-vant-/-mant- = possessivsuffiks

Macd s. 63–4; AiGr. s. 871 f.

Bøjning

Nedenfor gives et eksempel på en oyton og en baryton stamme. Den oxytone er dannet med suffiskvarianten –mant-; det har ike noget med accenten at gøre.

Som det kan ses. bøjes de helt ens; den brytone stamme er blot medtaget for at vise kontrasten til oxytone nt-stammer.

Baryton stamme

Singularis	M	N
N	vīrávān	vīrávat
A	vīrávantam
I	vīrávatā
D	vīrávate
A/G	vīrávataḥ
L	vīrávati
Dualis
N/A	vīrávatā, -au	vīrávatī
I/D/A	vīrávadbhyām
G/L	vīrávatoḥ
Pluralis
N	vīrávantaḥ	vīrávānti
A	vīrávataḥ
I	vīrávadbhih
A/D	vīrávadbhyaḥ
G	vīrávatām
L	vīrávatsu

Oxyton stamme

Singularis	M	N
N	paśumā́n	paśumát
A	paśumántam
I	paśumátā
D	paśumáte
A/G	paśumátaḥ
L	paśumáti
Dualis
N/A	paśumátau	paśumátī
I/D/A	paśumádbhyām
G/L	paśumátoḥ
Pluralis
N	paśumántaḥ	paśumā́nti
A	paśumátaḥ
I	paśumádbhih
A/D	paśumádbhyaḥ
G	paśumátām
L	paśumátsu

Semantik

Med vant-/mant-suffikset dannes adjektiver afledt af substantiver og pronominer. Suffikset har følgende funktioner:

• Når afledningsbasen er et substantiv, er betydningen possessiv: ‘som har X, er rig på X, X-fuld’:
  – vīrávant- ‘rig på mænd/sønner’
  – paśumánt- ‘som ejer (meget) kvæg’.
• Når afledningsbasen er et pronomen, er betydningen kvalitativ/kvantitativ:
  – tvāvant ‘som dig’
  – tā́-vant-; ‘så stor; sådan’
  – yā́-vant– ‘hvor stor, lille osv’.
• Af neutrum singularis dannes adverbier, der har den kvalitative/kvantitative betydning; de kan afledes af pronominer:
  – yāvat ‘så længe som’
  – tāvat ‘så stor, længe osv.’
  … men også af nominer:
  – aṅgirasvát ‘som Angiras’
  – manuṣvát (RV) ‘som Manu (gjorde)’
  – jamadagnivát ‘på samme måde som Jamadagni’
  … og af adjektiver:
  – pūrvavát
  – pratnavát
  – purāṇavát ‘som tidligere’

Suffikset

Den ubetingede refleks er –vant– som i vīrávant-;  -mant- optræder efter u, au  og uṣ:

• paśumánt- ‘som ejer (meget) kvæg’
• cakṣúṣmant– ‘med øjne, seende’

Denne fordeling går tilbage til indoiransk. Allerede i Rigveda begynder ‑mant- dog at brede sig fra u-stammerne til i- og r̥-stammerne, så vi har både rayivánt- og rayimańt- (10. bog).

Accent

(AiGr. 2.2 s. 883f.)
Accenten ligger på første led, med stort set de samme undtagelser som kendes fra bahuvrihi-komposita. Dvs. den slags stammer, som mister accenten i de svage singularisformer, mister den også foran suffikset -vant-/-mant-.

• ghr̥távant– ← ghr̥tá- ‘fedt’
• vīrávant- ← vīrá- m. ‘mand’
• vásumant- ← váśu- n. ‘et gode, rigdom’; adj. ‘god, herlig’

men

• paśu-mánt- ← paśú- ‘kvæg’
• arci-mánt- ← arcí- ‘stråle’

Endelser

De eneste overraskelser i endelsessættet er:

• nom.sg. -vān/-mān der, modsat nt-stammerne, har nominativisk forlængelse. Den underliggende form er -vāmṣ/-māṃs, som vi også kender fra perfektum participium aktiv og stammen púmas- ‘mand’. Jeg har foreslået, at denne endelse afspejler urie. *‑u̯ēn(t)s med nominativisk forlængelse. Andre siger, at det er uriir. *-u̯ās fra perfektum participium aktiv – og en masse analogi.
• vok.sg., der ender på -vas/-mas, ligesom i perfektum participium aktiv. Denne endelse tror jeg, ligesom alle andre, er lånt ind fra perfektum participium aktiv. Et tydeligt tegn: den er hyppigere i vant-stammerne end i mant-stammerne. Det er fordi vant-stammerne og perfektum participium aktiv havde samme nominativ singularis, -vān. I mant-stammerne hed den selvfølglig -mān.

