Wackernagel & Debrunner 1930: 209-19; Birgit A Olsen upubliceret materiale.
Suffikserne
Lanmann (1880: 530) bemærker om n-stammernes nom./akk. sg. neutrum: “My collections yield the interesting negative result that not a single neuter stem made by the derivative suffix an forms a“. Dvs. en stamme som ū́dhan- danner ikke den forventede nom./akk.sg. **ū́dha, men derimod ´ūdhar.
Det kalder vi i dag en heteroklitisk stamme.
De urie. heteroklitiske stammer har en konsonantvekslen i deres suffiks, der får deres paradigmer til at se suppletive ud. I urie. finder vi en vekslen mellem *r eller *l i de stærke kasus, *n i de svage. I vedisk derimod har de stærke kasus r eller i; dvs. her findes r/n-heteroklitika og i/n-heteroklitika. Den sidste type er en nydannelse.
Der findes således flere typer suffikser:
‘Simple’ heteroklitika, der kan indeles i
- r/n-heteroklitika (nedarvede)
- i/n-heteroklitika (indisk nydannelse)
- Ø/n-heteroklitika (indisk nydannelse)
Komplekse heteroklitika:
Køn
De heteroklitiske stammer er alle neutrum.
Blandt rodnominer er neutrumsord meget sjældne, og man kan måske forestille sig, at de heteroklitiske stammer udfylder denne plads.
Semantik
Der er en ret tydelig semantisk forskel på de to hovedtyper af r/n-stammer.
- De simple og de komplekse. De simple betegner kropsdele og -væsker samt tidafsnit
- De komplekse er typisk deverbale og fungerer mestendels som verbalabstrakta.
Accent
De heteroklitiske stammer kan være barytone, oxytone eller mobile. Accentmobilitet mellem rod og suffiks eller endelse forekommer ellers normalt kun i enstavelsesord.
Typer
Alt efter om suffikset har en initial konsonant eller ej, kan de opdeles i simple og komplekse typer.
Simple heteroklitika
Semantik
De simple heteroklitika ligner de neutrale rodnominer i deres semantik. Deres rødder er grundlæggende nominale, og semantisk betegner de kropsdele, organer, væsker og tidsafsnit (se ovenfor).
Disse typer har haft en vis produktivitet; i hvert fald lader det til, at en lille gruppe neutrale rodnominer har sluttet sig til denne klasse på grund af det semantiske tilhørsforhold.
Organer, kropsvæsker, kropsdele
- yakŕ̥-t, abl. yaknás n. ‘lever’
- ´ūdhar ~ ū́dhas ~ ´ūdhan, ūdhnás n. ‘yver’.
- śákr̥-t, śaknás (AV) ‘ekskrement, gødning’
- ásr̥-k, gen. asnás, instr. asnā́ ‘blod’. Det udlydende -k er uforklaret.
- áśru– n. ‘tåre’; jf. av. asrū– < af urie. r/n-st.
- śíras, gen. śīrṣṇás n. ‘hoved’
- ákṣi (1×) ‘øje’ abl. akṣnás (1×) (opr. rodnomen)
- cákṣus n. ‘øje’; jf. også cákṣas n. ‘blik, åsyn, øje’; n-st. i AV. cákṣan- ‘øje’ (analogi med ákṣan- ‘øje’).
- Av. zafar, zafan ‘mund’
- doḥ (RV), gen. sg. doṣṇas ‘underarm’ (opr. rodnomen)
- sákthi ‘lår’, sg. inst. sakthnā́ (opr. rodnomen?)
- paruṣ/-ur, –van- ‘led’
- ásthi ‘knogle’ sg. gen. asthnás ‘knogle’ (opr. rodnomen?)
