• Aflyd i urindoeuropæisk
  • Fuldtrin
  • Langtrin
  • Nultrin
  • Ikke aflyd: temavokalens vekslen
• Aflyd i sanskritgrammatik

Halvvokalerne (dvs. *i, *u, *r̥, *l̥, *m̥ og *n̥) er en del af rodens/suffiksets konsonantskelet. Modsat fuldvokalerne indgår de ikke i aflyden. Men de realiseres selvfølgelig forskelligt, alt efter om de står ved siden af en fuldvokal eller ej. f.eks. realiseres *n som konsonantisk *n, når roden *g̑enh₁‑ står i fuld‑ eller langtrin (f.eks. *g̑enh₁‑ eller *g̑ēnh₁‑), men som vokalisk *n̥, når roden står i nultrin, dvs. når der mangler en fuldvokal: således *g̑n̥h₁-.

Den sproghistoriske baggrund bag aflyden er omdiskuteret; se længere nede. Vi kan blot konstatere, at aflyden fulgte visse mønstre, idet de forskellige aflydstrin knytter sig til forskellige morfologiske kategorier. Vi har f.eks. e-trin i rodbetonet, tematisk præsens (urie. *bʰér-e‑), o-trin i kausativen (urie. *bʰor-éi̯e-), nultrin  i verbaladjektiver med *‑to‑ (*bʰr̥-tó‑) og langtrin i mange nom. singularisformer (urie. *bʰōr-s ‘tyv’ > lat. fūr, gr. φώρ).

I det følgende ser vi på de tre hovedtyper: Fuldtrin, langtrin og nultrin, samt deres underkategorier.

Fuldtrin

Hvis en rod eller et suffiks indeholder en af de tre korte fuldvokaler, *e, *o eller *a, taler vi om fuldtrin eller, for at være mere præcise, om e-trin, o-trin eller (sjældnere) a-trin.

e-trin

En gang imellem ser man e-trin omtalt som ‘normaltrin’ (Macd. 21, n. 2: the normal stage; Schindler (1972): degré normal). Det er fordi man regner med, at med mindre særlige forhold gjorde sig gældende, optrådte en urie. rod eller et suffiks i fuldtrin med *e, når den/det bar accenten.

Det ser man f.eks. i tematisk, rodbetonet præsens (den vediske kl. 1):

• *bʰér-e-ti, 3sg.præs.akt. af roden *bʰer‑ ‘at bære’; jf. ved. bhárati.

At e-trin oprindeligt hørte til i betonede stavelser, bekræftes f.eks. af aflydende rodverber, der har e-trin i roden i præs. 1–3sg., nultrin i alle andre former. Således til roden *gʷʰén- ‘slå ihjel’:

• 3sg. præs. *gʷʰén-ti (*gʷʰén- = e-trin) > ved. hánti
• 3pl. præs. *gʷʰn-énti (*gʷʰn‑ = nultrin) > ved. ghnánti

I *bʰéreti og *gʷʰénti har rødderne *bʰer‑ og *gʷʰen‑ altså fuldtrin med *e, også kaldet e-trin. I andre sammenhænge optræder disse to rødder i varianterne *bʰr-/bʰr̥‑, *bhor‑ eller *bʰēr‑, hhv. *gʷʰn-/gʷʰn̥‑, *gʷʰon eller *gʷʰēn‑, men *bʰer‑ og *gʷʰen‑ anses for at være disse rødders grundform. Det er også deres opslagsform i håndbøgerne og den form, vi omtaler dem med: “roden *bʰer-” og “roden *gʷʰen-.” På samme måde omtaler vi altid rødderne *i̯eu̯g‑, *u̯ekʷ‑, *ped‑ og hundredevis af andre rødder i e-trin.

