Indeks/leksikon

På denne side kan man læse om eller blive henvist til forskellige fænomener, der har relevans for vedisk, nemlig:

Arkifonem (eng. archiphoneme)

Et arkifonem opstår, når to eller flere fonemer neutraliseres i en bestemt fonologisk kontekst. På sanskrit realiseres f.eks. alle de labiale lukkelyde p, ph, b, bh helt ens i udlyd: de aspirerede mister deres aspiration, forskellen på stemt og ustemt ophæves; de eneste distinktive træk der er tilbage er +labial og +lukkelyd. Det kan man angive med et arkifonem, som skrives /P/.

På samme måde neutraliseres /m/ og /n/ i stilling foran en frikativ; resultatet er anusvāra, der skrives <ṃ>, men som man også kunne skrive som et arkifonem /N/. Lok. pl. daṃsú og taṃsú er underliggende /damsú/ og /tansú/; men de to fonemer kan ikke skelnes i denne stilling.

Ātmanepada og parasmaipada

I Macdonells “List of Verbs” forekommer forkortelserne Ā. og P. De står for

  • Ātmanepada, betegnelsen for mediale verber (dvs. verber med det mediale endelsessæt, -e, -se, -te osv.). ā́tmane er dativ af ā́tman ‘selv, sjæl’, og ātmanepada forklares som ‘et ord for en selv’
  • Parasmaipada, betegnelsen for aktive verber (dvs. verber med det aktive endelsessæt, -mi, -si, -ti osv.). párasmai er dativ af pára- ‘en anden’, páda- betyder ‘ord’. Betegnelsen parasmaipada forklares som ‘et ord for en anden’ – skal forstås sådan, at det henviser til et verbum, hvis handling påvirker en anden person end den handlende.

I den grammatiske litteratur forekommer også:

  • Ubhayapada, betegnelsen for verber der optræder i begge diateser.

Calandsystemet

Meier-Brügger s. 271; Weiss 2020 s. 305

Det såkaldte calandsystem er navngivet efter den hollandske indolog Willem Caland (1859–1932). På tysk kaldes systemet også et Suffiksverband, idet det handler om, at en lille gruppe nominalsuffikser lader til at være forbundne i et lille lukket system.

Calands lov

Caland lagde først mærke til fænomenet i forbindelse med adjektiver med suffikserne -ra- eller -ma-. Når sådanne adjektiver optræder som første led af komposita, mister de suffikset; i stedet optræder et -i-, det såkaldte caland-i. 

  • Av. xrūra- ‘blodig, grusom’ → xruu-i-dru- ‘med blodigt, grusomt træ(våben)’
  • Av. dərəzra- ‘fast, stærk’ → dərəz-i-raθa- ‘med en stærk vogn’

Jacob Wackernagel så i 1897 det samme fænomen og konkluderede at reglen, nu kendt som Calands lov, måtte være indoeuropæisk:

  • Urie. *h₂rg̑(r)ó- > gr. ἀργός ‘hvid, skinnende, hurtig’ → ἀργ-ι-κέραυνος ‘med hvide lyn’; ved. r̥jrá- ‘rødglimtende, lys, hurtig’ → r̥j-í-śvan- ‘med hurtige hunde’; jf. gr. κύνες ἀργοί ‘hurtige hunde’

Det større calandsystem

De ovenstående dannelser er blevet beskrevet sådan, at man i kompositummet bruger en i-stammeafledning til adjektivet, men dette i-stammesuffiks, kendt som  caland-i‘et, har den særhed, at det sletter/erstatter adjektivsuffikset. Caland-systemet består af en række yderligere suffikser, der udelukker hinanden. Måske den underliggende form er et adjektiv på *-ro- eller *-mo-, men adjektivsuffikset slettes, når et af de andre caland-afledningssuffikser tilføjes. 

Bozzone (2016) har foreslået, at præ-urie. tilhørte en sprogtype, hvor adjektiver mere lignede verber end substantiver. Dvs. ligesom vi har verbalrødder, fandtes der adjektivrødder, der kunne bøjes som verber. Spor af disse adjektivrødder ses feks. i den lille gruppe adjektiviske nt-stammer, der ligner aoristparticipier, men mangler en verbal basis. Derudover påpeger Bozzone, at der findes en relativt stor gruppe af verbalrødder med adjektivisk betydning. De danner typisk en intransitiv rodaorist og præsens efter klasse 1.

Iflg. Bozzone var der altså ingen adjektivsuffikser – de opstod først, da sproget overgik til en type, hvor adjektivernes bøjning følger substantivernes. De gamle adjektiviske rødder blev forsynet med diverse afledningssuffikser, som vi nu kender som caland-suffikserne.

Det er lidt forskelligt, hvilke suffikser der regnes til calandsystemet. Risch (1974: 66) har en meget stor oversigt; her er en meget lille. Der er generelt tale om arkaiske dannelser med suffikser, der er begrænset produktive.

Adjektivsuffikser i Calandsystemet

*-ro- som i:

  • lat. ruber
  • gr. κῡδρός ‘berømmelig’
  • ved. r̥jrá- ‘rødglimtende, lys, hurtig’ / gr. ἀργός ‘hvid, skinnende, hurtig’
  • Ved. ugrá- ‘stærk’
  • av. tiγra- ‘spids’

*-mo- som i:

  • ved. tigmá- ‘skarp’

*-u- som i:

  • ved. pr̥thú- ‘bred’

*-i̯os-/-is-, dvs. det ene af de to komparativsuffikser; jf.:

  • gr. κῡδίων
  • ved. práthīyas-
  • ved. téjīyas-
  • ved. ójīyas–

*-is-to-, den tilhørende superlativ:

  • jf. gr. κύ̄διστος
  • ved. práthiṣṭha‑
  • ved. téjiṣṭha‑
  • ved. ójiṣṭha-

Nogle forskere medregner det latinske idus-suffiks til calandsystemet. Her har BAO dog påpeget, at dette suffiks simpelthen er en arkaisk ppp. til rødder og stammer på final h₁ eller h₂. Det optræder først og fremmest til stative verber: urie. *‑eh₁-to- > *‑etʰo- > lat. –idus: acēre ‘være sur’ – acidus ‘sur’. Hun påviser det også til stammer på *‑h₂, som f.eks. faktitiver på *‑eh₂-i̯e-.