- snā́van– ‘sene’; jf. av. snāuuarə. bāzura– ‘som har sene-arme’
Væsker
- yū́ṣ, gen. yūṣṇás n. ‘suppe’ (opr. rodnomen)
- dádhi ‘kvark’ sg. inst. dadhnā́, gen. dadhnás
Det følgende ord for ‘vand’ hører til her, omend det er uklart, om det repræsenterer et eller to paradigmer:
- vā́r /vaar/ n. ‘vand’ har ingen svage kasusformer. Går tilbage til *u̯eH-r̥, idet det metrisk tæller to stavelser. Jf ungav. vāra– m. ‘regn’ < *ueH-r(o)-. Lignende dannelser: Tokh. A wär, B war ‘vand’ < uwär < *uHr̥ (Schindler, iflg. EWA 2); kluv. u̯ār ‘vand’. Kroonen sammenligner med urgm. *u(w)ur- n. ‘dug’ < *uh₁-r̥; ses i ono. úr n. ‘støvregn’, elvd. aur-weðer n. ‘snestorm’; lit. jū́ra, lett. jũra f. ‘hav’, opr. wurs ‘dam’ < *uh₁-r-o-/-eh2-. Mht. forholdet mellem *u̯e/oh-r̥ og *u̯od-r̥ foreslår Lubotsky (2012), at *h₁ her er en betinget variant af *d.
- udán– n. ‘vand’ er (modsat vā́r) ikke belagt i de stærke former: inst. udnā́, abl./gen. udnás, lok. udán, udáni; indt.pl. udábhis. En afledning som udrín– ‘vandrig’ er vel afledt af den stærke stamme.
Tidsafsnit
- Ved. áhar, gen. áhnas n. ‘dag’
- Ungav. yārǝ ‘år’, gen. yā̊, yā ‘år’, aiiarə, gen. aiian (n) ‘dag’ < *i̯eh₁-r̥/-n-
- Av. xšapan-/xšafn-/xšapar(a)– ‘nat’, jf. hitt. išpant– og ved. kṣáp– f. ‘mørke, nat’
- [Ved. vasar[-hán-] ‘forår’??], jf. av. lok. vaŋri ‘forår’
Denne stammetype lader til at indgå i et komplementært forhold med rodnominerne, der ligeledes kan være uafledte, men stort set aldrig optræder i neutrum. Således f.eks.
- śrad– ‘hjerte’ i śraddhā < *k̑ērd, *kr̥d- ~*k̑red- n. ‘hjerte’
- hā́rdi n. ‘hjerte, indvolde’ med de svage former: hṛdā́ inst., hṛdás gen., hṛdí lok. Pl. hṛdbhís inst., hṛtsú lok.
- mās, māṁs- n. ‘kød’
Urie. *-r/-n-
Her har nominativ/akkusativ singularis -ar, -r̥t eller -r̥k, mens den svage stamme har ‑n-.
Én form er oxyton:
- yakŕ̥-t, abl. yaknás n. ‘lever’
Jf. av. Av. yakarō, gr. ἧπαρ, -ᾰτος, τό, lat. iecur, iocineris
< urie. *(h)i̯ékʷ-r̥, *(h)i̯ékʷ‑n̥‑s ’lever’. Tidligere antog man, at roden havde langtrin, men av. yākarō er tilsyneladende en fejlskrivning, så man mener nu, at gr. ἧπαρ har sit langtrin i analogi med ‘hjerte’ og ‘milt’
To former har mobil accent:
- śákr̥t, śaknás (AV) ‘ekskrementer, gødning’
Jf. nypers. sargīn (< *sagr‑ iflg BAO), gr. κόπρος ‘møg’ < urie. *k̑okʷr/n-; lidt længere ude hitt. šakkar/šaknas, gr. σκω̃ρ, σκατός.
Roden *k̑okʷ- er måske afspejlet i lit. šìkti ‘skide’ - ásr̥k, gen. asnás, instr. asnā́. Det udlydende -k er uforklaret.
To former er barytone og har -ar i nom./akk. singularis. Frotscher mener, at dette er den regelmssæge refleks af ubetonet, finalt *-r̥; dvs. han mener ikke der er nogen grund til at rekonstruere en nom/akk. sg. *-er. BAO foreslår derimod udjævning fra lokativen, der muligvis havde *-er i urie.
- ´ūdhar- ~ ´ūdhan- ´n. ‘yver’.
Jf. urie. *h3eu̯Hdʰ-r-, jf gr. ουθαρ, lat. ūber
| Singularis | Pluralis | |
| Nom./akk. | ū́dhar | ū́dhar |
| Inst. | ū́dhnā | ū́dhabhiḥ |
| Dat. | ū́dhabhyaḥ | |
| Gen./abl. | ū́dhnaḥ | |
| Lok. | ū́dhan; ū́dhani | ū́dhassu |
Pluralisformen ū́dhar ses i RV 1.64.5c: duhánty ū́dhar divyā́ni dhū́tayo “de rystende [marutter] malker de himmelske yvere”
- áhar, gen. áhnas n. ‘dag’.
