Finitte endelser

• Oversigt
• Aktive primær- og sekundærendelser
  • Singularis
  • Dualis
  • Pluralis
• Medium og passiv, primære og sekundære endelser
  • Singularis
  • Dualis
  • Pluralis
• Perfektumsendelser
• Imperativsendelser
  • Aktiv
  • Medium

Oversigt

Der er fire sæt endelser: Primære, sekundære, perfektiviske, imperativiske.

Aktive primær- og sekundærendelser

Singularis

2. og 3. sg. ‑īs og ‑īt

• I visse tilfælde optræder den sekundære endelse in 2. og 4. person som -īs, -īt
• Disse former er opstået lydret i forbindelse med seṭ‑rødder; blot er her en uforklaret refleks ī < h. Bindevokalen dukker også op i andre former end 2. og 3. sg.
• De findes i et begrænset antal verber i RV, bliver hyppigere senere hen:

I rodpræsens præteritum

Til brū ‘at tale’ < *mleu̯h-

• ábravīḥ < *-h-s
• ábravīt < *-h-t
• ábravīta < *-h-te 2pl. (ī også i præsens: bravīmi, bravīṣi, bravīti)

Til an ‘at ånde’ < *h₂enh₁-

• ā́nīt < *é‑h₂enh₁‑t (jf. præsens ániti  m. kort -i-)

Til as ‘at være’ < *h₁es (analogisk)

• ās < *éh₁es-s  → āsīḥ
• ās < *éh₁es-t  → āsīt

I rodaorist præteritum

Til kramⁱ

• 1sg ákramam < *-h-m̥ → ákramīm (analogisk)
• 2sg ákramīṣ < *-h-s
• 3sg. ákramīt < *-h-t 

I s‑ og iṣ‑aorist præteritum (analogisk)

• árātsīṣ  ← rādh‑ (særligt i senere sprog, som AV)
• śócīs   ← śuc‑ ‘glimte’ < *k̑euk‑

Dualis aktiv

Primære endelser	Sekundære endelser
Atematiske
Urie. *-u̯os, *-th₁es, *-tos Ved. -vas, -thas, -tas (Lat. 2pl. -tis) (Got. -os, -ats, ––) (Gr. ––, τον, -τον)	Urie. *-u̯e, *-tom, *-tah₂m Ved. -va, -tam, -tām Got. –– Gr. ––, τον, -την
Tematiske
Urie. *-o-u̯os, *-e-th₁es, *-e-tes Ved. -ā-vas, -athas, -atas Got. -os, -ats, –– (Gr. ––,  ετον, -ετον)	Urie. *-ou̯e, *-etom, *-etah₂m Ved. -āva, -atam, -atām Got. –– Gr. ––,  ετον, -ετην

Pluralis aktiv

Primære endelse	Sekundære endelser
Atematiske
Urie. *-mos, *-th₁e, -enti/-n̥ti Ved. -mas(i), -tha(na), -anti/-ati Lat. -mus, (-tis, -unt) (Umbr. sent) Got. (-am, -iþ, -and) Gr. (-μεν) -τε, -ασῐ(ν) (dor. ἐντὶ)	Urie. *-mo/e, *-te, -ent/-n̥t Ved. -ma, -ta(na), -an (ur) Lat. (-mus, -tis, -unt) Got. ––, ––, -un Gr. -μεν, -τε, -ν
Tematiske
Urie. *-o-mos, *-e-th₁e, -o-nti Ved. -ā-mas(i), -a-tha, -a-nti Lat. -imus, -itis, -unt Got. Got. -am, -iþ, -and Gr. -ομεν, -ετε, -ουσῐ(ν); dor. -οντι	Urie. *-o-mo/e, *-e-te, -o-nt Ved. -āma, -ata, -an Lat. (-mus, -tis, -unt) Got. –– Gr. -ομεν, -ετε, -ον

3.pl. ‑an, sekundær endelse

Endelsen ‑an afspejler

1: *‑o‑nt, der bevares i alle tematiske stammer, inklusive konjunktiven:

• ákṣaran 3pl. præt. – kṣaranti 3pl. præs., præs.kl.6
• áyan 3. pl. impf. konjunktiv, præs.kl. 2
• áchadayan 3pl.præt kaus. – chadáyanti 3pl. præs. 
• tatanán 3pl. konj. perfektum

2: *‑ént, den betonede atematiske endelse, bevares kun i

Nasalpræsens:

• kr̥ → ákr̥ṇvan 3pl. præt., jf. kr̥ṇvánti 3pl. præs. 

