-ta-/-na-, verbaladjektiv

Funktion

Suffikset danner verbaladjektiver. Til transitive rødder er betydningen passiv, til intransitive er den aktiv. I en af videoerne fra Göttingen kalder Dahl typen patient-oriented resultative verbal adjective.

Den tilsvarende dannelse kaldes i latinsk grammatik perfektums participium passiv (ppp.). Den betegnelse kan også bruges på de vediske former, blot man er opmærksom på, at dannelser på ‑ta-/-na- ikke afledes til perfektumsstammen og således ikke har noget formelt med perfektum at gøre.

Accent og aflyd

Roden står som hovedregl i nultrin; accenten ligger på suffikset

I nogle tilfælde afledes fra præsensstammen:

dattá- ← /dad-ta/ til roden ‘at give’, med redupliceret præsens, iflg Lubotsky for at skelne formen fra lignende dannelser til de to andre rødder med formen (feks. diná– til ‘at skære’; diná-/ditá- til ‘binde’).
jahitá– også til  ‘forlade’, dannet til redupliceret præsens.
hīná- til  ‘forlade’, dannet til passiven, iflg. Lubotsky fordi passiven netop bruges i samme passage i “Terningerne”.

Varianten ‑na-

Mest sekundært og senvediske former.

I RV finder vi -na- som verbaladjektiv i følgende rødder, som Lubotsky (2007) inddeler i tre typer

  1. Rødder på *‑rH-: gīrṇá- ‘slugt’(gr̥̄), tīrṇá- (tr̥̄) ‘gået over’, stīrṇá– (str̥̄) ‘spredt’, jūrṇá- ‘aldret, nedbrudt’
  2. Rødder på *‑d-: sanná- (sad) ‘sat’, syanná(syand) ‘løbet’, skanná(skand)‘faldet’, tunná– (tud) ‘slået’, chinná– (chid),
  3. Blandede rødder: diná– ‘skåret’ (ásaṃdina-/-ta- ‘uskåren’) ‘skære af’, hīná- ‘forladt’ (); án-ava-pr̥gṇa- (pr̥jj iflg Lubotsky) ‘ufærdig’, vr̥kṇá- (vraśc) ‘hugget’

Oprindelse

Urie. *‑to- dannede det såkaldte perfektums participium passiv i både græsk og latin. Iflg. Kroonen er mindst tre dannelser på skr. -na- nedarvede: chinná-, tunná- og bhinná-. Lubotsky (2007) foreslår, at udgangspunktet er visse adjektiviske stammer, der kan tolkes som verbaladjektiver:

uṣṇá- ‘varm’; jf. uṣ ‘at brænde’
pūrṇá-
‘fuld’; jf. p̥r̥̄ ˆfylde’
śvitná– ‘hvid’; jf. śvit ‘blive hvid’

Lubotsky og Kroonen arbejder begge med glottalistiske forklaringer på fremkomsten af -na- i sanskrit.