Hvis -idus hører til calandsystemet, er det fordi stative verber hører til calandsystemet. 

En bindevokal i Calandsystemet

*-i-, dvs. det såkaldte caland-i:

  • gr. κῡδι-ᾰ́νειρα ‘som forherliger mænd’
  • r̥j-í-śvan- ‘med hurtige hunde’
  • av. tiži- (EWA 1: 668)

Substantivsuffikser i Calandsystemet

*-os-/-es-, dvs. s-stammesuffikset:

  • lat. rubōr m. ‘rødme’
  • ved. ójas– ‘styrke’
  • ved. téjas- n. ‘snit, varme, iver’
  • ved. práthas- n. ‘udstrækning’

Et verbalsuffiks i Calandsystemet

*-eh₁-, dvs. stativsuffikset, der bl.a. bruges til at danne tilstandsverber til adjektiver. Denne type er ikke entydigt videreført i vedisk (vi venter den under de denominative verber), men vi ser den feks. i latin og germansk:

  • lat. rubēre ‘være rød’ < *-eh₁-i̯e-
  • got. þahan ‘tie, være tavs’ < urgerm. þagēn
  • lat. tacēre ‘tie, være tavs’ (urie. *pteh₂k-?)

Dhātupāṭha

I den indiske grammatisk tradition er alle verbalrødder samlet i lange lister beregnet på til at memorisere og recitere. En sådan liste kaldes en dhātu-pāṭha– m. ‘rod-recitation’.

På universitetet i Hyderabads afdeling for Sanskrit ligger der en online konkordans over forskellige dhātupāṭhaer, som man selv kan søge i. Det er ikke helt let.

Dhātupāṭhaerne indeholder oplysninger om rodens grundform (dhātu), betydning (artha), bøjningsklasse (gaṇa) og diatese (padi), samt om suffikser der tilføjes til roden får et præfigeret -i-, hvis ellers roden optræder i en form, der ender på en konsonant. Dette -i- er typisk refleksen af en urie. vokaliseret laryngal.

Seṭ, aniṭ, veṭ

Det ovennævnte, tilsyneladende infigerede -i- afspejler normalt en urindoeuropæisk laryngal. I transskriptionen gengives det med et hævet i.

Betegnelsen for en rod, der fremviser dette -i-, er seṭ /sa-iṭ/ ‘med i-ṭ’. Hvis den stort set aldrig gør det, er betegnelsen aniṭ, og hvis den kan begge dele, er betegnelsen veṭ /va-iṭ/.

Gode steder at lede efter det er før suffikserne for absolutiv, ta-verbaladjektivet, nomina agentis på -tar- og infinitiv.

  • krami ‘at gå’: vb.adj. krāntá-; infinitiv kramitum
  • avi ‘at hjælpe’: infinitiv ávitave; avitar- m. ‘en hjælper’
  • dami ‘at undertrykke’: vb.adj. dāntá-; damitár- m. ‘en betvinger’
  • pati ‘at flyve, falde’: vb.adj. patitá-; inf. pattave og patitum
  • svani ‘at lyde’: vb.adj. svanitá-

Hittitiske hi-konjugation

I hittitisk findes der to overordnede bøjningsklasser: mi-konjugationen og hi-konjugationen, benævnt efter den primære, aktive endelse i 1. sg. Hvor mi-konjugationen har mange lighedspunkter med de atematiske verber på urie. og sanskrit, er hi-konjugationen stadig gådefuld. Der findes aflydende og ikk-aflydende hi-verber, og da de aflydende verber lader til at have haft o/Ø-aflyd, anses typen for at være beslægtet med perfektum.

De aktive primærendelser i de to bøjninger er:

-mi

 -hi

1. sg. -mi -hhi(-hhe)

2. sg.

 -ši -tti
3. sg.

 -zi(-za)

 -i(-e)

1. pl.

 -weni

 -weni

2. pl. 

 -tteni

 -šteni

3. pl.

 -anzi

 -anzi

Hoffmann-suffikset

Karl Hoffmann identificerede et særligt n-stammesuffiks med possessiv semantik. Det er sommetide svært at skelne fra et andet n-stammesuffiks med individualiserende semantik:

  • Av. puθr-ān- ‘som har sønner’ ← puθra- ‘søn’ (jf. ved. Ved. putr-ín-)
  • Ved. yúvā, akk.sg. yúvānam ‘ung’ *h₂i̯u-h₃on- ‘som har livskraft (*h₂oi̯-u-)’
  • kaníā (med den nærkelige akk.sg. kanyánām) ‘ung pige’ < *koni-h₃on- ‘som har friskhed’
  • Lat. nāsus ‘næse’  → Nāsō m.: enten individualiserende: ‘næsen’ eller dannelse med Hoffmann-suffikset ‘ham med næsen’
  • Gr. γνάθος  ‘kæbe, kind’ → Γνάθων enten ‘kæben’ eller ‘ham med den store kæbe’ (om en snylter, der spiser for meget)
  • Gr. Μαραθών ‘Maraton (stednavn) ← bevokset med fennikel (μάραθον)’
  • Gr. ἱππών m. ‘stald’ ← ἵππος m. ‘hest’

I avestisk tæller nom.sg. ma̧θrān som tre stavelser, så vi kan rekonstruere iir. *mantra-an-; Hoffmann rekonstruerede et urie. suffiks *-Hon-/-Hen-.

