Laryngaler

Oversigt

• Fra urie. til vedisk
• Ekstern sandhi

Fra urie. til vedisk

• Indoeuropæisk havde tre laryngaler, *h₁,* h₂ og *h₃. De to sidste farvede vokalen *e på hver sin måde, hvis de stod lige før eller lige efter vokalen:
  *e → *a / __h₂__
  *e → *o /__ h₃__
• Imellem konsonanter skrives laryngalerne til tider som *h̥₁, *h̥₂ og *h̥₃ eller *ə₁, *ə₂, *ə₃, idet de her har vokaliske reflekser i enkeltsprogene:
  I græsk udviklede de sig til hhv. ε, α og ο
  I indisk faldt sammen i /i/ og i visse tilfælde /ī/
  I latin faldt de sammen i /a/.

Prævokalisk laryngal

En prævokalisk laryngal går tabt, men kan til tider efterlade sig et spor i metrummet. Man tager metriske uregelmæssigheder særligt alvorligt, når de forekommer i kadencen.

*h > Ø / __ V

• áp- f. ‘vand’ urie. *h₂ep-, jf. hit. hapa– c. ‘flod’; tokh. AB āp- ‘vand, flod strøm’; lit. ùpė f. ‘flod’ (NIL s. 311)

En lille gruppe ord har en første stavelse, der i metrummet ofte skal læses som en lukket stavelse, selv om stavelsen synkront består af en kort vokal efterfulgt af kun én konsonant. Dette skyldes den tidligere tilstedeværelse af en urie. laryngal. I de nedenstående eksempler angives stavelsesgrænsen med et punktum:

• ján.a– m. ‘folk’ < urie. *g̑ón.h₁o-
• áv.ase ‘til hjælp’ < *h₁eu̯.hesei̯; dat.sg. af ávas- n. ‘hjælp’. Roden er avⁱ ‘hjælpe’ < *h₁eu̯h. Laryngalen ses i avitár- m. ‘en hjælper’; ūtí‑ f. ‘hjælp.
• duh.itár- f. ‘datter’ < *dʰug.h₂tér-; jf. oav. dugədar-, ungav. duγdar- < *dugh-tar-, gr. θυγάτηρ, lit. duktė̃ 
• pr̥th.ivī f. ‘jord’ < *pl̥t.h₂u̯ih₂ ← pl̥thú- ‘bred’ (også pr̥thvī́); evt. beslægtet med det oldgræske stednavn Πλάταια / Πλαταιαί ‘Platæa’.

Intervokalisk laryngal

Når laryngalen går tabt mellem to vokaler, opstår der først en hiat. Den bevares i avestisk, men går som hovedregel tabt i vedisk. Digterne kendte til den arkaiske variant med hiat, som de nogle gange benyttede sig af, når metrummet krævede det.

• aHa > a.a > ā

• pānti ~ pa.anti (pā- ‘beskytte’ < urie. *pah₂-, hitt. pahh- ‘beskytte’) < *pah-anti
• apām ~ apa.ām, gen.pl. af āp- f. ‘vand’ < *h₂ep-

Genitiv pluralis er et særtilfælde i denne henseende. Generelt kan endelsen skanderes både som én lang stavelse og som en jambe; således feks. RV 1.1.8a, som er et ottestavelsesvers:

• 1.1.8a rā́jantam adhvarā́ṇāṃ

I følge Lubotsky (1995) genindførtes den tabte laryngal i flere tilfælde i analogi med former, hvor  en rod- eller stammefinal laryngal var blevet bevaret. Den forklaring gælder feks. i pānti, men der er tre ord, hvor laryngalen burde gå tabt i hele paradigmet, eftersom det ikke ser ud til, at der var en basis for at bevare den analogisk. I disse tre tilfælde står laryngalen før *n̥ eller *r̥, og Lubotsky foreslår, at laryngaler bevaredes længere i denne stilling.

• mās- ~ ma.as- (1×) m. ‘måne, måned’ < urie. *mah-n̥s < urie. *meh₁-n̥s, jf. lat mēnsis m. ‘måned’, gr. μήν m. ‘måned’
• vāta– ~ va.ata- m. ‘vind’ < *h₂u̯eh₁n̥to-, jf. lat, ventus m. ‘vind’, got winds m. ‘vind’
• vār- ~ var̥ n. ‘vand’ < *(h)u̯eh₁-r̥, jf. tokh. A wär, B war ‘vand’, ono. vari m. ‘vand’

I stilling mellem /ā̆/ og en af halvvokalerne /i/ eller /u/ + /C/ afhænger udfaldet i hovedreglen af om der står en morfemgrænse før eller efter /i/ hhv. /u/. I det første tilfælde opstår en kortdiftong, i det andet en langdiftong.

