/s/

Oversigt

Fra urie. til vedisk

Urie. *s > s

sákhā- ‘ven, fælle’ *sok^w-h₂-oi̯-; lat. socius til roden *sek^w
sac ‘følge’ *sek^w; sácate; síṣakti sáścati ‘følge’; lat. sequor gr. ἕπομαι got. saiƕan
sphr̥ ‘støde fra sig’ 3pl. sphuranti ← *sp^herhH; jf. lat. spernō ‘støde fra sig’
sah ‘vinde, sejre’ ← *seg̑ʰ; gr. ἔχω ‘har, holder’ < *seg̑ʰ-oh
saptá ‘syv’ gr. ἑπτά, got. sibun, lat. septem < *septḿ̥
sru ‘flyde’ < *sreu̯; gr. ῤέω ‘flyder’ < *sreu̯-oh
súvar-/sv̀ar- n. ‘sol, solskin’ urie. heteroklitisk l/n-stamme: *suh₂el-/*suh₂-en-; lat. sōl, got. sunno
sū́rya- m. ‘sol’ < *suh₂l-ii̯o-; lit. sáulė, attisk gr. ἥλιος
sas ‘at sove’; hitt. seszi 3sg. ‘sover’

Synkrone regler

Følgende regler er aktive i vedisk.

Regressiv assimilation af artikulationssted

Det dentale s bevarer artikulationsstedet foran alle andre ustemte lukkelyde end palatalt c (og, i teorien, retroflekst ṭ; men det opstår jo i 99% af tilfældene som et resultat af progressiv assimilation, udløst af ruki-ṣ, ikke af dentalt s).

sáścati ← sac- < *sekʷ-

Regressiv assimilation af stemthed

Kun obstruenter bevirker regressiv assimilation af stemthed i indre stavelse
Sonoranter har altså ingen indvirkning
Det vil sige, at det ustemte s er uforandret før sonorant

s ➝ s /__ V, m, n, y, r, v

asmi, dasyu, angirasvát, asremán-

Før stemt obstruent

Hoffmann 1956:21; Mayrhofer 1986:111

Før stemt lukkelyd venter vi regressiv assimilation af stemthed, dvs. [z].
Denne realisering fandtes i indoiransk, men /z/ gårt tabt i indisk
I stedet finder vi følgende indirekte reflekser af *z:

Før en stemt dental bliver as til e. Få eksempler:

az > e

édhi 2sg. impv. ‘vær!’ ← /asdhi/ < *h₁s-d^hi., jf. av. zdi
nediṣṭha-, nédīyas-; av. nazdišta-, nazdiia- ‘nærmest’ naz ‘nær’
sad-: pf. 3sg. sasāda 3pl. sedúr < /se-sd-r̥ṣ/
medhā́ f. ‘klogskab’, av. mazdå < *mn̥s-d^héh₁–
[medha- m. ‘offer’, evt. i mitanniarisk <ma-aš-da>; mindre sikkert]
sedhati ‘fordriver’ *k̑i̯esdʰ; jf. oldav. siaždat̰ sg. aor. konj.

I to tilfælde er det udslaggivende *s opstået i urie. i stilling mellem to dentale luykklyde. I vedisk svinder sibilanter senere i denne stilling, men her har der været en dissimilation, så den første dental er svundet, og *s er bevaret – for så at svinde:

dehí ~ daddhí < dadzdhí < *de-d(h₃)-z- dʰi
dhehí < *dʰadzdʰí < *dʰe-d(h₁)-z-dʰi (her er også aspiration throwback!)

Den ovenstående udvikling lader til at forudsætte, at *az først udvikler sig til *ai̯ og dernæst til e. Måske er det det samme, der er på spil, når finalt -ay og -as begge bliver til -a i stilling før ord der begynder på en vokal (blot ikke ă-). Dvs. /az/ → /ai̯/ → [a].

