De fleste grammatikker behandler disse stammer som konsonantstammer – men i vedisk opfører de sig faktisk på mange måder som i- og u-stammerne, dvs. som en slags halvvokalstammer.
Vedisk -tār-/-tar- < urie. *-tor-/-ter- danner nomina agentis og slægtskabsbetegnelser – og, i sent sprog, perifrastisk futurum (dātā́smi < dātā́ asmi).
Bøjningen kan ses hos Macd. s. 92. Som det ses, er der to typer:
- Nomina agentis (feks. dātār- ‘en giver’) med langt ā i suffikset i de stærke former; det er fordi suffikset går tilbage til urie. *-tor-, der undergår Brugmanns lov
- Slægtskabsbetegnelserne (pitár- ‘far’, mātár- ‘mor’, bhrā́tar-, svásar-, duhitár-) har –ă-, fordi deres suffiks afspejler urie. *‑ter-
Fælles for begge typer er, at:
- de har nultrin i suffikset (-tr- og -tr̥-) uden for de stærke kasus
- genitiv singularis dannes med -ur < *-r̥-s, der må være opstået i de akrostatiske stammer (stammer med konstant accent på roden), eftersom både suffiks og endelse er i nultrin
- akkusativ pluralis på -r̥̄ṇ og genitiv pluralis på -r̥̄ṇām har fået langt r̥̄ i analogi med i- og u-stammerne, hvor vi har akk.pl.m. -īn/ūn og gen.pl. -īnām/-ūnām. Det er faktisk i disse stammer, at vedisk r̥̄ er opstået.
Accent
Disse stammer følger samme mønster som i- og u-stammerne. I barytone stammer (dvs. stammer hvor accenten ligger før suffikset) bliver accenten liggende på samme stavelse under hele bøjningen, med undtagelse af vokativen, der jo er ubetonet, men har accent på første stavelse i begyndelsen af en pāda.
I oxytone stammer (dvs. stammer med accent på suffikset) gælder følgende:
Hovedregel:
- Accenten ligger på suffikset, som i pitā́, pitáram, pitúr, pitŕ̥bhiṣ
Undtagelser
- i former hvor suffikset består af rene konsonanter, ligger accenten på endelsen (pi-tr-é)
- i genitiv pluralis ligger accenten på endelsen (pitr̥̄ṇā́m). Denne form går tilbage til urie. *ph₂-tr-ṓm, så accenten ligger faktisk på det morfem, hvor den altid har ligget.
Nomina agentis
Nomina agentis er afledt af verber. De betegner en person, som udfører verbalhandlingen: hántar- ‘dræber’ ← han- ‘at slå ihjel’.
I indoeuropæisk fandtes der sm nævnt to slags nomina agentis: de barytone på *‑́tor- og de oxytone på *-tér-. Tilsvarende er der i rigvedisk to typer: en rodbetonet/baryton og en suffiksbetonet/oxyton.
Den indoeuropæiske type på *- ´ -tor- var formentlig akrostatisk, hvilket vil sige, at den havde rodbetoning under hele bøjningen. Som allerede nævnt får suffikset langt ā på grund af Brugmanns lov.
| Urie. *´-tor- | Urie. | Græsk | Vedisk |
| Nom. sg. | *dóh₃tō(r) | δώτωρ | dā́tā |
| Akk.sg. | *dóh₃-tor-m̥ | δώτορα | dā́tāram |
| Gen.sg. | *dóh₃-tr̥-s | δώτορος | dā́tur |
| Nom.pl. | *dóh₃-tor-es | δώτορες | dā́tāras |
Nominativ singularis: Den urie. nominativ har i mange tilfælde langtrin i suffikset; fænomenet kaldes nominativisk forlængelse. Således også i *-ter- og *-tor-stammerne. Hvis stammen udlyder på en sonorant, gik denne tabt allerede i urindoeuropæisk – men der er ikke enighed om, hvorvidt denne regel gælder alle sonoranter. I r-stammerne (en samlebetegnelse for *-ter-, *-tor- og *-sor-stammerne) er det udlydende -r gået tabt i indoiransk, men bevaret i alle andre sprog; således græsk δώτωρ.
Genitiv singularis: her finder vi den dobbelte nultrinsendelse *-tr̥-s, der også er bevaret i avestisk -tarš. Det dobbelte nultrin passer med teorien om, at denne type var akrostatisk, dvs. både suffiks og endelse var ubetonede i de svage kasus.
Denne genitivendelse har spredt sig til i-stammerne páti– ‘herre’ og sákhi– ‘følgesvend’: gen.sg. pát-y-uḥ, sákh-y-uḥ, formentlig via slægtskabstermerne (pitár osv., se nedenfor).