• aHi-C > aiC > eC

• devár– m. ‘ægtemands bror, svoger’ < *dehi-u̯er-, jf. gr. δᾱήρ
• re-vánt- adj. ‘rig på goder’ < *hrehi-u̯ént-
• ste-ná- m. ‘tyv’~ tāyú-  m. ‘tyv’
• dhenú– f. ‘malkeko’ < *dʰeh₁i-nu-

• aH-iC > a.iC <eC>

• jyéṣṭha- ‘mægtigst’ ← jyā ‘overmande’ kan skanderes jya-iṣṭha-
• déṣṭha- ‘mest givende’ ← dā ‘give’ kan skanderes da-iṣṭha-
• dhéṣṭha- ‘mest givende’ ← dhā kan skanderes dha-iṣṭha-
• yéṣṭha- ‘mest hurtigtgående’ ← yā ‘gå, flyve osv.’ kan skanderes ya-iṣṭha-

Lubotsky (1995:2–3) har en række eksempler på, at stammer af denne struktur mister deres hiat, når de indgår som andet led af komposita. Hen henviser til reglerne om laryngaltab i komposita. Måske det snarere har noget at gøre med morfemgrænser i komposita:

aH-iC > aiC > eC i komposita:

• ástheyas- ← *a-shā(-)īyas-, komparativ til sthirá- ‘fast’
• magha-déya- n. ‘gavegivning’ < *dā-iya-
• bhāga-dhéya-  n. ‘gave-(tildeling)’ < *dhā-iya-
• madhu-péya- n. ‘soma-drikning’ < *pā-iya-

For u-diftongernes vedkommende er materialet meget sparsomt:

aHu-C > auC > oC

• bo-dhí 2sg impv; Lubotsky rekonstruerer *bʰehu-dʰi

aH-uC > auC > avuC <oC>

• nauḥ ‘skib’ kan skanderes na.uḥ < *nah-us

I stilling mellem /i/ eller /u/ og /ā̆/ svinder laryngalen, og hiaten udfyldes af en homorganisk glide. Dernæst svinder halvvokalen i senvedisk (kṣaipra-sandhi) og erfterlader en metrisk uregelmæssighed, som vi kan reparere ved at genindføre hal vvokalen.

iHV > iya

• vr̥kyàm; læs: vr̥kíyam < *u̯l̥kʷ ih₂-m̥, akk.sg. til vr̥kīḥ

uHV > uva

• bruvánti, 3pl.impf. præs. til *mluh < *mluh-énti
• tanvàs, læs: tanúvas < *ten-úh₂-os, gen.sg. til tanū́- ‘krop’

Laryngal mellem V og C

Lubotsky (1995) mener, at de tre laryngaler i stilling mellem V og C faldt sammen i en glottal lukkelyd, der bevaredes længere end i intervokalisk stilling.

• VHC > V̄C

• dádhāmi; hitá-; gr. τίθημι; θετός ← *dʰeh₁
• dádāmi, ni-dita-; gr. δίδωμι, δοτός ← *doh₃
• dātar- m. ‘en giver’ < *dóh₃-tor-; gr. δώτωρ ← *doh₃
• pātar- ‘en beskytter’; jf. hitt. pahh- ‘beskytte’; lat. pāscō pāstor ← urie. *pah₂
• vīrá- ‘helt’; lit. výras (lat. vĭr, got. wair med Dybos lov) < urie. *u̯iH-ró-
• sūnú- m. ‘søn’; lit. sūnùs; got. sunus (med Dybos lov) < urie. *suhnú-
• dhūmá- m. ‘røg’; lit. dū́mai; (hitt. tuhhima ‘hosten’ < *dʰuh-mó-. Gr. θῡμός ‘sind’ og lat. fūmus kommer iflg. Tore Rovs Kristoffersen af urie. *dʰou̯h-mó-, ligesom Oht. tōm)

Vokaliseret nasal/likvid plus laryngal

Som det kan ses, forlænger laryngalen forudgående fuldvokaler, inklusive i og u. I forbindelse med vokaliserede sonoranter er udviklingen lidt anderledes:

n̥HC > āC

• jātá- < *g̑n̥h₁-tó- ← janⁱ– ‘føde, avle’ < *g̑enh₁-, jf. gr. κασί-γνητος ‘bror’
• gó-ṣāti- ‘ko-gevinst ← sanⁱ– ‘opnå, vinde’; < *senh₂– (jf. hitt. sanh-)

I konteksten m̥HC forventer vi ā. Der er bare tilsyneladende ikke nogen positiv evidens for *m̥h > ā. Derimod er der en række eksempler på, at nasalen bevares. Dem er der en del forskere, der gerne vil forklare som analogiske:

m̥HC > āmC (!)