āz > ā

ādhvam 2. pl. ipv. ← /āsdhvam/ ← ās ‘sidde’

Før bh-endelser har vi kun få eksempler (det normale mønster er apas; apobhis). Her ser det ud til at den lydrette udvikling er til d; men her kan også være tale om et nedarvet et *t, hvis man antager, at s-stammer oprindeligt var s/t-stammer:

az > ad; āz > ād

uṣád-bhis ← /uṣásbhiṣ/, inst.pl. af uṣás- f. ‘daggry’ < *h₂eu̯sōs, gen.sg. *h₂us-és-s eller *h₂us-s-és
svá-tavádbhiḥ ← svá-tavas- ‘selv-stærk’
mād-bhís ← /māsbhis/ inst. pl. af mā́s– m. ‘måned’ < *meh₁n̥-s-
cakr̥vádbhiḥ, inst.pl. af ppa cakr̥vāṃs-. Sekundær form med fuldtrin (vas → vad) i suffikset eller nedarvet *u̯ot?

Før s-stammernes bh-endelser optræder regelmæssigt ekstern sandhi:

az > o

apóbhis ← /apás+bhis/

Som hovedregel svinder /s/ mellem konsonanter (s > Ø / C __ C). I et enkelt tilfælde er her tale om to stemte konsonanter, så her er altså to grunde til, at /s/ skulle gå tabt:

nzd > nd

mandhātár- ‘andægtig’ < /mans-dhā-tár-/

Før sibilant

Urindoeuropæisk tolererede ikke en sekvens bestående af to sibilanter:

Urie. *s + *s ➝ *s

ved. ási < *h₁ési ← *h₁és-si

Oldindisk har arvet nogle eksempler på ovenstående regel, og den har muligvis været begrænset aktiv i oldindisk; jf.

apásu ~ apassu ~ apaḥsu ← /apas-su/ (RV)
barhiṣad– ← /barhiṣ-sad-/ (RV)
áṃhasu < /aṃhas-su/ (AVŚ)

Generelt undgås geminerede sibilanter dog. Oldindisk finder på nye måder at realisere s + s og de nye sibilanter, der opstår, dvs. ruki-ṣ og palatalt ś:

Vedisk: [sibilant] + [sibilant] ➝ [lukkelyd] + [sibilant]

Både ruki-ṣ og palatalt ś udvikler sig til k i stilling før s: ṣ + s ➝ k + ṣ; ś + s ➝ k + ṣ. En lignende regel applicerer i nogle tilfælde på det dentale s.

s + s ➝ t + s

Sekvensen sibilant + sibilant bliver til lukkelyd + sibilant i vedisk, men kun når det første s er del af en verbalrod. Det ligner en lydlov, men Kobayashi argumenterer for, at det er en smule mere komplekst. Eksempler (flere hos Kobayashi 2004: 55):

I futurum

vas-: fut. 3sg. vat-syati

I desiderativen

ghas-: ‘spise’ desiderativ 3sg. jighatsati ‘ønsker at spise’

I s(iṣ)-aoristen

dā ‘give’ : 2sg. adās, 3sg. ádāt
pā ‘drikke’ : 2sg. ápās, 3sg. ápāt
vas-: ‘bo’; siṣ-aor. 2sg. a-vat-sīs

I rodaoristen

gʰas ‘spise’ : 3sg. agʰat
vas ‘skinne’ : 3sg. avāt

s + ś ➝ c + ś ➝ c + ch

Dette er en fortolkning af reglen *sk̑ > ch, som ikke alle vil være enige i.

gam- ‘gå’: *g^wm̥-sk̑e-ti > gáchati, ungav. jasaiti, gr. βάσκε

Reglen gælder også i ekstern sandhi, dog kun efter forudgående -ns → -n → -ñ. Effekten ses på det følgende ord:

ámanyamānān(s) + śáruā → ámanyamānāñ cháruā

s + s ➝ s / ss / ḥs

Ekstern sandhi i s-stammerne. Jf. apóbhiḥ ovenfor

apas-su ~ apaḥ-su ~ apasu, lok.pl. til apas

Mellem lukkelyde

s ➝ Ø/ C[stop] __ C[stop]

utthā- ← /ud+sthā/
aruddha ← /á-rudh-s-ta/ 3sg.med. s-aor.