Faktisk er e-trin så grundlæggende, at man ofte mener ‘e-trin’, når man siger ‘fuldtrin.’ For eksempel beskriver LIV det tematiske, rodbetonede præsens som “præsens med roden i fuldtrin og suffiks ‑e/o‑” – “Präsens mit vollstufiger Wurzel und Suffix -e/o-“. Men de beskriver også denne præsensklasse med følgende formel:

• R(é)-e-

R(é) er formlen for “rod med betonet e-trin”. Dvs. at når LIV her taler om ‘fuldtrin’, mener de egentlig e-trin. Og det er ikke den eneste terminologiske forvirring, som vi skal se.

Stærke og svage former

Både inden for verbal- og nominalbøjning findes der en række paradigmer, der aflyder, typisk sådan at enten roden eller et suffiks optræder i forskellige aflydsvarianter under bøjningen. I de aflydende verbalklasser er det f.eks. ofte sådan, at 1–3sg. akt. har betonet e-trin i roden, nultrin i alle andre former. Vi har allerede set følgende eksempel:

• 3sg. præs. *gʷʰén-ti (*gʷʰén = e-trin) > ved. hánti
• 3pl. præs. *gʷʰn-énti (*gʷʰn‑ = nultrin) > ved. ghnánti

Denne type aflyd kaldes e/Ø-aflyd (Ø = ‘nul’). De former, der typisk har betonet e-trin kaldes ‘stærke’ former, fordi stammen eller roden beholder accenten. De former, hvor stammen eller roden afgiver accenten til bøjningsendelsen og dermed svækkes, kaldes ‘svage former.’

I nominalbøjningen gælder det for aflydende stammer, at nominativ singularis, dualis og pluralis samt akkusativ singularis og dualis (men ikke akk. pluralis) er stærke former. Nominativ singularis har dog ofte langtrin; derfor er eksempler på e/Ø-aflyd ofte fra stammer, der reelt har ē/e/Ø-aflyd. Således f.eks. når roden *gʷʰen- indgår i et nominalkompositum. Den vediske stamme betyder ‘slange-dræber’:

• Nom.sg. *‑gʷʰḗn (*gʷʰḗn = langtrin) > ved. vr̥tra-hā
• Akk.sg. *-gʷʰén-m̥ (*gʷʰén- = e-trin) > ved.  vr̥tra-háṇam
• Gen.sg. *-gʷʰn-ós (*gʷʰn- = nultrin) > ved. vr̥tra-ghn-ás

For suffiksernes vedkommende er det sådan, at de i urie. enten havde *e eller *o, aldrig *a, i deres fuldtrin. Urie. e-trin i suffikset lader til at korrelere med suffiksbetoning, som feks i nom. pluralis af i-, u- og r-stammerne:

• Urie. *kou̯h₁-éi̯-es, nom. pluralis af *kou̯h₁-í‑ ‘vismand’; jf. skt. kaváyas
• Urie. *suh-néu̯-es, nom. pluralis af *suhnú‑ ‘søn’; jf. ved. sūnávas
• Urie. *ph₂-tér-es, nom. pluralis af *ph₂-tér‑ ‘far’; jf. skt. pitáras

Men der er undtagelser, f.eks. er *póti- ‘herre’ rodbetonet:

• Urie. *pó-tei̯-es, nom. pluralis af *pó-ti‑ ‘herre’; jf. skt. pátayas

Når man som sprogforsker taler/skriver om et givet leksem, kan man bruge nom. singularis (f.eks. *pótis eller *suhnús), men typisk angiver man blot stammen uden kasusendelser. For de fleste suffiksers vedkommende bruger man så en variant af stammen, der har suffikset i fuldtrin – som når jeg i det ovenstående henviser til “stammen *ph₂-tér-“. For i- og u-stammernes vedkommende bruger man dog nultrinnet; det er derfor jeg henviser til “*suh-nú-” og “*pó-ti‑” (ikke f.eks. “*suh-néu̯-” og “*pó-tei̯‑”).

