Perfektums participium aktiv
Suffikset
Det vediske suffiks har den stærke form ‑vāṁs-, der bliver til ‑vān i nom.sg. (fordi vedisk kun tillader én konsonant i udlyd). De former indrammer Macd. s. 66 med en dobbelt linje.
Vokativen ender på -vas; inst.pl. ender på -vad-bhiḥ, der vel kommer af *-u̯as-bhis. Nom./akk.sg. neutrum har -vat, der nok er lånt fra vant-stammerne, og således kommer af *-u̯n̥t-. De former får en enkelt linje omkring sig hos Macd.
De svage kasus har -uṣ-:
Det indoeuropæiske suffiks
Aflyden -vāṁs-/-uṣ- er mærkelig på grund af nasalen i –vāṁs-. Sammenligner man med græsk, kan man se, at det indoeuropæiske suffiks må have været *‑u̯os-/-us-. I skemaet er nedarvede former skrevet med fed:
| PIE | Vedisk | Græsk | |
| nom.sg.m. | *-u̯ōs | ca-kr̥-vā́n | γε-γραφ-ώς |
| vok.sg. | *-u̯os | ca-kr̥-vas | γε-γραφ-ώς |
| nom/Akk.n. | *-u̯os | ca-kr̥-vát | γε-γραφ-ός |
| akk.sg. | *-u̯osm̥ | ca-kr̥-vā́ṁsam | γε-γραφ-ότα |
| gen.sg. | *-u̯s-os | ca-kr-úṣ-as | γε-γραφ-ότος |
| Nom.pl. | *-u̯oses | ca-kr̥-vā́ṁsas | γε-γραφ-ότες |
| Nom.sg.f. | *-us-ih₂ | ca-kr-úṣ-ī | γε-γραφ-υῖα |
Græsk tyder på en nom.sg. på *-u̯ōs. I vedisk har den fået en uforklaret nasal.
Når græsk har o i de stærke former, mens vedisk har ā, kan vi slutte os til, at langvokalen i vedisk skyldes Brugmanns lov.
I femininum, der dannes med devī-suffikset, har både græsk og vedisk et nultrin, der tyder på urie. *-us-.
Suffikset må altså have aflydt *-u̯os-/-us-.
I græsk ser vi et ‑t- i former som nom.pl. γε-γραφ-ότες – der er nogen, der mener, at det er nedarvet, hvilket bla. støttes af gotisk weitwoþs m. ‘vidne’, der semantisk passer fint med et perfektum participium aktiv: “en der har set = et vidne”; jf. ved. vidvā́ṁs-, ppa. af vid ‘at vide’ (men vividvā́ṁs- til vid ‘at finde’).
Nasalen i vedisk –vāṁs– er uforklaret. Man har prøvet at forklare den som et lån fra vant-stammerne, men den forklaring strander på grund af alt for mange små uforklarlige detaljer.
Senere udviklinger
I Brāhmaṇaerne findes et par eksempler på et aktivt perfektumsparticipium dannet med suffkset -tavant-, der består af verbaladjektivet -ta- + possessivsuffikset -vant-. I senere sprog bliver denne type hyppigere. Derudover optræder absolutiven også hyppigere i stedet for ppa. “i vedisk prosa”, iflg AiGr. III s. 909.