• śrā́myati (4. impf.klasse) < *k̑rm̥h₂-i̯é-ti ← śramⁱ– ‘er udmattet’
• tā́myati (4. impf.klasse) < *tm̥h-i̯é-ti  ← tamⁱ ‘besvime, kvæles, blive træt’
• śrāntá-  < *k̑rm̥h₂-tó-  ← śramⁱ– < *k̑remh₂; jf. gr. κρέμαμαι
• vāntá– ← vamⁱ ‘kaste op’ (impf. ávamīt) < *u̯emh₁– jf. lat. vomeō; gr. έμέω
• tāntá- < *tm̥h-tó-  ← tam- ‘være slået ud, udmattet, bedøvet’ < *temh-; måske samme rod som i támas- ‘mørke’

For likvidernes vedkommende ligner udviklingen det vi kender fra græsk, hvor resultatet er ρη ρᾱ ρω, nogle gange ολι, mens lat har rā. I vedisk får vi som hovedregel īr, mens udviklingen til ūr er betinget af en forudgående labial eller labiovelar – med visse undtagelser. Bemærk, at vedisk vist slet ikke har ŭr i lukket stavelse, men langvokalen i ūr er vel at regne som et sikkert tegn på tilstedeværelsen af en laryngal.

r̥HC > īrC/ūrC

• dīrghá- ‘lang’ < *dl̥h₁gʰ-o-; jf.  gr. δoλιχός (ἐν-δελεχής ‘langvarende’)
• stīrṇá- < *str̥h₃-nó- ← str̥- ‘sprede’; jf.  gr. στρωτός, lat. strātus
• gīrná- < *g^wr̥h₃-nó- ← gṝ  ‘sluge’; gr. βιβρώσκω, lat. vorō
• pūrvá- ‘forrest’ < *pr̥h₃-u̯ó-; jf. gr. πρωτός < *pr̥h₃-tó-
• gūrtá- ← gṝ  ‘besynge’ (præs. gr̥ṇāti); lat. grātus 
• ū́rṇā– f. ‘uld’ < *h₂u̯l̥h₁-neh₂-; lat. lāna hitt. hulana-, lit. vìlna
• pūrṇá- ‘fuld’ < *pl̥hnó-;  ← pṝ̥- < *pleh₁– ‘fylde’,  jf. lat. plēnus; got. fulls

I stilling mellem syllabisk nasal eller likvid og vokal svinder laryngalen, og der udvikles en homorgan, dvs. nasal eller likvid, glide:

n̥HV > anV

• tanū f. ‘krop’ < *tn̥h-uh₂

m̥HV > amV

• kramⁱ–: ‘gå, skride fremad’ cakrā́ma, cakramúr < *ke-kromHe, *ke-krm̥H-r̥s
• upamá- < *up-m̥h₂o- ‘højest’; jf. got. auhuma
• samá- ‘nogen’ < *sm̥(H)-o- < *sm̥(H)-; jf. gr. ἁμός ‘nogen’ (bedre kendt fra οὐδαμός ‘ingen’), got. sums < germ. *suma-, eng. some

*r̥HV > irV/urV

• gurú- adj. ‘tung’; gr. βαρύς, got. kaurus < *g^wr̥Hú-
• gī́r f. ‘lovprisning’; akk.sg. gíram, dat.sg. giré; inst.pl. gīrbhíḥ < *gʷr̥h-; rodnomen afledt af urie. *gʷerh- (jf. lat. grātus). Her bevirker labiovelaren ikke -ur, men p.p. hedder gūrtá-.
• purú- adj. >gr. πολύς (o- eller nultrin som foreslået af Strunk)
• pū́r ‘forskansning’ akk.sg. púram, gen.sg. purás, inst. pl. pūrbhíḥ; gr. polis, lit. pilìs < Urie. rodnomen *pl̥h₁–
• giráti>/giláti < *g^wr̥h₃-é-ti ‘sluger’ (6. imperfektivklasse); gr. βιβρώσκω < *g^werh₃

Laryngal mellem konsonanter

En interkonsonantisk laryngal giver som hovedregel /i/ i vedisk, og /ī/ i en række tilfælde som ikke kan kategoriseres efter nogen sikker regel.