Rødder med *a i stedet for *e

De fleste forskere antager, at der fandtes en lille gruppe rødder, der havde *a i deres ‘normaltrin’, dvs. i de stærke former, hvor de fleste andre rødder havde e-trin. Urie. *bʰag‑ ‘at få noget tildelt’ og *hi̯ag̑- ‘at ofre’ var af den type. De har *a i alle de former, hvor f.eks. *bʰer‑, *gʷʰer‑ og *i̯eu̯g‑ har *e. Således danner de begge et rodbetonet, tematisk præsens med a-trin:

• Urie. *bʰág-e-toi̯, 3sg.præs. medium af *bʰag‑, jf. ved. bhájate
• Urie. *hi̯ág̑-e-toi̯, 3sg.præs. medium af *hi̯ag̑‑, jf. ved. yájate

Selv om *bʰág-e-toi̯ og *hi̯ag̑-e-toi̯har *a i roden, klassificerer LIV dem sammen med de øvrige stammer, som de beskriver med formlen “R(é)-e‑”, dvs. tematiske præsentier med betonet e-trin. Det er en smule vildledende, men man prøver generelt at undgå betegnelsen ‘a-trin’, nok fordi a-trin er så sjældent og funktionelt er helt det samme som e-trin. Dvs. der er ikke nogen morfologisk klasse, der er karakteriseret ved a-trin på samme måde som f.eks. kausativ er karakteriseret ved o-trin; og det er leksikalsk bestemt, om en rod har rodvokalen *a. Det har *bʰág- og *hi̯ág̑-, mens f.eks. *bʰer-, *i̯eu̯g- og *gʷʰen- aldrig kan stå i *a-trin.

Særligt når man slår ord op i ordbøgerne fra Leiden, skal man være opmærksom på, at forskere fra Leiden typisk ikke opererer med vokalen *a. I stedet indsætter de en laryngal og rekonstruerer f.eks. yaj som *hi̯eh₂g̑-, hvilken fører til diverse problemer, som man slipper for, hvis man blot antager *hi̯ag̑-.

o-trin

Urie. o-trin, eller fuldtrin med *o, optræder i nogle specifikke morfologiske kategorier.

I nogle af disse kategorier er urie. *o måske opstået som en betinget variant af *e; således optræder *o typisk i (stærke former af) ubetonede suffikser, som f.eks. nom. pluralis af *tor- og *sor-stammer (med *o > ā iflg. Brugmanns lov):

• Urie. *dóh₃-tor-es, nom.pl. af *dóh₃-tor‑ ‘giver’; jf. skt. d´ā-tār-as
• Urie. *su̯é-sor-es, no m.pl. af *su̯é-sor‑ ‘søster’; jf. skt. svá-sār-as

Visse reduplicerede verbaformer har o-trin. Her er der måske tale om en såkaldt “ding-dong-effekt”; dvs. *o i roden danner en lydlig kontrast til reduplikationsstavelsens vokal. Således feks:

• 1–3sg. perfektum
  Urie. *u̯e-u̯ókʷ-e, 3sg.pf. til roden *u̯ekʷ‑ ‘at sige’; jf. ved. uv´āca
• 1–3sg. intensiv
  Urie. *u̯ér-u̯ort-ti, 3sg.ints. til roden *u̯ert‑ ‘at vende’; jf. ved. várvar(t)ti

I andre tilfælde er det uklart og omdiskuteret, hvorfor roden har o-trin; således f.eks.

• Kausativ:
  urie. *mon-éi̯e‑ fra roden *men-; jf. ved. mānáya-, lat. monēre
• Tematiske afledninger til verbalrødder:
  urie. *tom(h₁)ó‑ adj. ‘huggende’ til roden *temh₁- ‘at hugge, skæren’
• Neutrale u-stammer:
  *dor-u n. ‘træ’ > ved. dā́ru- n. ‘træ’ (m. Brugmanns lov); gr. δόρυ
• Visse rodnominer, f.eks.:
  *pod‑ ‘fod’ fra roden *ped- jf. ved. akk.sg. pādam < pod-m̥ (med Brugmanns lov).

Langtrin

Langt *ē, *ō og *ā optræder ligeledes i visse klart definerede kategorier.

Langtrinsrødder?

