Gotō (2013: 43); Macdonell s. 64.
Suffikset
Suffikset veksler nom.sg. -ī, nom./akk. sg. n. -í prævokalisk -ín- og prækonsonantisk -í-. Princippet må være kopieret fra an-stammerne.
Accent
Suffikset bærer altid accenten.
Afledningsbasen
Suffikset kan tilføjes verber og danne verbaladjektiver:
- arc-ín- ‘strålende’,
- jav-ín- ‘hurtig’
- tsār-ín- ‘listende’
Som 2. led af kompositum:
- abhy-ā-vart-ín- ‘vendende sig imod’
- uktha-śaṁs-ín- ‘talende formelt’
Derudover bruges det i nominale afledninger, typisk fra tematiske stammer. Der findes over 70 stammer af denne type i RV.
- keś-ín- ‘hår-relateret’ ← kéśa– ‘hår’
- parṇ-ín- ‘bevinget’ ← parṇá- n. ‘vinge’; jf. ungav. parənin- ← parəna-
- hiraṇín- ‘med guld’ ← *hiraṇ- ‘guld’
Funktion
I denominale dannelser har har -ín- overvejende possessiv betydning, dvs. det betyder ‘en som har X’, hvor X = betydningen af den stamme, ordet er afledt af.
Gotō (2013) bemærker, at suffikset angiver, at her er tale om en væsentlig, sædvanlig eller karakteristisk egenskab. Det minder om vant-suffikset, der dog også betegner tilfældig besiddelse.
Tidligere forklaring
Suffikset ‑ín– har traditionelt været analyseret som nultrinsvarianten, *‑h̥₃n-, af Hoffmann-suffikset. Men der er problemer:
- De iranske sprog også et suffiks *-in-, og her bevares i’et i indre stavelse, hvor i < *h̥ ellers går tabt. Eksempler er f.eks.
– Av. fraxšnin- ‘som har forhåndsviden’
– Ungav. parənin- ‘bevinget’ - I de mange afledninger til tematiske stammer forventer vi *‑o-h₃n- > -ān-, ikke -ín-, på vedisk. Suffikset ‑ín- kunne godt være opstået i afledninger til atematiske stammer, men det er lidt mærkeligt, hvis denne variant skulle være blevet generaliseret i de atematiske stammer.