Accent og intonation

Macdonell s. 448–469; Whitney s. 28–34.

I vedisk er accentstedet frit og leksikalsk betinget; dvs. man skal vide for hvert enkelt ord, hvordan det accentueres, samt hvorledes accenten forholder sig under bøjningen. Accenten markeres i skriften i de fire vedaer og i to brahmanaer.

I klassisk sanskrit derimod er accenten fast, og den markeres ikke i skriften. Det er godt at kende reglen for klassisk sanskrit.

Accent i klassisk sanskrit

Klassisk sanskrit har en fast accent, der følger et system, der næste ligner det latinske. Ligesom i latin er udgangspunktet, at sidste stavelse ikke kan have accent, samt at accenten ligger på næstsidste stavelse, hvis denne er lang, ellers på tredjesidste stavelse. I sanskrit er der blot én ekstra stavelse, der kan accentueres.

Dvs. accenten ligger:

På næstsidste stavelse, hvis denne er lang:

• Bhagavadgī́tā
• Aṣṭādhy´āyī
• dhātup´āṭha

På tredjesidste stavelse, hvis denne er lang (og 1. ikke applicerer):

• Mahābhā́rata
• Rāmā́yaṇa
• Brā́hmaṇa
• Āráṇyaka
• ´S´aunaka

På fjerdesidste stavelse, hvis næst- og tredjesidste ikke er lange:

• Úpaniṣad
• Anúkramaṇī

I nogle tilfælde følger den moderne, vestlige udtale det latinske mønster. På dansk har upanishade tryk på næstsidste stavelse, på engelsk har upanishad tryk på tredjesidste.

Vedisk: De tre toner og deres markering

Macdonell s. 448 ff.

Den vediske accent er tonal, dvs. den består i en hævning af tonen på den accentuerede stavelse, efterfulgt af et fald i tonen. Den tone, der går forud for den hævede tone kaldes anudātta, den hævede tone kaldes udātta, og den faldende tone, der følger efter, kaldes svarita. Alle andre stavelser, der er upåvirkede af tonen, kaldes til tider pracita.

Udātta ‘hævet’ og an-udātta ‘ikke-hævet’

Udātta er navnet på hovedaccenten, der altså består af en hævet tone og translittereres med akutaccent. Navnet ud-ā-tta- består af tre dele:

• Verbaladjektivet, tta– (< *d(h₃)-to-) ‘givet’ til roden dā ‘at give’ (< *doh₃‑).
• Præverbiet ā ‘ad, på, imod’. Sammensætningen af ā+dā-, bogstaveligt ‘give til sig selv’, betyder ‘tage, gribe’.
• Præverbiet ud ‘op’. Sammensægningen ud-ā-dā- betyder bogstaveligt ‘tage op → hæve’, vores verbaladjektiv ud-ā-tta- betyder derfor ‘hævet’.

Der findes forskellige måder at markere accenten på i devanāgarī. I Rigveda markeres udāttaen slet ikke – men det gør de to nabostavelser, anudātta og svarita.

Termen an-udātta- betyder ‘uden udātta’ og betegner den ikke-hævede tone, der går lige forud for en udātta. Om den adskiller sig fra andre ubetonede stavelser (der kaldes pracita), er usikkert; grammatikeren Pāṇini skriver, at den er lettere sænket.

Anudātta indvarslet altså den efterfølgende udātta. Den angives med en vandret streg under den forudgående stavelse:

• ratnadhā́tamam
  रत्न॒धात॑मम्

Anudātta translittereres aldrig.

Svarita ‘klingende’ tone

Svarita er den faldende tone, der følger lige efter en udātta; dvs. det er en enklitisk accent. I Rigveda stiger den til lidt over udāttaens niveau og falder så. Fonetisk minder den om en cirkumflex (ikke den franske, men den græske, der betegner en stigende-faldende tone).

I devanāgarī markeres svaritaen med en lodret streg over den vokal, der bærer den. Som hovedregel translittereres den ikke:

• agním īḷe
  अ॒ग्निमी॑ळे

Når en vokal står mellem to stavelser med udātta opstår der en konflikt, idet vokalen burde få både svarita og anudātta. Her er reglen, at anudātta trumfer svarita:

• patsú khādáyo
  प॒त्सु खा॒दयो॒
• devám r̥tvíjam
  दे॒वमृ॒त्विज॑म्

Uafhængig svarita

En svarita er altid afhængig af tilstedeværelsen af en forudgående udātta, men under forskellige omstændigheder kan udāttaen blive undertrykt, og svaritaen kommer til at stå alene. Det kalder man en uafhængig svarita, og den translittereres med en gravisaccent. Der findes  fire typer

1. Kṣaipra: “Hurtigheds”-svarita.

Når finalt, betonet -í eller -ú bliver konsonantisk før en vokal i det efterfølgende ord og dermed mister sit accentsted, ses den underliggende udātta alene ved, at den efterfølgende stavelse har svarita:

• nú astu → nv àstu
  न्व॑स्तु

Som nævnt får en stavelse, der står mellem to udāttaer, normalt anudātta, idet anudātta trumfer svarita. Hvis en anudātta også kunne trumfe en uafhængig svarita, ville ethvert spor af den forudgående udātta gå tabt.

