Sanskrit har tre sibilanter:
- Palatalt /ś/ som behandles under de palatale lukkelyde
- Dentalt /s/, den nedarvede sibilant, der behandles her
- Retroflekst /ṣ/, der typisk er en betinget variant af /ś/ eller /s/ og også behandles her
Generelt
- Ruki-reglen: s ➝ ṣ i stilling efter (bl.a.) r, u, k og i; således tíṣṭhati. Vigtig i ekstern sandhi, da udkommet af dentalt s og retroflekst ṣ er forskelligt
- Regressiv assimilation af stemthed burde producere et stemt [z]. En sådan lyd findes ikke, i stedet får vi forskellige former for erstatningsforlængelse (feks. nīḍá- <*nisdá-) eller sammenfald med andre fonemer (feks. r fra ruki-ṣ: agnír)
- Geminater: Urie. havde ikke gemineret s; i vedisk udvikler sekvensen sibilant + sibilant sig enten til lukkelyd + sibilant, eller der kan være ekstern sandhi imellem de to sibilanter
- Neutralisering af /s/ og /r/ i absolut udlyd og før ustemt konsonant.
Ekstern sandhi
/s/ har flere forskellige udlydsvarianter. Her skal man være opmærksom på, at:
- I absolut udlyd og før en ustemt konsonant falder /s/, /ṣ/ og /r/ sammen i ḥ, visarga; reglerne behandles her på siden.
- I stilling før en stemt lyd udvikler /s/ sig forskelligt, alt efter om her er tale om /s/ eller dets konditionerede variant, /ṣ/
- Reglen om at C > Ø / C __ # gælder selvfølgelig også finalt /s/, med visse undtagelser der involverer en forudgående nasal.
Absolut udlyd
I følge reglen C > Ø / __ C# svinder finalt /s/ i stilling efter en konsonant i absolut udlyd. I de fleste stillinger er dette en fuldbyrdet lydlov; dvs. at der heller ikke under andre sandhiforhold er nogen spor af sibilanten:
- Urie. *pōds > ved. pāt
- Urie. *h₃rēg̑-s → ved. rāṭ
Der gælder den undtagelse, at urie *-n(t)s i indisk reduceres til /ns/, som til tider dukker op som en sandhivariant i Rigveda. I absolut udlyd gælder C > Ø / __ C# dog:
- /devā́ns/ → devān
- /bhárans/ → bháran
I stilling efter vokal neutraliseres /s/ og /r/ i lyden ḥ , også kaldet visarga ‘udsendelse’ eller visarjanīya ‘gennemstrømning’.
- /púnar #/ → púnaḥ #
- /ápas #/ → ápaḥ #
I de indiske grammatikker bruges (vist nok) altid den absolutte udlydsvariant i bøjningsskemaerne: bháran, devān, punaḥ, ápaḥ. I vestlige grammatikker foretrækkes -s og -r fremfor visarga: punar, ápas.
Før ustemt obstruent
Visarga kan forekomme i stilling før en hvilken som helst ustemt obstruent. Særligt i Rigveda kan visarga også optræde assimileret til den efterfølgende obstruent, dvs. som h, ś, s, ṣ eller ḫ. Af disse skrives h og ḫ normalt som visarga, idet de er meget sjældne.
