Oversigt
Fra urie. til vedisk
De palatale obstruenter i sanskrit har to ophav: urie. palataliserede velære lukkelyde og urie. såkaldt palatale lukkelyde. Her ser vi på de urie. palatale lukkelydes udvikling.
De urindoiranske palataliserede velarer angives normalt med *č, *ǰ, *ǰʰ, mens reflekserne af urie. *k̑, *g̑, *g̑ʰ angives med *ć, *j́ og *j́ʰ. Præcis hvordan de udtaltes ved vi ikke, men der er ret stor enighed om, at disse såkaldt “palatale lukkelyde” faktisk var affrikater. De forskellige forskere henviser til dem som “post- eller palato-alveolære” [tʃ], [dʒ], [dʒʰ] hhv. “præ- eller alveo(lo)-palatale” [tɕ], [dʑ], [dʑʰ].
De urie. palatale lukkelyde undergik relativt store forandringer fra urie til vedisk:
- *k̑ > ś
- *ĝ > j
- *ĝʰ > h
Det er en god idé at mærke sig de avestiske og oldpersiske reflekser. Her i den iranske gren er der sket to ting: De urie. palataler er blevet til dentaler, og aspirationen er gået tabt:
- *k̑ > Av. s, OP θ
- *ĝ > Av. z, OP d
- *ĝʰ > Av. z, OP d
Generelt kan man sige om de vedisk reflekser af de urie. palataler, at:
- *k̑ og *g̑ʰ udviklede sig i indoiransk til frikativer; *g̑ gennemgik muligvis også et frikativt stadie.
- De ubetingede varianter af de tre palalaler er ś, j og h.
- Det vil sige, at *g̑ og *g̑ʰ falder sammen med refleksen af de palataliserede velarer; forskellen på oprindelig velær og palatal dukker dog hele tiden op i sandhi.
- ś, j og h har allofonerne: k, j, ṭ, ḍ, ṣ og Ø (+ erstatningsforlængelse).
Forskellen på nedarvet palatal og palataliseret velar forklares i en video, som jeg af en eller anden grund ikke længere kan få lov til at indlejre her.
*k̑ > ś
- viś- f. ‘bosættelse, hus m.m.’, rodnomen til viś ‘slå sig ned’, som er nultrin af urie. *u̯ei̯k̑- ‘træde ind i’ (LIV s. 669); jf. gr οἶκος, ὁ ‘hus, bopæl’; lat. vīcus m. ‘en samling huse’ < *u̯oi̯k̑os
- śván– ‘hund’ *k̑u̯on-; gr. κύων, lat. canis
- dáśa ‘10’; got. taíhun, gr. δέκα, lat. decem < *dék̂m̥
- śatám ‘100’; got. hund, av. satəm, gr. ἑκατόν, lat. centum, oir. cēt, lit. šim̃tas < *k̑m̥tóm
Der er noget, der tyder på, at processen urie. *g̑ → ved. j er gået over et stadie, hvor lyden var en sibilant (parallelt med *k̑ > ś og *ĝʰ > *ʒʰ > h). Denne udvikling kan måske forstås i lyset af, at stemte sibilanter ellers svinder i sanskrit:
*ĝ (> ʒ?) > j
- jā́nu ‘knæ’; av. zānu, Gr. γόνυ, da. knæ
- ján ‘føde’ < *ĝenh1; av. zan-, eng. kin, da. køn
- yaj ‘ofre’ <*Hi̯aĝ; yájati, av. yazaiti
Mellemstadiet mellem urie. *g̑ʰ og vedisk h må have været en sibilant, *ʒʰ, idet den repræsenteres af š i mitanniarisk; se eksemplet nedenfor:
*ĝʰ > *ʒʰ > h
- himá- ‘kulde’ < *ĝʰei̯mo-; oav. ziiå̄, lat. hiems, Gr. χειμών, da. gimmerlam ‘hunlam’ (ODS: dial. “om faarets (gimmerens) første lam, uden hensyn til køn)
- hotar- ‘offerpræst’ *ĝʰeu̯-tor-, av. zaotar, Gr. χέω, got. giutan
- áṃhas- ‘angst’; lat. angustus ‘snæver’, tysk eng ‘snæver’
- *vāhana-, jf. mitanniarisk <wa-ša-an-na> ‘bane’
Synkrone regler
Følgende regler er aktive i vedisk.
