Bøjning
Macd. § 98 s. 80–82.
Bemærk, at femininum af u-stammer også kan dannes med devī–suffikset.
Former med -n-
Inst.sg.
- -yā < *-i̯-eh1; -ī < *-i-h1; jf. oav. aṣ̌ī; Uungav. paⁱti , ārmaⁱti (‑ca), haš́a)
- -inā < *-i-n-eh1
- -vā < *-u̯-eh1; jf. oav. xratū, xraϑβā; ungav. pouruua
- -unā < *-u-n-eh1
Gen.pl.
- -ī-nām analogisk fra a– og ā-stammer., ungav. gaⁱrinąm, kaoiiąm (med arkaisk -i̯-ōm). I oxytone stammer bevares accenten på endelsen: *agn-i̯-ṓm → agnīnā́m.
- -ū-n-ām analogisk fra a– og ā-stammer; jf. oav. da´xiiunąm, ungav. pasuuąm , da´xiiunąm. Oxytone stammer bevarer accenten på endelsen: *pek̑-u̯-ṓm → paśūnā́m.
Lokativ singularis
i-st.: -ā, -au
Lanmann (385–386) har følgende fordeling af -ā versus -au i i-stammernes endelse, der viser, at -au er den hyppigste form, mens -ā ligner en variant, der fortrinsvis forekommer før konsonant internt i pādaen.
-au 272 gange
Denne endelse, der vel er lånt fra u-stammerne, forekommer hyppigst i slutningen af pādaen:
- 156 gange (= 57 % af forekomsterne) ved slutningen af en pāda (typisk slutningen af et halvvers)
- 66 gange (= 24 % af forekomsterne) før konsonant internt i pādaen, nemlig: 6 gange før v-, 14 gange før andre labialer, 7 gange før y-, 39 gange før andre konsonanter (dvs. at initial labial og v- udgør 30% af tilfældene ).
- 50 gange (= 18 % af forekomsterne), med formen -āv, før vokal
Som vi skal se, er den tilsvarende u-stammeendelse, der anses for at have påvirket i-stammerne, meget mindre hyppig end i-stammernes lokativ.
-ā 126 gange
Denne besynderlige endelse forekommer hyppigst i stilling før konsonant internt i pādaen, men kan kun påvises tre gange før vokal:
- 109 gange (= 86 % af forekomsterne) før konsonant internt i pādaen. (44% af tilfældene udgør stilling før labial inkl. v-, nemlig: 18 gange før v-, 30 gange før andre labialer, 62 gange før andre konsonanter. Ud af 40 [?] m. former forekommer 37 før stemt konsonant, 7 før ustemt; de sidstnævnte er alle fra 1. 9. og 10. maṇḍala. Jeg har ikke optalt femininer.)
- 9 gange før u-, dvs. som regelmæssig sandhivariant af -au
- 3 gange før andre vokaler.
I teorien kunne man forvente at en urie. lokativ *-ei̯-i ville udvikkle sig til vedisk **‑a(y)i. Man mener dog, at *‑ei̯-i udviklede sig til *-ēi̯ med erstatningsforlængelse som følge af at urie. */ii/ > /i/ /__#.
Teorien underbygges af, at germansk, baltoslavisk og græsk har reflekser af samme endelse, jf.
- Got. anstai, dat.fem. af i-stammen ansts ‘tjeneste, gave’ (men her er også andre fortolkninger mulige)
- Græsk: πόλη-ϊ < *‑ēi̯ + -i, dvs. med tilføjet lokativisk *-i
I sanskrit venter vi at dette *-ēi̯ > ‑ai /āi/ med sandhivarianten -ā i stilling før andre vokaler end a-. Det er blevet foreslået, at denne sandhivariant på et tidspunkt blev generaliseret i hele paradigmet og er bevaret i endelsen -ā. Det er dog temmelig utilfredsstillende, at den i givet fald ikke længere forekommer i sin oprindelige kontekst før andre vokaler end a-.
u-st.: -avi, -au
I u-stammerne går -avi, der er belagt 18 gange (8 m., 1 f., 9 n.) , tilbage til *-eu̯-i, en lokativ dannet til suffiksets fuldtrin, *‑eu̯- (Lanmann s. 411–412).
Endelsen -au forekommer 58 gange (30 m. fra 19 stammer, 28 n. fra 8 stammer; Lanmann s. 411–412). Den har et uventet langtrin, som søges forklaret med analogi fra i-stammerne. Her var den tilsvarende form som sagt urie. *-ēi̯, og i følge den nævnte teori er det i analogi hermed, at u-stammerne dannede *-ēu̯ > ved. ‑au – som så låntes tilbage ind i i-stammerne i vedisk. Samme endelse ses i:
- got. sunau dat.sg. < lok. *-ēu̯
Denne lidt problematiske ping-pong med endelserne skal ses i lyset af, at i- og u-stammerne i det store og hele bøjes parallelt.
