-ant-/-at- (aor./impf. aktivt participium)

Macd. s. 62

Funktion

Med suffikset -ant-/-at- dannes:

  • aktivt participium til præsens og aorist
  • adjektiverne rúśant- ‘strålende’, pŕ̥ṣant- ‘plettet’, r̥hánt- ‘svag’, br̥hánt- ‘stor’, mahánt- ‘stor’, der hører til i det såkaldte calandsystem
  • substantivet dánt- m. ‘tand’

Bemærk at -ant-stammernes deklination er anderledes end vant-stammernes; de sidstnævnte har nominativisk forlængelse. Det har ant-stammerne ikke. Deres nom.sg.m. (feks. adán) er altid identisk på overfladen med 3.pl.ind. minus -i (adán). Underliggende er her dog en kontrast mellem /ans/ og /ant/.

Bøjning

Undtagelser fra ovenstående skema:

  • Verber af 3. reduplicerende klasse. Her ender 3.pl.ind. på -ati (bíbhrati). Bortset fra hic-et-nunc-i får nom.sg.m. af participiet samme form – faktisk gennemføres -at- under hele bøjningen.
  • Adjektivet mahánt- ‘stor’ har langvokal i de stærke former. Nom. singularis optræder tre gange i RV som et trestavelsesord. Derfor rekonstruerer man urie. *meǵ-oh2-ont- eller *meǵ-eh2-ent- i de stærke former, *meǵ-h2-n̥t- i de svage. Selv i urie. er det et besynderligt paradigme.  

Aflyd

Der findes to aflydstyper: en med -ant- i de stærke kasus, -at- i de svage.

-ant-/-at- er den absolut hyppigst forekommende, idet den findes i alle verber hvor den sekundære 3pl.-endelse er ‑ant. Dvs. alle tematiske og de fleste atematiske verber.

-at- uden aflyd ses i alle den slags paradigmer, hvor den sekundære 3pl.-endelse er ‑at eller -ur:

Atematiske, reduplicerede stammer:

  • 3.præs.kl.: nom.sg.m. bíbhrat
  • Intensiv (over 40 former hos Macd): nom.sg.m. kánikradat
  • (den atematiske reduplicerede aorist danner ikke ptc.)

s-aoristen (sjælden). Macd. har:

  • nom.sg.m. dákṣat/dháksat ‘brændende’
  • nom.sg.m. sákṣat ‘følgende’

Endelserne

Nominativ singularis har som sagt to varianter:

  • -an < indoiransk *-ans < urie. *-ents, idet urie. *t > Ø /n_S#
  • -at < urie. *-n̥ts

Til forskel fra vant-stammerne er der ikke nominativisk forlængelse (men der er langvokal i n. nom./akk. pluralis).

N. nom./akk. dualis dannes med suffikset i nultrin. I suffiksale stammer har denne form altid en svagere form end n. nom./akk. pluralis.

N. nom./akk. pluralis har, ligesom i vant-/mant-stammerne, langtrin i suffikset i Rigveda: adā́nti. Det ses ikke af Macdonells skema, og padapāṭha-teksten har kort vokal (adánti).

Accent

Præsensparticipiet har samme form som 3.pluralis uden det finale -i (dvs. samme form som 3.pl. injunktiv). Dette gælder også accenten:

  • 3pl. bháranti – præs. ptc. bhárant-
  • 3pl. bíbhrati – præs. ptc. bíbhrat-
  • 3.pl. tudánti – præs.ptc. tudánt–

Det gælder for næsten alle nominer, at hvis de er barytone – dvs. hvis accenten ligger før suffikset, typisk på roden – så bliver accenten liggende der under bøjningen. Sådan er det også med nt-stammerne, jf.:

