| Vokalen r̥ findes ikke i hindi, hvor /r̥/ i låneord fra sanskrit gengives med ri. Ord som sanskrit, prakrit, vriddhi og Krishna, der alle havde r̥ i sanskrit, er lånt ind i de vestlige sprog fra hindi. |
Fra urie. til vedisk
Urie havde to likvider, *r og *l, der også kan betegnes som halvvokaler, idet de blev vokaliseret i stilling mellem konsonanter; de vokaliske varianter skrives r̥ og l̥. Deres reflekser i indoarisk afhænger af dialekten; her skal vi skelne mellem vedisk, som er baseret på en nordlig dialekt, sanskrit, som er baseret på en central dialekt, og en mere ukendt, østlig dialekt.
De to vokaler r̥ og l̥ omtales i indisk grammatik som komplekse vokaler, bestående af hhv. r og l flankeret af to ultrakorte a‘er. Det korte /a/ er jo en central vokal, [ə], og den ultrakorte version kaldes svarabhakti f. ‘vokal-del.’
I vedisk faldt *r og *l sammen i *r:
Urie. *r, r̥ > ved. r, r̥
- járant- gr. γέρων ← *ĝerh₂
- dhr̥ṣṇú, gr. θρασύς
- r̥kṣa ‘bjørn’; lat. ursus gr. ἄρκτος
Urie. *l, l̥ > ved. r, r̥
- pr̥thú- gr. πλατύς
- vr̥ka- ‘ulv’; gr. λύκος; lat. lupus; da ulv (got. wulf)
I sanskrit derimod opretholdes forskellen på *r og *l som /r/ og /l/, mens de to lyde faldt sammen i /l/ i den østlige dialekt. De tre dialekter har dog påvirket hinanden, og når der feks i vedisk optræder ord med /l/, skyldes det indlån fra en af de to andre dialekter.
Urie. *l, *l̥ → ved. l, l̥
- lúbhyati ‘er forvirret, begærer’; olat. lubet ‘behager’ got. us-laubjan ‘erlauben’ < *leubh
- loká- m. ‘åbent rum’ lat. lūcus ‘lund’ < *leu̯k
- bála- ‘styrke’; lat. dēbilis, gr. βέλτερος βελτί-ων ‘bedre’
- √ric- riṇákti gr. λείπω, lat. linquō
- √kl̥p (eneste eksempel på ved. l̥)
I nogle tilfælde har vedisk både en refleks med *r og en med *l i det samme ord:
Urie. *l, l̥ > ved. r/l, r̥/l̥
- raghú-/laghú-; gr. ἐλαχύς, lit. leñgvas ‘let’ < *h₁lengʷʰ-u-; got. leiht ‘let’ < *h₁lengʷʰ-t-
- lóhita-/róhita-; rudhirá, jf. lat. ruber, gr. ἐρυθρός < *h1rudh-ró-; got. rauþs ‘rød’ < *h₁rou̯dʰ-o-
- ved. √rih/skt. √lih ‘slikke’ (3sg. réḍhi) lat. linguō < *leiĝh
En yderligere kilde til /l/ i vedisk er låneord:
- pippala- n. ‘bær’ (austroastiatisk; typisk for ældre sprog)
- lāṅgala- n. ‘plov’ (austroastiatisk; bemærk at det er et landbrugsord)
- phála- n. ‘frugt’ (dravidisk; typisk for yngre sprog)
Udlydende *r̥
I stilling før en laryngal udvikler likviderne støttevokalen i eller u, der forlænges; se her.
En lignende udvikling ses i udlyd, inklusive før *s. Frotscher mener, dette udfald er betinget af, at *r̥ var betonet.
ŕ̥(s)# → ur#
- sthātúḥ < *steh₂-tŕ̥ nom./akk. singularis
- pitúḥ, dātúḥ osv.: gen.sg. af r-stammerne < *-tr̥s
- tasthúḥ, jaghnúḥ osv: 3pl. perfektum < *-r̥s
Hvis udlydende *-r̥ derimod var ubetonet, mener han udfaldet var -ar.
To former er barytone og har -ar i nom./akk. singularis:
- ´ūdhar n. ‘yver’< urie. *h3eu̯Hdʰ-r-, jf gr. ουθαρ, lat. ūber
- áhar, gen. áhnas n. ‘dag’ – her er rekonstuktionen omdiskuteret, men det er interessant, at ū́dhar og áhar er de eneste barytone heteroklitika i vedisk og også de eneste, der har -ar (ikke -r̥t, -r̥k) i udlyd.
Synkrone regler
r̥i̯V > riyV
Få eksempler:
- mriyáte 3sg.impf.ind. til mr̥- ‘at dø’ < *mr̥-i̯é-toi̯ (Macd. s. 407 kalder formen passiv, hvilket passer med den vediske accent; LIV kalder den præsens)
Ekstern sandhi: Finalt /r/
I absolut udlyd og før ustemt konsonant
I denne stilling bliver /r/ → ḥ (visarga); behandles her.
r →ḥ/__ # {C [ustemt], #}
I stilling før en stemt initial
Det er således kun i stilling før vokal og stemt konsonant, at man kan skelne mellem /r/ og /s/. Her gælder endvidere den regel, at finalt /r/ (inklusive r ← ṣ) svinder før initialt /r/ med erstatningsforlængelse af en forudgående vokal:
I padapāṭhateksten optræder púnar som púnaḥ.
। पुन॑: ।
Det er fordi padapāṭha’en gengiver ordene som de forekommer i absolut udlyd og derfor ikke kan skelne mellem finalt -r og -s.
Vr → V: / __ # r-
/púnar rupā́ṇi/ → púnā rupā́ṇi
/prātár rátnam/ → prātā́ rátnam
Så vidt jeg kan se, sker denne forlængelse i flere tilfælde også før r̥-, selv om Macd § 47 ikke nævner det.
Finalt -l?
Jeg er ikke bekendt med ord eller ordformer, der ender på -l.
Forekomster af af finalt -l eller -ḷ skyldes, at finale dentaler og palataler assimileres til initialt l-