Man taler om afledning, når en morfologisk proces ændrer afledningsbasens semantik – typisk ved, at grundordet skifter ordklasse, som tilfældet er med denominative verber. De forskellige bøjningskategorier, som aspekt, diatese, person osv., kan også siges at ændre rodens betydning – men her taler vi om bøjning, fordi alle rødder i teorien kan/skal bøjes i disse kategorier, og semantikken er forudsigelig.
De såkaldt afledte præsensstammer lader til at ligge på et spektrum mellem afledning og bøjning. De kaldes afledte, fordi de tilføjer en semantisk nuance til verbalrodens grundbetydning, der ikke kan udtrykkes i de primære præsensklasser og i øvrigt som hovedregel heller ikke kan udtrykkes i aorist eller perfektum.
På den anden side har de visse træk, der berettiger til at karakterisere dem som en del af bøjningssystemet. Med (den logiske) undtagelse af denominativen kan de afledes af alle rødder, og semantikken er forudsigelig.
Som hovedregel optræder de afledte verber ikke i aorist eller perfektum, og de kan ikke danne basis for yderligere afledning. Dog findes der til seks kausative verber en redupliceret aorist med kausativisk betydning; derudover kan kausativen danne futurum. I sanskrit ender flere kausativer faktisk i en ny klasse af primære præsensstammer, kaldet klasse 10.
En anden undtagelse fra hovedreglen er, at diatesen passiv også findes i den medio-passive aorist; men der er ingen tegn på, at den imperfektive og aoristiske passiv er beslægtede.
Macdonell behandler både futurum og passiv som afledte præsenstyper, selv om deres semantik ikke lægger op til det. Her på bloggen behandler jeg futurum på lige fod med en stammetype på linje med præsens, aorist og perfektum.
De fem afledte præsenstyper, inklusive passiven, som egentlig ikke hører til her, er: