringende’

*bhn̥dró- til rod bhand- ‘være lykkelig’. Bortset fra nasalen ligner det samme rod som i gm. *batis ‘bedre’.

kariṣyási fut. af kr̥- ‘gøre’

Roden danner præsens efter kl. 5: kr̥ṇóti. Man kunne godt have forventet palatalisering i futurum, der havde *e-trin i urie, men den initiale konsonant i denne rod forbliver velær i alle former, lige bortset fra i reduplikationsstavelsen i perfektum: cak´āra. Det gælderDet er vel analogi fra præsens.

Urie. *k^wer- ‘skære’ —  jf. hitt. kuerzi ‘skærer’

1.1.06c távét tát satyám aṅgiraḥ ||

táva gen.sg. af 1. persons pronomen

áṅgiras– m. s-st. ‘sanger, præst’

Uklart slægtskab med gr. ἄγγελος ‘sendebud’

satyá- ‘sandt’

*h₁sn̥t-i̯ó- til roden *h₁es– ‘at være’ – semantik som engelsk come true.

1.1.7a úpa tvāgne divé-dive

tvā

Akkusativ, enklitisk form af 2. persons pronomen

1.1.7b dóṣā vastar dhiyā́ vayám

Relevante sandhiregler: Ekstern sandhi af /r/ (til at forklare hvorfor vastar optræder som vastaḥ i padapāṭha-teksten)

dóṣā

doṣā́ – enten: f. ‘aften, mørke’ – eller: adv. ‘om aftenen’

Måske til et *deu̯s-, der også ses i gr. δείελος ‘eftermiddags-, aftens-’

I dag analyserer man de to ord doṣa vastar som en frase i vokativ. Hele frasen får initialaccent fordi den står først i en pāda – dvs. doṣā́ har mistet sin oprindelige accent.

Tidligere har man analyseret de to ord som et determinativkompositum ‘mørke-oplyser’, hvilket ville være usædvanligt, da determinativkomposita med tar-stammer som andet led er sjældne.

vastar- m. tar-stamme ‘som lyser’

vas- ‘at lyse’ < *h₂u̯es-

Urie. *h₂u̯es- optræder hos Macd. som to rødder: uṣ ‘at brænde’ (med to forskellige præsensdannelser: óṣati og uṣnā́ti; pf. uvóṣa) og vas ‘at skinne, lyse’ (m. præs. ucháti; pf. uvāsa)

Roden ses også i uṣás-/uṣās- f. ‘morgenrøde’, lat. aurōra, gr. ἔως, lit. aušrà ‘morgenrøde’, samt i usrá- adj. ‘rødlig, som hører morgenen til’ – substantiveret: usrá-/ā- (m./f.) ‘ko; morgenrøde’

dhī– ‘tanke, forstand, opfattelse’

Uklar oprindelse

vayám personligt pronomen, 1. pluralis

1.1.7c námo bháranta émasi ||

Eksterne sandhiregler: Ekstern sandhi af s; ekstern sandhi af ā

námas- n. ‘tilbedelse’

– græsk νέμος ‘skov; lysning, hellig lund’, latin nemus ‘skov; lysning’ menes oprindeligt at have henvist til den hellige lund, hvor der ofredes.

Til nam ‘bøje, bukke sig’; jf. præs. námati

1.1.8a rā́jantam adhvarā́ṇāṃ

rājantam < *h₃rēg̑-ont-m̥

rā́janta– præsens participium aktiv af rā́jati (kl. 1) ← rāj ‘at herske; at stråle’, som i øvrigt også danner præsens efter klasse 2: rā́ṣṭi.

Urie.*h₃reg̑- jf. lat. regere ‘styre, regere’, gr. ὀρέγω ‘udstrækker’ og rodnominet *h₃rēg̑-, som ses i lat. rēx ‘konge’, ved. rāj ‘hersker’ (forekommer kun 3 gange i RV – til forskel fra det synonyme  rā́jan-, der alene i nom.sg. forekommer 114 gange).

adhvarāṇām

Genitiv pluralis skal til tider skanderes med to stavelser, som her: adhvaranaam. I de tematiske stammer går tostavelsesformerne vel tilbage til *-o-hom.

1.1.8b gopā́m r̥tásya dī́divim |

gopā́- ‘hyrde, opsynsmand’

Rodkompositum ← *gʷou̯-pah₂-m̥

gav- ‘ko’ m./f.

