Oversigt
Fra urie. til vedisk
Der er to kilder til u i vedisk. Den første er urie. *u, som var en halvvokal. Den optrådte som vokal i stilling mellem konsonanter og/eller ordgrænse, men som konsonantisk *u̯ i stilling før vokal. Den ukonditionerede udvikling er, at *u og *u̯ bevarer deres artikulationssted og funktion:
Urie. *u > ved. u; *u̯ > v
- krátu– m. ‘kraft’; gen. krátvas *κρατύς ‘stærk’ (*κράτος ‘styrke’); urie. *kret-u-
- náva- ‘ny’; *νέος, lat. nouus; urie. *néu̯os; jf. got. niujis, ono. nýr *neu̯-i̯o-
- áśva- ‘hest’ lat. equus, *ἵππος, got. aiƕa-tundi f. ‘tornebusk’< ie.*h1ék̑u̯o-
- rudhirá- ‘rød’ gr. ἐρθυρός lat. ruber; urie. *h1rudʰró-
- mádhu– *μεθυ lit. medùs germ. *medu-, da. mjød < ie. *medʰu-
Derudover opstår ved. /u/ i kombinationen af syllabisk r̥ og en følgende laryngal eller sibilant:
Urie. r̥HV > irV/uRV → se under -urHV” data-type=”page” data-id=”128″>Laryngaler
Urie. r̥s > urs/ __ # → se un der -urs”>Likvider
Konditionerede udviklinger
Urie. *uH → se under ved. ū
Urie. *uHV > ved. uvV
Ved. /au/ → o /__ C → se under ved. /au/
Ved. /u/ → Ø /__u
Synkrone regler
Af sekvensen /a/+/u/ opstår i stilling før konsonant en diftong /au/, der monoftongeres til langvokalen o.
/au/ → o /__ C
- gáuḥ ‘ko’, akk. gávam gen. góḥ (nominativen er urie. *gʷōu̯s med langdiftong, av. gāuš)
- śru‑ ‘høre’ < urie. *ḱleu̯ → 5. prskl. 3sg. śr̥ṇ-ó-ti 3pl. śr̥ṇ-v-ánti; ungav. surunaoiti; 3sg.pf. śuśrā́va; ppp śrutá– ‘berømt’ gr. -κλυτος ‘berømt’
- yu– ‘holde sig væk, vige’ < *i̯eu̯- → 3prs. yúcchati; yuyóti; konj. yuyávat; p.p.p. yutá–
Bemærk, at vedisk o < *ou̯ og *au̯ ikke palataliserer, mens o < *eu̯ gør.
Af sekvensen /ā/+/u/ opstår i stilling før konsonant en diftong /āi/, der monoftongeres i visse tilfælde.
Initialt? svinder v i stilling før u:
#*u̯u- > #u-
- uvāca ‘han sagde’ < *u̯u-u̯okʷ-e.
Beguš (2015) argumenterer for, at /u/ i flere tilfælde skal restitueres for at få metrummet til at passe. Dette medfører også restituering af det forudgående ords udlyd:
- ucyáta urū cī ́ ⏑ ⏑ − × < ucyáte *vurū cī ́ − ⏑ − ×
I reduplicerede dannelser ser vi, at en sekvens af u + v kontraheres til en langvokal:
uu̯C > ūC
- ūcimá 1pl.pf. < *u̯u-u̯kʷ-mó
Sekvensen /ā/ + /u/ monoftongeres ikke, men realisers som <au> i lukket stavelse, <āv> i åben. En urie. laryngal svinder med erstatningsforlængelse af en forudgående kortvokal, hvis der følger en konsonant eller absolut udlyd:
*uH > ved. ū / __ {C, ##}
- sūnú- m. lit. sūnùs, got. sunus < *suhnú-
- tanū f. ‘krop’ < *tn̥h-uh2
En urie. laryngal svinder, men efterlader en homorgan glide, i stilling mellem en halvvokal og en vokal:
Urie. *uHV > ved. uvV
- tanúvas < *tn̥h-uh2-os, gen.sg. af tanū f.‘krop’ < *tn̥h-uh2
- bruvánti 3pl.præs, ‘siger’ (oldav. mraomī ‘siger’) *mluh-énti
Sporadiske særheder
IIr. u+u̯ → um?
Ses i vant-/mant-suffikset. Det urie. suffiks *-u̯ent- udvikler sig i indoiransk til *‑u̯ant-. I stilling efter stammer på *-u, *-au̯ og *-uš udvikler suffikset varianten *‑mant-. En slående parallel findes i hittitisk; se (Kloekhorst 2008: 94) I nasalpræsens af femte klasse gælder det, at den svage form af no/nu-suffikset mister sit u i stilling før m og v:
/u/ → Ø /__ m, v
- præs.ind.aktiv 1.du. kr̥n-vas overfor 2. du. kr̥-ṇu-thás
- præs.ind.aktiv pl. kr̥n-más overfor 2. pl. kr̥-ṇu-thá
Ekstern sandhi
Finalt /u/ og /ū/ falder sammen i stilling før en initial vokal, idet finalt /ū/ forkortes i denne stilling i følge en generel regel:
V̄ → V / __ # V
Derfor gælder de samme praśliṣṭa-sandhi-regler for -u og -ū.
Praśliṣta-sandhi
Finalt /u/ og /ū/ kontraheres med initialt /u/ og /ū/:
/u # ū̆/ → /ū/
/yā́su ū́rjam/ → yā́sū́rjam
Kṣaipra-sandhi
/u/ bliver konsonantisk før en vokal. Reglen er senvedisk, og kṣaipra-sandhi skal næsten altid opløses:
/u/ → v /__ V
- /daiváiṣu anavadya/ → deveṣv anavadya
- /sumatāu indra/ → sumatā́v indra
Undtagelse: Partiklen u ‘også’ kontraheres ikke med en efterfølgende vokal.
Finalt /ū̆/ i diftonger
Fonemsekvensen /au/ monoftongeres, ligesom i indre stavelse, til ‑o før konsonant:
/au/ → o /__ # C
- /sūnau sahaso/ → sūno sahaso
I ekstern sandhi sker dette også før initialt /a/; det finale -o forkortes, idet V̄ → V / __ # V:
/au/ → [ŏ] <o> /__ # a
- /daivā́sau aptúras/ → devā́so aptúraḥ
Fonemsekvensen /āu/ resulterer i stilling før en konsonant i langdiftongen <au>.
/āu/ → au /__ # {#, C} /tasthā́u va/ → tastháu va
Intervokalisk, finalt /u/
I fonemsekvensen /au/ bliver /u/ konsonantisk før alle andre vokaler end /a/ og /u/:
/au/ → av /__ # V {-a, -u}
- /sūnau āhuta/ → sūnav āhuta
I fonemsekvensen /āu/ bliver /u/ konsonantisk før alle andre vokaler end /u/:
/āu/ → āv # V {-u}
- /tasthāu abhí/ → tasthāv abhí
I fonemsekvenserne /au/ og /āu/ går /u/ tabt før et efterfølgende /u/:
/av/ → a /__ # u
- /vā́yau uktháibhiṣ/ → vā́ya ukthébhiḥ
/āu/ > ā / __ # u–
- /sujihvā́u úpa/ → sujihvā́ úpa
Undtagelse: Nom./akk./vok. dualis har to endelser: -ā (ikke -au) før konsonant, -āv før vokal:
nom.akk.vok.du. -au → ā/__C
- ásvinā yuvám
- aśvināv adattam