Før: | k, kh | c, ch, ś | ṭ, ṭh, ṣ | t, th, s | p, ph | Pausa |
… bliver finalt s og r til: | h | ś | ṣ | s | ḫ | ḥ |
… eller: | ḥ |
Eksempler
s, r ➝ h /__ # ustemt velær (k, kh)
Allofonen h omtales som jihvāmūlīya ‘som hører tungeroden til’; den er ekstremt sjælden og transskriberes normalt som ḥ
- /púnar kaláiṣ/ → púnah kaléḥ
- /sámpr̥ktās kitavásya/→ sámpr̥ktāh kitavásya
s, r ➝ ś /__ # ustemt palatal (c, ch, ś → ch)
- /áhar ca/ → áhaś ca
- /níuptās ca/→ nyùptāś ca
- /mahāns carasi/ → mahā́ṃś carasi
- /sūrī́ns cid/ → sūrī́ṃś cid
- /śímyūns ca/ → śímyūṃś ca
- /nr̥̄́nś cyāutanás/ → nr̥̄́ṃś cyautanáḥ
s, r ➝ s /__ # ustemt dental (t, th, s)
- /prātár tā́m/ → prātás tā́m
- /púnar tád/ → púnas tád
- /nikr̥tvānas tápanās/ → nikr̥tvānas tápanās
- /devā́ns tvam/ → devā́ṃs tvam
- /kumārāns trīn/ → kumārāṃs trīn
ṣ, r ➝ ṣ /__ # ustemt dental (t, th, s → ṭ, ṭh, ṣ)
- /vidúr té/ → vidúṣ ṭe
- /sumatíṣ te/ → sumatíṣ ṭe
s, r ➝ ṣ /__ # ustemt retroflex (ṭ, ṭh, ṣ)
Der er ingen eksempler på denne udvikling, da initial retroflex er en stor sjældenhed.
s, r ➝ ḫ /__ # ustemt labial (p, ph)
Denne allofon af visarga kaldes upadhmanīya ‘påblæsning’. Den er ekstremt sjælden og transkriberes med ḥ
- /púnar pūṣā́/ → púnaḫ pūṣā́
- /jáyatas punarháṇas/ → jáyataḫ punarháṇaḥ
- /svátavāṃs pāyúr/ → svátavām̆̇ḥ pāyúr
- /nr̥̄́ns pāhi/→ nr̥̄́m̆̇ḥ pāhi
- /nr̥̄́ns pā́taraṃ/ → nr̥̄́m̆̇ḥ pātaraṃ
s, r ➝ Ø /__ # sibilant + ustemt lukkelyd
- /púnar stáumas/ → púna stómaḥ
- /devebhis staumaibhiṣ/ → devebhi stomebhiḥ
Intrusive konsonanter?
- Et initialt ś- realiseres i sjældne tilfælde som ch- i stilling efter finalt -n
- Iflg. håndbøgerne skyldes dette et intrusivt -t-
- Dog ligner udviklingen den regelmæssige refleks af urie. *sk̑ og *tk̑, så det er vel en regelmæssig refleks af -s k̑-
- Vi finder også denne udvikling, hvor der aldrig har været hverken -t eller -s, så det er umuligt at sige, om dette “intrusive t” oprindeligt realiserede -s eller -t
- Husk, at –n assimileres til -ñ før palatal
/nC # ś/ → -ñ(c) ch-
- /ámanyamānāns śáruā/ → ámanyamānāñ cháruā
- /raṇayant śū́rasātau/ → raṇayañ chūrasātau
- /dásyūṃs śímyūns/ → dásyūñ chímyūn
/n # S/ → -nt S-
- Sjælden udvikling
- Indskudt t iflg håndbøgerne
- Ligner dog den regel, vi kender fra verbalsystemet, hvor -ss- → -ts- i visse sene tilfælde
- Whitney bemærker om reglen, at “Its analogy with the conversion of n ç into ñch (203) is palpable.”
- /tāns sam/ → tā́n sam ~ tānt sam
- /mahāns san/ → mahā́n sán ~ mahā́nt sán
- /tāns ṣaṭ/ → tā́n ṣáṭ ~ tā́nt ṣáṭ
Før stemte lyde
Finale obstruenter bliver stemte i stilling før en efterfølgende stemt initial. Når obstruenten er en sibilant, er den videre udvikling afhænging af, om det er /s/ eller /ṣ/.
- Det dentale /s/ bliver stemt og svinder, men efterlader sig visse spor. → Læs mere om ekstern sandhi af /s/
- Det retroflekse /ṣ/ bliver stemt og bliver dernæst til r. → Læs mere om ekstern sandhi af /ṣ/