Grassmanns lov
Grassmanns lov producerer j fra *ĝh:
- hā ‘forlade’; pr. jáhāmi, av. zazāmi; pf. jáhā da. gå < *ĝʰeh1
- hīḍ ‘være vred’; pf. jihīḷa < *ĝhei̯sd-
Regressiv assimilation af stemthed før obstruent
Alle obstruenter undergår regressiv assimilation før andre obstruenter. Ved palatalerne er der den yderligere komplikation, at de også assimileres mht. til artikulationsmåde før en dental lukkelyd. Så vi ser først på denne stilling:
Assibilering før /t/
Før dentale lukkelyde er alle tre palatale lukkelyde tilsyneladende blevet til sibilanter. Det er måse lettest at forstå, hvis man går ud fra, at de alle tre på et tidspunkt var sibilanter, og at *ĝ (> ʒ?) > j kun skete før vokal.
Fonemet h behandles lidt længere nede, under Bartholomaes lov. Før ustemte, dentale lukkelyde forventer vi følgende udviklinger af uriir. *´´´j og *ć < *g̑ og *k̑:
- Uriir.: regressiv assimilation af stemthed, dvs. urir. *´j og *ć falder sammen i *ć: *´jt → *ćt
- Normaludviklingen: *ć > *ś, hhv. *ćt > ´*śt
- Avestisk: *ś > s, men *śt > *št
- Vedisk: Assimilation af artikulationsmåden/stedet. Her lader der til at ske det, at palatalen låner det apikale træk (det, at den udtales med tungespidsen) fra dentalen, men bevarer det palatale artikulationssted. Dermed opstår en retrofleks lyd: *śt → *ṣt.
- Progressiv assimilation af retrofleksivitet: *ṣt > ṣṭ
Udviklingen kan opsummeres i følgende regel:
- ś, j → ṣ (av. š) / __ t
- aṣṭā́ ‘8’, av. ašta < *h3ok̑t-
- ṣaṣṭí ‘tres’, av. xšuuašti < *s(u̯)ek̑s-tí-
- cáṣṭe 3sg. af cakṣ ‘se’: *kwek̑-h1s-toi̯ > *cačštai > cáṣṭe
- dr̥ṣṭvā́ya ‘efter at have set’, gerundium til dr̥ś ‘se’; av. vb.adj. dərəšta
- viṣṭá– ←viś+ta <*u̯ei̯k̑- ‘gå ind i’
- iṣṭá- (av. išta-) ← ij+ta ← yaj ‘ofre’, < *hi̯ag̑
- mr̥ṣṭá- ← mr̥j ‘tørre af’ + ta; urie. *h2merg̑-; gr. ἀμέργω
- mārṣṭi 3sg. ‘tørrer af’ ← marj+ti ← mr̥j
- rā́ṣṭi 3sg. ← rā́j+ti ‘hersker’ < *h3reg̑–
Foran en stemt dental svinder palatalen med erstatningsforlængelse og progressiv assimilation. Denne udvikling forstås vel bedst, hvis man antager, at den opstod på et tidspunkt, hvor *ĝʰ var blevet til *ʒʰ, men endnu ikke til h.