Tilsyneladende får den pågældende stavelse både svarita og anudātta; i hvert fald løses problemet i skriften ved, at tallet 1 indsættes, hvis vokalen er kort, og dette tal markeres med både svarita og anudātta: १॒॑. Det hele translittereres blot med en gravisaccent:

• apsú antár → apsv àntár
  अ॒प्स्व१॒॑न्तर्
• apsú agníṃ → apsv àgním
  अ॒प्स्व१॒॑ग्निं 
• devī́ akṣábhiḥ → devy àkṣábhiḥ
   दे॒व्य१॒॑क्षभिः॑
• makṣú itthā́ → makṣv ìtthā́
  म॒क्ष्वि१॒॑त्था

Når vokalen, der både skal bære den uafhængige svarita og anudāttaen, er lang, bruges samme system, med to modifikationer: Vokalen markeres med anudātta, og den følges af et tretal med svarita og anudātta (३॒॑):

• vikṣú āyóḥ → vikṣv ā̀yóḥ
  वि॒क्ष्वा॒३॒॑योः

Husk, at reglen og denne mærkelige notation kun gælder ifm. den uafhængige svarita.

2. Jātya/nitya: ‘medfødt/egen svarita’

Samme fænomen som kṣaipra, blot inde i ordet. Opstår når et ord har et betonet, ikke-finalt ú eller í, der typisk udtales konsonantisk og derfor mister sin udātta:

• súaḥ → svàḥ
  स्वः॑ 
• kúa → kvà
  क्व॑
• vīríyaiḥ- → vīryaìḥ
  वी॒र्यैः॑

Også her indsættes १॒॑ eller ३॒॑, når vokalen der skulle bære den uafhængige svarita går forud for en stavelse med udātta. Der translittereres med gravis:

• súvar dŕ̥śīke → svàr dŕ̥śīke 
  स्व१॒॑र्दृशी॑के
• kaníyā nā́mabhiḥ → kanyā̀ nā́mabhiḥ
  कन्या॒३॒॑ नाम॑भिः
• kúva trī́ → kvà trī́ 
  क्व१॒॑ त्री
• tanúā śū́śujāno → tanvā̀ śū́śujānaḥ
  त॒न्वा॒३॒॑ शूशु॑जानः 

3. Abhinihita: ‘Nærkontakts-svarita’

Opstår, når ord på finalt, betonet -é eller -ó følges af et initialt a-. Dette  a- skal have svarita, da det forudgående -é eller -ó har udātta. Men ifølge en sandhiregel elideres initialt a- ofte i stilling efter finalt ‑e eller -o. Det markeres med avagraha: ऽ. I den situation kommer finalt, betonet -é eller -ó tilsyneladende til at bære sin egen svarita. I devanāgarī angives dette ved at indsætte tallet 3 (fordi vokalen er lang), der markeres med både udātta og svarita: ३॒॑. Der translittereres med gravis.

• rāyó avánir → rāyò ‘vánir
  रा॒यो॒३॒॑ऽवनि॑र्

4. Praśliṣṭa: ‘sammenfaldende svarita’.

Normalt forventer vi, at kontraktionsproduktet af to ens vokaler får udātta, hvis den ene af de to vokaler har udātta. Dette gælder dog ikke -ĭ́ + ĭ- eller -ŭ́ + ŭ-: her får kontraktionsvokalen svarita:

• sū̀dgātā ← sú udgātā

(Beguš 2016; formuleres lidt forskelligt hos Whitney og Macdonell).

Særlige regler for markeringen af accenten

En hemistik/et halvvers er i vedisk metrik to sammenhængende pādaer/verselinjer, der behandles som en prosodisk enhed. Det vil sige, at markeringen af accenten ikke tager hensyn til, om der ligger en pādagrænse mellem to ord. Derimod er overgangen mellem to hemistikker/halvvers en hård grænse.

Hvis en udātta står i begyndelsen af et halvvers, vil der ikke være en forudgående anudātta, der markerer den. Dvs. at man kun kan slutte sig til dens tilstedeværelse ud fra den efterfølgende svarita, eller eventuelt en anudātta. Hvis en udātta i begyndelsen af et halvvers følges af en eller flere stavelser, der også har udātta, kan den ikke markeres. Hvis der står flere umarkerede stavelser i begyndelsen af et halvvers, betyder det altså, at de allesammen har udātta.

Dette betyder så, at man er nødt til at markere alle ubetonede stavelser i begyndelsen af et halvvers som anudātta. Ellers ville man jo tro, at de havde udātta. Inde i halvverset markeres ellers kun den anudātta, der står umiddelbart før udāttaen.