Dualis
Nominativ og akkusativ dualis ender på langt –ī/-ū, der vel er opstået i i-stammerne ved, at den neutrale/feminine lokativendelse *-ih1 er føjet til stammen: *-i-ih1 > –ī.
Endelsen er pragr̥hya/sandhiresistent, dvs. *-iih1 # V- → *-ī.h # V- → -ī # V-.
I følge denne teori må u-stammernes endelse være analogisk.
Akkusativ pluralis
m. -īn/-īṃṣ, -ūn/-ūṃṣ med langvokal fra a-stammernes -ān/-āṃs
f. -īḥ, -ūḥ analogisk fra ā-stammernes -āḥ < *-ah2-m̥s. Ungav. har -īš, som enten er resultatet af samme analogi som den vedisk endelse eller er lydret fra -ins.
Aflyd
I det produktive paradigme man kan se i det ovenstående, lader der altid til at have været e-trin i fuldtrinsformer af suffikset. I den klassiske aflydsteori betyder det, at singularis er dannet efter det proterodynamiske skema, pluralis efter det hysterodynamiske.
Således (udvalgte former):
Udvalgte former i singularis (følger det proterodynamiske mønster)
| Vedisk | Urie. | Vedisk | Urie. | |
| nom.sg. | -us | *´´ -us | -is | *´ -is |
| gen.sg. | -os | *-éu̯s | -es | -éi̯-s |
| dat.sg. | -ave | *-éu̯ei̯ | -aye | -éi̯-ei̯ |
Udvalgte former i pluralis (følger det hysterodynamiske mønster)
Det indgår i teorien, at accenten flyttes til de svage endelser i det hysterodynamiske mønster. Det virker dog tvivlsomt, om den regel nogensinde har virket i pluralis.
| Vedisk | Urie. | Vedisk | Urie. | |
| nom.pl. | -avaḥ | *-éu̯es | -ayaḥ | -éi̯es |
| akk.pl. | -ūn(s) | *-uns | -īn(s) | -ins |
| dat.sg. | -ubhiḥ | *-ubʰis | -ibhiḥ | -ibʰis |
Former med fuldtrin i nominativ singularisendelsen
Den proterodynamiske nominativ burde i teorien have nom. sg. endelserne *-ō(u̯s)/-ō(i̯s), mens den hysterodynamiske burde have *-ḗ(u̯s) /‑ḗ(i̯s). Sådanne former forekommer faktisk i indoiransk.
kaví- m. i-st. ‘seer’
I avestisk ser vi reflekser af hysterodynamisk bøjning. Til forskel fra den foregående stamme, dyav-, er her ikke noget nominativisk *s i avestisk. Vedisk kaví- bøjes efter det produktive mønster. Talerne må altså have normaliseret paradigmet, da den avestiske form næppe kan være en nydannelse:
| nom.sg. | Av. kauuā Ved. kavíḥ | *kou̯h1-ḗ(i̯s) |
| akk.sg. | Av. kauuaēm Ved. kavím | *kou̯h1-éi̯-m̥ |
sákhi– m. i-st. ‘fælle, kammerat’
Denne stamme er interessant på mange måder.
- Den er en sjælden i-stammetype, der har fuldtrin i suffikset i nominativ singularis: -ā < *‑ō(i̯). Det urie. paradigme var vel enten amfidynamisk eller akrostatisk.
- Vi går ud fra, at stammen er afledt af urie. *sekʷ- ‘at følge’, og at aspirationen i skt. sakh- skyldes tilstedeværelsen af en laryngal. Dvs. her er tale om en i-stammeafledning til et verbalabsraktum *sokʷ-eh2-, dvs. *sokʷ-h2-oi-. Det er altså et eksempel på aspiration forårsaget af *h2
- Selv om roden havde o-trin, er der aldrig nogen refleks af Brugmanns lov. Det skyldes vel først og fremmest, at o stod i lukket stavelse: *sokʷh2-.
- Stammen har kognater i både italisk og germansk: lat. socius ‘følgesvend’ og germansk *sagja– > ON. seggr m. ‘mand, helt’ lader begge til at være tematiseringer af *sokʷh2-oi̯‑, dvs. *sokʷ-h2-i̯-ó-.
| Sg. | nom. | sákhā | *-ōi̯ |
| akk. | sákhāyam | *-oi̯-m̥ | |
| gen. | sákhyuh | *-i̯-r̥s ← i̯-os | |
| dat. | sákhye | *-i̯-ei̯ | |
| Pl. | nom. | sákhāyah | *-oi̯-es |
| akk. | sákhīn | *-i-ns | |
| instr. | sákhibhiḥ | *-i-bʰis |
dyau- ‘gud/himmel’m./f.
