sá-aorist

I RV forekommer sá-aoristen kun afledt til syv rødder; de har tilfælles, at deres udlydende konsonant, der går tilbage til en urie. velær eller palatal bliver til K i stilling før suffikset -sá-. Deres vokalisme er af guṇa-typen:

1. √kruś ‘råbe’ < *kreu̯k̑ (dog ikke sikkert at roden er urie.) (10. bog)
2. √guh ‘gemme, tildække’ < *gʰeu̯g̑ʰ? (dog ikke sikkert at roden er urie.) (5. bog)
3. √duh ‘at malke’ < *dʰeu̯gʰ (1., 2., 6., 7., 8., 9., 10. bog)
4. √mr̥j ‘aftørre, rengøre’ < *h₂merg̑ (1., 8., 10 bog)
5. √mr̥ś ‘berøre’ < *hmelk̑ (1., 4., 9., 8., 10. bog)
6. √ruh ‘vokse, stige op’ < *h₂leu̯dʰ – med besynderlige former i vedisk der peger på < *h₂leu̯g̑ʰ (10. bog)
7. √vr̥h ‘heftig bewegen, reissen, stossen, rollen’ (10. bog)

Macdonell citerer yderligere tre rødder der danner s-aorist i de øvrige saṃhitāer:

1. dviṣ ‘at hade’
2. spr̥ś ‘berøre’
3. vr̥j ‘aflede, vende bort fra’

Bøjning

Der findes former af indikativ, injunktiv og imperativ, dog ingen hele paradigmer.

Indikativ og injunktiv

	Akṭiv/parasmaipada		Mediopassiv/āṭmanepada
	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1.	√vr̥h → ávr̥kṣam	√vr̥h → ávr̥kṣāma amr̥kṣāma
2.	√duh → dukṣaḥ √mr̥ś → mr̥ksaḥ	√mr̥ś → mr̥kṣata
3.	√kruś → ákrukṣat √guh→ aghukṣat √duh → adukṣat, ádhukṣat √ruh → arukṣat	√duh → ádhukṣan, dhukṣan	√duh → ádhukṣata, d(h)úkṣata	√mr̥j → amr̥kṣanta √duh → dhukṣánta

Konjunktiv

	Akṭiv/parasmaipada
	Singularis
1.	√mr̥j → mr̥kṣā́

Imperativ

	Akṭiv/parasmaipada		Mediopassiv/āṭmanepada
	Dualis	Pluralis	Singularis
2.	√mr̥j → mr̥kṣatam	√duh → dhukṣata	√duh → dhukṣásva

Suffiks

Betonet, tematisk -sá-

Accent

På temavokalen.

Aflyd

Nultrin i roden, svarende til at suffikset har accenten.

Oprindelse

Denne aoristtype er en nydannelse. I s-aoristen har rødder af denne type nultrin i medium, så det ligner tematiseringer af mediale s-aoriste