- ś, j → *ʒ > : / __ d (hvor : = erstatningsforlængelse)
- ṣóḍaśa kardinaltallet ‘16’← ṣaś + daśa < *su̯ek̑s-dek̑m̥ ‘sekstende’ (med mystisk tab af *u̯, efter at det har bevirket runding af vokalen); jf. ungav. xšuuaš.dasa
- ṣoḍhā́ adv. ‘seks gange’ < *su̯ek̑s-dʰeh1–
Udvikling af lukke før /dʰ/
I teorien venter vi, at en palatal realiseres som en sibilant før en dental lukkelyd og svinder med erstatningsforlængelse, som i ovenstående eksempler. I de nedenstående eksempler, hvor dentalen er stemt og aspireret, får vi i stedet ḍ.
- ś, j → ḍ /__dh
- diś → didiḍḍhí *dei̯k̑- – 2sg. impv. /didiśdhi/
- mṛj → mr̥ḍḍhvám 2pl. impv. /mr̥jdhvam/
En lignende udvikling ses under ruki-ṣ, men kun før bh-endelserne, hvor der måske er tale om analogi.
To reflekser før /bh/
Her venter vi regressiv assimilation af stemthed, men ikke nødvendigvis nogen forandring af artikulationsstedet; en labial forventes ikke at forstyrre artikulationen af en palatal. Imidlertid finder vi to forskellige realiseringer, der svarer til, hvordan de pågældende rodnominer danner nominativ singularis og engang har dannet lokativ pluralis.
- 1: ś, j, h → ḍ / __ [+stemt; +obstruent]
- víś → viḍbhíḥ, jf. nom.sg. víṭ. Urie. *u̯ei̯k̑-
- rā́j → rāḍbhíḥ, jf. nom.sg. rā́ṭ. Urie. *h3reg̑-
En lignende udvikling sker sporadisk med ruki-ṣ.
- 2: ś, j, h → g / __ [+stemt; +obstruent]
- díś– f. ‘retning’ → digbhíḥ, jf. nom.sg. dík. Urie. *dei̯k̑-
- susaṃdr̥ś– adj. ‘som ser skøn ud’ → susaṃdr̥gbhiḥ, jf. nom.sg. -dr̥k. Urie. *derk̑-
Sammenfald med /k/ før /s/
Dette lader til at være lydret – der er vel tale om en dissimilation. Vedisk kunne godt tolerere sekvensen ṣ + ṭ (iṣṭá-), men ṭ + ṣ dissimileredes til kṣ.
- viś- f. ‘bosættelse’ → lok.pl. vikṣú < *u̯ei̯k̑
- rā́j- m. ‘konge’ → lok.pl. rākṣú < *h3reg̑
- marj- ‘tørre af, rense’ → fut. mārkṣyáte
- sah- ‘sejre’ → sakṣvá s-aor. impv. med. < *seg̑ʰ
- vah- ‘køre’ → vákṣat s-aor. konj. av. uz-uuažat < *u̯eg̑ʰ
- vaś- ‘begære’ 2. impfkl., 2sg. vákṣi – ovf. 3sg vaṣṭi; 3. impfkl. 2sg. vavákṣi, 3sg. viváṣṭi
En lignende udvikling ses ved ruki-s.
Der gælder en vigtig undtagelse fra den generelle regel om regressiv assimilation, nemlig Bartholomaes lov.
Bartholomaes lov
Bartholomaes lov handler om mødet mellem en stemt, aspireret lukkelyd og en ustemt lukkelyd – der i næsten alle tilfælde er t.
Iflg. den hovedregel, der gælder for alle de stemte, aspirerede lukkelyde, er her progressiv assimilation af stemthed og aspiration (budh-tá- → buddhá-).