Visse verber i impf.kl. 2:

• as → āsan 3pl. præt., jf. sánti 3pl. præs.
• dih → ádihan
• duh → áduhan (B)
• brū → ábruvan
• vī → ávyan

Visse rodaorister:

• kr̥ → ákran

3. pl. ‑ur

• Afspejler urie. *‑r̥ (*‑r̥s iflg. Schindler)
• Hører hjemme i 3pl. perfektum
• Spreder sig til præteritum, injunktiv og optativ
• Dvs. erstatter primært *‑at < urie. *‑n̥t (Harðarson hos Kümmel s. 48)

Rodpræsens og rodaorist.

Rodaorist præteritum/injunktiv. Lader til at være samme fordeling som i rodpræsens:

• Rødder på ā
  sthā → á‑sth‑ur
  gā‑ á‑g‑ur
  dā‑ ádur
  pā‑ ápur
  dhā‑ ádhur
• “Rødder uden aflyd” iflg. Gotō:
  kram → a‑kram‑ur
  dr̥ś → ádarśur
  yam → áyamur

I imperfektivt præteritum af præsensklasse 2 forekommer endelsen ved en lille gruppe rødder, måske som et levn af gamle akrostatiske former; dog er ‑ur muligvis reglen i rødder på ‑ā, ligesom i rodaoristen:

• yā → áyur (B)
• tviṣ → átviṣur
• duh → duhúr
• cakṣ → cakṣur

Atematiske reduplicerede stammer

impf.kl. 3:

• dā → á‑da‑d‑ur (jf. dádati 3. pl.præs)
• dhā → á‑da‑dh‑ur (jf. dádhati 3. pl.præs)
• hā → á‑ja‑h‑ur (‘forlade’)
• bhī → bi‑bhy‑úr

I denne gruppe dannes 3pl. somme tider til den stærke stamme:

• hu → á‑ju‑hav‑ur (jf. júhvati 3. pl.præs)
• dhī → á‑dī‑dhay‑ur

Intensiv:

• nu‑ → anonavur (3pl. præs ville være nónavati)
• hū → ájohavur (3pl. præs ville være jóhavati)

Redupliceret, atematisk aorist:

• bhaj‑ → ábībhajur

Pluskvamperfektum:

• dhī → ádīdhayuḥ 
• mand → amamanduḥ 
• mad → ámamaduḥ 
• vyac → avivyacuḥ 
• ranⁱ → arāraṇuḥ 
• śri → aśiśrayuḥ 
• Undtagelse: pī 1 → ápīpyan 

– s‑, iṣ‑ og siṣ‑aorist præteritum/injunktiv (“invariably” iflg. Macd. 161).

Også her erstatter ‑ur sandsynligvis IIr. *‑at < urie. *‑n̥t; s‑aoristen var formentlig akrostatisk:

• chad → áchāntsur
• dih → ádhikṣur
• dhā → dhāsur
• mad → ámatsur
• iṣ → áiṣiṣur
• jṝ → jāriṣur
• dhr̥ → ádharṣisur
• an → āniṣúr
• gā → ágāsiṣur
• grabh → ágrabhīṣur 

Optativ

Her erstatter ‑ur vel *n̥t i tematiske stammer (*‑oih₁‑nt̥) og i reduplicerede stammer (jf. 3.impf.kl. bíbhrat < *‑n̥t)

• bhareyur ← *bʰaray‑at < *bʰer‑o‑i̯h₁‑n̥t
• vocéyur (redupl.aor) ← *u̯e‑u̯kʷ‑o‑i̯h₁‑n̥t
• vavr̥tyur  (redupl.aor) ← *u̯e‑u̯r̥t‑ih₁‑n̥t
• dadhanyúr (pf.)  ← *dʰe‑dhen‑ih₁‑n̥t?
• dheyúr (rodaor.) ← *dʰeh₁‑ih₁‑ént← *dʰh₁‑ih₁‑ént?
• vidyúr (impf.kl. 2)  ← *u̯idiyán < *u̯id‑ih₁‑ént