Johanna Narten påviste, at urie. havde en slags rodpræsens, der havde *ē i de stærke former og *e i de svage. Den type kalder man enten akrostatisk præsens eller Narten-præsens. Schindler og flere af hans følgere (heriblandt Jens Elmegård Rasmussen) mente, at de rødder, der optrådte i Narten-præsens, havde langvokal i deres grundform. Den idé har de fleste forskere opgivet i dag, men det faktum består, at nogle rodpræsentier har en langvokal, hvor vi venter kortvokal. Eksempler fra vedisk er:

• ttil roden stu ‘at prise’: 3sg. præs. ind. akt. stáuti < *stḗu̯-ti
• til roden rāj ‘at stråle, regere’: 3sg. præs.ind. akt. rāṣṭi < *h₃rēg̑-ti

Nominativ singularis

Langvokalerne *ē, *ō og *ā optræder hyppigt i konsonantstammernes nom.sg., hvor resten af paradigmet har kort *e, *o eller *a. Fænomenet kaldes nominativisk forlængelse og siges at være udløst af Szemerényis lov.

• Nom.sg. *pōd-s ‘fod’ > ved. pā́t
  Akk.sg. *pod-m̥ > ved. pā́dam
• Nom.sg. *ph₂-tḗr > ved. pitā́
  Akk.sg. *ph₂-tér-m̥ > ved. pitáram

S-aorist

I s-aoristen regner man med, at 1–3sg. havde langtrin, nærmere betegnet *ē-trin, mens rødder med *a havde *ā-trin i urindoeuropæisk:

• Urie. *h₁e-su̯ēr-s-t, s-aor. 3sg. > ved. á-svār
• Urie. *h₁e-hi̯āg̑-s-t, s-aor. 3sg. > ved. á-yāṭ

Nultrin

Nultrin er fraværet af en fuldvokal i en rod eller et suffiks. Oprindeligt var nultrin betinget af fraværet af accent på den pågældende stavelse. Dvs. her er tale om vokalsvækkelse i ubetonede stavelser.

Den slags rødder og suffikser, der har e-trin i de stærke kasus, har ofte nultrin i de svage kasus, dem vi også kalder oblikke. Nultrin i rødder og afledningssuffikser forekommer f.eks. i:

• Svage former af *ter-stammer:
  Akk. sg. *ph₂-tér‑m̥ > skt. pitáram
  Dat. sg. *ph₂-tr-éi̯> skt. pitré
• Svage former af rodnominer med *e i de stærke former:
  Akk. sg. *-gʷʰén-m̥ (*gʷʰén- = e-trin) > ved. vr̥tra-háṇam
  Gen. sg. *-gʷʰn-ós (*gʷʰn- = nultrin) > ved. vr̥tra-ghn-ás
• Svage former af aflydende verber:
  Præs. 3sg. *gʷʰén-ti > ved. hán-ti
  Præs. 3pl. *gʷʰn-énti > ved. ghn-ánti
• Verbaladjektiver dannet med *‑to-:
  *gʷʰn̥-tó‑ ←*gʷʰen‑, jf. ved. hatá-
  *bʰr̥-tó‑ ← *bʰer‑ jf. ved. bhr̥tá-
  *i̯ug-tó‑ ← *i̯eu̯g– jf. ved. yuktá-

Nultrin undgås generelt, hvis en rod ikke indeholder en sonorant eller en laryngal, der kan vokaliseres og således blive stavelsesbærende. Rødder som *bʰag‑, *tep‑, hvor nultrinnet ville være *bʰg‑, *tp‑, bevarer typisk deres fuldvokal i svage former:

• *bʰag-tó‑ > skt. bhaktá-
• *tep-tó- > skt. taptá-
• *dʰegʰ-tó- > skt. dagdhá– (med *gʰt → gdh iflg. Bartholomaes lov)

Det findes undtagelser, feks:

• deva-tta- ‘gudgiven’ med *to-participiet af dā ‘at give’ i andet led, dvs. ‑tta = /d-ta/

Ikke aflyd: temavokalens vekslen

Temavokalen veksler mellem *e og *o efter lidt forskellige mønstre i verber og nominer. Det fænomen kalder man ikke aflyd, eftersom reglerne for temavokalens vekslen ikke er accentbetingede. Det ser snarere ud som om temavokalen vekslede mellem *o i stilling før stemte lyde og *e før ustemte lyde og i absolut udlyd.

