/ū/ – Vedisk sproghistorie

Urie. har muligvis haft et fonem *ū, men evidensen er sparsom og usikker

Urie *ū → ved. /ū/?
mūṣ, pl. mū́ṣaḥ; gr. μῦς; μυός < *mūs

Urie. *uh > ved. ū
sūnú- m. ‘søn’; lit. sūnùs; got. sunus (med Dybos lov)

Urie. *r̥h og *l̥h > īr/īl eller ūr/ūl i lukket stavelse
pūrvá- ‘forrest’ < *pr̥h₃-u̯ó-; jf. gr. πρωτός < *pr̥h₃-tó-

Finalt /u/ og /ū/ falder sammen i stilling før en initial vokal, idet finalt /ū/ forkortes i denne stilling i følge en generel regel:

V̄ → V / __ # V

Finalt /ū/ kontraheres med initialt /u/ og /ū/

/ū # ū̆/ → /u # ū̆/ → /ū/

/ū/ bliver konsonantisk før en vokal. Reglen er senvedisk, og kṣaipra-sandhi skal næsten altid opløses:

/ū/ → u → v /__ V

Ingen kontraktion ses i:

u-stammernes nom. og akk. dualis på langt ‑ū, der vel er opstået i analogi med i-stammerns tilsvarende endelse, ‑ī < *-i-ih₁. Begge endelser er pragr̥hya/sandhiresistente.