Perfektum (red., atem.)

Funktion

Lubotsky skriver, at perfektum i indikativen allerede i indoiransk havde udviklet sig til at udtrykke en forudgående handling, og også Dahl (2010) beskriver perfektum som “anterior.” Jamison (2014) afviser denne definition og beskriver perfektum i Rigveda som et system i udvikling. Det urindoeuropæiske udgangspunkt er stativ; endepunktet, der ligger i senvedisk, er et narrativt præteritum. Rigveda ligger på et mellemstadie, som ikke kan beskrives systematisk.

Narrativt præteritum kan faktisk udtrykkes på to måder i senvedisk. Nogle kilder bruger perfektum, andre bruger imperfektivt præteritum.

Bøjning

Aktiv/parasmaipada

	Singularis	Dualis	Pluralis
1.	cakára	cakr̥vá	cakr̥má
2.	cak´artha	cakráthur	cakrá
3.	cak´āra	cakrátur	cakrúr

Mediopassiv/ātmanepada

	Singularis	Dualis	Pluralis
1.	cakré	cakr̥váhe	cakr̥máhe
2.	cakr̥ṣé	cakr´āthe	cakr̥dhvé
3.	cakré	cakr´āte	cakriré

Pluskvamperfektum

• Hovedregl: Sekundære endelser, inklusive 2. og 3.sg på -īs og –īt, i tilfælde hvor -s og -t vill gå tabt på grund af udlydsreglen
• Undtagelse: Lejlighedsvist tematiske endelser. Dvs.:
  3sg. akt. kan ende på –Ø, -t, -īt, ‑at
  3pl. akt. kan ende på på ‑uḥ eller -an
  3pl med. kan ende på -iran eller -anta

Aktiv/parasmaipada

	Singularis	Dualis	Pluralis
1.	cakṣ → acacakṣam vid → avedam stu → átuṣṭavam		pī → ápīpema
2.	gam→ ájagan gr̥ → ájāgar dī → ádīdeḥ i → aíyeḥ bhuj → ábhubhojīḥ vid → áviveśīḥ	muc → amumuktam	gam→ ájaganta(na) bhī → bibhītana bhr̥ → ajabhartana
3.	gam → ajagan grabh → ájagrabhīt stabh → tastambhat kr̥ → acakrat ci → aciket dī → ádīdet dhī → ádīdhet pī → apīpet, ápīpayat bhī → abibhet man→ ámaman mā/mī → ámīmet ric → arīrecīt vr̥ → ávāvarīt vyac → ávivyak śri → aśiśret* svaj → ásasvajat	vyac → áviviktām	dī → ádīdhayuḥ pī → ápīpyan mad → ámamaduh mand → ámamanduh ram → arāraṇuh vyac → ávivyacuḥ śri → áśiśrayuḥ

Mediopassiv/ātmanepada

	Singularis	Dualis	Pluralis
2.		spr̥dh → ápaspr̥dhethām
3.	ran → rārán vid → vet		kr̥ → ácakriran gam → ajagmiran tviṣ → átitviṣanta dr̥h → ádadr̥hanta pī → ápīpayanta vaś → ávāvaśanta

Injunktiv

• Som pluskvamperfektum, men uden augment

Aktiv/parasmaipada

	Singularis	Dualis	Pluralis
1.			mr̥j → marmr̥jmá*
2.	śās → śaśāḥ muc → mumucaḥ pī¹ → pīpeḥ dah → dahaḥ	nī → unninītháḥ*	bhī → bibhītana
3.	kanⁱ → cākán dhr̥ṣ → dadharṣīt dī¹ → dīdet tū → tūtot* dhr̥ṣ → dadharṣīt vyac → vivyak sā si → siṣet vid² → vet dhī → dīdhet		dhī → dīdhiyuḥ