Samme regel gælder ruki-ṣ.

Fjernassimilation

Nok et sporadisk fænomen

s … ś ➝ ś … ś

śváśura– < *su̯ek̑uro-
śmaśru– ‘skæg’ < *smok̑ru-; jf. Alb. mjekëro, arm. mōruk, lit. smãkras, hitt. za-ma-an-kur, oir. smech

s … ṭ ➝ ṣ … ṭ

Denne regel får måske input fra (1) reglen om, at s … ś ➝ ś … ś og (2) reglen om, at sibilant bliver til lukkelyd før en anden sibilant

ṣáṭ ‘6’ < *ṣaṭṣ < *saśs < *s(u̯)ek̑s; bemærk, at en lignende assimilation ses i lit. šešì, oksl. šestь ‘seks’
janāṣā́ṭ, akk. janāsā́ham adj. ‘folkebesejrer’ < *-sāṭṣ <*-sēg̑ʰ-s

ś … s ➝ ś … ś

śaśa- m. ‘hare’ < *k̑aso-; jf. oht. hasô, opr. sasins

Fjernmetatese?

*s … ṭ ➝ *ṣ … t

Omtales også ovenfor: Rodkompositummet anaḍváh- ‘okse’ rekonstrueres som *h₃onh₁os-u̯eg̑ʰ- (eller *-u̯og̑ʰ-) ‘byrde’ + ‘køre, transportere’. Formen udvikler sig på en uventet måde; de enkelte detaljer er omdiskuerede. Jeg vil foreslå, at:

I nom.sg. forventer vi **-vāṭ < *-u̯ōg̑ʰ
I stedet lader det til at der er sket en metatese: [dental] … [ retrofleks] → [retrofleks] … [dental], dvs:
*anas-u̯āṭ → *anaḍ-uās, som senere udvikler sig til anaḍ-vān /anaḍvāṃs/, parallelt med perfektums participium aktiv eller vant-/mant-stammerne.
Førsteleddet anaḍ- generaliseres, så vi feks. får:
akk.sg. anaḍv´āham
I de mediale bevirker indførelsen af anaḍ- en dissimilation:
*anas-´ug̑ʰ-bʰis > *anas-´uḍ-bʰis → *anaḍúdbhis
*anas-úg̑ʰ-ṣu > anaḍ-úṭ-ṣu → anaḍutsu

Ekstern sandhi: finalt /s/

For at forstå udviklingen skal man huske på at

der er regressiv assimilation af stemthed i ekstern sandhi
/s/ → ḥ (visarga) i absolut udlyd og før ustemt konsonant; behandles her
vedisk ikke har en stemt sibilant, så når /s/ bliver stemt, bliver det enten til noget andet (iflg. den indiske tradition i̯ eller u̯) eller går helt tabt.

Finalt /as/

I følge de indiske grammatikere falder finalt /as/ sammen med /au/ i stilling før initialt a- eller en stemt konsonant; dernæst bliver dette /au/ → o. Reglen er ekstremt vigtig: iflg. Malzahn (2001: 109) optræder –o # a– < *-as # a- 2.248 gange i Rigveda.

/as/ → o /__ # {a, C [stemt]}

/ékas asmi/ → éko asmi
/purás-hitam/ → puróhitam

(Der gælder en særlig undtagelse for pronominet sá(ḥ), sā́, tád).