Aflyd i sanskritgrammatik

dhātu	Rodnomen
√dhā ‘die, drikke’	prati-dhā́- f. ‘slurk, drik’
√dhī ‘se, tænke’	dhī́- f. ‘tanke, forstand’ ā-dhī́- f. ‘sorg, længsel’
√dviṣ ‘hade’	dvíṣ- f. ‘had, fjendskab’
√stubh ‘lovprise’	tri-ṣṭúbh- f. ‘trefoldig pris; et metrum’

Denne orddannelsestype var produktiv, dvs. man kunne formentlig danne et rodnomen fra en hvilken som helst verbalrod. En særlig funktion havde sådanne rodnominer som andet led af komposita, en type, der findes tusindvis af eksempler på i Rigveda. Den mest berømte er nok vr̥tra-hán- ‘slangedræber’. Sådanne dannelser var exocentriske; det er en anden historie vi ikke skal komme ind på her.

Som det ses, udtrykker rodnominerne rodens basale abstrakte betydning, omtrent som en dansk infinitiv. Mange af disse nominer havde nultrin, også i de stærke kasus, mens nogle få havde fuldtrin.  Helt det samme mønster går igen i de indiske grammatikeres lister over verbalrødderne, dhātupāṭha’erne.

Moderne opslagsværker (Grassmann, Monier-Williams, LIV) følger samme praksis som de indiske dhātupāṭha’er, dog med undtagelse af Mayrhofers etymologiske ordbog, der oplister alle rødder i fuldtrin (dvs. hvor traditionelle opslagsværker har bhr̥ og dviṣ, har Mayrhofer BHAR og DVEṢ).

De moderne værker bruger også to termer, guṇa og vriddhi, der relaterer til aflyd i indisk grammatik. De går tilbage til de to første paragraffer i Pāṇinis Aṣṭadhyāyī, der deklarerer, at a, e og o er guṇa ‘sekundære’ (Aṣṭ. 1.1.2), mens ā, ai og au er vriddhi ‘tilvækst’ (Aṣṭ. 1.1.1). Det primære stadie er altså det som vi ville kalde nultrin, og det er også den form de fleste rødder angives i i den indiske grammatik. Reglerne for hvilket trin de forskellige rødder angives i / navngives efter, gennemgås i det følgende.

Rødder der altid angives med nultrin

Langt den største gruppe af rødder tilhører den type hvis opslagsform er identisk med det vi kalder nultrin. Det er dem der i deres fuldtrin har en (ikke-nasal) sonorant efter vokalen.

Som det ses i skemaet neden for, har disse rødder enten i, ī, u, ū, r̥ eller l̥ i deres grundform, som vi ville kalde deres nultrin.

dhātu	rodnomen	guṇa	vriddhi
√nij ‘smykke’	nir-níj- f. ‘smykke’	nejáyati kaus. 3sg.	ánāikṣīt s-aor. 3sg.
√hū ‘påkalde’	ā-hū́- f. ‘invitation’	hávate præs. 3sg.	juhāva pf. 3sg.
√stubh ‘lovprise’	tri-ṣṭúbh- f. ‘trefoldig pris’	stóbhati 3sg. præs.	—
√dhī ‘tænke’	dhī́- f. ‘tanke’ ā-dhī́- f. ‘sorg’	dīdhayas præs. konj.	—
√dviṣ ‘hade’	dvíṣ- f. ‘fjendskab’	dvḗṣṭi præs. 3sg.	—
√bhr̥ ‘bære’	vajra-bhŕ̥-t- adj. ‘kølle-bærende’	bhárati præs. 3sg.	ábhārṣam s-aor. 1sg.

Den form der bruges som opslagsform er identisk med den form der bruges som stammen i et rodnomen. Opslagsformen er altså ikke en kunstig form, som grammatikerne har fundet på, da den er dannet efter et morfologisk princip, der fungerer i sproget.