Hoffmann-suffikset iflg. Hamp

Eric P Hamp (1972) identificerede en siffiksinitial *h₃ i følgende form, hvor laryngalen bevirker stemthed af et forudgående *p:

  • Wal. af-on ‘flod’ < *abonā < *h₂ap-h₃on- ‘vandrig’

Hoffmann-suffikset iflg. Olsen

Birgit Olsen har påpeget et problem med rekonstruktionen af suffikset som *-h₃on-: at mindst én form i vedisk ikke har Brugmanns lov:

  • akk.sg. kanyánām (for *kanyánam) < *koni-h₃on-m̥

Det skulle man ellers forvente, hvis suffikset havde o-vokalisme. Hun løser problemet ved at identificere suffikset som en rod *h₃onh₂-; dens udlydende laryngal blokerer Brugmanns lov. Rodnominet *h₃onh₂- betyder ‘en byrde’; jf. den latinske s-stamme onus n. ‘byrde’.  I komposita får det samme betydning som da. ‑fuld, ‑rig (magtfuld, børnerig). I indoeuropæisk har vi altså haft følgende aflydsskema, i flg. Olsen:

  • Nom.sg. *-h₂i̯u-h₃ō(nh₂)
  • Akk.sg. *-h₂i̯u-h₃onh₂-m̥
  • Gen.sg. *-h₂i̯u-h₃n̥h₂-ós

Der er blot det, at kanyánām er mærkelig på flere måder:

  • Den har en uventet langvokal i akkusativendelsen (det er jo ikke en ā-stamme). Eftersom det er en konsonantstamme, venter vi -am < *-m̥+m.
  • Formen tæller tre stavelser: kanyanām, ikke kanianām
  • Der er accent på suffikset: kan-yán-ām, ikke på stammen som i nom.sg. kaníā.

Lubotskys lov

Urie. *d > *h₁ /__k̑ eller u̯ – 

Denne regel virkede iflg. Lubotsky i indoeuropæisk; den har nogle vigtige eksempler i vedisk. Den forklarer

  • gr. ἑκατόν < *h₁k̑m̥tom *dk̑m̥tom
  • gr. εἴκοσι < *h₁u̯idk̑m̥ti <*du̯idk̑m̥ti
  • ved. ví ‘væk, ud til siderne’ < *du̯i-
  • ved. dāśvā́ṃs-, arkaisk pf.ptc.aktiv af dāś- ‘forære, ofre’ <  *de-h₁k̑-u̯os- < *de-dk̑-u̯os-

Reduplikation

Reduplikation forekommmer først og fremmest i verbalsystemet, men en del nominer ser ud som om de er afledt til reduplicerede verbalstammer, først og fremmest perfektum, desiderativ og intensiv.

Det følgende er en oversigt over, hvilke verbalklasser der karakteriseres ved reduplikation, og hvilke principper der gælder inden for hver klasse.

Perfektum: cak´āra – cakrúr

  • i- hhv. u-reduplikation ved rødder med i/ī hhv. u/ū i nultrinnet
  • Ellers a-reduplikation
  • Reduplikationsstavelsen kan ikke bære accenten

Til perfektumsstammen dannes diverse nominer, heriblandt en lille gruppe adjektiver på -vi-, der har accent på reduplikationsstavelsen. Måske de er beslægtede med ppa.’en:

  • dī → dī́divi- ‘lysende’
  • gr̥ → jā́gr̥vi– ‘vagtsom’
  • dhr̥ → dā́dhr̥vi- ‘holdbar’

En anden gruppe dannes med -ú-, -i- eller -a-, tilsyneladende overvejende til perfektumsstammen (AiGr. 2,2: 472).

  • ji → jigyú- ‘sejrrig’
  • kr̥ → cákri- ‘virksom’
  • han → jághni- ‘som slår’
  • car ‘bevæge sig’ → cakrá- n. ‘hjul’ (nedarvet)

Reduplicerede præsentier

3. præsensklasse: bíbharti – bíbhrati

Reduplikationen følger samme regel som i perfektum (se oven for), bortset fra, at

  • Rødder med r̥, r̥̄ i nultrinnet også har i-reduplikation
  • Nogle rødder har både i- og a-reduplikation
  • Reduplikationsstavelsen kan have accenten i singularis
  • Reduplikationsstavelsen har accenten i de svage former, hvis endelsen begynder på en vokal. Dette gælder feks. i konjunktiv

Tematiserede, reduplicerede præsentier i kl. 1: tíṣṭhati – tíṣṭhanti

En meget lille undergruppe til præsensklasse 1. Det lader til, at:

  • Klassen har gennemgående i-/u-reduplikation, ligesom desiderativen der også er redupliceret og tematisk
  • Accenten ligger på reduplikationsstavelsen, dvs. som konjunktiv af 3. klasse. Det er derfor disse verber regnes til første klasse

Desiderativ: vívāṃsati – vívāṃsanti

Er tematisk og følger samme regel som de tematiserede, reduplicerede præsentier i kl. 1:

  • i/u-reduplikation
  • accent på reduplikationsstavelsen, dvs. som konjunktiv af klasse 3.

Til desiderativstammen afledes nomina actionis på -sā́- og adjektiver på -ṣú-.

  • pā ‘drikke’ → pipīṣā́– ‘drikkelyst’; pipīṣú- ‘drikkelysten’

Intensiv: vévetti – vévidati

  • Adskiller sig fra de øvrige reduplicerede klasser ved at have fuld reduplikation
  • Accentueres efter samme regler som i præsensklasse 3.

Til intensivstammen kan dannes tematiske nomina agentis, feks.:

  • rih ‘at slikke’ → rerihá-

Der findes dog også ‘intensive’, reduplicerede stammer, der ikke er dannet som den verbale intensiv (AiGr. 2,2: 85):

  • car ‘bevæge sig’ → carācará– ‘bevægelig’

Reduplicerede aorister

Her er accenten ikke altid kendt, da mange aorister enten er ubetonede eller, hvis de er betonede, har augment, der tager accenten.