Når den stemte, aspirerede lukkelyd er en palatal, dvs. urie. *g̑ʰ, sker der følgende:
- Palatalen realiseres som en sibilant før dental: *g̑ʰt > *ʒʰt – eller måske var den på dette tidspunkt en sibilant i alle stillinger
- Bartholomaes lov: *ʒʰt > *ʒdʰ
- Palatalen assimileres til den efterfølgende dental: den bliver apikal, og denne nye apikale palatal = retrofleks *ʒdʰ > *ẓdʰ
- Progressiv assimilation af retrofleksivitet: *ẓdʰ > *ẓḍʰ
- Den stemte sibilant går tabt med erstatningsforlængelse af den forudgående vokal: *Vẓdʰ > *V̄ḍʰ
- I den senvediske dialekt, RigVeda er overleveret på, realiseres ḍ som ḷ
Udviklingen kan opsummeres i følgende synkrone regel (hvor h < *g̑ʰ, ikke palataliseret*gʰ):
- Vh + t → V̄ḍh > RV V̄ḷh
- vóḍhar- / RV vóḷhar- *vah+tar-; av. važdra < *u̯eg̑ʰ-; jf. lat. vector
- ūḍhá- / RV ūḷhá- vb.adj. ← vah- ‘bære’ < *u̯eg̑ʰ-
- mīḍhá- / RV mīḷhá- vb.adj. ← meh- ‘tisse’ < *h3mei̯g̑ʰ-; gr. (Hesych) ὀμῖχειν ‘at tisse’, lat. mingō, mīnxī, mictum ‘tisser’
- tṝḍhá- / RV tṝ̥ḷhá- vb.adj. ← tṛh- ‘knuse’ < *(s)terg̑ʰ- ‘slå i stykker’
- sāḍhá- / RV sāḷhá- vb.adj. ← sah- ‘besejre’ < *seg̑ʰ- ‘besejre’; gr. ἔχω præs. ‘har’, ἔσχον rodaor. ‘holdt fast’ (germ. *segiz- n. s-st.‘sejr’ med denominalt vb. feks. ono. sigra ‘sejre’)
Særligt om ś
Urie. havde som bekendt ikke en ustemt, aspireret palatal (*k̑ʰ). Dette hul i konsonantskemaet udfyldes imidlertid af refleksen af *s + *k̑; blot er resultatet en gemineret lyd, der i vedisk skrives ch, i sanskrit cch. (reglen må være yngre end den regel, der siger, at Thorn-grupper realiseres som kṣ, se her):
Præcis hvordan denne udvikling er foregået, er usikkert, men det er blevet foreslået, at sibilant + sibilant → lukkelyd + sibilant i vedisk. Det vil sige, at /sś/ i første omgang giver c + ś. Det kender vi fra urie. *sk̑e/o-præsens:
- *sk̑ → cch <ch>
- gam ‘gå’: *gwm̥-sk̑e-ti > gáchati, ungav. jasaiti, gr. βάσκε
- prach ‘spørge’: *pr̥k-sk̑e-ti > pr̥cháti, oav. pərəsaite lat. poscō, gm. *furskō > oht. forsca ‘spørgsmål’; afledt herfra: da. forske
- iṣ ‘ønske’: *h2is-sk̑e-ti > icháti (kl. 6) pf. iyéṣa; īṣúr
- vas ‘at lyse, blive lyst (dvs. ved solopgang)’ *h2us-sk̑é-ti > ucháti (kl. 6)
- yam ‘at udstrække’: *i̯m̥-sḱ-éti > yáchati
Initialt ser vi reglen i eksempler som de følgende:
- chāyā́ ‘skygge’; *sk̑eH(i)-, gr. σκιά
- chand: chadáyati av. saδaiieiti ‘fremstå, falde i smag, synes (for nogen)’ *sk̑end
- chā ‘flå’: chyáti gr. σχάω σχάζω ‘åbner, skærer op’; urie. *sk̑heh2(i)
- chid ‘skære af’: chinátti , gr. σχίζω ‘spalter, kløver’, σχίσμα n. ‘spalte’; urie. *sk̑hei̯d-
At ch er et geminat og således danner lukket stavelse, ses i metrummet, når ch optræder efter kortvokal: den første stavelse i gachati er således lang. Aufrecht angiver dette i skriften (Macd. s. 38):
- utá cchadiḥ, men me chantsat
Iflg. Kobayashi (s. 332) degemineres efter en langvokal, undtagen når det drejer sig om præverbiet ā og negationen mā.