Derfor giver det også god mening, at de indiske grammatikere i et tilfælde som √bhr̥ anså nultrinnet som den grundliggende form og fuldtrinnet bhar- som sekundært.

Om man vil følge Mayrhofer og angive alle rødder i fuldtrin, eller om man vil følge det indiske system, vælger man selv – man skal bare være konsekvent.

Rødder, der angives med fuldtrin/vedisk a- eller ā-trin.

En del rødder angives den indiske grammatik i det, vi ville kalde fuldtrin, men som ikke nødvendigvis er det sproghistorisk. Dvs. de optræder med vokalen a eller ā.

Som nævnt deklarerer Pāṇinis Aṣṭādhyāyī, at a, e og o er guṇa (1.1.2), og at ā, ai og au er vriddhi, og Werba (1997) bruger også denne terminologi om rødder med ā̆ i roden. De moderne grammatikker fremstiller dog ikke tingene helt ens, og det virker som om man fortrinsvis bruger guṇa i forbindelse med rødder som bhr̥, viś, stu osv.

Som det vil fremgå, har nogle af disse rødder aflyd – synkront ā̆/Ø –, andre ikke.

Samprasāraṇa-rødder

Rødder med ra, ya eller va i fuldtrinnet/guṇa angives i fuldtrin/guṇa. I følge indisk grammatik dannes nultrinnet her efter en proces, hvor y, v eller r erstattes af hhv. i, u og r̥. Denne proces (og dens resultat) betegnes sam-pra-sār-aṇa-, afledt af roden sr̥ ‘at udbrede sig’. Termen betyder noget i retning af ‘udvidelse, udbredelse’, hvilket nogle forskere forklarer med, at halvvokalerne ‘udbreder sig’ på vokalernes område (y, v, r → i, u, r̥). Fra et indoeuropæistisk synspunkt ville vi sige, at /i, u, r/ har to forskellige realiseringer: konsonantisk og vokalisk. I indisk grammatik lader det dog til, at y, v, r opfattes som selvstændige fonemer i forhold til  i, u, r̥; jf. at de skrives helt forskelligt.

I moderne indoeuropæistiske grammatikker bruges begrebet samprasāraṇa stadig.

I de såkaldte samprasāraṇa-rødder indtræder feks samprasāraṇa (ra → r̥, va → u, ya → i) i verbaladjektiver med -ta-:

dhātu	rodnomen	fuldtrinsform	samprasāraṇa
√grabhi	nigrábhe* inf.	jagrábha perf. 3sg.	gr̥bh-ītá- vb.adj.
√yaj	su-yáj- adj. ‘smukt ofrende’	yájate præs. 3sg.	iṣ-ṭá- vb.adj.
√vac	pra-vā́ce inf.	vivákti præs. 3sg.	uk-tá- vb.adj.

Andre fuldtrinsrødder

Som allerede nævnt findes der rødder, der af den ene eller den anden grund ikke egner sig til at optræde i nultrin. Den udslaggivende faktor er den enkelte rods fonologiske struktur, og Werba (1997: 142–143) giver en meget kortfattet oversigt over disse rødders fonologiske struktur – den har man ikke brug for at kunne udenad, men i det nedenstående har jeg alligevel fulgt hans systematik.

C_o-2aT_1-2

Dvs. rødder med ingen, en eller to initiale konsonanter og en eller to finale obstruenter.

dhātu	Rodnomen	Fuldtrinsform	Nultrinsform
√tap ‘brænde’	ā-táp- ‘brænden’	tápati præs. 3sg.	(taptá- vb.adj.)
√pad ‘gå’	niṣ-pád- f. ‘udfald’	pádyate præs. 3sg.	(panná- vb.adj.)
√ghas ‘spise’	–	jaghása pf. 1sg.	a-gdhá- vb.adj.