Også i iransk bliver en interkononantisk vokal til /i/, men her svinder den i visse stillinger, hvilket feks. Kobayashi (24) tolker som et tegn på, at de interkonsonantiske laryngaler først vokaliseredes efter opløsningen af urindoiransk.

h̥ > i

• pitár- gr. πατήρ
• duhitár- gr. θυγάτηρ
• ániti ‘ånder’ < *h₂anh₁-ti

h̥ > ī

• 1. pl. i 9. impf.kl.:

• *pl̥-n-h-mós > pr̥-ṇ-ī-más

• (1. og) 2. og 3. sg. i rodpræsens og -aorist samt s-aorist. Det er blevet foreslået, at reglen oprindeligt kun gjaldt i de sekundære endelser, idet den i nogle tilfælde udebliver i de primære:

• rodpræsens
  brávī́mi, brávī́ṣi, brávīti; ábravīḥ, ábravīt < *mléu̯h₂-mi/-si/-ti, *(h)é-mleu̯h₂-s/-t
  ā́nīt *(h)é-h₂anh₁-t, impf. præt.; men jf. ovf. præs ániti
• rodaorist
  ákramīṣ, ákramīt ← kramⁱ < *k⁽ʷ⁾Remh
• s-aorist
  árātsīṣ  ← rādh- (særligt i senere sprog, som AV; vel analogisk)

• Bindevokalen i intensiven:

• gan-ī-gam- – vel opstået i rødder med initial laryngal

• I visse afledninger til seṭ-rødder:

• gr̥bhītá- ← grabhⁱ < *gʰrebh₂
• gītá- ← gā < *g(ʷ)eh
• jihīte (3sg.medium) ← hā < *g̑ʰeh

• I komparativen, men kun hvis Sihler (1995:163) har ret i, at komparativens suffiks -īyāṃs-/-īyas- er opstået i seṭ-rødder:

• *térh-i̯os- → tárīyas-

h̥ > Ø

• i komposita og reduplicerede verber:

• da-dh-máh, gr. τίθεμεv
• pra-ttá-, devá-tta-, gr. δoτóς

Det er som bekendt kun græsk, armensk og frygisk, der har de såkaldte protetiske vokaler, dvs. vokaliseringer af initiale prækonsonantiske laryngaler. I indoiransk svinder initiale laryngaler [BAOs artikel om irajyáyi osv?].

h̥ > Ø / # _

• nár- ‘mand, helt’; gr. ἄνήρ, fryg. anar, arm. ayr < *h₂nēr
• nāma- ‘navn’; gr. ὄvoμα < *Hnoh₃mn̥
• níndati ‘dadle’; gr. όνειδίζω *h₃nei̯d-

Over kompositionsgrænse opstår der dog til tider en forlængelse:

• sū-nára- ‘ung mand, smuk’ < *h₁su-h₂nér-o-
• prátīka- ‘ansigt, forside’ < *próti-h₃kʷ-o-; jf. gr. πρόσ-ωπον ‘ansigt’ (2. led *h₃okʷ- som i lat. oculus ‘øje’)

Lukkelyd plus laryngal

Her har vi den omdiskuterede laryngalaspiration: *h₂ og måske *h₁ bevirker aspiration af en forudgående lukkelyd, et fænomen der ses i indoiransk og vel også i græsk.

Kobayashi (108) bemærker, at et eksempel som pitár- < *ph₂tér- måske illustrerer at laryngaler ikke aspirerer i første stavelse, formentlig fordi initialt Ch- er tautosyllabisk mens der vil ligge en stavelsesgrænse i medialt -C.h-.

Thomas Olander mener at det suffiks -ám som vi finder flere steder i de forskellige pronominalbøjninger skal rekonstrueres med en initial laryngal der er ansvarlig for aspirationen i ahám over for uaspireret gr. ἔγω, lat. egō osv.