  • m.nom.sg. bháran, gen.sg. bhárataḥ (1. præsensklasse)
  • m.nom.sg. bíbhrat-, gen.sg. bíbhrataḥ (3.klasse)
  • m.nom.sg. rúśant-, gen. sg. rúśataḥ ‘strålende’
  • m.nom.sg. pŕ̥ṣant-, gen.sg. pŕ̥śataḥ ‘plettet’

Oxytone stammer er stammer, hvor accenten ligger på suffikset. I de allerfleste oxytone nominer bliver accenten liggende på suffikset under bøjningen, hvis den kan – men ikke i de oxytone ant-stammer: her flytter accenten til de svage kasus, hvis endelsen begynder på en vokal. Således:

  • nom.sg.m. yán, gen. y-at-áḥ (2. præs.klasse)
  • nom.sg.m. śunv-án, gen. śunv–at-áḥ (5. præs.klasse)
  • nom.sg.m. yuñj-án, gen. yuñj–at-áḥ (7. præs.klasse)
  • nom.sg.m. tudán, gen. tudatáḥ (6. præs.klasse)
  • nom.sg.m. mahā́n, gen. mahatáḥ adj. ‘stor’
  • nom.sg.m. r̥hán, dat. r̥haté adj. ‘svag’
  • nom.sg.m. br̥hán, gen. br̥hatáḥ adj. ‘stor’

Se også Macdonells skema ovenfor.

Femininum

Femininum til nt-stammerne dannes med devī-suffiksets –ī. Som hovedregel føjes suffikset til den svage stamme, og accenten er som i en svag kasusform, hvor endelsen begynder på vokal:

  • nom.sg.m. yán, gen. y-at-áḥ → f. y-at-ī́
  • nom.sg.m. śunv-án, gen. śunv–at-áḥ → f. śunvatī́
  • nom.sg.m. yuñj-án, gen. yuñj–at-áḥ → f. yuñj-a-tī́
  • nom.sg.m. bíbhr-an, gen. bíbhr-at-aḥ → f. bíbhr-at-ī
  • nom.sg.m. mahā́n, gen. mahatáḥ → f. mahatī́

En vigtig undtagelser er i tematiske stammer. Her tilføjes suffikset til den stærke stamme, hvilket vel må afspejle den oprindelige, tematiske stamme:

  • bhávantī < *bʰeu̯h-o-nt-ih₂; jf. m. gen. sg. bhávataḥ ← *bʰeu̯h-o-nt-es;
  • tudántī < *tud-ó-nt-ih2; jf. m. gen. sg. tudátaḥ ← *tud-ó-nt-es

Oprindelse

Det indoeuropæiske aktive participium dannedes med et suffiks, som nogle forskere rekonstruerer som  *-ont-/-n̥t-. Det dannes til aorist- og præsensstammer, dvs. det er en del af det primære/sekundære endelsessæt.

Suffikset kendes fra stort set alle sproggrene som aktivt participium. Dog er dets funktion anderledes i de anatoliske sprog, hvor det fungerer som aktivt participium til intransitive verber, men passivt participium til transitive verber (helt som *to-participiet).

I atematiske stammer aflyder suffikset, men om det er *-ónt-/-n̥t- eller *-ént-/-n̥t-, er uklart. Det er denne stammetype, der er den mest udbredte i vedisk, således også til tematiske verber: Nom.sg. bhár-an, gen.sg. bhár-at-aḥ.

Til en tematisk stamme som urie. 3sg. *bʰér-e-ti, 3pl. *bʰér-on-nti ville vi ellers forvente participiet m.nom.sg. *bʰér-o-nt-s, gen.sg. *bʰér-o-nt-es. En sådan bøjning ses i græsk: nom.sg. φέρων, gen.sg. φέροντος og i avestisk, men i vedisk bøjes de tematiske stammer altså præcis som de atematiske.

I latin lader den svage, atematiske form af suffikset, *-n̥t- > –ent-, til at være gennemført. Dvs. nom.sg. ferēns, akk. ferentem, gen. ferentis.