Mediopassiv/ātmanepada

	Pluralis
3.	vāś → vāvaśanta pī¹ → pīpáyanta* ranⁱ → rārán kramⁱ → cákramanta kr̥p → cakr̥pánta kramⁱ → cakramanta vr̥dh → vāvr̥dhánta* vāś → vāvaśanta dhī → dīdhiyuḥ vr̥dh → vāvr̥dhanta ranⁱ → rāranta

Konjunktiv

	Aktiv/parasmaipada
	Singularis	Dualis	Pluralis
1.	cakárā	cakárāvaḥ	cakárāma
2.	cakáraḥ jújoṣasi	cakárathaḥ jújoṣathaḥ	cakáratha
3.	cakárat dídeśati	cakárataḥ	cakáran

	Mediopassiv/ātmanepada
	Singularis	Dualis	Pluralis
1.	—	—	anáśāmahai
2.	—	—	—
3.	tatápate jújoṣate	—	—

Optativ

	Aktiv/parasmaipada
	Singularis	Dualis	Pluralis
1.	jagamyā́m	jagamyā́va	jagamyā́ma
2.	jagamyā́ḥ	jagamyā́tam	jagamyā́ta
3.	jagamyā́t	jagamyā́tām	jagamyúr

	Mediopassiv/ātmanepada
	Singularis	Dualis	Pluralis
1.	vavr̥tīyá	—	vavr̥tīmáhi
2.	vavr̥tīthā́s	—	—
3.	vavr̥tītá	—	—

Imperativ

	Aktiv/parasmaipada
	Singularis	Dualis	Pluralis
2.	cikiddhí	mumuktam	vavr̥ttana
3.	mumóktu	_	_

	Mediopassiv/ātmanepada
	Singularis	Dualis	Pluralis
2.	vavr̥tsvá	vavr̥ddhvám	_
3.	_	_	_

Reduplikationen

Perfektum dannes med reduplikation af den rodinitiale konsonant, og i omtrent tredive tilfælde, med en forlænget reduplikationsvokal (Macd. s. 155).

Nogle rødder danner perfektum uden reduplikation:

• vid danner uredupliceret perfektum: 1./3.sg veda; *u̯oidh₂a/*u̯oide; got. 1./3.sg.præt.prs. wait, gr. 1sg οἶδα
• visse rødder har i de svage former et synkront e-trin og ingen reduplikation; se længere nede.

Grassmans lov

Den reduplicerede konsonant taber aspiration:

• hīḍ: pf. jihīḷa

Reduplikation med -a- < urie. *‑e-

I perfektum er a-reduplikation mere forudsigeligt end i de forskellige reduplicerede præsentier. Det forekommer ifm. to typer af rødder

• Rødder med a i roden, som ikke har nultrin på i eller u. Her kan 3. præs.kl. have både a- og i-reduplikation.

• kam-: cakamé
• sthā: tastháu
• jas-: jajastám
• vraj-: vavrā́ja (roden altid i fuldtrin, aldrig **vr̥j-)
• van-: vavné (roden optræder aldrig som **un-; jf. vb.adj. vātá-)
• yam-: yayántha, yayā́ma (svage former yem-, se nedenfor; vb.adj. yatá-)
• vas- ‘være iklædt’: 3sg.med. vāvasé, med.ptc. vāvasāná (LIV: stativt præs; jf. impf.kl.2 vasté)

a og ā redupliceres til ā:

• as- ‘at være’ → ā́sa < *h₁e-h₁s-e
• ah- ‘at sige’ → 2sg. ā́ttha 3sg ā́ha 3pl. āhúr *he-hdʰ-

• I rødder på r̥, ṝ eller l̥ (hvor 3. præs.kl. har i-reduplikation)

• kr̥-: cakára
• tr̥d-: tatarda

Reduplikation med -i- eller -u-

• Forekommer i rødder med i eller u i nultrinnet (men aldrig i rødder med r̥, hvor 3. præs.kl. ellers har i-reduplikation):