CH_1/2 > C^h

• *eg̑-Hom, pronomen for 1. pers. sg. > ahám, jf. gr. ἔγω, lat. egō osv.
• *steh₂ > sthā < *sth₂– via *(s)ti-sth₂-a-ti (gr. ἔστην)
• *pont-eH-, jf. ved. pánthās m. ‘vej, sti, bane’, gen. sg. pathás, inst. pl. pathíbhis < *pont-eh-s, *pn̥t-H-, jf. gr. πóvτoς ‘hav’, πάτος ‘vej’; lat. pōns, pontis m. i-st. ‘bro’ (EWA: h₂; de Vaan: h₁)
• *sekʷ- → *sok^w-h₂-oi̯- > sákhā sákhāyam, sákhyā pl. sákhāyas, sákhibhis; jf. lat. socius < *sok^w-h₂-i̯-ó- ← *sek^w- ‘at følge’
• *meg̑h₂– → *meǵ-oh₂-(n̥t-)m̥ > mahā́n, mahā́ntam/mahā́m gen. maháḥ, ntr. máhi gr. μέγα
• *pleth₂-, jf. prathimán– ‘bredde, vidde’< *pleth₂-món-, jf. gr. πλαταμών, -ῶνος ‘flad sten, flade’ < *pl̥th₂-món- (analogisk nultrin fra πλατύς)
• pr̥thú- ‘bred’ < *pl̥th₂-u-, jf. gr. πλατύς, fem. πλατeῖα uden aspiration; lit. platús ‘vid, bred’
• práthas n. ‘vidde’, jf gr. πλάτος n. ‘vidde, omfang’
• *rot-h₂-o- → rátha- m. ‘stridsvogn’
  Iflg. den måske mest anerkendte etymologi er rátha– en afledning til roden *ret- som ses i oldirsk -reith, -rethat ‘løber’. En afledning *rot-o- ses i oldirsk roth m., ‘hjul’ oht. rad n. ‘hjul’, lit. rãtas m. ‘hjul’ / rãtai m.pl. ‘vogn’; lett. rats m. ‘hjul’ / rati m.pl. ‘vogn’, mens lat. rota f. ‘hjul’ går tilbage til *rot-eh₂-.
  
  Skt. rátha-, av. raθa ‘stridsvogn’ antages at være en tematisering hertil: *rot-h₂-o-, med en sjældent set forekomst af det feminint/kollektive suffiks i nultrin.
  
  Alternativt foreslår Thomas Olander, som bygger på en idé af Birgit Olsen, at alle dannelserne afspejler urie. *roth₂-o-. Eftersom den form nok skulle have givet **roda i latin, kan det overvejes, om lat. rota er et keltisk låneord, mens radius m. ‘hjulege’ er nedarvet og afspejler *roth₂-i̯o-, som også ses i ved. ráth(i)ya- / rathíya- ‘som har med vogne at gøre’.

Nogle gange optræder både aspiration og vokalisering af laryngalen, og laryngalen kan danne position:

• *pl̥th₂u-ih₂ > pr̥thivī f. ‘jord’ (f. til prthú-), jf. gr. Πλάταια (stednavn)
  RV 1.37.8a: yéṣām ájmeṣu pr̥thivī́
• *dugh₂tér- > ved. duhitár-, jf.  oldav. dugədar-, gr. θυγάτηρ
  RV 4.52.1c: divó adarśi duhitā́
  RV 9.1.6b: sómaṁ sū́ryasya duhitā́ 

Urie. Ch₃ > C + stemt

• pā- ‘drikke’ < *poh₃ → píbati < *peph₃-e-ti (impf.kl. 1, som tíṣṭhati), pf. papáu; jf. lat. bibō, gr. πίνω
• parjanya– m. ‘regnsky, regn- og tordengud’; iflg Johan Ulrik Nielsen: urie. *pork̑-h₃n̥-i̯o- ← *pork̑-h₃on- ← *pork̑- ‘dryp, dugdryp’; jf. at pŕ̥śni- ‘plettet, spraglet’ bruges om regnskyer.

Ekstern sandhi

Laryngalerne spiller en indirekte rolle i den eksterne sandhi, idet deres tidligere tilstedeværelse gør sig gældende, når visse endelser ikke følger de sædvanlige sandhiregler. Fænomenet kaldes pragr̥hatva ‘fastholdelse’; vokalen selv beskrives som pragrāha- ‘fastholdende’ eller pragr̥hatya- ‘som skal fastholdes/udtales separat.’

Fænomenet ses særligt i dualis, når suffikset *-ih₁, der vel oprindeligt høret hjemme i neutrum og ā-femininum, føjes til vokaliske stammer:

• Nom.sg. áṣṭrā : nom./akk. dualis aṣṭre
• Nom.sg. śúciḥ : nom./akk. dualis śúcī
• Nom.sg. devī́ : nom./akk. dualis devī́

Analogisk:

• Nom.sg. mádhuḥ : nom./akk. dualis mádhvī / madhū