C_o-2aNC_1-2

Dvs. rødder med ingen, en eller to initiale konsonanter og en nasal efterfulgt af ingen eller én konsonant i udlyd. Det ser ud til, at rødder på final nasal + laryngal  Her forklarer de indiske grammatikere, at nasalen erstattes med a i visse former. Sproghistorisk er her selvfølgelig tale om, at *m og *n vokaliseredes til *m̥ og *n̥, som faldt sammen i ved. a. Rodnominer til denne type rødder (der er ekstremt sjældne) har overvejende fuldtrin:

dhātu	rodnomen	fuldtrinsform	nultrinsform
√han ‘dræbe’	vr̥tra-hán- ‘vr̥tradræber’	hánti præs. 3sg.	hatá- vb.adj. ghn-ánti præs. 3pl.
√tan ‘udstrække’	tán- f. ‘varighed’	átan aor. 3sg	tatá- vb.adj.
√nam ‘bøje sig’	nináme inf. ‘til at nedbøje’	námati præs. 3sg	natá- vb.adj.
√añc ‘bøje sig’	praty-áñc- ‘vendt imod’	añcatu præs. impv.	ud-ác-ya– adj. ‘opadvendt’

C_1-2āC_0-1

Dvs. rødder med en eller to initiale konsonanter, rodvokal ā og ingen eller én konsonant i udlyd. Her er typisk tale om laryngalrødder.

dhātu	rodnomen	fuldtrinsform	nultrinsform
√dhā ‘die, drikke’	prati-dh´ā- f. ‘slurk, drik’	dháyati præs. 3sg.	dhītá- vb.adj.
√jñā ‘vide’	pada-jñ´ā- adj. ‘sti-kender’	jñātá- vb.adj.	(jñātá- vb.adj.)
√gā ‘synge’	sāma-g´ā- adj. ‘sāman-sanger’	gāyati præs. 3sg.	gītá- vb.adj.
√gā ‘gå, træde’	svasti-g´ā- adj. ‘lykkebringende’	jígāti præs. 3sg.	gúr 3pl. inj.

*C_o-2aN/RH₂

Der gælder nogle særlige forhold for rødder med nasal eller likvid + laryngal i fuldtrinnet – hvilket ikke omtales af Werba. Det lader til, at begge typer fortrinsvis optræder i nultrin som rodnominer – i denne henseende ligner de rødder som nij, stubh osv. Grammatikerne behandler dem dog anderledes i dhātupāṭhaerne.

Rødder med nasal + laryngal i udlyd angives i fuldtrin, hvilket kontrasterer med de tilhørende rodnominer. 

dhātu	rodnomen	fuldtrinsform	nultrinsform
√khani ~ khā ‘grave’	bisa-khā́- ‘gravende efter rodskud’	khánitum inf.	khā́tá- vb.adj.
√jani ‘avle, føde’	pravātejā́-‘født et vindomsust sted’	jánati præs. 3sg.janitoḥ	jātá- vb.adj.
√sani ~ sā	goṣā nom.sg. ‘som vinder køer’ goṣaṇiḥ nom.sg. ’som vinder næring’	sasāna perf. 3sg.	sātá- vb.adj.
√krami ‘gå’	atikráme inf. ‘overskride’	ákran aor. 3sg	(krāntá- vb.adj.)

Rødder med r + laryngal i udlyd angives i en form der ellers aldrig forekommer i sproget, nemlig med langt r̥̄, hvilket vel bedst kan beskrives som en nultrinsform. De forskellige håndbøger har hver deres måde at gengive disse rødder på.

√gr̥̄  ‘lovsynge’ (Grassm. gir, MacD gr̥, EWA GARi)	gír- ‘lovsanger, lovsang’	—–	gīrya gerundiv
√tr̥̄ ‘ komme igennem’ (Grassm. tar, tir, tur; EWA TARi)	viśva-túr- ‘altovervindende’	tárati præs. 3sg. tarīṣáni inf.	tīrṇá- vb.adj.
√jr̥̄ ‘gøre gammel’ (Grassm. jar og jur, MacD jr̥̄ ~ jur, EWA JARi)	ajúr- ‘som ikke ældes’	járati 3sg. præs.	jīrṇá- ~ jūrṇá-  vb.adj.