Femininum

Dannes med devī-suffikset, til suffiksets nultrin (-vat-ī).

Videre udviklinger

Sjovt nok overtager vant-suffikset meget senere perfektum participium aktivs funktion: i sanskrit dannes perfektum participium aktiv ved at føje –vant– til ta-verbaladjektivet: kr̥-ta-vant- betyder helt bogstaveligt ‘havende gjort’ (og erstatter cakr̥vāṃs-).

• māṁ na kaścid dṛṣṭavān “ingen har set/så mig”

Iflg. Macdonell og Whitney (s. 344) bliver denne type først rigtig hyppig efter brāhmaṇaerne. RV har iflg. Whitney (s. 344 uden eksempler) et par dannelser med denne morfologi, men de fungerer ikke som participier.

Oprindelse

Man går ud fra, at suffikset i urie. aflød *-u̯ent-/*-u̯n̥t-; vi kender det fra avestisk, græsk og hittitisk, hf.

• Av. drəg-uuā̊ ‘fuld af bedrag’
• Gr. κυκλόεις ‘som et hjul’ < *kʷékʷlo-u̯ents
• Hitt. šamankuru̯ant– ‘skægget, med skæg’ < *smónk̑ur-u̯ent-

I avestisk ender nominativ og vokativ af vant-/mant-stammerne ‑uuā̊/-mā̊, hhv. ‑uuō/‑mō (drəg-uuā̊ ‘fuld af bedrag’), hvilket fik Hoffmann til at rekonstruere indoiransk *-u̯ās/-mās, hhv. *-u̯as/-mas. I vedisk er endelserne ‑vāṃs/‑māṃs, hhv. ‑vas/-mas.

Den avestiske endelse kan dog forklares, hvis vi antager, at –uuā̊ kommer lydret af *‑u̯āns. Samme regel kan forklare akk.pl. 1. persons personlige pronomen, nā̊, som vi så kan rekonstruere som urie. *nōns i stedet for det lidt mærkværddige *nōs.

Præcis hvor mange suffikser vi skal rekonstruere er derfor uklart: *‑u̯ent-/-ment-, *‑u̯os-/-mos- og *-u̯os-/-u̯ot-? Eller er alle former varianter af et eller to suffikser?

Skema over udviklingen af vant-stammernes nom.sg., med både Hoffmans og min analyse af nom.sg.
	PIE	IIr. 1	IIr. 2	Vedisk
Nom.sg.m. (KH) Nom.sg.m. (BNW) Acc.sg.m. Nom.pl.m.	*‑u̯ent‑s *‑u̯ēnt‑s *‑u̯ent‑m̥ *‑u̯ent‑es	*‑u̯an-s→ *-u̯ān-s *‑u̯ant‑am *‑u̯ant‑as	*‑u̯ās → *-u̯ān *‑u̯antam *‑u̯ant-as	‑vān –”– ‑vant-am ‑vant-as
Voc.sg.m.	*‑u̯ent	*‑u̯ant →	*‑u̯as	‑vas
Gen.sg.m. Gen.pl.m.	*‑u̯n̥t‑os *‑u̯n̥t‑ōm	*‑u̯at‑as *‑u̯at‑ām	*‑u̯at-as *‑u̯at-ām	‑vat-as ‑vat-ām

Slægtskabet med *-u̯os-/-mos-

Traditionelt har man antaget, at suffikset har haft et eller andet forhold til et suffiks *-u̯os-/-mos-. For det første findes der i græsk en lille gruppe adverbier, der meget minder om adverbier af typen tā́vat, yā́vat

• hom. τῆ-ος ‘så længe’; ἡ-ος ‘mens, indtil’; dorisk τᾶς ἁ̃ς; kan gå tilbage til *teh₂-u̯os, *i̯eh₂-u̯os,
• τῆ-μος ‘derefter’; ἦ-μος ‘når’ < *teh₂-mos, *i̯eh₂-mos.

Hvor vedisk peger tilbage på *-u̯n̥t, lader græsk til at have *-u̯os; ellers er semantik og afledningsbasis den samme.

Denne mærkværdige forbindelse er imidlertid ikke så stærk, hvis vi antager, at de urie. *u̯ent-stammers nom.sg. var *-u̯ēnt-s, ikke *-u̯ōs, som Hoffmann antog.