Jf. oldav. gen.pl. asnąm, ungav. lok.sg. asni.
EWA: muligvis urie. *(h₂)eg̑ʰ-r/n-, som er blevet forbundet med urgerm. *dōgera-/dōgena- ‘døgn’. Kroonen (2013: 97) rekonstruerer urie. *dʰóg̑ʰ-r̥, gen. *dʰég̑ʰ-n-s, lok. *dʰg̑ʰ-én-i. Han foreslår, at den indoiranske form har mistet *dʰ- i nultrinsformer som lokativen (*dʰg̑ʰ-én-i).
| Singularis | Dualis | Pluralis | |
| Nom./akk. | áhar | áhanī | áhā, áhāni |
| Inst. | áhnā | áhabhiḥ/ahobhiḥ | |
| Dat. | áhne | áhabhyaḥ | |
| Gen./abl. | áhnaḥ | áhnām/áhānām | |
| Lok. | áhan; áhani | áhasu |
I avestisk findes nogle enkelte former, der ikke kendes i indisk. Det ser ud som om de er afledt af verber:
- Ungav. yārǝ ‘år’, gen. yā̊, yā ‘år’, aiiarə, gen. aiian (n) ‘dag’ < *i̯eh₁-r̥/-n-
- Av. zafar, zafan ‘mund’
- xšapan-/xšafn-/xšapar(a)– ‘nat’, jf. hitt. išpant– og ved. kṣáp– f. ‘mørke, nat’ . Cf. also with references on
- Av. rāzar-/rāzan– ‘forordning’? (EWAII: 445-46)
Iir. –i/-n-
Oettinger
En yderligere type har -i i nom./akk. singularis, men bøjes ellers som n-stammer. MacD s. 84 omtaler disse heteroklitiske i/n-stammer under i-stammerne, og der findes også former uden for RV, der er dannet efter i-stammernes paradigme, også hvad angår accent. Ellers er disse stamme mobile.
ákṣi (1×) ‘øje’
- abl. akṣnás (1×), lok. akṣan
- du. nom:/akk. akṣī (6×); akṣī́bhyām (1×; som ī-stamme), gen. akṣṇós
- pl. nom./akk. akṣā́ṇi (1×); inst. akṣábhis (7×);
Dannet efter i-stammernes mønster i andre vediske tekster:
- sg. lok akṣiṇi iflg. MW
- du. nom./akk. ákṣiṇī, gen. akṣyoḥ
- pluralis ákṣīṇi nom./akk.
Mærkelige former iflg. MW:
- ákṣyau, akṣyàu (AV. ŚBr., AitBr.), akṣos, AV
Oprindelse
Urie. *h₃okʷ-s-? De vediske former har udvidet stammen med et besynderligt *s.
- Lat. oculum ligner diminutiv til et rodnomen.
- Gr. *ὤψ f. ‘ansigt’ forekommer kun i akk.: εἰς ὦπα; men det findes som andet led af komposita, X-ὤψ.
sákthi ‘lår’ (og sakthī f.)
- Sg. inst. sakthnā́ ; pl. nom sakthā́ni.
Dannet efter i-stammernes mønster (i VS)
- Du. inst. sákthibhyām, gen. sákthyos.
Ukendt oprindelse.
ásthi ‘knogle’
- Sg. gen. asthnás
- Pl. nom. asthā́ni
- Inst. asthábhis
- Dat. asthábhis.
Dannet efter i-stammernes mønster (i AV):
- Nom./akk. pl. ásthīni.
Oprindelse
Urie. *h₂ost-h₂? Hitt. hastāi, gr ὄστεον ligner relikter af en i-stamme. På den anden side har ásthi en aspiration, der tyder på tilstedeværelsen af en laryngal.
dádhi ‘kvark’
- Sg. inst. dadhnā́
- Gen. dadhnás
Tilsyneladende en redupliceret dannelse, enten af *dʰehi̯ ‘die’ (EWA) eller **dʰeh₁ ‘sætte’ (BAO; her er tale om en produkt, der opstår, når mælken sætter sig).
