Desiderativ (red. + -sa-)

Macd. s. 198

Funktion

Udtrykker, at subjektet ønsker at udføre handlingen:

  • pā ‘drikke’ → pípāsāmi ‘ønsker at drikke’
  • jīv ‘leve’ → jíjīviṣāmi ‘ønsker at leve’

Bøjning

vani ‘at begære; skaffe’ ➝ ví-vā-sa-ti ‘ønsker at vinde’.

Suffikset

Tematisk –sa-, der bevirker langtrin i forb. m. visse rodtyper; se neden for.

Reduplikationsstavelsen

  • Simpel reduplikation af en enkelt konsonant fra den initiale gruppe (Keydana: altid den mindst sonore konsonant).
  • Reduplikationsvokalen er i hovedreglen i, men u ved rødder der har u i nultrinnet.
  • Til forskel fra 3. præs.kl. er her aldrig a-reduplikation. I denne henseende ligner desiderativen de tematiserede, reduplicerede præsentier i præs.kl. 1 (tíṣṭhati)

Accent

Accent på første stavelse, måske i følge samme regel som virker på et tematiseret, redupliceret præsens som tíṣṭhati.

Aflyd

  • Roden i nultrin.
  • Ingen palatalisering, selv når nultrinnet har -i- eller -ī-
  • Ved visse rodtyper ser vi forlængelse, der vel er spor af, at suffikset i urie. indeholdt en laryngal:
  • ji ‘sejre’ → jígīṣase
  • ci ‘bemærke’ → cíkīṣate
  • gā ‘gå’ → jígīṣa
  • śru ‘lytte’ → śúśrūṣa
  • gam ‘komme’ → jígāṃsa (se længere nede)
  • váni ‘begære; skaffe’ → vívāsa

Oprindelse

Urie. desiderativ, der også ses i græsk og oldirsk, hvor den fungerer som futurum.

LIV rekonstruerer to indoeuropæiske typer:

  1. *u̯ei̯d-(h1)s- / u̯id-(h1)s-, dvs.:
    – e-/Ø- aflyd
    – atematisk suffiks *-s-
    – iflg. LIV feks. i lat. uīsō ‘(går hen for at) se’, quaesō ‘beder, spørger’
    – nogle forskere ser også denne dannelse i den latinske imperfektum konjunktiv
  2. *u̯i-vn̥-h1sé/ó- dvs.:
    – accentueret i– eller u– reduplikation
    – nultrin i roden
    – tematisk suffiks *-(h1)sé/ó- > -(i)ṣa-
    – Ses i vedisk, samt i græsk og keltisk futurum.

Suffiksets form: LIV (s. 23) ansætter *s, mens feks. Sihler (s. 556) og Weiss (2020: 446), antager *-h1s- og, i  reduplicerede dannelser, *-h1se/o- > ved. -(:)sa. Laryngalen optræder dog kun ved rødder på udlydende sonorant. Det ses tydeligst i græsk i den såkaldte attiske futurum:

  • τείνω ‘strækker’ – fut. τενέω/τενῶ
  • βάλλω ‘kaster’ – fut.  βαλέω/βαλῶ
  • δείκνυμι ‘viser’ – fut. δείξω
  • πέσσω ‘koger’  – fut. πέψω

I vedisk ser vi ifm. rødder på final nasal en udvikling der svarer til N̥HC → ā(N)C:

  • gam– ‘gå’ – desiderativ jígāṃsa ‘ønsker at gå’ *gʷi-gʷm̥-hse-ti (muligivs lydret *m̥hC > āN)
  • han– ‘slå’ – desiderativ jíghāṃsati ‘ønsker at slå’ < *gʷi-gʷʰn̥-hse-ti (analogisk nasal  i den vediske form)

Ved rødder på kort i eller u forlænges rodvokalen:

  • ji– ‘overvinde’– desiderativ jígīṣati ‘ønsker at vinde’
  • śru– ‘høre’ – desiderativ śúśrūṣati ‘ønsker at høre’

Derimod mangler laryngalen efter rødder på obstruent:

  • bhid– ‘spalte’ – desiderativ bíbhitsati ‘ønsker at spalte’
  • guh- ‘gemme’ – desiderativ júg(h)ukṣati ‘ønsker at gemme’

Den vedisk futurum med suffikset -syá- < *h1s-i̯e/o- ser ud til at være beslægtet med desiderativen.