Medium og passiv, primære og sekundære endelser

Singularis

Primære endelser	Sekundære endelser
Atematiske
Urie. *-h₂a-i̯, *-so-i̯, *-(t)or/i̯ Ved. -e, -se, -te/-e Lat. -or, -re/-ris, -tur Gr. -μαι, -σαι, -ται	Urie. *-h₂a, *-th₂ēs, *-to Ved. -i (-a opt.), -thās, -ta (-i pass.) Lat. –– Gr. -μην, -σο, -το
Tematiske
Urie. *-a-h₂a-i, -e-so-i̯, *-e-tor/i̯ Ved. -e, -ase, -ate Got. -a, -aza, -ata Lat. -or, -eris, -itur gr. -ο-μαι, -ει/-ͺͺη, -ε-ται	Urie. *-a-h₂a, *-e-th₂ēs, *-e-to Ved. -e, -a-thās, -a-ta Got. –– Lat. –– Gr. -ο-μην, -ου / -εο, -ετο

3.sg. prim. -e

Sjælden medial primærendelse, forekommer i en lille gruppe imperfektive rodpræsentier, som Gotō refererer til som stative og patientive.

Ligner 3 sg. perfektum på -a < *-e, jf. gr. -ε

Er par af disse verber har 3. pl. på -re / -rate:

• 3sg. duhé, 3pl. duhré/duhrate (AV+)
• 3sg. bruve ‘kaldes’
• 3sg. máhe ‘magter’
• 3sg. stáve ‘prises’
• 3sg. śáye 3pl. śére ‘ligger’

Dualis medium

Primære endelser	Sekundære endelser
Atematiske
Urie. *-u̯odʰh₂, *-oh₃-th₁-, *-oh₃-t- Ved. -vahe, -āthe, -āte	Urie. *-u̯edʰh₂, *-oh₃-th₁-, *-oh₃-t- Ved. -vahi, -āthām, -ātām Gr. ––, -σθον, -σθην
Tematiske
Urie. *-o-u̯odʰh₂, *-oi̯-th₁-, *-oi̯-t- Ved. -ā-vahe, -ethe, -ete (Gr. –– -ε-σθον, -ε-σθον)	Urie. *-o-u̯edʰh₂, *-oi̯-th₁-, *-oi̯-t₁- Ved. -ā-vahi, -ethām, -etām Gr. –, -ε-σθον, -ε-σθην

Pluralis medium

Primære endelser	Sekundære endelser
Atematiske
Urie. *-mo(s)dʰh₂, -dʰhu̯e, *-nto-i̯ Ved. -mahe, -dhve, -ate, -re Lat. -mur, (-minī), -ntur Gr. -με(s)θα, -σθε, -νται	Urie. *-medʰh₂, *-dʰu̯om, *-nto Ved. -mahi, -dhvam, -nta/-ata/-ran/-ram/-rata Gr. -μεθα, -σθε, -ντo
Tematiske
Urie. *-o-mo(s)dʰh₂, -o-dʰhu̯e, *-o-nto-i̯ Ved. -āmahe, -adhve, -ante Lat. -imur, (-iminī), -untur Got. -anda, -anda, -anda Gr. -ομεθα, -εσθε, -ονται	Urie. *-o-medʰh₂, *-o-dʰu̯om, *-o-nto Ved. -āmahi, -adhvam, -anta Lat. –– Got. –– Gr. -ο-μεθα, -ε-σθε, -ο-ντo

3pl. ‑re

Mediale primærendelse, forekommer i den lille gruppe imperfektive rodpræsentier, som Gotō refererer til som stative og patientive:

• 3sg. śáye 3pl. śére ‘ligger’
• 3sg. duhé, 3pl. duhré/duhrate (AV+)

3pl. ‑ran, ‑ram

Mediale sekundærendelser, optræder fra AV og frem

• 3pl. aśeran, aśerata ‘lå’

Konjunktivsmarkøren ‑ai

Konjunktiven dannes jo som hovedregel med temavokalen. I tematiske dannelser optræder der således to temavokaler i konjunktiv, hvilket resulterer i en langvokal.