–Ø/-n-stammer
De følgende stammer lader til at være gamle rodnominer og i et enkelt tilfælde, en s-stamme:
yū́ṣ, n. ‘suppe’
- gen. yūṣṇás
Formentlig et gammelt neutralt rodnomen; jf.:
- lat. iūs, iūris n. ‘suppe, sovs’
- lit. júšė ‘fiskesuppe’
- skr. júha ‘suppe’ osv.
Mayrhofer mener, det er overgået til n-stamme efter udán-, men det er vel ikke tvingende.
doḥ (RV) n. ‘arm’
I RV oprtæder kun nom.akk.sg. dóṣ og adjektivet doṣaṇíya- ‘som er i armen’. I senere sprog finder vi f.eks. instr. doṣṇā, lok. doṣṇi, evt. doṣaṇi.
Har kognater i keltisk og baltoslavisk; se EWA.
ā́s n. ‘mund, ansigt’; āsán ‘mund, kæber’
Rodnominet ā́s ‘mund, ansigt’ optræder i tre kasusformer:
- nom. ā́s, kun belagt i komposita
- inst. ās´ā
- abl. āsás
n-stammen āsán, n., ‘mund’ har ingen nom./akk. sg.. Spørgsmålet er altså, om āsán- er en sen udvikling af en svag stamme til ās-.
| | Singularis | Pluralis |
| Nom./akk. | (an-ā́ḥ; su-āḥ) | |
| Inst. | āsā́ (23×) āsnā́ (1×) | āsábhiḥ (6×) |
| Dat. | āsné (1×) | |
| Gen./abl. | āsáḥ (2×) āsnáḥ (3×) | |
| Lok. | ā́sán (8×) āsáni (7×) |
Oprindelse
Rekonstrueres som en s-stamme: *h₃eh₁-os; ses i lat. ōs, ōris ‘mund’, hitt. āiš, išš-.
śirás, sīrṣṇás n. ‘hoved’
Præcis hvordan denne stamme skal forstås, er uklart. Dette er tilsyneladende den eneste heteroklitiske stamme, der ikke er -r/-n-, men -s/-sn-. Dog mener BAO, at lat. cerebrum er en afledning af den stærke stamme, *k̑erh₂sr-
| Singularis | Dualis | Pluralis | |
| Nom./akk. | śirás | śīrṣé | śīrṣā́ śīrṣā́ṇi |
| Inst. | śīrṣṇā́ | ||
| Dat. | śīrṣṇ́e | ||
| Gen./abl. | śīrṣṇáḥ | ||
| Lok. | śīrṣánśīrṣáṇi | śīrṣásu |
Kompositionsform: akk.pl. triśīrṣā́ṇam
Af urie. *k̑(e)rh₂-ós *k̑r̥h₂-sn-ós; jf.:
- got. hjarni m. < germ. *hersan‑ m. ‘hjerne’ < urgerm. *hersō, gen. *herznaz (Kroonen)
- lat. cerebrum < urit. *kerasro- < *k̑erh₂sr-o- (BAO)
- gr. κᾰ́ρηνον n. ‘hoved’ < *k̑r̥h₂-sn-o-
- κράς, m. ‘hoved’ gen. κρᾱτός ~ κρᾱ́ατος.