• mith: mimétha
• yuj: 3sg.akt. yuyója, 3sg.med. yuyujé
• śri: śiśrāya; med.ptc. śiśriyāṇáṃ
• vid: vivéda; 3sg.med. vivitsé
• ruj: 2sg. rurójitha, 3sg. rurója
• plu: 3sg.med. pupluvé; 3pl.med. pári-pupluvire

En vigtig undtagelse er:

• bhū́-: babhū́va

I rødder med initialt ya- eller va-, som har nultrin i- eller u-, er der forskellig refleks i stærke og svage former: uv-/ū- og iy-/ī- (eksempler på det sidste er svære at finde). Udviklingen må være *u̯u-u̯C- > ūC-.

• vas ‘at bo’: uvāsa, ūṣátur, ūṣimá; ptc. ūṣivāṃs
• vad: ūdimá, ūdé, samūdire
• vac: uvaktha, uvā́ca, ūcimá, ūcúr; med. ūciṣé, ptc. ūcāná
• yaj: ījé

Initialt ī og ū redupliceres til ī og ū (dvs. man kan ikke se reduplikationen)

• ūh-: ūhé 3sg.med.
• īṣ-: īṣé 3sg.med.

Reduplikationsvokalen var oprindeligt lang i rødder med en initial laryngal. Der er mange analogiske tilfælde, hvor lang reduplikationsstavelse er indført af metriske hensyn; feks. śū́śujānaḥ (vel næppe af rod *Hḱeu̯)

Dannelser med ‑e‑ i roden i svage former

Macd. s. 149.
I nogle tilfælde bevirker reduplikationen, at vi får en alternation, der bedst kan beskrives som vedisk e-trin i de svage former. Fænomenet ses i Rigveda og bliver hyppigere med tiden:

yam ‘udstrække’

• 3sg. yayāma < *i̯e-i̯om-e
• 3pl. yemúr < *i̯e-i̯m-r̥
• Belagte former: yayántha, yayā́ma; yemáthur, yemátur; yemimá, yemá, yemúr; yemé, yemā́te; yemiré; pt. yemāná-

yat

• 3sg.med. yetiré < *i̯e-i̯t-r-oi̯

sad

• 3sg. akt. sasā́da < *se-sód-e
• 3pl. sedúr < *se-sd-ŕ̥ (idet *as > e)

Dette mønster – ingen reduplikation og -e- i roden – har spredt sig til rødder, der kun har én initial og én final konsonant, og hvor den initiale konsonant ikke er af en type, der ville forandres i reduplikationsstavelsen – enten på grund af palatalisering eller Grassmanns lov.

I RV er det: tap, dabh, nam, pac, pat, pad, rabh, labh, śak, sap; I ŚB gælder det feks. også manth/math

tap

• 3sg. tatā́pa
• 3sg. med. tepé

dabh

• 3sg. dadā́bha
• 3pl. debhúr

pat

• 3sg. papā́ta
• 2du. petáthur
• 3du. petátur
• 1pl. paptimá
• 3pl. paptúr
• ptc. paptivā́ṃs.

pad

• 3sg. papā́da
• 3sg.med. pedé

math

• 2du.med. pramethuḥ (ŚB)

Accent

Indikativ

Accent på roden i stærke former, ellers på endelserne (dette er hovedreglen, også i de andre modi). Dvs. modsat i 3.præs.kl. accentueres reduplikationsstavelsen som hovedregel ikke.

I nogle tilfælde, som: 1sg. ā-dī́dhye markerer accent på reduplikationsstavelsen i en svag form en overgang til 3. præsensklasse. Således også ptc. śū́śujānaḥ.

Optativ

Accent på suffkset (-yā́-), undtagen i 3 pl. (-y-úr), dvs. samme mønster som i alle andre atematiske stammer.

