Demonstrative pronominer

De demonstrative pronominer kan løseligt beskrives i følgende skema. Semantikken i de enkelte pronominer er dog omdiskuteret:

	Neutral deiksis	Nærdeiksis	Fjerndeiksis
Neutralt	sá(ḥ), sā́, tád	ayám, iyám, idám	syá(ḥ), syā́, tyád
Emfatisk		eṣá(ḥ), eṣā́, etád	asáu, asáu, adás
Enklitisk	enam, enām, enad

Det anaforisk/demonstrative pronomen

m. sá(ḥ), f. sā́, n. tád

Macd. § 110, s. 106

Funktion

• Anaforisk=henviser til noget, der tidligere er blevet nævnt
• Fungerer til dels som en slags bestemt artikel
• Kan kombineres med navne: sá índra og personlige pronominer, særlig 2. person: sá tvám ‘du’.
• Bruges hyppigt korrelativt (yad … tad,  jf. lat. tam … quam med omvendt rækkefølge)

Oprindelse

Urie. *so, *sah₂, *tod,  et deiktisk pronomen, der er bevaret i feks.:

• gr. ὁ, ἡ, τό
• Go. sa, so, þata
• tokh. B se, sā, te

I latin er dette pronomen kun bevaret i rester, og diverse konjunktioner og adverbier, der har bevaret den korrelative funktion:

• tam … quam ‘så … som’
• tālis … quālis ‘sådan som’
• tum … cum ‘så snart som … så’
• quantus … tantus ‘så meget som’
• quot … tot ‘så mange som’

Bøjning

Den urie. m. nom. sg. rekonstrueres som *só uden nominativisk -s. Sanskrit har også arvet denne s-løse form, men den forekommer stort set kun før ord på initial konsonant: sá súvaḥ

I sanskrit er en sigmatisk form, ved. sáḥ, opstået analogisk. Den forekommer i slutningen af en pāda samt i prævokalisk stilling, hvor den fungerer som hiatbryder, idet den forhindrer, at pronominet bliver kontraheret med det efterfølgende ord: /sás índra/ → sá índra

Dvs. fordelingen af nedarvet /sa/ og analogisk /sas/ er:

/sa/ → sas /__ [–C]

/sas/ → saḥ /__ ##

/sas/ → so /__ ă

• só asmā́n

/sas/ → sa /__ V [-ă]

• /sás índra/ → sá índra

Enkelte gange finder vi faktisk sá før vokal, og her kontraheres: sá íd → séd. Se nogle sammenlignelige eksempler, hvor sá undtagelsesvis optræder før vokal, i skemaet neden for:

sá + V (sjældent)	sáḥ + V (regelmæssigt)
séd	sá íd
séndra	sá índra
sā́smā́kebhiḥ	só asmā́n
só	sá u

Nogle gange optræder begge former i samme pāda:

• sóṣā́m avindat sá súvaḥ só agníṁ 
  Han fandt morgenrøden, han (fandt) solen, han (fandt) ilden

• Også det nærdeiktiske m. e-ṣá(ḥ), n. e-tád, f. e-ṣā́ og det fjerndeiktisk m. syá(ḥ) f. syā́, n. tyád danner nom.sg. på denne måde.
• Derimod har de relative og interrogative pronominer altid sigmatisk nominativ, men bøjes ellers efter samme skema som sáḥ, sā́, tád (undt. nom./akk.sg. kím)
• Samtlige svage kasus kan formelt set analyseres som t + den tilsvarende kasus af ayám, iyám, idám.