Fra græsk ved vi, at der også fandtes en anden type, der var suffiksbetonet og havde nultrin i roden og e-trin i suffiksets stærke former. Det samme nomen agentis kunne tilsyneladende have begge former: *dóh₃-tor- eller *dh₃-tér-:
| Urie. *-tér- | Urie. | Græsk | Vedisk |
| Nom.sg. | *dh₃tḗ(r) | δοτήρ | dātā́ |
| Akk.sg. | *dh₃tér-m̥ | δοτῆρα | dātā́ram |
| Gen.sg. | *dh₃-tr-ós | δοτῆρος | dātúr |
| Nom.pl. | *dh₃-tér-es | δοτῆρες | dātā́ras |
Græsk: Som det kan ses, har græsk udlignet aflyden, så der er ē i hele paradigmet. I vedisk er langvokalen fra typen på *-tor- blevet generaliseret. Det eneste spor af typen på *-tér- er derfor accenten. Hvis e-aflyden var bevaret, ville vi jo vente *-tar– med kort -ă– – og det finder vi også i et enkelt eksempel i Rigveda: manotárā (dualis) ‘tildelere’, men stammen er nok ikke nedarvet..
Genitiv singularis: Her finder vi også den formentligt akrostatiske endelse -tur < urie *‑tr̥‑s. I avestisk finder vi spor af den endelse, vi venter her: av. -θrō < urie. *-tr-ós.
Funktion
Der er en subtil forskel på de to typer i vedisk. Den rodbetonede type er sjældnere end den suffiksbetonede. Den fungerer nærmest som et participium, idet den kan tage et objekt i akkusativ; den kombineres sjældnere med en objektiv genitiv. Den suffiksbetonede type fungerer som et normalt nomen og tager typisk en objektiv genitiv:
- dā́tā vásūni ‘givende goder’: habituel agens
- dātā́ vásūnām ‘en giver af goder:’ okkasionel agens
Den habituelle agens betegner en person, der udfører handlingen jævnligt/ofte/som et erhverv, som når agni kaldes hótar:
- agním īḷe puróhitaṃ … hótāraṃ ratnadhā́tamam. (RV 1.1.1a–c)
Jeg lovpriser Agni, den foranstillede, offerpræsten
Den okkasionelle agens udfører handlingen i en enkelt situation:
- ná nāthitó vindate marḍitā́ram (RV 10.34.3b )
- “Den nødstedte finder ingen frelser/ingen der kommer og frelser ham”
Dvs. den nødstedte leder efter en hvilken som helst person, der vil vise ham barmhjertighed, ikke en generel frelserfigur.
Reglen blev først set af de indiske grammatikere og er blevet undersøgt af Tichy (1995). Tichys materiale er dog ikke entydigt, og Rosemarie Lühr har for nyligt holdt et foredrag, hvor hun drog Tichys semantiske analyse i tvivl.
Den rodbetonede type udgør ca. 28% af den samlede forekomst af nomina agentis på ‑tar– i RV (Lowe s. 137). Senere forsvinder den næsten helt. Den findes stadig i Atharvaveda, men forbindes kun én gang med et akkusativobjekt.
Det er den suffiksbetonede/okkasionelle type, (som i RV mest tager tager objektiv genitiv), der kommer i brug i perifrastisk futurum: dātā́smi ‘jeg vil give’.
Slægtskabsbetegnelser
Slægtskabsbetegnelserne med suffikset –tar– er:
- med accent på suffikset: pitár- ‘far’, mātár- ‘mor’, duhitár- ‘datter’
- med accent på roden: bhrā́tar- ‘bror’.
De lader allesammen til at have haft e-trin i suffikset, selv om vi skulle forvente, at ‘mor’ og ‘bror’ havde o-trin på grund af accenten.
| Urie. *-tér- | Urie. | Græsk | Vedisk |
| Nom.sg. | *ph₂-tḗ(r) | πατήρ | pitā́ |
| Akk.sg. | *ph₂-tér-m̥ | πατέρα | pitáram |
| Gen.sg. | *ph₂-tr-ós | πατρος | patúr |
| Nom.pl. | *ph₂-tér-es | πατέρες | pitáras |
Genitiv singularis: her ser vi den samme dobbelte nultrinsendelse *-tr̥-s > ved. -tur, av. ‑tarš som vi også ser i nomina agentis på -tar- . Som nævnt har denne endelse spredt sig til i-stammerne páti– ‘herre’ og sákhi– ‘følgesvend’: gen.sg. pát-y-uḥ, sákh-y-uḥ. Begge stammer tilhøre formentlig det samme semantiske felt som slægtskabsbetegnelserne, i det Urie. *poti- betød ‘herre, familieoverhoved, ægtemand’, og *sokʷ-h₂-ii̯o- betød ‘ven, forbundsfælle.’
Søster
Ordet for ‘søster’ er i en gruppe for sig.
- Dannes med suffikset -sar < *-sor-
- Suffikset lader til at være et femininumssuffiks: det optræder også i femininum af talordene “tre og “fire”
- I de stærke kasus har suffikset langvokal på grund af Brugmanns lov. I latin virker Brugmanns lov ikke – her er langvokalen fra nominativ singularis blevet generaliseret til hele bøjningen.
| Urie. *-sor- | Urie. | Latin | Vedisk |
| Nom.sg. | *su̯é-sōr | soror | svásā |
| Akk.sg. | *su̯é-sor-m̥ | sorōrem | svásāram |
| Gen.sg. | **su̯é-sr-s? | sorōris | svásur |
| Nom.pl. | *su̯é-sor-es | sorōrēs | svásāras |