I konjunktiv bruges grundlæggende primære endelser, eller endelser dannet til de primære endelser. Undtagelser optræder i aktiv, hvor sekundære endelser også kan forekomme i singularis og altid forekommer i 1. dualis og pluralis samt 3. pluralis (som altid følges du. -Vthas, -Vtas og pl. ‑tha ad og, i medium, ‑Vthe, ‑Vte og ‑dhve).

En række primære endelser er særlige for konjunktiven:

• Aktiv: 1sg. ‑āni, ‑ā
• Medium: 1sg. ‑ai; 1du. ‑āvahai; 1pl. ‑āmahai; 2pl. ‑adhvai / tem. ‑ādhvai

Den særlige konjunktivsmarkør ‑ai er opstået i 1sg. af verber på ‑ā og tematiske verber, idet *‑o‑o‑h₂ai̯ > ‑ai. Derfra har den bredt sig til de øvrige mediale konjunktivsendelser (Doyama 2005:8), i RV i første omgang til de ovennævnte endelser – senere bliver den mere udbredt. RV har feks. 3× mādayadhvai.

I dualis opstår også en langdiftong, vel fordi de primære endelser ‑ethe, ‑ete er blevet udvidet med den konjunktiviske temavokal: ‑a-ethe → -aithe; ‑a-ete → -aite. Således kommer de to former til at se ud som om de er dannet til 1. singularis.

• Impf. konj.: 1sg. bhávai ‑ 2. dualis bhávaithe ‑ 3. dualis bhávaite

Perfektumsendelser

Perfektum anvender et særligt endelsessæt i indikativ aktiv, ellers er bøjningen sammenlignelig med 3. imperfektivklasse:

Indikativ: Aktiv: perfektive endelser; medium: primære(!) endelser
Konjunktiv: Aktive, primære endelser; hvad der begrunder valget er ukendt.
Injunktiv: Sekundære endelser
Optativ: Optativendelser
Imperativ: Samme endelser som i 3. reduplicerende impf.klasse

De perfektive og mediale endelser lader til at være nært beslægtede. Det er muligt, at perfektum oprindeligt ikke skelnede mellem medium og aktiv, dvs. det er blevet foreslået at det var en diateseneutral stativ. På et eller andet tidspunkt opstod der et behov for at skelne; de perfektive endelser tolkedes som aktive, og de primære mediale endelser blev hentet ind fra præsens. Indførelsen af de primære mediale endelser er fælles for græsk og indoiransk.

At en medial perfektum ikke var fuldt udviklet i grundsproget tyder latin på. Her dannes perfektum passiv perifrastisk: overfor tetigī ‘jeg berørte’ står tāctus sum ‘jeg blev berørt’.

Sg.	Aktiv			Medium=prim.
	Ved.	Av.	Urie.	Ved.
1.	‑a	‑a/‑ā	*‑h₂a	‑é
2.	(‑i)‑tha	‑θa/‑θā	*‑th₂a	(‑i)‑sé
3.	‑a	‑a/‑ā	*‑e	‑é
Du.
1.	(‑i)‑vá		=sek.	(‑i)‑váhe
2.	‑áthur			‑ā́the
3.	‑átur			‑ā́te
Pl.
1	(‑i)‑má		=sek.	(‑i)‑máhe
2	‑á			(‑i)‑dhvé
3	‑úr	‑arә	*‑r̥(s)	(‑i)‑ré

‑itha, ‑iva, ‑ima, ‑ise, ‑ire etc.

Efter tung stavelse ved alle typer rødder; ved rødder på ‑ā < *‑Vh dog laryngalrefleks: dadhiré

Afvigende endelser i 1. og 3. sg:

– prā‑ → papráu og (i RV 1.69.1) paprā < *pe‑ploh₁‑+ h₂a eller ‑e
– sthā‑ → tastháu < *(s)te‑stoh₂‑+ h₂a eller ‑e
– dā‑ → dadáu < *de‑dóh₃‑+ h₂a eller ‑e
– dhā‑ → dadháu < *dʰe‑dʰoh₁‑ + h₂a eller ‑e
– jñā‑ → jajñáu < *g̑e‑g̑ñoh₃‑+ h₂a eller ‑e

Det er omdiskuteret, hvordan disse verber har fået deres særegne endelser. De er bl.a. blevet sammenlignet med latinske perfektstammer med ‑u‑, særligt feks. nōuī ‘vidste’.