De indiske grammatikere postulerede endvidere, at finalt /s/ faldt sammen med med /i/ i stilling før forudgående /ā̆/ og før alle andre initiale vokaler end /a/. I denne stilling går finalt /i/ tabt; jf. /agnay ihá/ → agná ihá (agne + ihá). Det samme sker altså for finalt ‑s:

/as/ → a /__ # V [-a]

/tanvás ā́/ → tanvá ā́

Den indiske udlægning understøttes af at en lignende udvikling, /as/ → e, der ses i intern sandhi:

nediṣṭha-, nédīyas-; jf. av. nazdišta-, nazdiia- ‘nærmest’ naz ‘nær’

Finalt /ās/

Før vokal bliver ‑ās > ā. Også her mente inderne, at udviklingen gik over *‑āi-, som ligeledes giver ā i denne position (/tásmāi akṣī́/ → tásmā akṣī́). Dog udvikler de to lyde sig forskelligt før stemt konsonant: Her bliver /ās/ → ā, mens /āi/ → ai (tásmai vā́tāya).

ās → ā /__ # [stemt]

/tigmā́s ágne/ → tigmā́ ágne
/tigmā́s dáme/ → tigmā́ dáme

Finalt /ans/

Finalt /ns/ følger de samme regler finalt /n/, bortset fra, at der i Rigveda er eksempler på, at /s/ bevares. Det er muligt, fordi /n/ realiseres som anusvāra før sibilant, dvs. den optræder som en halvvokal i denne stilling, i hvert fald i det tidligste sprog.

Det lader således til, at C → Ø / __ C# i forbindelse med udlydende /ns/ oprindeligt kun gjaldt i absolut udlyd og før stemt lukkelyd, som er de to stillinger, hvor /ns/ altid reduceres til /n/. I enkelte tilfælde afspejler finalt /ns/ underliggende /ms/.

/ans/ → an /__ ##

/bhárans ##/ → bháran, cit. form af nom.sg. m. af bhárant-
/dáms/ → /dáns/ → dán /__ ## (gen. sg. af dám– ‘hus’)

Ligesom tilfældet er med udlydende /V̆n/ og /V̆nt/ gemineres finalt /n/ ← /ns/ før vokal:

/ans → ann / __ # V

/br̥hans asi/ → br̥hánn asi

Før konsonant optræder den reducerede form; /n/ assimileres til en initial palatal:

/ans/ → an /__ # C

/br̥hans kṣáyas/ → br̥hán kṣáyaḥ
/prayákṣans jéniyam/ → prayákṣañ jéniyam
/áhans samānāís/ → áhan samānaíḥ

I ét tilfælde bevarer Rigveda dog /s/ efter kort vokal, og nasalen realiseres som anusvāra. AV har lidt flere eksempler (AiGr. 3, s. 261, Lanmann s. 506):

/V̆ns → V̆ṁs / __ # t

/āvádans tvám/ → āvádaṁs tvám

āns

Sekvensen /āns/ har nogle særlige realiseringer i absolut udlyd. En sådan sekvens forekommer i

akk.pl.m. af a-stammerne.
nom.sg.m. af vant-/mant-stammerne
nom.sg.m. af perfektum participium aktiv
nom.sg.m. af komparativen

Absolut udlyd

I absolut udlyd applicerer reglen C → Ø / C__ ## og giver input til den citationsform vi finder i grammatikkerne:

ns → n /__ ##

/kumārāns ##/ → kumārān = cit.form af akk.pl. af kumāra– m. ‘dreng’
/paśumā́ns ##/ → paśumā́n = cit.form af nom.sg. m. af paśumánt- ‘rig på kvæg’
/cakr̥vā́ns ##/ → cakr̥vā́n = cit.form af nom.sg. m. af ppa. cakr̥vás-
/kánīyāns ##/ → kánīyān = cit.form af nom.sg.m. af komparativen kánīyas-

Den samme reduktion af finale konsonantgrupper kan man finde eksempler på i stort set alle andre stillinger, men den er i konkurrence med eksempler, hvor /s/ bevares.