Redupliceret a-aorist (nedarvet): ávocat – ávocan

  • a-reduplikation
  • Muligvis rodaccent

Redupliceret, kausativ a-aorist: ájījanat – ájījanan

  • i/ī hhv. u/ū-reduplikation
  • Metrisk reduplikαtion
  • Nok overvejende accent på reduplikationsstavelsen, som i konjunktiv af 3. præsensklasse

Redupliceret, atematisk aorist:

Reduplikationsvokalens længde er typisk afhængig af metriske forhold

Nok overvejende accent på reduplikationsstavelsen, dvs. som konjunktiv af præsensklasse 3.

Prohibitiv

Forbud har to udtryksformer i vedisk, alt efter om de er præventive eller inhibitive. I begge tilfælde forbindes en injunktiv med mā. Aspektet viser om her er tale om en igangværende eller fremtidig handling

mā́ + aorist injunktiv: præventiv

mā́ + aorist injunktiv udtrykker præventivt forbud ‘lad ikke X ske’,

  • mò (= mā́ u) sma tvā nagnáṃ darśam ‘og jeg må ikke se dig nøgen’

mā́ + imperfektiv injunktiv: inhibitiv

Inhibitiven udtrykker at subjektet skal holde op med at gøre noget.

  • akṣáir mā́ dīvyaḥ ‘hold op med at spille med terninger’

Dette er den eneste funktion af injunktiven, der er bevaret i sanskrit; her udtrykker mā́ + aorist injunktiv stadig præventive forbud, mens mā́ + imperfektiv præteritum udtrykker inhibitive forbud.

Pluti

Pluti er en særlig form for vokalforlængelse, der markeres med et tretal, formentlig fordi vokalen tæller tre mora. I Rigveda forekommer fænomenet kun tre gange; en af dem er i RV 10.129.5b: āsī3t.

Delbrück (1888: 551) bruger netop RV 10.129.5b som et eksempel på pluti i flerleddede spørgsmål. Han bemærker, at i den slags spørgsmål forlænges den sidste stavelse i hvert led. Grammatikerne er nogenlunde enige om, at en pluti-vokal tæller tre mora. Whitney (1941: 27) siger det samme:

“The protracted vowels are practically of rare occurrence (in RV., three cases; in AV., fifteen; in the Brāhmaṇa literature, decidedly more frequent). They are used in cases of questioning, especially of a balancing between two alternatives, and also of calling to a distance or urgently. The protraction is of the last syllable in a word, or in a whole phrase; and the protracted syllable has usually the acute tone, in addition to any other accent the word may have; sometimes it takes also anusvāra, or is made nasal.”

Kobayashi s. 327: “Although not phonemic, triple-length vowels (pluta) written /a3/ etc. occur in certain discourse contexts such as the end of yes-no and alternative questions (Strunk 1983: 41 ff.), addressing from afar etc., or in certain ritual utterances such as o3m or śrau3ṣat (Aṣṭādhyāyī 8.2.82−108).”

Sievers’ og Lindemans love

Sievers’ lov

Sievers’ lov handler om anaptykse af *i̯ og *u̯, der realiseres som *ii̯ og *uu̯ i stilling efter en tung stavelse (V̄̆CC eller V̄C).

Eduard Sievers formulerede reglen på baggrund af germansk, hvor den feks. har sat sig spor i form af to forskellige nominalbøjninger, der begge dannedes med urie. *‑i̯o-. Dette suffiks udviklede sig i germansk til *-i̯a- efter en let stavelse og, med Sievers’ lov, til *-ii̯a- efter en tung stavelse. Således kommer got. nom.sg. hairdeis /hɛrdiːs/ og nom.sg. harjis /harjis/ begge af en urie. nom.sg. *-i̯o-s, men i hairdeis bevirkede Siever’s lov, at *-i̯os > gm. *-ii̯as > got. ‑eis /iːs/.

  • nom.sg. harjis /harjis/ < *-j-is ← *-is < *-i̯os
  • nom.sg. hairdeis /hɛrdiːs/ *-īs < *-ii̯s < *-ii̯as < *-i̯os.

De fleste forskere mener, at Sievers’ lov applicerede i urindoeuropæisk og fortsat har virket i større eller mindre omfang i hittitisk, tokharisk, italisk, keltisk og indoiransk (Kobayashi s. 25–26).

Schindler (1977) mente, at reglen kun virkede i begyndelsen af ordets sidste stavelse. I enstavelsesord er den sidste stavelse også den første, så Schindler postulerede, at det man ellers kalder Lindemans lov, blot var Sievers’ lov i enstavelsesord.

I vedisk er Sievers’ lov relativt aktiv, i den forstand, at ved. y og v meget ofte realiseres som iy og uv efter en tung stavelse. I praksis betyder det, at en overtung stavelse (V̄C.CV̄̆ som i mādh.vī) erstattes af en lang stavelse + en kort stavelse (V̄.CV̆.CV̄̆ mā.dhu.vī). Der er dog undtagelser, feks. matsya– ‘fisk’, som konsekvent ikke har en sieversvariant.

I senere vedisk blev -iy- og -uv- desyllabificeret til -y- og -v-, og selv om metrummet i flere tilfælde kræver, at man læser -iy- og -uv-, er det den senere skrivemåde der har sat sig igennem. Vi skal altså selv regne ud, om et ord har en sieversvariant eller ej.