I ekstern sandhi opstår initialt ch som en refleks af ś, se følgende afsnit.
Aspiration throwback
Eksempler på aspiration throwback ifm. en gl. palatal lader til at være sjældne:
- ághukṣat 3sg. sa-aorist ~ júgukṣati 3sg. desiderativ ← guh ‘at gemme’
- adhiks- s-aor. ← dih ‘smøre’
Ekstern sandhi: finale palataler
I følge de regler, der gælder for alle lukkelyde, neutraliseres de oprindelige palatale lukkelyde, dvs. ś < *k̑, j < *g̑, h < *g̑ʰ, i udlyd i et arkifonem, vi kan kalde /Ṭ/. I tilfælde, hvor j og h kommer af velært *g og *gʰ (som er blevet palataliserede før *e og *i), følger disse lyde de eksterne sandhiregler for velarerne.
Dette /Ṭ/ har tre distinktive træk: det er en (1) uaspireret, (2) retrofleks (3) lukkelyd. Den er derimod umarkeret for stemthed. Den undergår to assimilationsprocesser, en for stemthed og en for nasalering.
Stemthedsassimilation: Til forskel fra i intern sandhi, hvor det kun er obstruenter, der udvirker regressiv assimilation, er det i ekstern sandhi en hvilken som helst lyd, der har denne virkning. I udlyd realiseres alle palatale lukkelyde således som /ṭ/, hvis der følger en ustemt lyd, eller de står i absolut udlyd (også kaldet pausa).
- C [palatal] → ṭ / __ [-stemt]
- /víś suvī́rā/ → víṭ suvī́rā
- /ábhrāj śvetó/ → ábhrāṭ chvetó (bemærk, initialt ś → ch)
- /hávyavāh túbhyaṃ/ → hávyavāṭ túbhyaṃ
Foran en stemt, ikke-nasal konsonant realiseres alle finale palatale obstruenter som /ḍ/:
- C [palatal] → ḍ __ C [+stemt, -nasal]
- /ā́naś divó/ → ā́naḍ divó
- /vibhrā́j br̥hát/ → vibhrā́ḍ br̥hát
- /ávāh havyā́ni/ → ávāḍ ḍhavyā́ni
Foran vokal realiseres alle finale palatale obstruenter som /ḍ/, som, i den senvediske dialekt som Rigveda er overleveret i, realiseres som /ḷ/:
- C [palatal] → ḍ → RV ḷ / V__ V
- /rā́j agnís/ → rā́ḷ agnís
- /janāṣā́h indra/ → janāṣā́ḷ indra
- /sáś astabhnā/ → ṣáḷ astabhnā (sáś ‘seks’, findes i ordbøgerne under ṣáṣ, hvilket jeg mener er forkert)
Foran en nasal realiseres alle finale palatale obstruenter som ṇ (næsten ingen eksempler):
- C [palatal] → ṇ / __ [nasal]
- /virā́j mitrā́váruṇayoḥ/ → virā́ṇ mitrā́váruṇayoḥ
- /pr̥tanāṣā́h ná/ → pr̥tanāṣā́ṇ ná
Reduktion af konsonantgrupper
I følge en generel regel reduceres en udlydende konsonantgruppe til én konsonant:
C → Ø / C __ #
Rodfinalt ‑rk, ‑rṭ og ‑rt bevares dog i nogle få tilfælde:
- ámārṭ ← /ámārjs/, 3sg. impf. 2. præs.kl. til √mr̥j
- várk ← /varjs/, 2 sg. inj. til √vr̥j
- ā́vart ← /avartt/, 3sg. rodaor. ind. akt.
