Denominativ (-yá-)

Sütterlin (1906), Olsen (2003)

Denominative verber afledes af nominer og har en grundlæggende betydning “at være eller beskæftige sig med det, som gundordet betyder” men også “at efterstræbe det som grundordet betyder.”

Det lader til, at en del af disse verber kun forkeommer som participier.

Suffikserne

  1. -ya- < urie. *-i̯e/o-, som også i grundsproget brugtes til at aflede denominative verber; jf.:
  • Hitt. lamn-iya-zzi ‘navngiver’
  • Gr. ὀνομαίνω ‘navngiver’
  • Got. namnjan ‘at navngive’
  1. -āya- < urie.  *-ah₂-ya-
  2. -āya-/-īya-/-ūya- urie. essiv på *-h₁-i̯é- til diverse vokalstammer:
    kavīyánt-, kavīyámāna- ‘udførende sit hverv som seer’ ← kavi- ‘seer’
  3. -īya- < urie. *-ii̯o-adjektiver
  4. -īya- < urie. *-ih₂-ya- til nogle a-stammer og r-stammer
  • putrīyánt- ‘ønskende sønner’ ← putrá– ‘søn’

Accent

  • Som hovedregel på suffikset
  • bhiṣajyáthas ‘I er doktorer, helbredere’  ← bhiṣáj- m. ‘læge’
  • devayánt- ‘tjenende guderne’  ← devá- m. ‘gud’

En del af disse dannelser optræder kun som nt-participier. Iflg. den regel der gælder for oxytone nt-stammer, flytter accenten hen på de svage endelser der har en initial vokal:

  • N. ásvāyán → D áśvāyaté
  • Som en undtagelse fra ovenstående regel kan afledninger fra tematiske stammer have accent på grundordets temavokal – vel i analogi med kausativerne:
  • mantráyante ‘fremsiger en bøn, et mantra’  ← mántra- m. ‘bøn, mantra’
  • kāmáyante ‘elsker, begærer’ ← kā́ma- m. ‘begær’

Afledningsbasen

  • Afledningsbasen er en nominalstamme, der optræder i en svag form, hvis en sådan findes
  • gavyánt- ‘som begærer køer’ < gáv- ‘ko’
  • apas-yāt konj. ‘er aktiv’ ← apas– n. ‘arbejde’/adj. ‘aktiv’
  • manā-yáti ‘er hengiven’ ← manā f. ‘hengivenhed’
  • Hvis afledningsbasen er en i- eller u-stamme, forlænges stammesuffikset. Det kunne skyldes afledning fra en *ih₂-stamme (Olsen 2003) eller måske tilstedeværelsen af det essive *-eh₁-/-h₁- (Olsen 2003):
  • kavīyánt-, kavīyámāna- ‘udførende sit hverv som seer’ ← kavi- ‘seer’
  • r̥jūyánt-, r̥jūyámāna- ‘som er ærlig’ ← r̥jú- ‘lige, ret’
  • janīyant- ‘ønskende en hustru’ ← jani– ‘hustru’
  • Det sker også nogle gange ved tematiske stammer, hvor det kan skyldes Brugmanns lov eller, at stammen er afledt af n. nom./akk. pl.  *-eh₂-i̯e/o-, et mønster der ses i faktitive verber i andre sprog
  • aśvāyánt- ‘begærende heste’  ← aśva- ‘hest’
  • yajñāyánt- ‘ofrer’ ← yajñá- ‘offer’

Denominativer som afledningsbaser

I forbindelse med denominativerne findes et lille suffiksforbund bestående af -yánt- (som normalt analyseres som nt-participium til denominativer og andre ya-verber), ‑– m., -y´ā- f. / adv. der minder om det vi ser i calandsystemet. Således:

  • aśvayú- ‘begærlig efter heste’, jf. aśvāyánt- ‘begærende heste’
  • devayú- ‘som tjener guderne’, jf. devayáti ‘tjenende guderne’
  • r̥jūyú- jf. r̥jūyánt-, r̥jūyámāna- ‘værende ærlig’ 

For eksempler i vores tekster, se feks.  RV 7.71.3b og 7.71.6c.