	Singularis			Dualis		Pluralis
	M	N	F	M	N/F	M	N	F
N	sá(ḥ)	tád	sā́	táu	té	té	tā́ tā́ni	tā́ḥ
A	tám	tád	tā́m			tā́n
I	téna/ténā		táyā	tā́bhyām		táiḥ		tā́bhiḥ
D	tásmai		tásyai			tébhyaḥ		tā́bhyaḥ
Ab	tásmād		tásyāḥ
G	tásya			táyoḥ		téṣām		tā́sām
L	tásmin		tásyām			téṣu		tā́su

• M. dat. sg. tásmai < *te-sm-ōi; jf. got þamma < *te-sm-o/eh₁ (Schumann s. 66)
• F. dat. sg. tásyai < *te-si̯-ōi; jf. got. þizai < *te-si̯-ah₂-ai̯ (eller *tes-i̯ah₂-ai̯ med devī-suffikset)

Nærdeiktiske demonstrativer

m. ayám, f. iyám, n. idám

Macd. § 111, s. 107.

Funktion

Nærdeiktisk pronomen

Oprindelse

Bøjningen er sammensat af flere forskellige elementer.

• Det nærdeiktiske morfem  -ai-/-i- < urie. *(h)ei̯-/*(h)i̯- ses også i
  lat. nom.sg.  is, ea, id < *(h)i-s, *(h)ei̯ah₂, *(h)id
  got. is, (si), ita, med akk.pl. ins; ty. er, es.
• a- er en pronominalstamme, der dukker op flere steder
• Femininumsmarkøren *-ih₂- gemmer sig måske i f. nom. sg. iyám (eftersom de svage sg.-former tilsyneladende har devī-endelser)
• -ám i singularis af stærke kasus; måske emfatisk, jf. personlige pronominer (ahám osv.): Olander: *hom eller *-h₁em, som i lat. idem
• -m- i dualis og pluralis af stærke kasus. Nultrin af –ám-? Analogi fra akk.sg.m.?
• -sm- i maskulinum, svage endelser; vel fra *sem ‘en’; jf. sama‑ ‘nogen’ (got. sums, gr. ἁμό-θεν ‘et eller andet sted hen’, οὐδ-αμός ‘ikke nogen’) og partiklen sma
• -sy- i femininum; siges at være fra *sm-ih₂ f. ‘en’
• -sy- i gen.sg. alle køn; det velkendte segment i diverse pronominale endelser

Bøjnning, indflydelse på andre bøjninger

• Pronominet er vigtigt, fordi nogle af dets endelser er blevet lånt ind i a-stammernes bøjning; i flere tilfælde er disse endelser formelt identiske med de tilsvarende former af ayám. I nedenstående skema er de relevante former blå.
• Man siger, at de feminine ā-stammer har lånt dativ, ablativ og genitiv singularis-endelsen fra devī-stammerne (jf. former i pink), men instrumentalis er tydeligvis fra pronominerne (jf. aṣṭr-áyā ovf. dev-yā́). Det er altså lettere at sige, at ā-stammerne har lånt alle endelser fra pronominerne.
• Former der er identiske med den tilsvarende ā-stammeendelse er røde. De er ikke specielt pronominale og kan i teorien være lånt fra ā-stammerne.

	Singularis			Dualis		Pluralis
	M	N	F	M	N/F	M	N	F
N	ayám	idám	iyám	imā́/-áu	imé	imé	imā́(ni)	imā́ḥ
A	imám		imā́m			imā́n
I	enā́/ená		ayā́	ābhyā́m		ebhíḥ		ābhíḥ
D	asmái		asyái			ebhyáḥ		ābhyáḥ
Ab	asmā́d		asyā́ḥ			ebhyáḥ		ābhyáḥ
G	asyá			ayóḥ		eṣā́m		āsā́m
L	asmín		asyā́m			eṣú		āsú

Akkusativ: En arkaisk nom./akk.er bevaret som partiklen íd ‘netop’. Femininum ĭmām: Wackernagel: måske *īm+ăm → ĭmām (men bem. f. asáu – amūm). Jf. den arkaiske enkl. akk. īm m./f. (Gotō s. 67 fodn. 169).

