/a/

Oversigt

Fra urie. til vedisk

IIr. *a < urie. *e, *o, *a, *n̥, *m̥

Gælder også urie. *a og *o fra *e efter *h₂ eller *h₃.

Iflg. Allen (59) lader de indiske grammatikere til at have ment, at /a/ artikuleredes glottalt, eller snarere, at det ikke havde noget specifikt artikulationssted. Det adskilte sig fra /ā/ ved at være mere lukket. Formentlig realiseredes det [ə] ligesom i hindi, hvor Kolkata gengives på engelsk som Calcutta.  En anden særhed er, at initialt a- ofte elideres i ekstern sandhi, når det  følger et ord, der ender på ‑e eller -o. Det kunne betyde, at det initialt artikuleres med en såkaldt sprængansats, eller glottalt lukke.

Urie. *a > ved. a

  • ájati ‘kører’; gr. ἄγω lat. agō < *h₂aĝ- (<*h₂eĝ)
  • yajñá- ‘offer’ *hi̯ag̑-nó–; gr. ἅγιος ‘hellig, viet til guderne’
  • ájra- ‘mark’; got. akrs ‘mark’, lat. ager, gr. ἀγρóς < urie. *h₂ag̑-ro-

Urie. *e > Ved. a

  • janas- ‘slægt’; gr. γένος, lat. genus < *ĝénh₁-os- vácas- ‘ord’; gr. ἔπος  < *u̯ékʷ-os-
  • nábhas- ‘sky’; gr. νέφος, lat. nebula, oht. nebul ‘tåge, mørke’ < *nebʰ-e/ol-
  • ásti 3sg. ‘er’; gr. ἐστί, got. ist, lat. est < *h₁és-ti
  • sánti 3pl. ‘er’; got. sind < *h₁s-énti
  • bhárati 3sg. ‘bærer’; gr. φέρω, got. bairan lat. ferō < *bʰér-e-
  • járant- ‘gammel’; gr. γέρων  < *ĝerh₂- (gm. *kerla-/karla, no. karl ‘mand’)

Der findes dog stadig spor af indoeuropæisk *e: se palatalloven længere nede.

Urie *o > ved. a

  • ápas- n. ‘handling’; lat. opus -eris ‘arbejde’< *h₃οp-os-
  • ánas- n. ‘vogn‘; lat. onus -eris ‘byrde, last’ < *h₃οnh-os-
  • páti– m. ‘herre’; gr. πόσις m. ‘herre’; πότνια ‘frue’, lat. potis adj. ‘i stand til’; got. bruþ-faþs ‘brudgom’ < *pótis
  • katará– ‘hvilken’ got. ƕaþar gr. πότερος < *kʷótero-
  • áhi- m. ‘slange’; gr. ὄφις <*h₃όgʷʰi- <*h₃egʷʰi-
  • ratha– ‘vogn’ < *rot-h₂-o- afl. af *rot-eh₂-, jf. lat. rota ‘hjul’; germ. *raþa-, ohty. rad
  • prá ‘foran , fremad’ < *pró, jf. gr. πρό, got. fra osv.

o > ā – se Brugmanns lov længere nede.

Urie *n̥ > ved. a

  • baddhá– ‘bundet’ < *bhn̥dʰ-to- vb.adj. til *bʰendʰ- (eller *bʰendh₁-), jf. got. præt.ptc. bundans
  • agní– ‘ild’< *n̥gní-? Lat. ignis, lit. ugnìs, oksl. ognь ‘ild’; evt. hitt. da-ak-ni-iš
  • a-hastá- adj. ‘uden hænder’< *n̥-ĝʰes-to-; jf. gr. ἄχειρ ‘uden hænder’< *n̥-ĝʰes-r- (arm. jer̄n ‘hånd’; hitt. ki-eš-šar Tokh. A tsar, Tokh. B ṣar)
  • parvata– adj. ‘klipperig’; m. ‘klippe’ < *pér-u̯n̥t-o-; jf. hitt. nom-acc. sg. per-ur-, oblik stamme per-un-
  • náva ‘ni’; gr. ἐννέα, got. niun, lat. nouem < *(h₁)néu̯n̥