Komplekse heteroklitika
Urie. *‑u̯er/-u̯en-
De vediske van-stammer behandles også på siden om man– og van-stammer. Som man kan læse der, har d følgende funktioner:
- Possessive/tilhørighedsafledninger til nominalstammer r̥tā́van- ‘sand’; śruṣṭi-van- ‘som giver medhør’
- Adjektiviske/agentive afledninger til rødder: mádvan- ‘berusende’; bhūridā́van- ‘meget givende’
Græsk og vedisk har et interessant mønster i refleksen til urie *pih-u̯er/-u̯en- *pei̯h₁- ‘være fed’
| M. | F. | N. adj. | N. subst. | |
| Urie. | *píh₁u̯ōn | *píh₁u̯erih₂ | *pi̯h₁-u̯n̥ | *pi̯h₁-u̯r̥ |
| Vedisk | pīvā | pīvarī | pīva (n-st) | pīvaḥ (→ s-st.) |
| Græsk | πῑ́ων | πίειρα | πῖον | πῖαρ |
Her har m. altså suffikset -van-, femininum -var-ī, og der findes en tilsvarende s-stamme, der muligvis er opstår af urii. *-u̯r̥ eller *-u̯ar. Vekslen mellem m. -van- og f. ‑varī er reglen i van-stammerne. Det er ikke altid, at der findes en neutral s-stamme, men måske neutrale us-stammer hører til i dette system:
- m. ṛtā́van-; f. ṛtā́varī-; jf. av. m. ašāuuan-, oav. f. ašāuuarī–
- m. vibhā́van-; f. vibhāvari vok. ‘strålende’
- m. yájvan-; f. yájvarī ‘som ofrer’; yajus ‘offer’
Denne femininumstype ses også i avestisk:
- vīspatauruuairī– ‘alt-overvindende’
- āŋhairī– ‘som sætter i værk’
Neutrale van-stammer har regelmæssigt nom./akk. sg. på -a; sideløbende optræder i to tilfælde også en substantivisk us-stamme, som muligvis er dannet til en form *-u̯r̥ > *-ur, der er blevet omtolket som /us/:
- párvan- og párus- og ‘led, knudepunkt’ med nom./akk. sg. hhv. párva og párus. Muligvis beslægtet: gr. πεῖραρ, -ατος ‘grænse’; ved. párvata– adj. ‘vældig, massiv’, subst. ‘klippe, bjerg’
- dhánvan og dhánus ‘bue’ med nom./akk. sg. dánva og dhánus (Hoffmann 1974; EWA I: 773–74)
Et lignende møsnter ses i et af ordene for ‘øje; syn’:
- cákṣus, cákṣuṣas osv. n. ‘øje’; jf. også cákṣas, inst. cákṣasā osv. n. ‘blik, åsyn, øje’; n-st. i AV. cákṣan- ‘øje’ (analogi med ákṣan- ‘øje’).
Reliktformer:
- snā́van– ‘sene’; jf. av. snāuuarə.bāzura– ‘som har sene-arme’
- áśru n. ‘tåre’; jf. av.. asrū–
Ses også i infinitiver:
- dāváne ‘at give’ ← dā ‘at give’
- turváne ← tr̥̄ ‘*terh₂‑) and ’’
- dhū́rvaṇe .
Urie. *u̯el/-*-u̯en
Ordet for sol er ikke længere heteroklitisk i vedisk, men avestisk har nogel spor..
- súvar ~ svàr, dat. sūré, gen. sūráḥ m. ‘sol’ súvar- ~ svàr, dat. sūré, gen. sūráḥ m. ‘sol’
Urie. *suh₂u̯el- (til stammen *sah₂-u̯el med en eller anden form for metatese). OAv. huuarə̄, gen. xᵛə̄ṇg, ungav. huuarə, gen. hū viser tilbage til *suh₂el- / *suh-én- ← *séh₂-u̯el- / *sh₂-u̯én-
Urie. *‑mer/men–
- garimán– n. ‘vægt’; jf. Toch.B. krāmär (BAO upubl.)
Urie. *‑ter/ten–
Ses i infinitiver og nomina actionis:
- Ved. –tári, Av. –tne, OP –tanaiy (dat. inf. fx i cartanaiy ‘at gøre’)
- Av. pairiϑna– ‘om-gang → levetid̍’; jf. lat iter, itineris
- Ved. itvará- ‘gående’ er iflg. BAO (upubl.) en tematisering af *hei̯tr̥ som ses in lat. iter, itineris
Urie. *-sen
Vediske infinitiver på -sani er muligvis beslægtede med hittiske verbanominer på ‑eššar. BAO (upubl.) foreslår, at her er tale om r/n-stammer baseret på s-stammer.
- neṣáni, jf. gr. -ειν < *‑esen
Relikter
- Ved. vasar– [?]‘forår’, jf. av. lok. vaŋri ‘forår’
Nogle dannelser er afledt af verbalrødder; nogle er afledt af den svage stamme til et muligt r/n-heteroklotisk ord, der er afledt af en verbalrod:
- svápna-, jf. av. χvafna–
- mahnā́ inst.sg. af mahā́nt- tolkes af BAO som relikt af en r/n-stamme; ses også i oldav. inst.sg. mazənā, ungav. masana-ca ‘med storhed’
- Ved. dā́na– n. ‘gave’