Urie. *pah₂(i̯)- ‘at beskytte’ > ved. pā, som danner præsens efter klasse 2: pā́ti. Jf. lat. pāscere < *ph₂-sk̑é-, hit. pahhasmi < desid. *peh₂/ph₂-s-. I forskellige sammenhænge dukker et *i op: gr. ποιμήν over for πῶμα.

r̥tá- adj. ‘sand’; i neutrum: ‘sandhed, ritual osv.’

Til roden *h₂ar- ‘at føje’, som ses i gr. ἀραρίσκω ‘føjer sammen, passer til’.

dīdivi- ‘strålende’

dī ‘stråle’ – bruges i perfektum med præsentisk betydning: dīdā́ya ‘stråler’. Størstedelen af alle forekomster af verbalroden er i perfektum, og LIV mener, at kun perfektum er nedarvet. Det er i øvrigt et af de omtrent 30 verber der har lang reduplikationsvokal (Macd. s. 155).

Urie. *dei̯-h₂-, vel beslægtet med *di̯-ēu̯-s ‘gud, dag, himmel’. gr. δέατο ‘syntes, forekom’, δῆλος ‘klar, tydelig’.

Adjektiver på –vi– dannes tilsyneladende til perfektumsstammen (AiGr. 2,2: 915) og er måske beslægtet med´ perfektum participium aktiv, der jo dannes med ‑vāṁs–:

• dī → ppa. nom.sg. dīdivā́n; adj. dī́divi-
• gr̥ → ppa. nom.sg. jāgr̥vā́n, adj. jā́gr̥vi-
• dhr̥ → ppa. nom.sg. dādhr̥vā́n; adj. dā́dhr̥vi-

1.1.8c várdhamānaṁ své dáme ||

vr̥dh ‘vokser’; medialt participium, 1. præsensklasse.

*hu̯erdʰ-. Kun i indoiransk.

sva-, suva- possessivt-refleksivt adjektiv ‘sin (og min egen, din egen osv.)’

s(u)váḥ, s(u)vā́, s(u)vám

• Refleksivt pronominaladjektiv
• < urie. *su̯e-, jf. lat. sē (akk.) ‘sig’, suus, -ua -uum ‘sin’ *seu̯o-, gr. ἕ, ἑ, got. sik ‘sig’.
• Veksler mellem sva– og suva- iflg. Lindemans lov

1.1.9a sá naḥ pitéva sūnáve-

sá ‘demonstrativt/anaforiskt pronomen’

Bruges her i betydningen ‘således, som en sådan’

naḥ enklitisk form af 1. persons pronomen

*nos

pitár- m. r-st. ‘far’

Vedisk ‑tar- < *-tor-/-ter- danner 1: nomina agentis og 2: slægtskabsbetegnelser.

sūnú– m. u-st. ‘søn’

sūnú- m. ‘søn’ < *suhnú-; oksl. synъ, lit. sūnùs; got. sunus (med kort ŭ iflg. Dybos lov). I græsk har vi spor af en anden afledning, *suh-i̯ú-, jf. υἱύς/υἱός m. ‘søn’.

1.1.9b -ágne sūpāyanó bhava |

su-upa-ayana ‘med let tilgang’

Bahuvrihikompositum

*h₁su-upo-Vh-h₁ei̯-m̥n-o-, dvs. ved su- ‘god’ + upa– ‘hen, til’ + ā + áyana- n. ‘gang’ (āyana– n. ‘ankomst’). Til roden i < urie. *h₁ei̯ findes en man-stamme éman n. ‘bane, gang’. Formen áyana– lader til at være afledt af dene man-stamme, med man-suffikset i nultrin: h₁ei̯-m̥n-o-,

bhū ‘at blive’

*bʰeu̯h₂– ‘at være, blive’; præsens efter klasse 1. Et tematisk præsens er også afspejlet i ono. byggva ‘bo, bygge’

1.1.9c sácasvā naḥ svastáye ||

sac– ‘at følge’

su- adv. ‘god, godt, vel, ret, skøn-’. Urie. *h₁su-, jf. gr. εὐ-, feks. i εὔ-κλεής = ved. su-śrávas- < *h₁su-k̑léu̯os- ‘med godt (*h₁su-,) ry (*k̑léu̯os-)’

astí-, et ti-abstraktum til roden as- ‘at være’.

Også her ser man den senvediske reduktion af -uv- → -v-: svastáye skal læses su-astáye; -ua- kommer af -uh₁-e-.