Konjunktiv

Former med sekundære endelser har som forventet accent på roden:

• 3sg. akt. jaghánat

I former med primære endelser accentueres reduplikationsstavelsen dog “in several forms”, siger Macd. s. 155. De følger altså samme regel som gælder i 3. imperfektivklasse

• 2sg. akt. jújoṣasi
• 3sg. akt. jíjeṣati, dídeśati – men også 3sg. med. tatápate

Aflyd

1.–3.sg. indikativ og hele konjunktiven har fuld- eller langtrin, alle andre former nultrin – bortset fra:

• den lille gruppe, der er uredupliceret og har ved. ‑e- i de svage former.
• bhū ‘være’ → babhū́va (også uventet langvokal).

Perfektum havde i urie. *‑o- i roden i singularis, nultrin i de andre former. Vokalismen ses i nogle græske verber: 3sg. λέλοιπε, 3pl. λελοίπᾱσι(ν) og i germanske præteritumsformer med a-trin < urie. *o-trin.

I verber med lukket stavelse i roden har det vediske perfektum kortvokal:

vr̥t ‘at vende’

• 3sg. va-várt-a < *u̯e-u̯ort-e

I verber med en åben stavelse i roden har Brugmanns lov bevirket, at  o-trinnet har langvokal i 3. singularis (men ikke i første!):

han ‘dræbe

• 1sg. ja-ghán-a < *g^we-g^whón-h₂a
• 3sg. ja-ghā́n-a < *g^we-g^whón-e
• 3pl. ja-ghn-úr < *gʷe-gʷʰn-r̥s

gam ‘gå’

• 1sg. ja-gám-a < *g^we-g^wóm-h₂a
• 3sg. ja-gā́m-a < *g^we-g^wóm-e
• 3pl. ja-gm-úr < *g^we-g^wm-r̥s

gr̥ ‘vække’

• 1sg. jā-gára < *h₁ge-h₁gor-h₂a
• 3sg. jā-gā́ra < *h₁ge-h₁gor-e
• (3pl. jā-gr-ur ikke belagt )

ji- ‘besejre’

• 1sg. ji-gáy-a < *ji-g^wói̯-h₂a
• 3sg. ji-gā́y-a < *ji-g^wói̯-e
• 3pl. ji-gy-úr < *ji-g^wi̯-r̥s

Der er også langvokal i seṭ-rødder, hvor *-o– egentlig stod i lukket stavelse. Det kan være analogi eller skyldes, at laryngalen gik tabt i reduplicerede dannelser:

car ‘køre’

• 1sg. ca-cár-a < *k^we-k^wol(h₁)-h₂a
• 3sg. ca-cā́r-a < *k^we-k^wol(h₁)-e
• (3pl. cerúr er en nydannelse)

jan ‘føde’

• stambh-: tastámbha ta-stabh-
• taṃs-: tatasré.

For det meste kan man se, at roden havde o-vokal, fordi der ikke er palatalisering. Men der er undtagelser, som i roden car-, der altid har palatalisering (og således kan skelnes fra perfektum af kr̥. Bemærk også de nydannede former 1pl. cerimá, 3pl. cerúr):

• car-: cacára < *k^we-k^wol(h₁)-h₂a

Endelser

Se her

Participier

• Aktivt participium: særligt perfektumssuffiks: -vā́ṃs- ~ -vát- ~ -úṣ-.
• Medium: –āna, ligesom i alle andre atematiske dannelser

Videre udviklinger: perifrastisk perfektum

Whitney s. 392.

• En perfektumstype, der først begynder at blive produktiv i brāhmaṇaerne
• Den tidligste type består i en kombination af en feminin ā́-stammeafledning til en rod eller en sekundær verbalstamme og en perfektumsform af kr̥- ‘at gøre’.
• Vinder først indpas i kausativen:

• janā́yati (kausativ til jan-) ➝  janayā́m cakruḥ ‘de skabte, fik til at ske’

• Breder sig også meget hurtigt til rødder med initial langvokal i tung stavelse

• īkṣ- ‘tænke, se’ ➝ īkṣā́ṃ cakre ‘tænkte’