Urie. m̥ > a

  • gáchati < *gwm̥-sk̑é-ti; ungav. jasaiti, gr. βάσκε ‘kom!’ < *gʷm̥-sk̑é-ti- (til roden gam < *gʷem)
  • gáti- f. ‘gang’, got. ga-qumþs f. i-st. ‘sammenkomst’, gr. βάσις ‘skridt, trin’ lat. conuentiō < *gʷm̥-ti-
  • saptá ‘syv’; gr. ἑπτά, got. sibun, lat. septem < *septḿ̥
  • dáśa ‘ti’; gr. δέκα, got. taihun, lat. decem < *dék̑m̥

Uriir. *az > skt. e
I indisk udvikler sekvensen *as sig til e i stilling før en dental; se eksemplerne her 

Selv om kortvokalerne er faldet sammen i ét fonem, bærer sproget stadig tydeligt præg af det gamle system med tre vokaler og to vokaliserede nasaler. Særlig *e og *o har sat sig nogle spor i form af palatalloven og Brugmanns lov.

Mere om *e: Palatalloven

Før urie. *e udviklede sig til indoiransk *a, efterlod det et spor i form af palatalisering af en forudgående velær lukkelyd. For at forstå det, må vi tage et smugkig på udviklingen af de urie. velære lyde.

Den normale, dvs. uforstyrrede, udvikling af de velære lyde er:

  • Urie. *k og *kʷ > IIr. *k > vedisk k
  • Urie. *g og *gʷ > IIr. *g > vedisk g
  • Urie. *gʰ og *gʷʰ > IIr. *gʰ > vedisk gh

Den konditionerede udvikling i stilling før *e og *i er palatale lyde:

  • Urie. *k og *kʷ > IIr. č > vedisk c
  • Urie. *g og *gʷ > IIr. ǰ > vedisk j
  • Urie. *gʰ og *gʷʰ > IIr. ǰʰ > vedisk h

Således for eksempel:

  • páñca < *penkwe — lat. quinque
  • -ca < -kwe; jf. lat. –que (senātus populusque ‘senatet og folket’)
  • hánti < Urie. *gʷʰén-ti

Palatalisering optræder regelmæssigt i mange forskellige kategorier, der i indoeuropæisk systematisk havde vokalen *e.

  • I de tematiske bøjninger generaliseres en palataliseret, rodfinal velær. Urie. 3pl.*dʰegʰ-onti skulle egentlig > **dághanti, men 3sg. *dʰégʰ-eti giver feks. dáhati med h < palataliseret *gʰ-. 3pl. dáhanti er altså analogisk udjævnet.
  • Verbalrødder, der udlyder på gammel velær, angiver grammatikerne (næsten) altid med generalisering af den palataliserede variant. Det er derfor urie. *dʰegʰ- og *u̯ekʷ- ikke angives som **dagh- og **vak-, men som dah– og vac-.
  • Hvis en verbalrod har en oprindelig initial velær, angiver grammatikerne den med den palataliserede variant, i hvert fald hvis der findes sådan en variant i imperfektiven. Derfor hedder urie. *kʷelh₁- ikke **kar-, men car-; jf. impf.ind. cárati. Urie. *gʷem- og *kʷer- angives derimod som gam- og kr̥- fordi præsens er gáchati og kr̥ṇóti.
  • s-stammernes suffiks aflød i indoeuropæisk -es-/-os-. Lydret skulle vi forvente,  at urie. nom.sg. *u̯ekʷ-os > **vakas,  men i de svage former havde suffikset formen *-es-, så genitiv singularis *u̯ekʷ-es-os gav feks. sanskrit vacasas, og herfra generaliseredes vac- på bekostning af *vak-.

Mere om *o: Brugmanns lov (BrL) m.m.

Vokalen *o optrådte systematisk i visse kategorier i indoeuropæisk: Som temavokal i nominer og verber (her i vekslen med *e), som rodvokalisme i perfektums fuldtrin og i kausativ, som rodvokal i deverbale, tematiske nominer (*tomh₁-o-), m.m. Spor af indoeuropæisk *o i disse kategorier ses derfor ligeså systematisk i vedisk, nemlig i form af:

  • langt ā i åben stavelse, som et resultat af Brugmanns lov
  • manglende palatalisering af velarer.