Sjovt nok finder vi en lignende endelse et helt andet sted, og under lignende omstændigheder: dualis til de tematiske stammer ender på ‑au/‑ā. Præcis hvordan den endelse skal rekonstrueres, er uklart, men én mulighed er *‑o‑e, dvs. temavokalen + konsonantstammernes dualisendelse *‑e. Så man kunne overveje, om her er tale om en lydret udvikling. En vigtig forskel er dog, at dualisendelsen har sandhivarianten ‑ā før konsonant, hvilket vist kun forekommer én gang i pf., nemlig paprā i RV 1.69.1.

Fordelingen af ‑r som perfektumsmarkør

• Hitt. 3pl. ‑ēr < *‑eh₁‑r
• Lat. 3pl.pf.: oldlatin ‑ēre < urie. *‑eh₁‑r‑i (i latin videreføres de såkaldt primære perfektumsendelser *‑h₂a‑i̯ *‑th₂a‑i̯‑ *‑e‑i̯). Den klassiske endelse ‑ērunt < *‑eh₁‑s‑ont.
• Vedisk: 3pl. pf. ‑ur (2./3.du. ‑athur‑/atur?)

Fordelingen af *‑r og *‑i som mediumsmarkør

*‑r: Anatolisk (hitt. ‑tari), tokharisk (‑tär), italisk (lat. ‑tur), keltisk (Oirsk ‑ther), frygisk (‑tor)
*‑i: Germansk (got. ‑da), albansk (?), græsk (‑ται), indoiransk (ved. ‑te)

Nogle sprog viser former uden *‑t‑ i 3sg.; det er:

• Anatolisk (kileskrift‑luvisk ziy‑ari ‘ligger’)
• tokharisk
• keltisk
• indoiransk (śáye)

Nogle sprog viser former uden *‑t‑ i 3pl.; det er:

• Tokharisk B (sta‑re ‘de er’)
• Indoiransk (ved. śére, av. sōire)

Imperativsendelser [under udarbejdelse]

Aktiv, atematisk
Singularis	Dualis	Pluralis
addhí, attā́t	attám	attá(na)
áttu	attā́m	adántu

Aktiv, tematisk
Singularis	Dualis	Pluralis
bháva, bhávatāt	bhávatam	bhávata
bhávatu	bhávatām	bhávantu

Imperativen på -tāt er iflg. Baum (2006: 35) repræsenteret ved 21 verber i RV, men han nævner kun 19 former.

Langt størstedelen er 2. person singularis:

1. kr̥ṇutāt, prs. ipv. (2.30.5d)
2. dhattāt, prs. ipv. (3.8.1c)
3. dahatāt, prs. ipv. (3.18.1d)
4. bhavatāt, prs. ipv. (3.23.2d)
5. oṣatāt, prs. ipv. (4.4.4b)
6. rakṣatāt, prs. ipv. (4.50.2d)
7. vittāt, prs. ipv. (5.60.6d)
8. vocatāt, aor. ipv. (5.61.18a)
9. yachatāt, prs. ipv. (1.48.15c)
10. carkr̥tāt, prs. ipv. (1.104.5c)
11. vr̥hatāt, prs. ipv. (1.174.5c 4.16.12d i identiske pādaer)
12. avatāt, prs. ipv. (8.3.2c)
13. yācatāt, prs. ipv. (9.86.41d)
14. punītāt, prs. ipv. (10.30.5d)
15. hinutāt, prs. ipv. (10.16.1d).
16. dattāt, prs. ipv. (10.16.2b)
17. vītāt, pf. ipv. (10.11.8d)

 Der er toundtagelser:

1. vahatād, 2. dualis i RV 10.24.5cd
2. gachatāt, prs. ipv. (10.154.1-4d. 10.154.5d) [‘flere gange’?]

Imperativen på -tāt udtrykker særligt i brāhmaṇaerne en fremtidig handling; dette er faktisk ikke så tydeligt i RV, skriver Baums (2006: 35) 

Mediopassiv

Tematisk
Singularis	Dualis	Pluralis
bhávasva	bhávethām	bhávadhvam
bhávatām	bhávetām	bhávantām

Atematisk
Singularis	Dualis	Pluralis
atsvá	adā́thām	addhvám
attā́m	adā́tām	adátām