Eksempler på Sievers’ lov i vores tekster:

  • martya- adj. ‘dødelig’, læs: martiya-
  • viśvápsnya- adj. ‘som indeholder al mælk’,  læs: viśvápsniya-
  • mādhvī u-st.adj. vok.du., læs: mādhuvī
  • rātryāḥ gen.sg. af f. devī-st, læs: rātriyā

Nogle suffikser har (med få mulige undtagelser) aldrig anaptykse (Kobayashi s. 19):

Ikke Sievers’ lov

I nogle tilfælde ser vi en vekslen mellem -i- og -iy-, hhv. -u- og -uv-, der ikke har noget med Sievers’ lov at gøre.

I stilling før a eller ā udviklede urie. *-iH- og *-uh- sig i vedisk til -iy- og -uv-. Det ses feks. i bøjningen af vr̥kī- og ū-stammer:

  • vr̥kíyam < *u̯l̥kʷih2-m̥, akk.sg. til nom.sg. vr̥kīḥ
  • tanúvaḥ < *ten-úh2-os, gen.sg. til nom.sg. tanū́- ‘krop’

I senere vedisk svinder halvvokalen (nitya-sandhi). De ovennævnte former udvikler sig til hhv. vr̥kyàm og tanvàḥ. Det skaber en metrisk uregelmæssighed, som vi kan reparere ved at genindføre halvvokalen.

Gerundiven på -(i)ya- dannes med et suffiks, der lader til at afspejlet urie. *‑ih₂o-. Suffikset tæller to stavelser efter en overtung stavelse, men ofte også efter en let stavelse. Her ser det ud til, at tostavelsesformen er nedarvet, mens enstavelsesformen er en nydannelse. Eksempel fra vores tekst:

  • ī́ḍya- skal læses ī́ḍiya- (eller ī́ḷiya-)

Lindemans lov

I enstavelsesord, der begynder med Ci̯- eller Cu̯-, kan den initiale konsonantgruppe realiseres som Cii̯- eller Cuu̯-. Dette sker typisk, når ordet står i begyndelsen af en pāda eller følger et ord, der ender på konsonant eller langvokal; dvs. reglen går ud på at opløse overlange stavelser.

Disse tostavelsesvarianter af enstavelsesord kan også bruges til at tilføje en ekstra kort stavelse til metrummet. Desværre kan man ikke se på skriften, om en form skal læses som en- eller tostavelsesord. Det skyldes den senere desyllabificering af -iy- og ‑uv til ‑y- og ‑v-, som havde sat sig igennem, længe før teksterne blev skrevet ned.

Eksempler

  • *di̯eu̯s → *dii̯eu̯s nom.sg. ‘himmel’, jf. ved. dyáuḥ → diyáuḥ
  • *k̑u̯ō → *k̑uu̯ō nom.sg. ‘hund’, jf. ved. śv´ā → śuv´ā; gr. κύων
  • *su̯os → *suu̯os nom.sg. ‘sin’, jf. ved. sváḥ → suváḥ
  • *du̯óh₁e → *duu̯óh₁e ‘to’; jf. ved. dvā́ → duvā́, gr. δύο
  • *tu̯e-Hom akk.sg. ‘dig’ > iir. *tvām ~ *tuu̯ām

Eksempler på Lindemans lov ifm. akk.sg. tuvā́m, iflg Van Nooten & Holland:

  • 1.044.05a staviṣy´āmi / tuv´ām aháṃ [8 st. jambisk]
  • 1.072.03a tisró yád agne, śará/das tuv´ām íc [11 st. trokhæisk]
  • 7.022.06b bh´ūri manīṣ´ī, hava/te tuv´ām ít [11 st. trokhæisk]
  • 10.079.06b ágne pr̥ch´āmi, nú tu/v´ām ávidvān [11 st. trokhæisk]

Omvendt Lindeman

I senere vedisk ser vi en tendens til, at -uv- og -iy- bliver desyllabificeret til -v- og -y-. Det er formentlig denne tendens der gør sig gældende, når vi i RV ser, at visse nedarvede tostavelsesord opviser enstavelsesformer. Tostavelsesformen er altid hyppigere end enstavelsesformen.

Selv om disse former nogle gange nævnes under Lindemans lov, er det altså et andet udgangspunkt, idet Lindemans lov omdanner enstavelsesord til tostavelsesord, ikke omvendt.

Eksempler

Vedisk tuvám ~ tvám nom.sg. ‘du’ skrives tvám, men skal i 77% af tilfældene læses tuvám, hvilket også er den nedarvede form, idet næsten alle er enige om, at ordet har haft en eller to laryngaler, alt efter om man rekonstruerer ‘du’ som urie. *tuh₂ eller *tŭ/tū, og om man rekonstruerer affikset som *-hom, *h₁em eller *-om, *-em. Det betyder i begge tilfælde at vi venter tuvám < *tu(h)hóm, og at tvám må være en nydannelse.

Ved. súvar- ~ svàr m. ‘sol’ går tilbage til urie. *suh₂el- (til stammen *sah₂-u̯el med en eller anden form for metatese). Ordet skrives svàr, men er altid disyllabisk i Rigveda. I Atharvaveda begynder svàr at optræde som enstavelsesord. Dette er altså højst et eksempel på en omvendt Sievers’ lov. Ligesom i tuvám er tostavelsesformen altså den nedarvede.

Ved. kúva ~ kvà adv. ‘hvor, hvortil’ er afledt af stammen ku- med en ukendt partikel. I 32 ud af 35 forekomster i RV tæller ordet to stavelser.