Urie. *o > IIr. *ā i åben stavelse
Dvs. her ser man spor af indoeuropæisk *-o-. Blandt de relevante kategorier er:

I verbalstammerne:

  • Perfektum har langt ā i roden i 3sg (ja-gām-a < *gʷe-gʷom-e)
  • I de tematiske endelser realiseres temavokalen som ā, hvor den kommer af *o i åben stavelse (bhárāmasi < *bʰér-o-mesi).
  • Kausativ har langt ā  i roden, hvis den udlyder på én konsonant (gāmáyati < *gʷom-éi̯eti)

I roden af diverse nominer

Neutrale i- og u-stammer med o-trin:

  • dā́ru- n. ‘træ’ (gen. drós); gr. dóru < *dor-u
  • jā́nu- n. ‘knæ’ gr. gónu- < *ǵon-u-

Der er en del undtagelser, af hvilke nogle kan forklares. F.eks. regnes der med udligning fra lukket stavelse i genitiven i to i-stammer, der har den sjældne, hysterodynamiske gen.sg.-endelse -y–as (< *-i̯-os) og ikke –es (< *-ei̯-s) som ellers er det normale:

  • páti- ‘herre’ m., gen. pátyur
  • ávi- ‘får’ m., gen. ávyas

I andre tilfælde kan en tabt laryngal være forklaringen:

  • ánas- lat. onus < *h₃enhos

Atter andre tilfælde er uforklarede (omend Lubotsky mener, BrL ikke ramte a > *h₃o):

  • ápas- n. ‘arbejde, værk’ lat. opus -eris < *h₃opos-
  • áhi- m. ‘slange’; gr. ὄφις m. ‘slange’ < **h₃ogʷʰis
  • katará- adj. ‘hvilken’ gr. πότερος < *kʷótero-

I diverse nominalsuffikser. En lang række maskuline og feminine suffikser har ‑o– i de stærke kasus; det undergår nominativisk forlængelse i nom. singularis. I akk. singularis og nom. pluralis havde urie. derimod kort *-o-, der blev forlænget af BrL i indoiransk. Eksempler er:

  • catvā́ras ‘fire’ < *kʷetu̯ores (nom. pl.)
  •  rā́jā ‘hersker’ akk. rā́jānam,gen. rā́jñas < *h₃rēg̑-on-            
  • aśmā́ ‘sten’ akk. aśmā́nam; gr. ἄκμων akk. ἄκμovα ‘meteor, tordenkile’ < *h₂ek̑-mon-
  • yúvā ‘undgom’ akk. yúvānam < *h₂i̯-u-h₃on-
  • āyú‑ ‘levende’ < *h₂oi̯-u-
  • maghávā ‘stor, rigelig’ akk. maghávānam < *meg̑h₂-V-u̯on-  
  • śvā́ ‘hund’ akk. śvā́nam gen. śúnas gr. κύων, akk.sg. κύνα, gen.sg. κυνός < *k̑uu̯ṓn, *k̑u̯on-

Jf. med ‑e– trin:   

  • vr̥tra-hā́ ‘dragedræber’ akk. vr̥tra-háṇam gen. vr̥tra-ghnás < *-gʷʰen-, *-gʷʰn-

Temavokalen. I nominalbøjningen (vedisk putra-type) optræder temavokalen gennemgående som *‑o- (undt. i vokativen, der har –e). Derfor ser vi modsætninger som de følgende:

  • madhu-dugha- — go-dúh-, dvs. *-dugʰ-o- ovf. *-dugʰ-
  • vāká– — vácas-, dvs. *u̯okʷ-o- ovf. *u̯ekʷ-es-
  • yugám — aśva-yúj–, dvs. *i̯ug-óm ovf. *i̯ug-

Tematiske dannelser med ‑o- (eller nultrin) i roden. Tematiske afledninger til verbalrødder har nul- eller o-trin, ofte i komposita, øjensynligt uafhængigt af accenten (dvs. det kan ikke kaldes aflyd). Helt klart i græsk (βουληφόρος), men i indisk er BrL ikke længere helt klart fordelt:

Nultrin

  • madhu-dugha-
  • yugám lat. jugum ‘åg’

–o-trin

  • vāká- ‘tale, sang’
  • brahma-kārá- ‘som udfører bøn’
  • satra-sāhá- ‘som nedlægger/indtager alt’

I indoiransk kommer disse dannelser til at ligne tematiske verbalstammer; i vedisk bliver de med tiden afledt af verbalstammer, dvs. uden BL:

  • vājam-bhará– ‘som tager sejrsprisen’

-mo-

nultrin

  • dhūmá- ‘røg’; gr. thūmós

–o-trin

  • gharmá ‘varme’; jf. at s-stammen háras- ‘flamme’ har h-. Roden er *gʷʰer-.

