Akkusativ: Den regelmæssige refleks af urie. *m̥ er vedisk /a/, så akkusativens -am er analogisk, med -m fra vokalise stammer (*-o-m, *-i-m, *-u-m osv.). *-m̥ ses feks. i lat. ‑em, gr. -α
Instrumentalis: har to varianter: *-éh₁ og *-h₁. Begge varianter ses feks. i i-stammerne: -ī < *-i-h₁; -yā < *-i̯-eh₁.
Dativ: Endelsen er bevaret i tidlig latin, feks. indsk. CASTOREI, men bliver senere til -ī som i patrī.
Ablativ: Ablativen har kun en selvstændig kasusendelse i de tematiske stammer og i maskuline og neutrale pronominer. I alle andre stammer udtrykkes ablativen således: I singularis bruges genitiv, i dualis dativ/instrumentalis og i pluralis dativ.
*-os ses i gr. -ος; *-es ses i lat. -is; *-s ses feks. i i- og u-stammerne: *‑eu̯-s, *‑ei̯-s > skt. -oḥ, -eḥ
Lokativ: *‑i bedst bevaret i den græske dativ: ποδί samt den latinske ablativ: pede; jf. skt. padí. De gådefulde endelsesløse lokativer har typisk fuldtrin, selv om de øvrige svage kasus har nultrin, inklusive lokativen på -i. Jf. til rājan- lok.sg. rājan eller rājñ-i.
Dualis
Vedisk
Urie.
Nom./vok./akk.
-ā, -āu
*(o)-h₁e
Nom./akk. ntr.
-ī
*-ih₁
Inst./dat./abl.
-bhyām
*-bʰi̯(ah₂?)
Genitiv/lokativ
-oḥ
uklar
Nom/vok./akk. dualis har to endelser: -ā og -au. I RV forekommer -ā før konsonant, ‑au (i formen -āv) før vokal. Senere hen begynder -au at optræde foran konsonant i den helt regelmæssige form -au. Sådan ville den også have set ud i RV hvis den forekom før konsonant, men her har vi altså -ā i stedet. I urie. var den atematiske endelse nok *-h₁e (således feks. Olander); jf. gr. ποιμένε ‘to hyrder’, olit. żmûne (=žmune) ‘to mænd’. Ved. -ā(u) er vel lånt fra den tematiske bøjnings *-o-h₁e.
Inst./dat./abl. -bhyām: Jf. av. -biiā̆, som peger på indoiransk *-bʰi̯ā̆, som i vedisk har fået tilføjet en partikel *-(a)m. Rekonstruktionen af endelsen som urie. *-bʰi̯ah₂ er meget usikker; se Olander (213).
Pluralis
Vedisk
Urie.
Nominativ/Vokativ
-as
*-es
Nom/Akk. ntr.
-i
*-h₂
Akkusativ
-as
*-m̥s
Instrumentalis
-bhiḥ
*-bʰis
Dativ/ablativ
-bhyaḥ
*-bʰi̯os
Genitiv
-ām/-aam
*-(h)om/*-o-hom/*-eh₂-om?
Lokativ
-su
*-su
Genitiv pluralis: endelsen -ām skal ofte skanderes som to stavelser. I avestisk er endelsen -a̧m; den tæller næsten altid to stavelser.
*bʰ-endelser
Det er usikkert, hvordan de såkaldte bh-endelser så ud i urie.; de enkelte sproggrene giver forskelligt input:
Urie. *bʰi̯ ses i Indoiransk
Urie. *bʰ ses i Italisk (lat. -ibus), græsk (i relikter som ναῦφι ‘med skibe’, ἶφι ‘med kraft/kræfter’), samt keltisk og armensk
Urie. *m ses i germansk (got. dat. pl. dagam < *-o-mos) og baltoslavisk (jf. lit. dat. du. dvíem vilkám, dat. pl. vilkáms)
Anatolisk og tokharisk er for usikre til at kunne bruges til noget