Stangs lov

En regel, der i sin bredeste formulering involverer *i̯, *u̯ og *m i stilling før *m. Vi forventer, at en urie. nasal vokaliseres i stilling mellem to konsonanter eller mellem konsonant og absolut udlyd. Det ser vi feks. tydeligt i græsk og latin:

  • Lat. patrem, gr. πατέρα < *ph₂ter-m̥

I følge Stangs lov vokaliseres ikke i en række tilfælde. Loven har flere forskellige formuleringer. I den bredeste formulering gælder den følgende sekvenser:

*-hm#

  • *-ih₂m > *-īm i devī-stammerne: skr. akk.sg. devī́m
  • *-ah₂m > *-ām *-ah₂-stammerne: skr. senām, lat. puellam

*-i̯m#

  • *-ei̯m > *-ēm, ses i lat. uolpem akk.sg. ‘ræv’, men kun hvis hvis formen går tilbage til < *u̯olpei̯m (uolpēs m.‘ræv’) og ikke til det lige så plausible *-ei̯-m̥.*

Labial + m#

  • *-ou̯m > *-ōm i:
    *gʷou̯m > gʷōm > osk. bum, ved. gā́m, gr. βῶν (akk.sg. til *gʷou̯ ‘ko’)
  • *-om-m > *-ōm, måske i:
    ved. kṣām < dʰg̑ʰōm ←  *dʰ(e)g̑ʰom-m
  • *eu̯m > *-ēm i:
    *di̯eu̯m akk.sg. ‘dag’: skr. dyā́m, > lat. diem, gr. Ζῆν;

I sin smalleste formulering drejer loven sig kun om den sidste gruppe: labial + *m.  Det antages, at urie. havde en aversion imod sekvenser af to labialer, og derfor svandt *u̯ og *m med erstatningsforlængelse før *m, der nu stod efter vokal og ikke vokaliseredes.

Olander (2015) argumenterer for, at i stammer på *-ah₂ og *-ih₂ var endelsen faktisk *-ah₂-m̥ og *-ih₂-m̥, hvilket er indirekte bevaret på baltoslavisk, hvor man kan se det på accenten. De sprog der har *-ah₂-m og *-ih₂-m har måske generaliseret prævokaliske sandhivarianter. Bemærk, at i sanskrit har vr̥kī-stammer faktisk også *-ih₂-m̥:  vr̥kíyam.

Stativ

Den urie. stativ, også kaldet essiv/fientiv, er en verbalstammetype, der ses i relikter rundt omkring i sprogene. Den er ikke særlig fremtrædende i indoiransk, men vi har brug for den til at forstå visse fænomener, særlig passiven.

Der findes både deverbale og denominale stativer.

Stativens mærke er *-eh₁-/h₁1-. Semantikken beskrives lidt forskelligt i faglitteraturen. BAO opdeler i:

  • Stativ aorist på *-éh₁-: betegner en indtræden i en tilstand, betegnes af LIV (s. 25) som fientiv.
  • Imperfektiv, stativ præsens på *-h₁-i̯é-: Betegner en væren i en tilstand og karakteriseres af LIV (s. 25) som en essiv.

Meiser (§ 35, 6), der skriver om latin,  kalder både deverbale og denominativer Zustandspräsens og ansætter tilsyneladende *-eh₁-i̯e- for begge typer. Vine og Weiss taler om stativer og ansætter *-eh₁- og *-eh₁-i̯e-.

Deverbale dannelser

Dannes med *-eh₁- og *-(e)h₁i̯e-. Forekommer tilsyneladende ikke i hittitisk, eventuelt i tokharisk, med sikkerhed i:

Den germanske 3. svage klasse:

  • Got. haban < *habēn

Latinske 2.-bøjningsverber med stativisk betydning:

  • sedēre; sedeō, sēdī sessum < *sed-éh₁-i̯e
  • habēre  ‘har, besidder, bebor,; habeō, habuī, habitum *gʰHb-eh₁-i̯é- ← *g̑ʰeHb eller *gʰeHb-.

Den gr. η-aorist medio-passiv:

  • ἐχάρην ‘blev glad’
    Ἕκτωρ δ᾽ αὖτε χάρη μέγα μῦθον ἀκούσας
    “Hektor blev glad ved at høre hans tale”
  • ἐμάνην ‘blev vred’
    Καμβύσης δέ, … αὐτίκα διὰ τοῦτο τὸ ἀδίκημα ἐμάνη, ἐὼνοὐδὲ πρότερον φρενήρης.
    “Kambyses blev med det samme harm over denne uret”

Baltoslaviske *ē-verber:

  • Oksl. bŭdě (fientiv), vågnede
  • Oksl. buděti, lit. budė́ti ‘vågne; være vågen’

Vedisk imperfektiv passiv

  • parāyádbhyó ‘va hīye sákhibhyaḥ
    “Jeg bliver ladt tilbage af mine kammerater der tager afsted”

Denominale dannelser

Denominativer dannes med *-eh₁(-i̯e/o-). Typen fandtes med sikkerhed i urie., men om de er videreført i vedisk, er uklart.

Iflg. Kloekhorst (126) har hittisk en klasse af stative/fientive ē-verber. Suffikset er urie. *-eh₁-. Der udover findes der en fientiv klasse med et suffiks, der kan rekonstrueres som *‑eh₁-sh₁-. Begge klasser er tilsyneladende denominale. Kloekhorst understreger, at disse verber ikke har *-i̯e/o-suffikset.

  • Hitt. lalukkēzzi ‘er/bliver lysende’
  • Hitt. haššuēzzi ‘bliver konge”

Der er vist enighed om, at alle andre sprog har *-eh₁(-i̯e/o-):

  • Lat. rubēre; rubeō, rubuī (rubidus ‘rød, mørkerød’) ← ruber; jf. oldirsk ruidi ‘er rød’, lit. rudė́ti, ono. roða, oht. rotën ‘at være rød, gløde rødt’
  • Lat. acēre, –, (acidus ‘sur’)
  • Lat. albēre: albeō, – , (albidus ‘hvid, hvidagtig’) ← albus
  • Got. fastan ‘faste’ (← være standhaftig) ← gm. fastu– adj. u-st. ‘fast’
  • Got. (ga)leikan ‘behage, falde i smag’ ← go. galeiks ‘lig, lignende ← jævn, lige’. Kroonen postulerer en upersonlig konstruktion ‘er lige → passer → behager’.
  • Got. jiukan ‘være vred’ ← jiuka f. o-st ‘vredesudbrud’