Før ustemt obstruent

I tilfælde hvor C → Ø / __ C# applicerer, svinder /s/ sporløst:

/V̄ns/ → n /__ # C [ustemt]

/devā́ns krátunā/→ devā́n krátunā

I tilfælde hvor finalt /s/ bevares, reduceres anusvāra til anunāsika ‘nasalering’ af den forudgående vokal, skrevet <m̐>. Som altid assimileres den udlydende dental til en efterfølgende palatal, men ikke til de andre lukkelyde.

/jánāns ca/ → jánām̆̇ś ca
/devā́ns tvam/ → devā́m̆̇s tvam
/svátavāns pāyúṣ/ → svátavām̆̇ḥ pāyúḥ

Cardona (s. 17, 31–32) bemærker, at man også kan finde anusvāra i denne stilling (jánāṁś ca), men at grammatikerne anså det for at være forkert.

Før stemte lukkelyde, inkl. nasaler

Før stemte lukkelyde og nasaler findes der tilsyneladende kun eksempler på, at finalt /ns/ reduceres til /n/ uden spor af sibilanten. Det svarer til, at /s/ svinder før stemt obstruent i alle stillinger. Derimod kan /s/ godt optræde før nasal i andre stillinger, men det har vi ingen eksempler på i sandhi.

ns → n /__ # C [stemt]

/mahā́ns devá/ → mahān devá
/íbhyāns ná/ → íbhyān ná
/ādityā́ns mā́rutam/ → ādityā́n mā́rutam
/mahā́ns mahíbhiṣ/ → mahā́n mahíbhiḥ
/mahā́ns yájatras/ → mahā́n yájatraḥ
/mahā́ns vibhā́si/ → mahā́n vibhā́si
/mahā́ns hí/ → mahā́n hí

Før vokaler og stemte kontinuanter

Her finder vi eksempler på C → Ø / __ C#, hvor sibilanten svinder sporløst. Bemærk forskellen til finalt /V̆ns/, hvor vi får -nn i stilling før vokal.

/āns/ → ān /__ # {V, r, (l?), y, v}

/páyasvāns agna/ → páyasvān agna
/māyā́vāns ábrahmā/ → māyā́vān ábrahmā
/asmā́ns úpa/ → asmā́n úpa
/revā́ns yás/ → revā́n yáḥ
/etā́ns rudató/ → etā́n rudatáḥ
/pūṣaṇvā́ns vajrin/ → pūṣaṇvā́n vajrin
/tā́ns hí/ → tā́n hí

I de alternative tilfælde, hvor vi ser spor af sibilanten, reduceres anusvāra først til anunāsika ‘nasalering’ af den forudgående vokal. Dernæst undergår sibilanten regelmæssig stemthedsassimilation og falder bort, men dens effekt på nasalen ses stadig:

/āns/ → ām̆̇ / __ # {V, y, v, h}

/mahā́ns asi/ → mahā́m̆̇ asi
/vidvā́ns agne/ → vidvā́m̆̇ agne
/svávāns yātu/ → svávām̆̇ yātu
/dadvā́ns vá/ → dadvā́m̆̇ vá
/pī́vas-annāns rayivŕ̥dhas/ → pī́voannām̆̇ rayivŕ̥dhaḥ

/āns/ → ālm̆̇ / __ # l

/jigīvā́ns lakṣám/ → jigīvā́lm̆̇ lakṣám

I nogle udgaver skrives /jigīvā́ns lakṣám/ med dobbelt ll og candrabindu over vokalen. Det er interessant, for det kan betyde, at /s/ assimileredes til det efterfølgende /l/. Dvs det første /l/ er en allofon af /s/. Således Eichler: जि॑गी॒वाँल्ल॒क्षम. Cardona (s. 16) citerer også denne skrivemåde, hvilket er mærkeligt, for han bruger Sontakke et al., og den udgave jeg har skriver enkelt l.