Ekstern sandhi

Initialt -a

Kræver særlig omtale på grund af to særtræk:

  • Initialt a- har samme effekt på finalt -e, -o og -as som en stemt konsonant (se de eksterne sandhiregler for /i/, /ai/, /āi/, /u/, /au/, /āu/ og dentalt s). Det betyder vel, at a- udtaltes med en sprængansats (jf. at Pompino-Marschall & Żygis 2010 konstaterede, at sprængansats i tysk hyppigst forekom ved lave vokaler.)
  • Initialt a- elideres ofte i stilling efter -e, -o og -as, et fænomen, der kaldes abhinihita-sandhi. Dette er en senvedisk regel; i 99 % af tilfældene skal det eliderede a- udtales for at få metrummet til at passe til det tidligt vedisk sprog som Rigveda er forfattet på.

Finalt -a

Praśliṣṭa-sandhi kaldes det fænomen, at en vokal kontraheres med en efterfølgende vokal. Resultatet, som også er fremstillet i diagrammet om vokalkontraktioner, er en langvokal eller en diftong:

/a # ā̆/  → ā

  • /ihá asti/ → ihā́sti

/a # ī̆/→ /ai/ → e /__C

  • /ihá iha/ → ihéha

/a # ai/→ /āi/ → ai /__C

  • /átha áikam/ → áthaíkam

Nogle gange udebliver kontraktionen, og -a nasaleres:

  • /aminanta áivaiḥ/ → aminantam̆̇ évaiḥ

Andre gange elideres -a:

  • /upa aiṣatu/ → up’eṣatu

/a ū̆/ → /au/ → o /__C

  • /sáumasya ūtī́/ → sómasyotī́

/a # āi/ → /āi/ → ai /__C

  • /prá āit/ → práit

/a # āu/ → /āu/ → au /__C

  • /sáumasya āuśijás/ → sómasyauśijaḥ

I nogle tilfælde skal kontraktionen opløses for at få metrummet til at passe – typisk når den ukontraherede form har en jambisk struktur (Macd. § 18b):

  • cārcata – læs: ca arcata

Nasalering

En gang imellem optræder finalt /a/ som nasaleret [ã] (skrevet am̐) i stilling før initialt e- eller o-. De fleste eksempler har til fælles, at /a/:

  • står i slutningen af en pāda
  • er ubetonet
  • følges af betonet é- eller ó-

Lubotsky (1993) mener at accenten spiller en rolle.

Eksempler

Pādagrænsen er markeret med <:>:

  • /ghanáina : aikaś/ → ghanénam̆̇ : ékaś
  • /táijanaina : áikam/ → téjanenam̆̇ : ékam
  • /savā́ya : aivā́/ → savā́yam̆̇ : evā́
  • /tadvaśā́ya : aiṣás/ → tadvaśā́yam̆̇ : eṣáḥ
  • /ca : áikam/ → cam̆̇ : ékam
  • /vīríyāya : áikas/ → vīríyāyam̆̇ : ékaḥ
  • /bhara : áujiṣṭham/ → bharam̆̇ : ójiṣṭham
  • /ugra : áukas/ → ugram̆̇ : ókaḥ
  • /puruṣṭuta : áikas/ → puruṣṭutam̆̇ : ékaḥ
  • /bhara : áujas/ → bharam̆̇ : ójaḥ
  • /ákrata : áimī́d/ → ákratam̆̇ : émī́d

Fænomenet forekommer dog også pāda-internt:

  • /aminanta áivaiḥ/ → aminantam̆̇ évaiḥ

Samme regel gælder finalt /ā/.

→ Videre til ā