Instrumentalis: sg. enā́ 38× / ená 1× i RV. Dualis ābhyām: i de tematiske stammer analyseres endelsen -ābhyām ofte som *-oh₃-bʰi̯o-, med en dualismarkør foran kasusendelsen. Men som det kan ses, er femininum og neutrum faldet sammen i nom./akk, og alle tre køn er faldet sammen i de oblikke kasus. Det ville være let at argumentere for, at i hvert fald endelsen -ābhyām er identisk med *ah₂-stammernes endelse.

Genitiv pl. f. āsām: jf. gr. -αων, lat. –ārum, som begge forudsætter *-ah₂-s-ōm

Lokativ: asmín, jef. sydpikensk esmín (Weiss 2017). Stammen *esm- ses også i umbr. dat.sg. esmik.

m. e-ṣá, f. e-ṣā́, n. e-tád 

• Emfatisk iflg. Macd.
• Elementer:
  • *ai-, nærdeiktisk pronominalstamme
  • sá, sā́, tad, anaforisk/demonstrativt pronomen
• Bøjes som  sá, sā́, tad.
• Iflg. Kupfer 2003 er dette pronomen ikke deiktisk; det kan bruges til at fremhæve en af to ting, og det kan bruges til at introducere en ny aktør.

Fjern-deiktiske demonstrativer

m. syá(ḥ) f. syā́, n. tyád

• optræder næsten altid adjektivisk, dvs. sammen med sit substantiv.
• Samme vekslen mellem s- og t- af som sáḥ, sā́, tád
• Samme bøjning som sáḥ, sā́, tád. Dvs. det ligner det relative pronomen, men har samme sandhi i nom.sg. som de demonstrative
• Usikker oprindelse

m. asáu, f. asáu, n. adás

Macd. § 112, s. 109

• Emfatisk

Stammelementer:

• a-, i a-sau a-dás og måske i a-smai, a-smāt osv. Pronominalstamme, ses også i adv. a-tas, á-tha osv.
• sa-/sā-, vel i a-sáu pronominalstamme, ses  i m./f. nom.sg. < *sa-u; sah₂-u–
• as/-o i adás n. nom./akk. sg.; se nedenfor
• -u- = fjerndeiktisk modstykke til -ay-/-i-? Beslægtet med u-stammesuffikset?; gennemført i næsten hele paradigmet.
• -ī- m. nom.pl.; stamme i inst.pl. og gen.pl m.; komplementært fordelt med -u-. Er vel identisk med det enklitiske demonstativ ī?

Bøjningsmateriale

• -sm- pronominal partikel, m.; måske nultrin af *sem- ‘én’
• -sy- pronominal partikel, f.; måske af *sm–ih₂ f. ‘én’
• ad– = n. nom.akk. sg., tilsyneladende til pronominalstammen a-
• am- = m./f. akk.sg., af pronominalstammen a- generaliseret i hele paradigmet? Eller er det samme partikel som i ay-ám, iy-ám, id-ám, blot foranstillet?
• am-u- er dermed stammeformen i næsten alle former uden for nom.sg.

Oprindelse: EWA foreslår:

1. nom.sg.m. *sá-u, f. *sah₂-u
2. > nom.sg.m. *sau̯, f. *sāu̯
3. ➝ nom.sg.m. *sa-au̯, *sā-au̯
4. ➝ nom.sg.m. *sāu̯, f. *sāu̯
5. ➝ nom.sg.m. *a-sáu, f. a-sáu.

– Men hvorfor ikke *sa-au, *sah-au fra starten?

• Nom./akk.sg.n.: formen er adás, som en enkelt gang er belagt som adó før ustemt obstruent, hvor vi venter adáḥ; så måske den oprindelige form var /adau/ > ado / __ # C, mens adás er en (besynderlig) sekundær tilbageslutning. *adau ligner n. nom.akk. sg. af demonstrativstammen *as, *ā, *ad + samme -au som i m. og f.
• am-um er vel = akk.sg. af  demonstrativstammen *as, *ā, *ad + um (eller det -am vi ser i ayám, iyám, idám?