I vedisk har denominale stativer til vokaliske stammer forlængelse af stammevokalen, hvis afledningsbasen er en i- eller u-stamme, og også til tider, når det er en tematisk stamme. Her er vi imildertid ikke sikre på, om det er stativsuffikset, der er skyld i forlængelse; det kunne også være et kollektivsuffiks *‑ih₂- eller *‑ah₂ (se under Denominativ):

  • kavīyánt-, kavīyámāna- ‘udførende sit hverv som seer’ ← kavi- ‘seer’
  • r̥jūyánt-, r̥jūyámāna- ‘som er ærlig’ ← r̥jú- ‘lige, ret’
  • janīyant- ‘ønskende en hustru’ ← jani– ‘hustru’
  • aśvāyánt- ‘begærende heste’  ← aśva- ‘hest’
  • yajñāyánt- ‘ofrer’ ← yajñá- ‘offer’

Szemerényis lov

Se Piwowarczyk (2015).

I en række stammer optræder den såkaldte nomninativiske forlængelse: stammens sidste vokal er forlænget. Det fænomen beskrev Oswald Szemerényi og formulerede i flere omgange Szemerényis lov.

Der er således flere forskellige formuleringer af loven:

V̆Rs > V̆RR > V̄(R)

I sekvensen “kort vokal + sonorant + nominativisk *s svinder *s med erstatningsforlængelse af den korte vokal. Typisk svinder sonoranten også – med sikkerhed hvis det er en nasal, men muligvis ikke hvis det er en likvid:

  • *ph₂ters > *ph₂tēr > gr. πατήρ, ved. pit´ā
  • *sekʷ-h-oi̯-s > *sekʷ-h-ō > sákhā (akk. sákhāyam)
  • *kou̯h₁-éi̯-s > *kou̯h₁-ḗ > av. kauuā (akk. kauuaēm; ved. analogisk kavíḥ, kavím)
  • *k̑u̯on-s > *k̑u̯ō > ved. ś(u)v´ā, lit. šuõ (gr. analogisk κύων)

Dette er den mest udbredte formulering af loven. I de seneste år er nogle forskere dog blevet enige om, at reglen ikke gælder, når sonoranten er *u̯, eller måske i enstavelsesord med udlydende diftong. Det er fordi sådanne ord bevarer det nominativiske *s. Der er bare det, at vokallængden ikke kan ses i feks. græsk pga osthoffs lov, og at man er nødt til at antage sekundær forlængelse i sanskrit:

  • *gʷou̯-s > gr. βοῦς (ved. gáuḥ /gāu̯s/ med analogisk forlængelse)
  • *di̯eu̯-s > gr. Ζεύς (ved. dyáuḥ /dyāus/ med analogisk forlængelse)  

Szemerényi antog, at en udlydende laryngal havde samme effekt som det nominativiske *s. Det ses i n. nom./akk. pluralis:

VTh₂ > V̄T

  • *menos-h₂ > *menōs > av. manā̊ (ved. analogisk mánāṃsi)

Der er stadig mange forskere, der bruger reglen i bredere kontekst, i overensstemmelse med en af Szemerenius egne formuleringer:

V̆ss > V̄s

  • *h₂us-os-s > *h₂us-ōs > ved. uṣā́s ‘morgenrøden’

VTs > V̄Ts (T=obstruent)

  • *pod-s > pōds > ved. pāt

Thorn

[dental] + [palatal] → [velar]+[retrofleks sibilant]

Denne regel omhandler de grupper, der traditionelt er blevet behandlet som þ-clusters. Oprindeligt har man antaget *TK → *Kþ → kṣ. Nyere forskere (Sihler, Lipp, Kloekhorst osv.) mener derimod, at *t udviklede sig til k i stilling før både uriir. ć (< *k̑) og *č (palataliseret velar). Senere neutraliseredes *ć og *č; resultatet var skr. kṣ.

Eksempler

Urie. *h₂r̥tk̑o- ‘bjørn’ Tidligere: *r̥k̑þo–

  • Hitt. hartagga- /hartka/
  • Latin ursus – men det er blevet foreslået at ursus er et helt ubeslægtet ord
  • Oldirsk art
  • Gr. ἄρκτος
  • Skr. ŕ̥kṣa-

Urie. *dʰg̑ʰ-es- ‘i går’

Stammen er afledt af *dʰeg̑ʰ- ‘at brænde’, jf. urgerm. daga- m. ‘dag’. Tidligere rekonstruerede man *dg̑ʰi-es- ←*g̑ʰ-di-es-, dvs. *g̑ʰe/o- ‘denne’ + *dei̯- ‘dag’ + *‑es- (således Meiser s. 97).

  • Latin herī ‘i går’, hesternus ‘af i går’
  • Oldirsk in-dé ‘i går’
  • Oht. ges-taron
  • Gr. χθές
  • Albansk dje
  • Skr. hyás < *dʰg̑ʰ-di-os, (jf. sa-dy-áḥ *sm̥-di-os)

Urie. *dʰég̑ʰōm, gen. *dʰg̑ʰmós, lok. *dʰg̑ʰém- ‘jord’ (tidligere: *g̑ʰðem)

  • Hitt. nom.-acc.sg. tēkan, gen. taknas, lok. tagān
  • Tokh. A tkaṃ, B keṃ
  • Latin humus (og homō) < *g̑ʰom-o-
  • Oldirsk nom.sg. dú, gen.sg. don ‘sted’ Gr. χθῶν Albansk dhe Frygisk zemel ‘slave’ ← ‘mand’?
  • av. zå < *dʰég̑ʰōm, gen. *dʰg̑ʰmós, lok. *dʰg̑ʰém- ‘jord’
  • Lit. žẽmė
  • kṣā́ḥ nom.sg. ‘jord’, jmáḥ/gmáḥ gen.sg.;

