/ā/

Oversigt

Fra urie. til vedisk

Skt. /ā/ beskrives af de indisk grammatikere som den mest åbne vokal.

Urie. *ē og *ō

  • pitā́ < *ph₂t(r)
  • dā́tā < *dóh₃tō(r)

Urie. *o i åben stavelse – Brugmanns lov

  • mānáyati < *mon-ei̯e-ti

Urie. *eh₁ og *oh₃

  • dádhāmi < *dʰedʰéh₁-mi, jf. gr. τίθημι
  • dádāti < *de-dóh₃-ti, jf gr. δίδωμι

Urie. *m̥H og *n̥H – fordi *m̥ og n̥ falder sammen i a.

  • vāntá- < *u̯m̥h₁-to- ‘kastet op’ (impf. ávamīt), lat. uomeō gr. έμέω < *u̯emh₁- (bemærk det uventede ‑n‑) ‘brækker mig’
  • jātá- < *g̑n̥h₁-tó- (præs. jā́yate ‘bliver født’)

Ekstern sandhi

Finalt /a/ og /ā/ falder sammen i stilling før en initial vokal, idet finalt /ā/ forkortes i denne stilling i følge en generel regel:

V̄ # V → V V

Det betyder, at finalt /ā/ fuldstændigt følger de eksterne sandhiregler for /a/:

/ā # ā̆/  → /a # ā̆/ → ā

  • /tvā agnai/ → tva agne → tvāgne

Dog er der en tendens til, at ā ikke kontraheres med efterfølgende a-.

/ā # ī̆/ → /a # i/ → /ai/ → e /__C

  • /pitā́ iva/ → pitắ iva → pitéva

Nogle gange elideres ā- …

[Eksempler mangler]

/ā # ū̆/ → /a # u/ → /au/ → o /__C

  • /ā́ ubhā́/ → á ubhā́ → óbhā́

Nogle gange elideres ā-:

  • /yathā auhiṣe/ → yath’ ohiṣe

/ā # ai/ → /a # ai/→ /āi/ <ai> /__C

  • /ā́ aibhiṣ/ → á ebhiṣ → aibhiḥ

/ā # au/→ /āu/ <au> /__C

Eksempler mangler tilsyneladende.

Metrummet viser, at finalt  (ligesom finalt /a/) typisk kontraheredes med initialt r̥-, men dette ses ikke i skriften:

-ā # r̥- → -ā r- <-ā r̥->

  • /mā ŕ̥ṣim/ → <ma ŕ̥ṣim>, læs: marṣim.

I andre tilfælde skal kontraktionen skal opløses for at få metrummet til at passe. Reglen V̄V → VV applicerer stadig:

  • /mā́ āpéḥ/ → má āpéḥ  →  mā́péḥ – læs má āpéḥ for at få metrummet til at passe.

Nasalering

Lubotsky (1993)

Ligesom tilfældet er med finalt /a/, optræder finalt /ā/ en gang imellem som nasaleret [ā̃] (skrevet ā) i stilling før initialt e- eller o-. Det sker typisk når /ā/

  • står i slutningen af en pāda
  • er ubetonet
  • følges af betonet é- eller ó-

Eksempler

  • /upásthā : ékaḥ/ → upásthām̐ : ékaḥ
  • /śā́śadānā : éṣi/ → śā́śadānām̐ : éṣi
  • /ŕ̥bhvā : ékaḥ/ → ŕ̥bhvā : ékaḥ
  • /pā́rthivā : ékaḥ/ → pā́rthivām̐ : ékaḥ
  • /yathā : eṣá/ → yathā : eṣá

Derudover kan finalt /ā/ en sjælden gang nasaleres før /r̥/. Således:

  • /vidhartā : r̥tám/ → vidhartām̐ : r̥tám
  • /mahnā́ : r̥taikarmám/ → mahnā́m̐ : r̥tekarmám

Postpositionen ā́ optræder næsten undtagelsesløst som ā ved slutningen af en pāda, uanset hvilken vokal der følger. Som præverbium står ā́ typisk i begyndelsen af en pāda, så der har været et behov for at præcisere, at her var tale om et pādafinalt ā́ (Lubotsky 1993: 202).

  • /ā́ : agníḥ/ → ā́ : agníḥ

Formentlig i analogi med ā́ optræder postpositionen sa´cā til tider nasaleret før en hvilken som helst nasal (Lubotsky 1993):

  • /sácā : índraḥ/ → sácām̐ : índraḥ