Macd. s. 109

	Singularis			Dualis	Pluralis
	M	N	F	N	M	N	F
N	asáu	adás	asáu	amū	amī́	amū́	amū́s
A	amúm		amū́m		amūn
I	amúnā		amuyā́*
D	amú-ṣm-ai		amú-ṣy-ai		amī́bhyas
Ab	amú-ṣm-ād		amú-ṣy-ās
G	amú-ṣy-a				amī́ṣām
L	amú-ṣm-in

Enklitiske demonstrativer

Enklitiske demonstrativer er hverken deiktiske eller emfatiske. Der er følgende enklitika, der på nær sīm lader til at være nært beslægtede med ayám, iyám, idám:

• ī akk. m./f., mest singularis, men også andre tal. Også emfatisk og som hiatbryder. 11× i RV (AiGr 3 519 f.)
• īm akk. m./f., alle tal. Også emfatisk og som hiatbryder. Velattesteret i hele RV. Har været analyseret som akk.sg.f. af ayám, iyám, idám, dvs. *ih₂m.
• sīm anaforisk akk. af alle køn og tal. Macd. s. 249 antager, at den går tilbage til en oprindelig akk.sg. til sáḥ, sā́, tád, mens EWA 2 s. 732 spekulerer i en nydannelse efter sīm. Også emfatisk og som hiatbryder. Findes i ældre dele af RV (Gotō s. 71);
• De oblikke former af ayám, iyám, idám kan optræde som enklitika.
• m. enam, n. enad, f. enām – optræder kun i akkusativ og instrumentalis

I nedenstående tabel ser man det udelukkende enklitiske ena-pronomen (med fes skrifty) sammen med de enklitisk brugte former af ayám, iyám, idám. Det er interessant, at et element /ai/ optræder i begge grupper.

	Singularis			Dualis		Pluralis
	M	N	F	M	N/F	M	N	F
A	enam	enad	enām	enau	ene	enān		enāḥ
I	enena enā/ena		ayā	ābhyām		ebhiḥ		ābhiḥ
D	asmai		asyai			ebhyaḥ		ābhyaḥ
Ab	asmād		asyāḥ			ebhyaḥ		ābhyaḥ
G	asya			enoḥ RV enayoḥ AV ayóḥ		eṣām		āsām
L	asmin		asyām			eṣu		āsu

Bemærk forholdet mellemortotone og enklitiske former:

	Singularis			Dualis		Pluralis
	M	N	F	M	N/F	M	N	F
A	imám enam	idám enad	imā́m enām	imáu enau	imé ene	imā́n enān	imā́ni	imā́ḥ enāḥ

Under udarbejdelse:

Iflg., Macdonell (§ 180 s. 220) anvendes īm generelt som akk. sg. af alle køn, i nogle tilfælde også idualis og pluralis. Det træder i stedet for et substantiv eller introducerer et efterfølgende substantiv. Det kan også ledsages af andre pronominer (tám, yám, enam, enan)

• ā́ gachanti īm ávasā “de kommer til ham med hjælp”
• ā́ īm āśúm āśáve bhara “før ham (Soma), den hurtige, til den hurtige (Indra)” 
• tám īm hinvanti dhītáyaḥ “ham driver hengivenhed(er)”
• yád īm enām̆̇ uśató abhy ávarṣīt “når det har regnet på dem, der længtes”.

Ifm. med visse pronominer optræder īm som en generaliserende partikel:

• relativt pronominer + īm: “hvemsomhelst”
  yá īm bhavanti ājáyah “hvilke konfikter der en opstår”
• yád ‘når’ + īm: “nårsomhelst”; Grassmann: som lat. quī-cumque
  yád īm r̥tásya páyasā píyāno “Når han [kommer] svulmende af sandhedsfugt”
• interrogativ + īm: Macd.: who, pray?
  ká īm vyàktā náraḥ “hvem er de strålende mænd”
• kim cana + īm: “intetsomhelst”
  yásmād índrād br̥hatáḥ kíṃ caném r̥té “Indra, uden hvem intetsomhelst (sker)”