Ubetonede stavelser kaldes som nævnt pracita. Det betyder ‘samlet, akkumuleret’. De vil altid følges af en anden pracita eller en anudātta. Måske man skal forstå betydningen af ordet sådan, at de udgør en samling af ubetonede stavelser?

Sætningsaccent

Enklitiske ord

Der findes to grupper af ord, der aldrig bærer accent:

Partikler

ca, vā, u, sma, iva, cid, svid, ha og, i vedisk, kam (dog også kám), gha, bhala, samaha, īm, sīm og, kun i RV, yathā, når ordet står ved slutningenaf en pāda og har samme betydning som iva.

Enklitiske pronominer

• De personlige pronominer har følgende enklitisk former i akkusativ og dativ
  mā akk.; me dat. ‘mig’
  tvā akk.; te dat. ‘dig’
  nāu akk./dat. ‘os to’
  vām akk./dat. ‘jer to’
  nas akk./dat. ‘os’
  vas = akk./dat ‘jer’ 
• Det demonstrative enam, enām, enad ‘ham, hende, den/det’
• Blandt de indefinitte pronominer er tva ‘nogen, en anden’, sama ‘nogen, en eller anden’ enklitiske

Vokativ

Vokativen er som udgangspunkt ubetonet. Den accentueres dog i begyndelsen af en pāda, hvor accenten så falder på første stavelse.

Hvis der står mere en én vokativ i begyndelsen af pādaen, accentueres de alle.

Finitte verber

Verber er som hovedregel ubetonede i hovedsætninger – men da en sætning ikke kan begynde med et ubetonet ord, betones et verum altid, hvis det står i begyndelsen af en sætning.

Verber er derimod altid betonede i underordnede sætninger.

Accentstedet i et betonet verbum afhænger af, om det har et augment eller ej – hvis det har augment, tager augmentet accenten. Hvis det ikke har augment, er der regler inden for hver stammeklasse, der bestemmer accentens placering.

Accentuerede verber finder man således kun

• i begyndelsen af en pāda eller sætning:

• áhann áhim … ‘han dræbte (áhann) slangen (áhim)’ (aorist præt.; augmentet bærer accenten)

• i stilling efter et andet finit verbum (idet en sætning kun kan have ét hovedverbum)
• i underordnede sætninger (kig efter sætningsindlederne: yá- rel.pron., cá/céd ‘hvis’, néd ‘for at (undgå)’, hí ‘for’, kuvíd ‘om’)
• optionelt, hvis verbet er emfatisk og følges af partiklerne ít eller caná
• i stilling efter en betonet vokativ (iflg. Macdonell fordi vokativen behandles som sin egen sætning, og det efterfølgende verbum dermed begynder en ny sætning.)

Præverbier

Præverbier optræder som delvist selvstændige ord i sætningen. Det manifesterer sig på forskellig vis:

• De står tit adskilt fra verbet

• prá vakṣáṇā abhinat párvatānām “han splittede bjergenes maver” (abhinat 3sg. impf. præteritum; prá ‘frem, foran’ er præverbium til abhinat)
• úd agne tiṣṭha práty ā́ tanuṣva “stå op, agni, og spred dig ud” (úd ‘op’ er præverbium til tiṣṭha, 2. sg. imperativ ‘stå’; práti ‘imod’ og ā́ ‘mod’ er præverbier til tanuṣva 2.sg. imperativ ‘spænd‘.

• Bærer accenten i hovedsætninger, når hovedverbet er uaccentueret. Hvis der er flere præverbier, accentueres de allesammen:

• úpa prá yahi (hertil-frem-kom) ‘kom frem!’

• Undtagelse: ā́ tager accenten, når den står lige efter et andet præverbium (der ikke ender på i), og skrives sammen med verbet (mærkeligt!):

• sam-ā́-kr̥noṣi ‘du sætter dem sammen’ (sám står før ā́ og mister sin accent)
• úd agne tiṣṭha práty ā́ tanuṣva “stå op, agni, og spred dig ud” (práti ender på -i og bevarer sin accent, også før ´´ā)

• I underordnede sætninger accentueres verbet; her skrives et præverbium ofte sammen med verbet og mister accenten:

• yád . . ni-ṣī́dathaḥ “når I to sætter jer ned”

Augmentet

• Hvis et augmenteret verbum er accentueret, bærer augmentet accenten.
• Augmentet kan ikke skilles fra verbets stamme og er derfor uaccentueret, hvis verbet er det.

Sætningsintonation

Götz Keydana, (video) fremlægger to argumenter for, at der skulle være faldende intonation i fremsættende sætninger på vedisk:

• Den foranstillede vokativ har altid initialbetoning. Den er sin egen sætning og har således faldende betoning.
• Hovedverbet, der som udgangspunkt har stået sidst i sætningen, er uaccentueret.