De fleste forskere analyserer denne stamme som en u-stammeafledning til en rod *dei̯- ‘at lyse’. Stammen lader til at have været hysterodynamisk, men som det ses, er der en del analogiske former:
| Singularis | analogisk? | |||
| nom. | dyáuḥ | *di̯-ēu̯s/di̯eu̯s | gr. Ζεύς, lat. diēs | |
| vok. | dyaùḥ | *di̯eu̯ | gr. Ζεῦ | |
| akk. | dyā́m | dívam | *di̯-e(u̯-)m | gr. Ζῆν, Ζῆνα, Δῐ́α, lat. diēm |
| inst. | divā́ | *diu̯-éh₁ | ||
| dat. | divé | *di-u̯-éi̯ | lat. diēī | |
| abl./gen. | diváḥ | dyóḥ | *di-u̯-ós | gr. Διός, Ζηνός, lat. diēī |
| lok.sg. | diví | dyávi | *di-u̯-í | gr.dativ: Διΐ (Δί, Pind.), Ζηνί |
| Dualis | ||||
| nom. | dyā́vā | *di̯eu̯-h₁e | ||
| nom.f. | dyávī | *di̯eu̯ih₁ | ||
| Pluralis | ||||
| nom. | dyā́vaḥ | *di̯éu̯es | ||
| akk. | diváḥ | dyū́n | *di̯uns / *diu̯n̥s | |
| inst. | dyúbhiḥ | *di̯ubhis |
I nominativ singularis rekonstruerer mange forskere ē-trin i suffikset, mens andre mener, at den oprindelige længde ikke kan bevises.
Akk.sg. af denne stamme er vigtig, fordi den er et af de få eksempler på Stangs lov, der i sin smalleste formulering siger, at *u̯ og *m svinder i stilling før akkusativ singularis-endelsen *-m: *di̯eu̯-m > *di̯ēm. Den form giver dyām på vedisk. Andre reflekser:
- På latin får vi diēm, som nom.sg. diēs og alle andre former af bøjningen er dannet efter.
- På græsk får vi Ζῆν, som i digterisk sprog danner basis for Ζῆνα, Ζηνός, Ζηνί osv.
Stammer med nultrin i suffikset i de svage kasus
Nogle få stammer har svage kasus med nultrin i roden – i klassisk aflydsteori betyder det, at de har været hysterodynamiske:
| nom.sg.m. | krátuḥ ‘kraft’ | gen.sg. | krátvas < *kret-u̯-ós |
| nom.sg.m. | śíśuḥ ‘unge’ | inst.sg. | śíśvā < *k̑ik̑u̯eh1 |
| nom.sg.m. | paśúḥ ‘kvæg’ | gen.sg. | paśvás < *peḱ-u̯-ós |
| nom.sg.m. | madhuḥ ‘sød/honning’ | inst.sg. | mádhvā < *médʰ-u̯-eh1 ~ mádhunā |
| nom.sg.m. | aríḥ ‘fremmed’ | gen.sg. | aryás |
| nom.sg.m. | áviḥ ‘får’ | gen.sg. | ávyas < *h2ou̯-i̯-ós |
Skt. rayí–
afspejler også en hysterodynamisk i-stamme, *reh1-í-. Her venter vi, at *h1 går tabt intervokalisk, men Lubotsky 1995 argumenterer for, at laryngalen er blevet analogisk udjævnet fra prækonsonantisk stilling, som i gen.sg. *reh1i̯éhs, samt at accenten i den nye sekvens -ayí- beskyttede formen imod at undergå kontraktion til ‑e-. Bemærk accentforholdene, der på overfladen ser mærkelige ud, men er helt regelmæssige.
| Nom.sg. | *reh1-í-s | rayí- |
| Akk.sg. | *reh1-í-m | rayím (rā́m) |
| Instr.sg. | *reh1-i̯-éh1 | rāyā́ rayyā́ rayíṇā |
| Dat.sg. | *reh1-i̯-éi | rāyé |
| Gen.sg. | *reh1-i̯-ós | rāyáḥ |
| Nom.pl | *reh1-éi̯-es | rā́yas |
| Instr.pl. | rayíbhiḥ | |
| Gen.pl. | *reh1-i̯-ṓm | rāyā́m rayīṇā́m |
Akk.sg. rā́m ligner lat. rēm, men antages at være dannet til et rodnomen rā́-
Spor af aflyd i roden (en sjældenhed!)
Proterodynamisk aflyd i roden ses i dā́ru- ‘træ’ (jf. gr. dóru-) og sā́nu-:
| nom.sg. | dā́ru < *dóru | gen.sg. | drós < *dr-eu-s |
| nom.sg. | sā́nu < *sónu | gen.sg. | snós < *sn-eu̯-s |
Disse dannelser har det mærkelige fællestræk, at de har ‑o-trin i roden.