Urie *tk̑ei̯-/tk̑i- ‘at drive landbrug, bosætte’

Roden er afledt af *tek̑- ‘føde’ som ses i gr. τί-κτ-ω ‘føde’ (med metatese)

  • Latin sinō ‘tillader’ (og pōnō < *po-sinō; jf. ppp. po-si-tum) regnes traditionelt til denne rod, men kan også være til *seh₁i- ‘slippe løs’
  • Myk. ki-ti-je-si = /ktii̯ensi/ ‘bebygger’
  • Gr. κτίζω ‘befolker’; ἐὺ κτίμενος ‘beboelig’
  • Ungav. 3sg. šaēiti, 3pl. šiieiṇti ‘bor’ < *tk̑ei̯-
  • Ved. kṣi ‘at bo’; 3sg. kṣéti, 3pl. kṣíyanti

Urie. *te-tk̑- ‘at fremstille’

Antages at være en redupliceret form af roden *tek̑ ‘føde’. Lat. texō ‘væver, fletter’ antages at være en anden rod.

  • Skr. 3sg tāṣṭi, 3pl tákṣanti  ‘tømrer. laver’ Oldav. tāšt ‘danner’

Urie. *tk̑en- ‘at slå, såre’ (LIV 645)

Traditionelt rekonstrueret som *kþen. Uklar oprindelse.

  • Gr. κτείνω, καίνω ‘slår, dræber’
  • Skr. kṣan ‘at såre’ kṣanóti

Urie. *gʷg̑ʰer (LIV 213)

En mærkelig rod, som LIV mener kan være beslægtet med en rod *g(ʷ)eg̑ʰ- ‘at trænge ind i (vand)’.

  • Ved. kṣárati ungav. γžar- ‘’flyde’

Urie. *dʰgʷʰei̯- ‘går til grunde (af varme)’

Roden er afledt af *dʰegʷʰ- ‘at brænde’.

  • Latin sitis ‘tørst’ – dog mener nogle forfattere ikke, at denne dannelse hører til her
  • Ono. dvina ‘svinde’; holl. verdwijnen ‘forsvinde’; eng. dwindle ‘svinde hen’
  • Gr. φθίνω, ἔφθιτο ‘omkommer’ (κλέος ἄφθιτον ‘udødeligt ry’)
  • Skr. kṣi ‘at ødelægge’;  kṣiṇā́ti ‘ødelægger’; kṣī́yate ‘går til grunde’; ungav. jināiti ‘ødelægger’; skr. śravas … ákṣitam ‘udødeligt ry’

Urie. *dʰgʷʰeh₁- ‘at brænde’

  • Fientiv til *dʰegʷʰ- ‘at brænde’.
  • Skr. kṣā ‘at brænde’; kṣā́yati; kṣāmá- ‘afbrændt’

Tvivlsomme eller irrelevante dannelser

  • skr. kṣáyati ‘hersker’ < *h₃kʷ-s-, en desiderativ iflg LIV (297)
  • Lat. texō, texere ‘at væve’, jf.hitt. takš- ‘to devise, to unify, undertake, to mingle’ (Kloekhorst 2006:813). LIV (619) ansætter < *tek-s-, en desiderativ til *tek- ‘væve, flette’

Vriddhi

Vriddhi er hindi for skr. vŕ̥ddhi– f. ‘styrkelse’ – et ti-abstraktum til roden vr̥dh- ‘at vokse’; dvs. vr̥dh+ti- → vr̥ddhi- med Bartholomaes lov.

Aflydstrin med underliggende langt ā kaldes i sanskritgrammatik vr̥ddhi. I vestlig grammatik bruger vi først og fremmest denne betegnelse om de såkaldte vriddhi-afledninger. I sanskritgrammatikken vil det sige afledninger, hvor der indsættes et langt ā i ordets første stavelse. Derudover optræder et afledningssuffiks, typisk ‑a- eller ‑i-.

Et eksempel fra vores tekster er mádhu‑ → mādhv-i- (AiGr. 2 § 191). Vi kender ikke accenten i madhvi-, men dannelsen har sikkert været endebetonet, for vriddhi-dannelser betones typisk modsat afledningsbasen. Bemærk, at det altid er første stavelse, der får langvokal, uagtet afledningsbasens morfologi. Således feks. i dannelser med su- i første led:

  • saubhaga‑ n. ‘lykke’ ← su-bhaga- ‘lykkelig, med god lod’

Andre eksempler på vriddhi-afledninger er:

  • kāṇva‑ ‘efterkommer/tilhænger af Kaṇva’
  • śrauta- ‘som har med śruti-(det at høre) at gøre’
  • vaidika- ‘som har med vedaerne at gøre’
  • taittirīya- ‘elever af Tittiri’
  • gautama- ‘søn af Gotama’
  • śaunaka‑ ‘søn af Śunaka’

Som det kan ses, bruges vriddhiafledninger hyppigt til at danne patronymer. Se feks. i listen over forfattere i Jamison & Brereton s. 1671. I urie. fungerede vriddhi lidt anderledes, idet det blot bestod i at indsætte et ekstra e, ikke en langvokal. Det er også sådan vriddhi fungerer i avestisk: den oprindelige vokal opskaleres ét trin, så at sige. Således i

  • *neu̯o– ‘ny’ ← *nu ‘nu’
  • ved. devá- < *dei̯u̯o‑ ← dyā́u-/div- ← *di̯eu̯-/diu̯-
  • ved. śvāśurá- ‘svoger ’ < *su̯ēk̑uró- ← śváśura- < *su̯ék̑uro-.

I det sidstnævnte tilfælde er der opstået et nyt fuldtrin, *dei̯u̯‑ over for *di̯eu̯-.