Akkusativ: Den regelmæssige refleks af urie. *m̥ er vedisk /a/, så akkusativens -am er analogisk, med -m fra vokalise stammer (*‑o-m, *‑i-m, *‑u-m osv.). *‑m̥ ses feks. i lat. ‑em, gr. -α
Instrumentalis: har to varianter: *‑éh₁ og *‑h₁. Begge varianter ses feks. i i-stammerne: -ī < *‑i-h₁; -yā < *‑i̯-eh₁.
Dativ: Endelsen er bevaret i tidlig latin, feks. indsk. CASTOREI, men bliver senere til -ī som i patrī.
Ablativ: Ablativen har kun en selvstændig kasusendelse i de tematiske stammer og i maskuline og neutrale pronominer. I alle andre stammer udtrykkes ablativen således: I singularis bruges genitiv, i dualis dativ/instrumentalis og i pluralis dativ.
*‑os ses i gr. -ος; *‑es ses i lat. -is; *‑s ses feks. i i- og u-stammerne: *‑eu̯-s, *‑ei̯-s > skt. -oḥ, -eḥ
Lokativ: *‑i bedst bevaret i den græske dativ: ποδί samt den latinske ablativ: pede; jf. skt. padí. De gådefulde endelsesløse lokativer har typisk fuldtrin, selv om de øvrige svage kasus har nultrin, inklusive lokativen på -i. Jf. til rājan- lok.sg. rājan eller rājñ-i.
Dualis
Vedisk
Urie.
Nom./vok./akk.
-ā, -āu
*(o)-h₁e
Nom./akk. ntr.
-ī
*‑ih₁
Inst./dat./abl.
-bhyām
*‑bʰi̯(ah₂?)
Genitiv/lokativ
-oḥ
uklar
Nom/vok./akk. dualis har to endelser: -ā og -au. I RV forekommer -ā før konsonant, ‑au (i formen -āv) før vokal. Senere hen begynder -au at optræde foran konsonant i den helt regelmæssige form -au. Sådan ville den også have set ud i RV hvis den forekom før konsonant, men her har vi altså -ā i stedet. I urie. var den atematiske endelse nok *‑h₁e (således feks. Olander); jf. gr. ποιμένε ‘to hyrder’, olit. żmûne (=žmune) ‘to mænd’. Ved. -ā(u) er vel lånt fra den tematiske bøjnings *‑o-h₁e.
Inst./dat./abl. -bhyām: Jf. av. -biiā̆, som peger på indoiransk *‑bʰi̯ā̆, som i vedisk har fået tilføjet en partikel *‑(a)m. Rekonstruktionen af endelsen som urie. *‑bʰi̯ah₂ er meget usikker; se Olander (213).
Pluralis
Vedisk
Urie.
Nominativ/Vokativ
-as
*‑es
Nom/Akk. ntr.
-i
*‑h₂
Akkusativ
-as
*‑m̥s
Instrumentalis
-bhiḥ
*‑bʰis
Dativ/ablativ
-bhyaḥ
*‑bʰi̯os
Genitiv
-ām/-aam
*‑(h)om/*‑o-hom/*‑eh₂-om?
Lokativ
-su
*‑su
Genitiv pluralis: endelsen -ām skal ofte skanderes som to stavelser. I avestisk er endelsen -a̧m; den tæller næsten altid to stavelser.
*bʰ-endelser
Det er usikkert, hvordan de såkaldte bh-endelser så ud i urie.; de enkelte sproggrene giver forskelligt input:
Urie. *bʰi̯ ses i Indoiransk
Urie. *bʰ ses i Italisk (lat. -ibus), græsk (i relikter som ναῦφι ‘med skibe’, ἶφι ‘med kraft/kræfter’), samt keltisk og armensk
Urie. *m ses i germansk (got. dat. pl. dagam < *‑o-mos) og baltoslavisk (jf. lit. dat. du. dvíem vilkám, dat. pl. vilkáms)
Anatolisk og tokharisk er for usikre til at kunne bruges til noget