I et enkelt tilfælde bevares også endelsen:
- dárt ← /dartt/, 3sg. rodaor. til dṝ
Vekslen mellem Ṭ og K i udlyd af nominativ singularis
Nominale, maskuline og feminine stammer, der udlyder på en oprindelig palatal, kan have nominativ singularis på -ṭ eller -k. Foran de såkaldte pada-endelser (også kendt some mediale endelser: der drejer sig om -bhyām, -bhiṣ, bhyas og -su) er der ligeledes forskellige reflekser. Før sibilant bliver palatalen altid til k (Ṭ + ṣ → k + ṣ). Derfor hedder lokativ pluralis til disse former rākṣú, vikṣú osv. Foran bh-endelser bliver palatalen imidlertid enten til ḍ eller g.
- Eksempler med ḍ + bh
- nom.sg. rāṭ, akk. rā́jam, inst.pl rāḍbhíḥ m. ‘konge’ < *h3reg̑
- nom.sg. ṣā́ṭ, akk. sā́ham, (dat.pl. ṣāḍ-bhyás?) adj. ‘sejrende’ < *seg̑ʰ
- nom.sg. viṭ, akk. víśam, inst.pl. viḍbhíḥ, lok.pl. vikṣú f. ‘bosættelse’‘ < *u̯ei̯k̑
I nominativ og de mediale kasus kommer disse stammer til at ligne stammer på finalt ruki-ṣ; jf. rodnominet dvíṣ-:
- nom.sg. dvíṭ f. ‘had’, akk. dvíṣam, instr.pl. dviḍbhíḥ, lok. dvikṣú < *du̯ei̯s-
- Eksempler med g + bh.
- nom.sg. saṃdr̥k, akk. -dŕ̥śam; inst.pl. -dŕ̥gbhiḥ ‘syn, forekomst’. Urie. *derk̑
- nom.sg. dík, akk. díśam, inst.pl. digbhíḥ ‘retning’. Urie. *dei̯k̑
- nom.sg. r̥tv-ík, akk.sg. r̥tvíjam. Urie. *h2i̯ag̑-
Særudvikling: initialt /ś/ → /ch/
Den palatale sibilant kræver særlig omtale, idet den, som initial konsonant, påvirkes af en forudgående dental eller palatal lukkelyd.
En final dental realiseres som arkifonemet, der assimileres til en initial palatal. Hvis palatalen er en sibilant, realiseres denne som ch-:
- ś- → ch- / -T # __
- /yát śubhrā́/ → yác chubhrā́
Finalt /nt/ eller /ns/ reduceres til /n/ i følge den generelle regel (C → Ø / C__#), men kun efter, at underliggende /t/ eller /s/ har bevirket, at det efterfølgende, initiale ś- realiseres som ch-
- ś- → ch- / -nt # __
- /avrant śucayaḥ/ → avrañ chúcayaḥ
- ś- → ch- / -ns # __
- /ámanyamānāṃs śáruā/ → ámanyamānāñ cháruā
Macd. taler her om et indskudt t, men eftersom urie. *sk̑ > skt. cch, som i (gáchati < *gʷm̥sk̑eti, er her vel tale om en fonologisk regel. Bemærk dog, at den almindelige sandhi af finalt -s + initialt ś- er enten -ḥ ś- eller -ś ś- (se Macd. s. 34: vaḥ śivatamaḥ eller vaś śivatamaḥ)
En final palatal realiseres som sædvanligt som Ṭ; en efterfølgende palatal sibilant realiseres som ch-:
- ś- → ch- / Ṭ # __
- /vípāś + śutudrī/ → vípāṭ chutudrī
Initialt h- assimileres mht. artikulationssted og lukke til en forudgående lukkelyd. Således i forbindelse med h < *g̑ʰ:
- /ávāṭ havyā́ni/ → ávāḍ ḍhavyā́ni (havyá- ← hu < *g̑ʰeu̯-)
- /ā́ adad havyā́ny/ → ā́dad dhavyā́ny (havyá– ← hu < *g̑ʰeu̯-)
- /íd háriyoḥ/ → íd dháriyoḥ (hári– < *g̑ʰl̥h3-i-)
- /ŕ̥dhak huvema/ → ŕ̥dhag ghuvema (hu < urie. *ĝheu̯h2‑)